leygardagur 14. oktober 1967síða 3

ÆTLEILI. Israel vandt sin lynkrig, men 4 máneder efter er sandheden > EN ER FJERN Forsvarsminister Moshe Dayan drøfter under uhøjtidelige former genopbygningen af den vestjordanske by Kalkilia med dens arabiske borgmester. Byen blev stærkt ødelagt under lynkrigen. Den ligger lige over for det sted, hvor Israel er smallest, og var hovedsæde for palæstinensiske sabotegegrupper, der sendtes ind i Israel Knapt fire måneder efter, at 6-dageskrisen i Mellemøsten aflø- stes af våbenhvile, er freden så langt borte som nogensinde. Begge par- ter har tilsyneladende låst sig fast i gensidigt absolut uantagelige krav - og både jøder og arabere hævder, at tiden arbejder netop for dem. Ismel erklærer, at der kun kan blive tale om at give okkuperet ter- ritorium tilbage efter direkte freds- forhandlinger med araberne på den anden side af forhandlingsbordet. - Det betyder bl.a., at Isracls delta- gelse i den netop indledte 22. FN- generalforsamling i høj grad vil have til formål at modsætte sig no- gen form for 19 FN, herun- der også gener kretær U Thants ønske om at få vdpeyet en særlig FN-udsending til Mellemøsten. Den pågældende ville i Jerusalems øjne kun blive et skærmbræt for araber- ne, der har modsat direkte for- handlinger med israelerne - bla. fordi dette ville blive udlagt som en faktisk anerkendelse af den jødiske stat. For danskere, der er vant til at betragte FN som »storpolitisk brand- væsen« med pligt til så vidt mu- ligt alarmudrykning i krisetilfælde, kan det demokratiske (og for tredje gang i knapt 20 år militært sejrende) Israels holdning forekomme ufor- ståcligt, måske endog med et skær netop af sejrherrens arrogance. Baggrunden er imidlertid nok så erkel og mod realistisk opfattelse af mellemøstlig psyke. Israel! ønsker, at de arabiske nabolandes ledere kom- mer til at stå inde for en eventuel fredsaftale, der skal omfatte en af araberne ansrszendt ophævelse af sen krigstilstand, som arabiske le- fore har holdt ved ligz í mere end 19 år. Anerkendelsen af staten Isra- els faktiske eksistens er en nødven- dig forudsætning. Her møder man et klart nej fra de mest rabiate araberledere - og det er dem, der giver tonen an. Rystet diktator Ægyptens præsident Nasser er - i alt fald officielt — enig i dette syns- punkt, men gjorde sig i øvrigt på det arabiske topmøde i Sudans ho- vedstad Khartoum for nylig til tals- mand for en mere moderat kurs, utvivlsomt under påvirkning af kri- gens efterdønninger i Ægypten, hvor man endnu diskuterer, hvordan det kunne ske, at Israel løb den ægyp- tiske militærmaskine over ende på få døgn, besatte et område tre gange så stort som Israel selv med en be- folkning på henimod halvanden mil- lion arabere, ødelagde eller erob- rede militærmateriel til en værdi af godt 13 milliarder kroner (hvoraf Ægypten endnu skylder Sovjetunio- nen for det meste) og forårsagede mindst 15.000 arabiske soldaters død. Selv om præsident Nasser har be- varet megen popularitet blandt mas- serne, er der ingen tvivl om, at hans position er rystet. Det gælder ud ad til, hvor først og fremmest Alge- riets Boumedienne synes mere end parat til at overtage posten som »arabernes fører«. Og det gælder ind ad til blandt de toneangivende í Ægypten. Meget af det magiske om- kring personen Nasser er forsvun- det, og mulighederne for en ændring i magtstrukturen, evnetueit med Nasser som en slags symbolsk over- hovede, drøftes åbent i forskellige kredse, rapporterede en britisk Cai- ro-korrespondent forleden. Hverken i hæren, politiet eller sikkerhedstje- nesten er man kommet sig helt efter det lammende slag i juni. Mere end 1000, fortrinsvis ældre, officerer i hær og luftvåben er ble- vet afskediget, mange af dem arre- steret, anklaget for uduelighed og fejhed under lynkrigen. Nassers selvstændighed og pre- stige styrkes heller ikke af, at flere hundrede sovjetiske militære råd- givere og teknikere rundt om i Ægypten er i gang med i alt fald nogen genopbygning af de ægypti- ske militærstyrker - og at disse so- vjetiske eksperter i deres rapporter til Moskva skal have været særdeles kritiske med hensyn til muligheder- ne for at kunne løse opgaven. Nasser-spil via USA og England I øjeblikket søger præsident Nas- ser at spille sin storpolitiske poker via USA og Storbritannien - de lande, han indtil for nylig ved en- hver lejlighed beskyldte for at have hjulpet Israel militært under juni- krigen. Nassers strategi går ud på at for- bedre forholdet til de to vestmag- ter og at fremhæve sit ønske om en kriseløsning for der i gennem at formå USA og Storbritannien til at lægge pres på Israel for at få det til at rømme besat område. Blandt de kort, Nasser hidtil har spillet ud, er godkendelse af, at de arabiske olielande genoptager eks- porten til Vesteuropa, neddæmp- ning af den ægyptiske presse og radios propaganda-torden mod USA- England og tilladelse til genåbning af det amerikanske universitet Í Cairo. Mellem de kort, Nasser stadig har på hånden, er eventuel genåbning af Suez-kanalen, der i øjeblikket koster Ægypten 40 millioner kr. om ugen i mistet udenlandsk valuta. - Nasser har som bekendt erklæret, at kanalen vil blive holdt lukket, så længe israelerne ikke har røm- met Sinai. Og Israels styrker vil næppe blive trukket tilbage, før is- raelske skibe har fået retten til at besejle kanalen sikret gennem en fredsaftale. Bag kulisserne Mens parterne således tilsynela- de står urokkeligt over for hinan- den, foregår der sonderinger bag kulisserne. I amerikanske udenrigs- ministerielle kredse bekræftes det således, at araberne gennem forskel- lige tredjeparter (hvis identitet ikke afsløres) har søgt at få at vide, på hvilke punkter Israel er villig til at handle. Ifølge den amerikanske kil- de skal israelerne have været ret henholdende i deres svar, idet de ønsker, at araberne skal spille ud først.! Det må indrømmes, at Israel har fat i den lange ende - de okkupere de områder. Den sikkerhedsmæssige betydning af denne position opvejer i høj grad de store befolkningspro- blemer, Israel har overtaget, og som årligt vil koste landet flere hundrede millioner kroner. Israel venter på et arabisk udspil og indretter sig i mellemtiden på, at situationen, som den er i øje blikket, kan vare længe. Den israelske forsvarsminister Moshe Dayan svarede forleden på spørgsmålet om, hvorledes billedet Parterne står urokkeligt over for hinanden med gensidigt uantags- lige krav - Alligevel sker der noget i Mellemøstenkrisens NASSER SPILLER STORPOLITISK POKER HEMMELIG ARABISK SONDERING VIA TREDJE LAND AF ISRAELERNES KRAV ISRAELSKE ANSTRENGELSER FOR AT FORPURRE FN-UDSENDING TIL MELLEMØSTEN Af OLE SMITH efter hans mening ville se ud om 10 år, at Jordans eksistens da ville være et større problem end Israels. - Det vil derfor blive nødvendigt for Jordan at have et nært sam- arbejde med os. Det har store vand- og elektricitetsproblemer, og vi kan hjælpe med at løse dem. Efter Dayans opfattelse vil Jor- dan igen få national suverænitet over Jordan-flodens vestbred, men flo- den vil for fremtiden være den mi- litære grænse. Vestbredden ville blive demilitariseret med undtagel- se af to-tre mindre israelske poster. I Jerusalem ville alle de religiøse steder få eksterritoriale rettigheder, og fra de muhamedanske moskeer ville det jordanske flag vaje. Noget større antal flygtninge ville Israel ikke tage tilbage. Dette var Dayans profeti. Ud af den fik man endnu en bekræftelse på, at Israel ikke agter at give den tidligere jordanske del af Jerusa- lem fra sig. Eller måske burde man sige »arabiske del«, eftersom den først kom til Jordan, da den erob- redes under aktionen mod den ny- fødte israelske stat i 1948. Permanent krise Krisen i Mellemøsten synes per- manent, og næppe nogen tror, det at finde en løsning, der kan accep- teres af begge parter. Skal der endelig tages et initiativ ude fra - ofte dækker initiativ som bekendt over en vis pression - burde det nok gå i retning af dels at over- tale de arabiske ledere til at sætte sig til forhandlingsbordet med Is- rael og dels at stille Israel en six- kerhedsgaranti i udsigt, Men måske er tiden først moden, efter enkelte arabiske personskifter.