leygardagur 29. januar 1966síða 7

29. januar 1966 UD AF DEN de Gaulles »europæiske Eurdpa« er fænkt som et Europa, der er »befriet for« amerikansk indflydelse. Nu, hvor vi er midt i 60'erne, lever vi med det paradoks, at vestlig splittelse vil få den kolde krig til at fortsætte ud i det uvisse, mens vestlig samling er umulig uden en fælles indsats for at afslutte den kolde krig. Det, der i dag er det vigtige nye på den europæiske arena, er den gensidige afhængighed mel- lem bestræbelserne på at fremkalde yderligere samling í Vesten og et fælles, vestligt initiativ for at udforme en effektiv og fredelig politik over for Øst, Gaullisterne Denne pástand vil med sikker- hed blive ene side af den med i d for kredse i det en- r-parti, og som har rikanske af 50 + r på, at r er afv ernes er ger og by: sådanne institutioner som Nato, fællesmarkedet og andre former fællesmarkedet og andre former for overnational, vestlig integra- tion skulle udgøre en hindring for en forbedring af forholdene til Øst. Når denne gruppe diskuterer frem tiden afviser den både det vi har lært, og det vi har gjort i den periode, som man en gang har set som den mest kreative i den ame- rikanske Europa-politik, den pe xiode, der begyndte med Marshall- planen. De kolde krigere På barrikaderne på den anden side af debatten om den vestlilge alliance står de, der argumente- rer, som om vi stadig befandt os 2 50'erne. De koncentrerer sig om, at den sovjetiske militære trussel skulle være overhængende, de un- derstreger, hvor vigtig Nato og det atlantiske samarbejde er, i en ånd og til tider også i et ordvalg, der minder om de mere akute fa= ser i den kolde krig. Talsmænd for dette standpunkt har en tendens til at formind- ske eller helt overse omfanget af den opløsning, der er sket 3 Sovjetblokken og den stigende fornemmelse hos mange europæ- ere, håde i Øst og Vest, af at tis den er inde til at smede nýa forbindelser mellem Vest og Øst i Europa, forbindelser, som kan danne rammen for en mulig Iøs- ning af det afgørende problem, det tyske. To halve standpunkter Der er í om, at særa lige nat institutionels 1e) er lurer to forskel« 18. Men begge , at de í de ang valgt kun at fremhæve t aspekt i forholdet mel» rs samling og kold krig, itik, dis- tvivl (eller og r igen Iyser har et beste lem vest! Resultatet er, at den pol se to skoler går ind-for er util- tilfælde. Den den Vi= strækkelig i begge ene skole undervurderer menhold har, den hvor relevant den kommunistiske splittelse er. Kun ved at forene de to, kan man pá én gang fremme den vestlige samling og skabe en effektiv politik over for Øst. Atlanttanken kun kold krig? de Gaulles xeuropæiska Europe er tænkt som. et Europa, der er sbefriet fore amerikansk indfly> delse, På sin ensidige vis tenderer det mod at opfatte den atlantiske far ke, sådan som den blev formuleret under den kolde krigs mere akute stadier, som en fortsættelse af Øst- Vest-konflikten og ikke som ef udgangspunkt for Iøsningen af den. Den relative tavshed i Washing= ton, både når det gælder yder- ligere, vestlig integration og det omfattende spørgsmål om Europas opdeling lægger spillet £ hænder» ne på de »europæiske centristere og medfører en nedgang i Ameri- #48 relevans for Europa. Ja, man SOSTALURIX Amerikas nuværende politik i Europa er forkert. Det mener en af de berømteste amerikanske politiske forskere, kremlogen Zhigniew Brzezinski, som leder Columbia- universitetets institut for Øst-politik Í denne artikel ridser han en vej op, der kan føre ud af den kolde krig: USA opmuntrer Europa til yderligere samling, fremmer det atlantiske samarbejde og gør en atlantisk blok til kernen i et løsere samarbejde mellem alle industrinationerne - inklusive Sovjet og de kommunistiske lande i Europa, kan endda i nogen måde hævde, at præsident Johnsons politik med øbrobygning« til Østeuropa for øjeblikket føres på en måde, som passer de Gaulle. Ingen fremtidsperspektiver Den koncentrerer sig nemlig om oprettelsen af tosidede forbindelser med de enkelte østeuropæiske sta= ter, uden at man drager dem ind Í et bredere og mere bindende for- hold til Vesten, og uden at man tilbyder øst- og vesteuropæere no- gen bred idé om et fremtidigt eu- ropæisk samfund, som både Ame- rika og Rusland kunne stå sam- men med. Dermed bidrager den amerikanske politik til en genop- rettelse af enkelt-staternes Europa, Europa synes således at stå overfor to valg, der begge er utilstrækkelige. Den nuværende amerikanske politik synes at ba- seres både på Europas fortsatte opdeling og den fortsatte stræber mod vestlig samling. de Gaulles politik synes at baseres på et ophør af de vestlige samlings- bestræbelser og af den europæ- iske opdeling. Der er dog mange vesteuropæ« ere, og efter al sandsynlighed og- så særdeles mange østeuropæere, der ville være yderst modtageligae for en politik, der forsøs 9 menkæde fremtidig retning af atlantisk samling og en samtidig politik rettet mod en afa afslutning af Europas opdeli Mange af dem erkender, at de ønske mål ikke kan opnås mindre man enten s nemtvinger et ame sov) En konstruktiv politik I stedet for blot at vente på, at de Gaulle skal dø og på af vore problemer på en eller an- den måde skal Iøse sig selv, hvil- ket højst kan karakteriseres som ønsketænkning og reelt betyder en opgivelse af den amerikan- ske rolle i Europa, ville det væ« re langt mere konstruktivt for Washington at forene de nød- vendige og ønskværdige planer for den vestlige sikkerhed med samtidige initiativer uden for den militære sfære, der kunne vække både vest» og østeuropæ- Ísk interesse. Et forslag til vore vestlige al- lerede om ikke blot at kutera mye kollektive sikkerheds-forholds- reglen, men også muligheden. af et fælles forsøg på at skabe man- gesi forb or med Østen efter det mønster, der lá i den op= rindelige Marshall-plan, kunne bl» bringe det atlantiske fælle en ny målbevidsthed og formind= ske noget af den nuværende eurg= pæiske følelse af Í rustration. Da forslaget fremsættes i 60'ers= me vil det have den ekstra fordel 2 forhold til situationen som den var & 1947, at Vesten er økonomisk stærk og allerede har et betyde« Jigt skelet for sit sammenhold. Den fælles indsats ville fremme yder gere vækst i fælles institutioner og den ville ntvivlsomt genoplive moget af den politiske og følelses« mæssige fremdrift hen mod en tættere enropæisk integration og styrke de europælsk-amerikanskø bånd. di En ny atlantpolitik Et initiativ som dette ville have flere fordele frem for den ntuvæ« rende tendens til kun at koncen= trere sig om den vestlige alliances sikkerheds-opgaver. Vesten ville blive i stand til at bringe sin stør ste fordel i anvendelse, nemlig 5 økonomiske magt og dyglig- Lue På Derfor bør den amerikanske po Jitik planlægges, sá den 1) bevarer følelsen, af sammenhold mellem Amerika og Vesteuropa og yder- ligere udvikler den gensidige af- hængighed mellem Europas lande; ellers kan Europa risikere at ven- de tilbage til de ustabile forhold, som to ge har.resulteret I ver- densdelen vmord, og 2) så den opmunt den even= tuelle opdukken af et løsere sam- arbejde mellem de mere udviklede lande i verden ud over det atlan- tiske par skab, inklusive Japan og de fleste af de europæiske kom- munistlande, og også Sovjet De sovjetiske lederes villighed til at gå med ind i et sådant sam- arbejde vil vokse, når de erken- der, at det vestlige sammenhold hverken giver muligheder for kommunistisk ekspansion eller udgør nogen fjendtlig trussel mod allerede eksisternde kom- munistiske Jande. Yderligere be- gynder de allerede at indse, at det stigende kaos i den tredje verden, som fremmes af opde= Jingen i de udviklede lande og udnyttes af kineserne kunne tvinge Amerika og Rusland ud Den nuværende amerikanske politik synes at baseres både på Europas fortsatte opdeling og den fortsatte stræben mod yestlig samling. % en uønsket direkte konflikt ef Jer skabe nye politiske systemer, der støttede Peking i dets kan pagne mod Moskva Permanent PEP |— ff ——e——o— Vort egei Rhodesia Grim plet i en ellers smuk bog om børn, der er underledes — alle. der ventes af ve omráder, Spel behandler, her ligesom mange af os, der i kortere 1. eller Jængere tid har virket som lærere, i høj grad trænger til hans udfordring og vejledning, Bogen indl] tiv drøftelse a yrmali bet, og der konkluderes skal væra uhyre forsigtig tale om normalitet og unormalitet, og a, forældres og læreres be» handling af et barn, der pá et el Jer andet område kan betragtes som et srænsetilfælde, ofte vil være afgørende for, til hvilken sidø dette barns udvikling vil gål Der fortsættes så med et mere øversigtspræget kapitel om afvi- gelser med hensyn til begavelsen Forståeligt nok koncentrerer Spel- ling sig her om de syagtbegavedes problemer og støtter sig herunder til Sofie Rifbjergs langt udførli« gere redegørelse i bogen „Hjælpe- skolebýrna Kapitlet afsluttes med nogle betragtninger over de højt besavede, og disse betragtninger giver i højeste grad grund til at vavt 7 sevyær Pro! af: kap v skoleps 8: de og „Samfunde er anderledes«, de højtbegavede i særk! der være grund til at Spelling under udar har brugt sin fantasi og sir struktive evner, hvor det drejer sig om at få gjort skolens almin= delige undervisning og struktur mere fleksibel — og dermed bedre indrettet også for de børn, hans bjerte slår så varmt for, C.C, Kragh-Milller a} Spelling: »Børn der er am» derledesa Gjollerup, 200 sider 411, indb, 24,50 km