sunnudagur 24. januar 1965síða 5

NTAR sá mange reagerer over- AN for nutidens litteratur med træghed, modløshed eller fjendt- lighed, må man spørge, om tionne lukkede og opgivende uldning ikke skyldes undervis- ningen i dette fag? Blandt de unge er der mange som mener, at undervisningen i litteratur er stivnet i rituelle mønstre, som kvæler de spontane glæder. Nogle af dem kommer da også med ændringsforslag: Hvorfor kan vi ikke få lov til at skrive noveller og den slags i stedet for det evindelige stilskriveri? Hvis man selv fik lov til at skrive noget og læse det op, og man så snakkede uhøjtideligt om det bagefter, ville litteratu- ren — osse den gamle — blive mere levende for én. Vi ved, at der er mange som de modtagelige og følsomme år skriver til skufferne og pa- p.rbøtterne, ting som de ikke har mod til at vise nogen eller diskutere med andre. De føler, at der er noget fordægtigt over denne form for aktivitet, andre ville jo grine ad dem, hvis de vidste, hvad de morede sig med. Adskillige giver udtryk for leitelse, når de har overstået dette anfald af »ungdommeligt føleri« — men hvad andet kan man vente, når de i skolen hver- ken får øvelse eller opmuntring i fri sproglig udfoldelse? LLEREDE i en af Ungdoms- kommissionens betænknin- ger í.„Ungdommen og Fritiden«. 1952. Side 133—134) gives der udtryk for, at der er noget galt med litteraturundervisningen: „Det, skolen ville have c:everne til at læse, og det, som de fak- tisk læser, tilhører for de fleste unges vedkommende to helt forskellige verdener«. Man fin- der, a! skolen i mange tilfælde behandler læsestoffet »med en halvt litteraturhistorisk meto- de, som ødelægger den umid- delbare glæde ved det læste«, »g at alt for mange unge derfor fir den opfattelse, at »god litte- ratur er kedelig«. I betænkningen foreslås, at skolen ophører med den egent- lige litteraturundervisning og i stedet søger at give en »indfø- ring i læsning«. Jeg tror det er nødvendigt at gå et skridt vi- dere og lade børn og unge selv boltre sig med skriverier og litterære øvelser. ITTERATURUNDERVIS- NINGEN kan gøres meget mere appetitvækkende, men det Det var en dansker, der opfandt skrivekuglen forudsætter, at læreren kan be- fri sig for sit alfaderkompleks og blive litteraturnyder på lige fod med eleverne, Og at skolen lægger vægt på elevernes selv- stændige udvikling, noget man nemt kan lovgive om, men som det har vist sig uendelig svært at praktisere. Uden skade kunne der skæres ned på lærestoffet og gives mere tid til litterære forsøg, bl. a. ved at de større elever fik lejlighed til at udtrykke sig Í digte, noveller, skuespil og hvad de ellers kunne tænke sig. Det forudsætter naturligvis, at læ- reruddannelsen også omfatter øvelser i frimodig og lysibeto- net sprogeksperimenteren. Den analytiske metode, det med at pille et kunstværk i stykker, som man skiller et vækkeur, burde adgangsforme- nes. Den tiltaler nok kun pil- fingre og dansklærere. Af HOLGER ISAGER EG tror, jeremiaderne over den »uforståelige« litteratur vil aftage, hvis man indfører en friere og mere aktiviserende un- dervisning. Og den opfattelse, at vi har litteraturen til under- holdning, sjæletrøst og støtte- aktioner for de ti bud, vil vige for en mere kunstnerisk vurde- ring. Det er svært at se, hvilken værdi viden om litteratur har — konversationsemner? udvidet selvfølelse? — hvis den ikke er forenet med virkelig begejst- ring. Bevares, det man lærer om litteratur kan gøre én kul- turel så det batter, men alt før ofte fører det til den holdning til kunsten, som vi kender fra »Sportsmanden«, hvis største glæde ved sporten består i at huske de sidste femten års landskampsresultater, hvem der scorede osv. A et vist stade i børnenes ud- vikling tør man godt lade dem lege med farver og papir, ja, man arrangerer endda ud- stillinger af deres værker. Hvor- for skulle et lignende lege- og nydeforhold ikke kunne trives blandt børn og unge for littera- turens vedkommende? Ville vi få flere gode forfat- tere på den måde? Et par styk- ker måske, men det væsentlige er nok, at færre vil reagere med spisevægring overior digt- ningen, og at man ville få flere og bedre læsere, når den enkel- tes forhold til litteraturen bli- ver mere aktivt og personligt. ring, som kunne Det undrede mig meget var lille, mor en s satte min fantasi i sving, sá jog v om jeg havde fået for- talt om dens funktion, forestil- lede mig, at der boede levende væsner inden i den. I virkelig- heden var den en giftring, og da gift í det store hele var gået af mode — når man ser bor: fra de legale gifte, som kan købes i håndkøbsudsalg — fore- kom det mig temmelig usand- synligt, at min mor skulle gå rundt med dræbende pulvere. Det gjorde hun selvfølgelig hel- ler ikke, men ringen var en virkelig oldsag — den havde form som en lille pyramide og stammede vistnok fra den ita- lienske renæssance. Man har hørt om ringe, som havde en lille skarp stift siddende inden- under stenen, men denne ring, som var af sølv, har åbenbart været til pulvere af forskellig art, som man (á la Hitchcock) kunne hælde i kaffen og siden drage personlige fordele af. Da jeg í femtenårsalderen havde seksuel'e fantasier og spekule- rede på at bedøve alle klassens FRÆKT — OG SMUKT piger (og min smukke klasse- lærerinde) og derfor kunne have fantastisk fordel af at bære rin- gen, forsvandt den imidlertid, Om den blev stjålet eller sim- pelt hen forsvandt bag en kom- mode er aldrig blevet opklaret, men det er et faktum, at den var væk, og jeg måtte siden be- nytte mig af naturmetoden. For nylig så jeg imidlertid en højst interessant ring, som uden at indebære skjulte fordele min- dede mig om min mors, De kan se den på billedet, som selvføl- gelig er umådelig forstørret og fuldt af overdrivelser, og når jeg siger, at ringen minder mig om min mors, er det en meget subjektiv vurdering. Men der er nu noget ved selve denne skålformede ting, som ligner en tragt, igennem hvilken der bør hældes et eller andet, f. eks. et sovemiddel eller et elskovsmid- del eller hvad ved jeg. Den lig- ner også en blomst, og man får lyst til at stikke næsen ned i den og nyse. Den er lavet af en ung og endnu temmelig ukendt pige, Theresia Hvorslev. Hun er svensk, men uddannet í Dan- mark hos Georg Jensens sølv- smedie, og hun har vundet før- ste præmie i Dansk Kunsthånd- værks årskonkurrence 1963. Nu arbejder hun for forskellige danske og svenske fabrikker, og om få år vil hun formodentlig være kendt af ethvert barn. Se på ringen, og De vil opdage, at De aldrig i Deres liv har set noget så frækt — og smukt. Den er af sterling sølv og lue- forgyldt indvendig — men ser man ned i den, blir man selv lueforgyldt, TW wEEKEND 5