sunnudagur 14. februar 1965síða 8

—nw KØKKEN skriveren ENT HASEBART har altid et sted at gå hen, hvis han skulle blive sulten. Tit nøjes han med at gå ud til køleska- bet, men i hvert fald om som- meren kan han vælge mellem fire restaurationer, som alle er hans, »La Cubana« på Frede- riksberg har åbent hele året. De tre andre har hjemme på Bakken, — Man kan godt blive træt af restaurationsmad, indrømmer Bent Hasebart. — Pas på, at Deres kok ikke hører det! — Tit er også kokken træt af restaurationsmad. Især af at la- ve den, ler Hasebart. Og navn- lig her, for »La Cubana« er jo en natrestauration! AR Hasebart skal have no- get ganske særligt at spise, tager han noget ganske almin- áeligt — f. eks. frikadeller eller grofthakket medisterpølse. Han har lejlighed lige over sin Fre- deriksberg-restauration, og i det private køkken vover han sig nu og da ud i den store koge- eller stegekunst. Bent Hasebart er 35 år. Han er uddannet som tjener. I otte år har han været restauratør. Hvordan får en tjener råd til at købe fire restaurationer? — I fem år var jeg inspektør i »Syv Små Hjem« — lige fra starten, fortæller han. En dag kom en gæst, en af de kendte modefotografer, hen til mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at tjene lidt ekstra i friti- den. Og på den måde blev jeg dress-man. Min løn som inspek- tør sparede jeg, mens jeg leve- de af dem, jeg tjente som dress- man. Min første restauration, »Røde Port« på Bakken, som r stadig driver, købte jeg for "35.000 kr. Foruden de fire virksomhe- der, Hasebart har nu, har han haft flere andre, som han i mel- lemtiden har solgt. »La Cuba- na« betaler den sjette-største sviritusafgift i København. — »Place Pigalle« på Bakken om- satte sidste år for 1,17 million kr. Millionen passeredes allere- de den 15. august. Når man ser bort fra Cirkusrevyen, har in- gen anden virksomhed i Bak- kens historie præsteret dette. Hasebart har også >China=< på Bakken. Her serverer han kine- siske retter. I laver selv vores kinesiske forårsruller, siger han. De er bedre end dem på dåse. Bare ved den ene af barerne på Bak- gi solgte vi sidste år for 185 000 kr. forårsruller. Alene af den grund kan jeg ikke tåle at se den ret hele sommeren. Men om vinteren sker det, at jeg længes efter duften og varmer mig en rulle. Restauratørens private livret er dyreryg i skovridersauce. Han kalder den »Koteletter a La Cubana«, Det er en fin, men hurtigt tilberedt middag — Man bruger et lille stykke dyreryg, siger Hasebart, og skæ- rer det ud som koteletter — helt uden ben. Skiverne skal være 2—3 centimeter tykke. Så gni- der man koteletterne på den ene ned hvidløg og lægger dem mellem to tallerkener. Derpå kommer turen til skovridersau- cen. Tre-fire skalotter hakkes og brunes i smør — først alene o: derefter sammen med en stor portion rensede, ituskårne cham- pignons. , — Vin skaber glæde, fortsæt- side I fem ár var han inspektør i »Syv små hjem« - så blev han dress-man for at tjene lidt ekstra = i dag er han som 35-årig restauratør på Frederiksberg. - Man skal aldrig være bange for konkurrence SKAL HAN HA' NOGET SÆRLIGT TA'R HAN NOGET ALMINDELIGT ter Hascbart. Selv ec! er glade for vin. Når og champignons er slår man derfor et glas god hvidvin eller et stort glas port- vin i det sammømn med en halv liter kraftsuppe. Man bruger benene . .! — Nå, er det så kraftigt, at man ligefrem løber? impignons kalotter lysebrune, 4 — Nej, ikke sådan ment. Men benene, man har skåret af ko- teletterne, kan man bruge til den lækreste vildtsuppe. Og lidt af den kan Man bruge til skovridersaucen. Nå, men sau- cen smager man til med en spi- seskefuld tomatpuré — máske to — og lidt tyk, sur fløde. Så salter man den efter behag og stiller den på ganske svag var- me. Den må koge, mens den står sådan skal trække langsomt. Telefonen ringer, og det tager lidt tid, inden Bent Hasebart er klar igen. Han siger: — Hvis koteletterne ikke er forkullede, mens jeg har tele- foneret, så skal man efter op- ikke Smagen skriften brune dem hastigt og hedt i smør, Man gør det bedst på en støbt aluminium-pande, som bruner lige smukt over alt. Når koteletterne er helt brune, drysser man salt og peber på dem. Mens de steger, ryster man panden — Og når der bydes tredje gang, ryster man på hovedet? — Det er der ingen regler for, Men koteletterne på panden skal altså rystes. De skal have omkring tre minutter på hver side. — Hvad med kartoflerne? — Ja, så kan man selvfølgelig godt ryste på hovedet. Kartof- ler feder. Men server godt med grøntsager til, hvis De ikke sy- nes, koteletterne smager godt nok uden. — Skal der i9 flere krydde- rier i — Det kommer an på, hvad De har i huset? — Jeg har paprika, peber, forskellige slags soya, engelsk sauce — Det vigtigste er, hvad De har af drikkevarer til at skylle ned med, siger Hasebart. Men det med krydderier må smage sig til. — Man bliver godt lækkersul- ter r man sidder og snakker dyreryg — Ja, meget 'ækkersulten! Nu skal jeg også snart spise, og jeg glæder mig — De skal måske have dyre- man ryg - Nej grøn! Ippe! Jeg spiser sammen m hele perso- nalet. Det er restaurationens køkken, der sørger for os FF HASEBARTS riksberg-restaurz midt klump af andre re- staurnt r — og med selveste »Lorry« som genbo. Men Hase- bart er ligeglad, ja, nærmest kist« gl A — Man skal aldrig være ban- £c for konkurrence. Jo flere konkurrenter, man er samlet. jo mere liv! Se f. eks, på Nyhavn, hvor folk kommer i den enkelte restaurant, fordi der er mange at vælge imellem. Hasebart ligefrem elsker kon- kurrence. Han siger, at han ikke bliver millionær. For han bru- ger fortjenesten til at konkur- rere med. F, eks, har han lige udvidet »La Cubana« for en kæmpeformue. Han har lagt en ekstra eta e til etablissementet, og her sidder folk i gamle luft- gynger, som Hasebart har købt hos gamle markedsgøglere og Tivoli-ejere fra 10 til 500 kr. stykket. Hver morgen kl. 5 ser- verer han gratis hønsekødssup- pe til alle gæsterne. »Gyngen« hedder denne filial. Hasebart håber, den bliver en alvorlig konkurrent til »La Cu- bana«. For han elsker som sagt konkurrence! 7 UN i perioder har Bent Ha- sebart tid til at rode i eget køkken. — Heldigvis, siger han, ellers blev jeg for tyk. Det bliver man uvilkårligt, når man kan lide at lave mad — og á har lej- lighed til det. For enten er man så dygtig i køkkenet, at man ganske simpelt ikke kan lade være at spise over evne af sine egne retter, Eller også er man så ringe til det, at man selv bli- ver nødt til at spise det alt- sammen, fordi gæsterne ikke vil tage fra! Lodvt'. ÉT wEEKEND 9