leygardagur 4. desember 1965síða 7

4. desember 1965 ORIENTERING dansk tradition FORBINDELSE med Rhodesias løsrivelse fra Storbritannien erklærede statsminister Jens Otto Krag, at der ikke kunne blive tale om anerkendelse af det nye styre. CB IAN SMITH LUNDBERGS Det var egentlig en bemærkel- sesværdig erklæring, der fortjener mere opmærksomhed, end den øjensynligt har fået. Problemet om anerkendelse af stater har hidtil fru dansk side væ- ret klaret på en ganske enkel måde, Den almindelige folkeret, sådan som den f. eks. beskrives i profes- sor Alf Ross' lærebog i folkeret, fastslår, at ganske som individet inden for staten fødes den nydan- nede stat ind 1 et samfund af sta- ter og omfattes automatisk af dis- ses rettigheder, uden at det bliver spørgsmål om andres tilslutning hertil Afgørende for den nye stats eksistens og dermed for dens folke- retlige eksistens er alene det 2ifek- tivt etablerede styre inden for et vist territorium. Der må være skabt en staislig organiseret orden, der regelmæs- sigt er í stand til effektivt at hæv- de sin magt inden for territoriet og således opfylde en stats nur- male funktioner, Iøvrigt er det !ige- gyldigt, under hvilke forfatnings- mæssige former dette sker. At dens retlige gyldighed anfægtes af mo- derlandet, er uder: betydning. Automatisk godkendelse Derfor har det da også været dansk tradition, at man, når isse SOSIALURIN Rhodesia-styret anerkendes ikke og angelsaksisk princip indføres objektive betingelser var til stede, rent automatisk godkendte den uye stat og normalt oprettede diploma- tiske forbindelser. Forklaringen herpå er, at det er uhyre upraktisk at undlade en anerkendelse, Det skaber en ræk- ke komplikationer, feks. af han- delsmæssig karakter, og det vil normalt ikke have nogen som helst virkning, at Danmark undlader at anerkende statens eksistens, En undtagelse i den henseende ville dog nok forekomme, såfremt f.eks. Færøerne ved en énsidig løsrivel- seserklæring tog afsked. Denne praksis har medført, at vi på den ene eller anden måde har diplo- matisk eller konsulær repræsenta- HORNE Med eller uden forkalkning WREN og hans medarbejdere har givet forkalkningen et nyt perspektiv. Det er de blodpropper, som gør forkalkningen skæbnesvanger. de norske forskere har interesseret sig for. Og fundet en vej til at bekæmpe. Med 5 cm? hørfrøolie eller 2 cm% linolensyre har de — hos forkalkningspatienter — nedsat blodpladeadhæsiviteten, d. v. s. blodpladernes tendens til at klumpe sig sammen den tendens, der betyder så meget for blod- propperne. Men som máske ogsá har ind- flydelse på omdannelsen af seive arterievæggen, den langsomme forkalkningsproces. For meget ofte er det små koagler, der cr udgangspunktet for disse om- dannelser. Så også af den grund er det nok ikke bare forkalkningspa- tienter, der bør interessere sig for Owrens opdagelser. Sørgelig forskel AN sætter selv vores ændre- de kostvaner i forbindelse med efterkrigstidens — eller vel- færdsstatens — mange hjerte- blodpropper og andre forkaik- ningsfølger. Vi får ikke så meget linolen- syre i kosten, som vi gjorde i gamle dage — og i krigens tid. da sukker var rationeret. Det totale konsum af kulhy- drater er omtrent det samme, Men en meget større del af det falder på sukker Det gør en sørgelig forskel og- så i denne forbindelse. For ae kornprodukter, vi ellers spiste mere af i form af brød og grød, er der betydelige mængder in» lensyre i. I sukker er der som bekendt ikke andet end sukker. Det er altså ikke sært, om flere og flere får en forhøjet blodpia- deadhæsivitet, når de bytter hav- regrøden og rugbrødet om med alt det sukker, vi spiser og måske navnlig drikker. Mange flere forsøgsdyr EN hvad kan man nu fornuf- tigvis benytte Owrens og hans medarbejderes opdagelse ul For det første anvendes det lerede i Norge til patienter, cor har vist tegn til blodpropdannel- se Større forsøg er nu i gang. Der gives linolensyre både til forkalkningspatienter — og som forebyggende middel til alle, der skal opereres for at undgå .de blodpropper efter operationen, som desværre ses nu og da. Men man sigter også på større undersøgelser med normalbefolk« ningen som forsøgsdyr — for at finde ud af, om en udbredt man- gel på linolensyre kan ligge tis grund for den stigende blad- props- og forkalkningstendens. Undersøgelser, som nok vil s.å de foreløbige resultater yder'i- gere fast. Men som vi ikke 22- høver at vente på AN behøver jo ikke at vente på hjerteblodprop, bjerne- andre forkaik- man selv går blødning eller ningstegn, før gang. At de, der allerede er så langt. bør tage fat med det samme, 'er en selvfølge. En teskefuld hør. frøolie om dagen tager ingen ska de af — og den afskærer altså en risiko. Den repræsenterer omtrent 50 kalorier — og godt halvdelen af dem kan man spare ved at bruge linolensyre i stedet. Så kan man nøjes med 2 cm? i stedet for 5 Men det gør man jo nok klogt i, selvom forkalkningen ikke har vist sig endnu Bare man er ? den alder, hvor den bliver almin deligere og almindeligere — dvs for mænd fra 40-årsalderen ag for kvinder fra 60-årsalderen. Sukkerrationering EN der er også grund til, at alle andre interesserer sig for de norske lægers opdagelse, selvom den endnu ikke er fuidt udforsket. Risiko er der jo ikke ved det. Først og fremmest ved at gen- indføre en privat sukkerratione- ring. I krigens tid og lige efter sørgede myndighederne for det Nu må vi selv — ombytte det meste af alt det sukker, vi bru- ger, med mel og gryn, med b:ød og grød. Også fra anden s'de har map jo søgt at vise sukkerets indfly- delse på forkalkningen — før. uden hvad det ellers har på sam- vittigheden. Måske vil den omlægning væ e forebyggelse nok Men elle“s kunne man jo indføre soyaolis í husholdningen — den er der mange, der bruger i forvejen, som almindelig spiseolie. Om man ligefrem skal gå til hørfrøolien med det samme — det må vel afhænge af alder o2 indstilling. Hvor bange man er. Eller hvor klog måske. tion i så godt som alle civiliserede områder på kloden, hvilket først og fremmest er er fordel for vore egne statsborgere, Skulle man fra dansk side kun anerkende venner og systemer, der faldt i vor smag, ville vi hurtigt kunne indskrænke udenrigstjenesten ganske betyde- ligt. Den klare kurs blev noget for- Nr. 95 styrret i forbindelse med oprettel- sen af DDR, der nu gennem 15 år har håndhævet sit styre inden for det østtyske territorium. Danmark har ikke etableret diplomatisk for« bindelse med østzonen, hvilket dog er afbødet gennem oprettelsen af en østtysk handelsdelegation, sum modsvares af en komité dannet af danske erhvervsorganisationer. Nogen klar afvigelse fra almin- delig dansk praksis er dette dog ikke, idet man kan påberåbe sig, at der fortsat hersker besættelses« tilstand i Østtyskland, og at det i realiteten er russerne, der har mag- ten på det pågældende territorium. I Rhodesia-sager derimod er det helt klart, at vi er svunget over i den angelsaksiske praksis, hvor man bruger anerkendelse eller ikke-anerkendelse som et politisk middel, hvorved man viser sit bes hag eller mishag over for et eta- bleret styre. Baggrunden for dette brud på traditionen er klart det, at det ville være uhyre vanskeligt at forklare vore venner i andre afrikanske lan- de, at en anerkendelse udelukken- de er en følge af registrering af visse kendsgerninger, og at vi ville anerkende Fanden selv, hvis han kunne tænke sig at slå sig fast på et bestemt jordisk territorium og etablere et styre dér, Ikke-anerkendelsen af Rhodesia er et eksempel på, at en rigtig teori kan overtrumfes af politiske kends- gerninger. OLE MALMQVIST Gift med et monument Francoise Gilots bog om 10 års samliv med den tyranniske, forfængelige, kyniske og geniale Picasso D Francoise Gilot efter 10 års samliv med Picasso forlod ham, skal hun have udtalt, at hun var træt af at leve sammen med et historisk monument, I sin bog »Samliv med Picasso. nægter hun at have sagt noget sådant, men bo- gen bekræfter ikke desto mindre, at hun har følt noget i den retning, Hvad enten Picasso nu er, som hun siger, eller ej, har hun opfattet ham som en historisk skikkelse snarere end som et levende menneske, og hun er tydeligt skuffet over hans menneskelige fejl. Jeg tror ikke, at der er meget løgn i hendes bog, men en del fortielse, Den sladder, den bringer videre, er i og for sig uskyldig og dømmer sig selv ved en voldsom partiskhed, men det over- skygges alt sammen af hendes fæ- nomenale iagttagelsesevne og den kølige måde, hvormed hun refe- rerer alt. Bogen giver uvurderlige kunsthistoriske oplysninger og er fyldt med vidunderlige anekdoter, og mens man læser den, fortrænges ens første uvilje af en naturlig nys- gerrighed, og man glemmer til sidst sin vrede over at skulle have noget at vide om andres privatliv, som man aldrig havde bedt om at få at vide: Det er simpelt hen for spæn- dende til, at man kan skubbe det fra sig. Francoise Gilot var imponeret af Picasso, da hun mødte ham. Om hun elskede ham er mere tvivlsomt, í hvert tilfælde har hun fortrængt det siden og erstattet det med en kølig overbærenhed, som er sá utå- lelig, at det næsten berettiger hans lunefuldheder, Han fremstilles: som en ualmindelig rædselsfuld person, tyrannisk, forfængelig, sårbar, ky- nisk og barnlig. Han har sikkert det alt sammen i sig, men det stem- mer dårligt med det andet billede, hun mere modvilligt giver af ham ved at sige, at hun aldrig vil glem- me hans blidhed, Sandheden om de to menneskers åbenbart ulykkelige ægteskab tilhører stadig privatlivets fred. Fraucoise undervurderer ikke sig selv, hun regner sig for et højt be- gavet menneske, en intellektuel personlighed, Faktisk er hun ikke særlig interessant, nærmest en me get dygtig skolepige, som husker alt, hvad man lærer hende og siden kan føre perfekte, men uinspire- rede intellektuelle samtaler. Da Picasso traf hende, havde han alle- rede to elskerinder, den ungarske fotograf og malerinden Dora Maar, med hvem han førte samtaler om kunsten og livet, og den yndige Marie-Thereso Walther, som han holdt af for hendes skønhed og kvindelighed, Man forstår, at han er en patriarkalsk herre med over- dådige vaner. Francoise havde, mente han (siger hun), både skøn heden og intelligensen, og hun fore« slog ham derfor at kvitte de to andre damer, Det nægtede han, idet han åbenbart fandt, at der var flere“ former for skønhed og flere former for intelligens, og at der ikke var grund til at vrage den ene for den anden. I øvrigt føler man sig ikke helt overbevist om, hvorvidt han elskede Francoise ene og alene for hendes begavelse, Hun refererer samtaler, som hun tager til indtægt for sit intellekt, men som afslører, at han har kørt grundigt rundt med hende. Mod hendes korrekte dannelse står hans livlige og uforpligtende filosoferen. En dag, da de diskute- rer kunst, fremhæver han Hegel og siger, at det er en filosof, som kun alt for få har givet sig tid til at læse, Har han da selv læst Hegel? Nej netop, kun alt for få når så langt, svarer han muntert, Den slags tager fuldstændig pippet fra hans unge kone, som regner det for dialektisk svindel, Picasso fører hende sammen med sine venner, bl, a. Braque, Chagall; Gertrude Stein og Matisse, som be- handler hende venligt og ytrer ønske om at male hende. Dette gør Picasso rasende af jalousi; han bryder sig ikke om at få stjålet sit private motiv. Ikke desto mindre har han selv opfordret hende til at klæde sig i grønt og violet, fordi det er farver, der vil glæde Matisse, Picasso »prøver« nemlig Francoise pá alle sine venner, viser hende frem og vil have hende rost, men bli'r allermest smigret, når der hen- tydes til hans evne til ved enhver lejlighed at omgive sig med (nye) smukke kvindelige bekendte, Når han i enkelte tilfælde har haft ef kærlighedsforhold til sine venners koner, motiverer han det med, at han har villet smigre dem. Han vil ikke fornærme dem ved at vrage de kvinder, de har valgt, siger han frækt. Men bortset fra anekdoterne leve rer bogen et kæmpemateriale om Picassos arbejdsmetoder. Francoise gengiver til mindste detalje ut, hvad han har fortalt hende om maleri, om litografisk teknik og om rader-teknikken, Af den grund vil bogen blive en klassiker, den vil blive læst og tydet af kunstnere og kunstinteresserede længe efter dens hovedperson har mistet sin tiltræk» ning for sladderen. TW Francoise Gilot og Carlton Lake: sSamliv med Picasso«, Oversat af Claus Lembourn. Schønbergs for- lag, 298 sider, Kr, 54,75. ,