sunnudagur 14. februar 1965síða 2

Af DAN TURELL FOLKESANGEREN SOM REVSER USA 2 WEEKEND (55) i Danmark er det nu muligt at få pladeindspil- ningen af den koncert, den ame- rixanske folkesanger Pete See- ger holdt i New Yorks Carne- gi» Hall 8. juni 1963. Grammo- fonselskabet Columbia var på pletten og sørgede for, at også vi nu ved hjælp af denne eks- ceptionelt fremragende udgivel- se kan få kendskab til ting, som ellers er forbeholdt andre. Un- der titlen »We Shall Overcome« (en titel, der i sig selv karak- teriserer musikken: en konsta- tering af de utilfredsstillende forhold, men med en optimi- stisk undertone) er tretten af Pete Seegers numre udgivet Hvilket forhåbentlig ikke har været forgæves. PT? SEEGERS sange er — for flertallets vedkommende — stærkt tendentiøst prægede. Men tendenserne (racelighed, afrustning o. lign.) er så alment- menneskelige, at de ikke skulle støde nogen. Der udbringes et fredens og tolerancens budskab (bortset fra de numre, hvor »The American Way of Living« hænges ud). Og netop derfor virker teksternes anklage mod raceadskillelsen så meget stær- kere. I det første nummer, „if You Me at the Back of a Bus«, kan Seeger således — næsten følel- sesløst — konstatere: »Oh, here is a verse, that grew profetic. Í heard it in october, and many places it came through in november: If you miss me in the cotton-field You can't find me nowhere Come on over to the court- house I'il be votin' over there«. D+ som i pressen har fulgt begivenhederne 1 Sydsta- terne, vil næppe benægte realis- men i anklagerne mod de fasci- stiske elementer (Ku-Klux-Klan etc.), der her rammes i de pa- rodiske linjer om visse ameri- kanske race»retsesager Og i »Keep Your Eyes at the Prize« synger Pete Seeger disse meget sigende strofer, der for- tæller om hans (og — desværre for få — andre hvide amerika- neres) identifikation med nege- rens problemer: »Only thing, that we did wrong/Was staying in the wilderness too long/Only thing, that we did right/ Was the day, we begun to fight.e Fuldkommen ubetalelig, pá én gang rørende, komisk og dra- matisk, er fortællingen om en negerdemonstration: »— Luther King says: This is going to be a silent demonstration to-day No songs, no slogans; and if any obscenities from the side line, you don't reply to them; you just keep right along the line of the march. Until you're arrested — then the singing can begin: I ain't scared of your jails, "cause I want my freedom ...« LANDT højdepunkterne er også de fire numre, der af- slutter første side på denne væ- sentlige udgivelse. Stærkest vir- ker måske »That's what I lear- ned in school« med de overbe- visende slutningsvers: I leartn that our goverment must be strong, It's always right and never wrong Our leaders are the finest men And we elect them and again Í learnt that war is not so bad I learnt 'bout the great ones, we've had We fought in Germany and in France — And someday I might get my chance »Little Boxes« er vittig satire over det standardiserede vel- færdssamfund, hvor alle er låst inde i små celler, veltilpassede, ensrettede og konforme: »And they all get poured in boxes, and they all come out the same<. Placeringen på pladen umiddelbart efter »That's what I learnt in Schoole) virker ej- heller tilfældig. Og for de to næste numres vedkommende: her optrækkes konsekvenserne; væsentligst i »Who Killed Davey Moore?«, sangen om negerbok- seren, der dræbtes í ringen. En brutal og uafrystelig anklage mod tilskuerholdningen: alle er uskyldige, alle er uden ansvar Publikum: »It was too bad he died that night / But we just wanted to see a good fight«. Arrangørens svar På titlens spørgsmål: »Not I — said the manager, pushing on his big cigar — it's hard to say, et's hard to tell; I've always thought, that he has was well. It's bad for his wife and kid he's dead — but if he was sick, he should have said« Ejheller sportsjournalisterne har noget ansvar. Men i bokse- reporterens svar kommer See- gers vel nok mest velrettede an- klage mod samfundet, set fra den undertrykte (negerens) síde: »I tell you, bixing is here wo stay — it's just the old Ameri- can Way ...« Den amerikanske folkesanger Pete Seegers, som også har fået en menighed herhjemme - Hans sang er et våhen i de amerikanske negres frihedskamp VO som efter dette vil have mod til at vende pladen, vil finde anden side indledt med »A Hard Rain's Gonna Fall To- night«, hvori Seeger — muligvis med en (ubevidst?) parallel til Nordahl Griegs »humanistere — synger »I heard the sound of a person, who cried he was hu- man.« Og, forklarer han, visse facts — om bl. a. racestriden, og visse forhold skjules, men „I'l1 see it and think it and sing it and read it«, Frihedens tros- bekendelse Et let og næsten m stykke musik af folkesangeren Woody Guthrie (der i Danmark vil være kendt for bl. a. sin medvirken på en nyudsendt Storyville-LP) »Mail Myself to you« danner overgang til Jytte- rens næste chok; et næsien »hudløst« reciteret digt af spa- nieren Marti. Seeger oversæl- ter: „The words mean: Í am a thruthful man from the land of the palm trees. My poems are soft greens. My poems are also flaming And before dying I want to share these poems of my soul. With the poor people of this earth I want to share my fate .. í ntert RASER. Men ikke blot. 1 Seegers overbev: de for- tolkning blegner floskelsproget og giver plads for en dybtfølt menneskelighedssolidaritet. Hvilket også gælder afskedsnum- meret (et mere passende kunne næppe være valgt), titelmelo- dien „We Shall Overcome«, hvor Pete Seeger med velvillig assi- stance fra det fortrinsvis af negre estående publikum triumferer 1 denne sang, der er ved at blive negrenes friheds- kampsmotto: »We Shall Over- come. Vi vil overvinde mod- standen — ved fredelige, paci- fistiske midler. We shall leave in peace — og som en sidste gyl- den profeti: „We'll walk hand in hand — someday ... EGRENES værdige måde at føre sin retfærdige kamp på er et af denne plades gennem- gående træk. Et andet er den humor, der (jfr. jazzmusikken) aldrig synes at fjerne sig fra de, Jim Grow rammer. (Når neg- rene stadig omtales (skønt Sce- ger er hvid) skyldes det, som før antydet, at Seeger i sin kamp for racelighed har iden- tificeret sig med de farvede). Optimismen afslutter musik- ken. Også vi kan kun håbe det bedste. Og med denne udgivelse er i hvert fald et beskedent trin taget til at sprede kunstnerisk orientering om den farvedes forhold alt for mange steder i USA i dag. Forhåbentlig ikke forgæves