mikudagur 17. mars 1976síða 4

Taylor og Burton frá hvørjum øðrum Frá pressuskrivarin hjá hjúnun um John Springer hevur John Higartil noktað at sagt Springer in rsøkina til, at r Burton eru farin fr ødrum, men blødini ara gamla 25. flokstinginum hjá kommunistiska flokki Luttakararnir | 5. A | i Í | i : A ! Í Í Í } I | ' Í 3 Í I Í x x | | | Í | Urslitini av teirri | lidnu fimmáraætlan- ini | | | | | | sovjetsamveldisins Í | | | | | Í | Otu 75 ára gamlan dósamat sg Tridi atomisbrotarin farin úr barkastokki sosialurin Nr. 21 — 17. mars 1976 Tove Ditlevsen skrivadi minningarorð um seg sjálva Danski rithøvundurin Tove Ditlevsen andadist i På seinastu viku 57 åra gomul. Deydin kom ikki óvæntaður. Fyri hálvum ødrum ári síðani royndi hon at gera sjálvmorð. Tað eydn- aðist ikki. Í fleiri greinum og samrødum hevur hon tosað um deyðan og týningina. Hon skrivaði eisini sín egna nekrolog. Fove Ditlevsen var ein persóur hvørs liv og lagna åvirkadi alla Aðrenn nakar innar gjørdi hon privata lívið til tjóðina eitt almennt mál. Á ymiskan hátt greiddi hon frá striðnum indaligt og í veruleikanum frá arbeiðara krøv tad var at koma stættini, og um tey sum verða sett til kvinnuna. Ongan- tid fjaldi hon, at tað hon krivadi, var nakad sum hon eyði upplivad Tove Ditlevsen var fødd og vaks upp å Vesturbrugv i Keyp mannahavn. Fadirin var arbeiðs ysur størsta partin av lívi um, so tad var ikki møguleiki í ve at fáa eina hægri út gving sum gávur hennara Fad pindi hana, at hon ikki studentsprogv vordin ini aftana at hon var kend. Tove helt, at tad var or ( it hon so seint var góð kin av teimum »finkulturellu« in danska skaldaheimin, og 5 sk Í eruliga at koma tend hugsan hennara er ið ont Tov« Ditlevser Í ki uppi part í Det ske Akademi. Heldur ikki fekk hon tað stóru virðislenina, sum Det Danske Akademi býtur út á hverjum ári, hóast at flestu bókmentaummælarar høvdu roknad vid ti i 1974 Fyrsta avrikid, Tove Ditlev sen gav út, var eitt yrkingasavn, »Pigesind«, i 1939. Hon var millum teirra, sum skrivadu i tidarritinum Vild Hvede. Hon giftist enntá vid blaðstjóranum Viggo F. Møller, sum var nóg eldri enn hon I fjørutinum nakrar skaldsøgur í einum sjálv biografiskum sniði. Tann »Barndommens gav hon ut besta av teimum er Gade Skaldskapurin hjå levsen mentist alt lika til deyda Tove Dit hennara, hóast fleiri persónligar kreppur m.a. trý hjúnarbond "Tað seinasta við blaðstjóranum á Ekstra Bladet, Victor Andrea sen, sum rýmdi frá henni fyri nøkrum árum síðani Størstu umtaluna, og tað sum virðing um hon við hevur skapt stóra Tove Ditlevsen, fekk sjálvbiografi'unum »Barndom«, »Gift« Eisini yrkingasøvnini >De »Ungdom« og selnastu voksne« og >Det runde værelse« eins og tær seinastu skaldsøgur- tar >Ansigterne< og »Vilhelms vóru væl móttiknar av værelse«, folki Tove Ditlevsen gjørdist ein av hepnastu stílistunum í Dan- mark. Hon skrivaði um kær- leika, angist og iva og longsul í sum ikki er menniskju samfelagi, skipað soleiðis, at hava kenslur. Eingin ivi er um dygdina av skaldskapi hennara hennara eru av einum Minnisútgávur havuðsverkunum linnan danska skaldskap sd, 0. Tove Ditlevsen Min nekrolog og andre skumle tanker Min nekrolog og andre skumle tanker er heitið á eini bók, sum Tove Ditlevsen gav út í 1974. Í bókini skrivar hon um sín egna deyða. Tað vísur hvussu sjálvironisk hon var. Soleiðis skrivar hon um sín deyða: var jeg tikka kan sove om en her, forestiller jeg mig € erste udvej. Overlægen ymmer ind til mig med sit buldogfjæs lagt i hedreveliga folder. Hann griber min hånd og De hører til de get Jeg ved, der kan tåle at høre sandhed åneder tilbage at aldrig men det har De har tre n leve « Jeg har været or døden angt altid ærgret mig, at man ikki får ine nekrologer at se, hvorfor jeg nu agter selv at skrive en forfatterinden T D. i sin bedste alder. Det er et i dag ikk« ung- men ældre køb- kunne i gar dødt navn, der siger men noget vnere vil endnu hendes sarte, ándeagtige der var uundværlig i Hvor travlt kikkelse sin tids stregbillede hun end havde, var der altid tid til at klappe en lille purk pá hovedet eller hjælpe en gammel morlille med at bære hendes iKKenelliker Det va Selv poesiens blå blomst, der vandrede raden ( gs gennem redte solskin i sindet Af og til slog hun eg slag ned i Hviids overtjener Am- kan fortælle, yndlingsdrik trods alle hos alla, der så hende Vinstue, hvor brosius Sørensen at hendes onde rygter var tomatjuice |. D. nåede inden sin alt for tidlige død at skrive en snes bøg- er, hvoraf den betydeligste er hvori hun ærlighed for hendes erindringer, med skånselsløs tæller om den mand, hun delte bord og seng med ud af sit ødsle, gavmilde hjerte. Desværre for stod samtiden ikke at værd sætte denne ærlighed, der førte til, at ingen mand til sidst turde så meget som veksle et par ord med henda på gaden af frygt for at komme bind Hun var sammen men den endnu Rifbjerg den der i sine bøger bævnede med i næste levende Klaus første, personerne ved deres rette nevn og i det hele taget ikki stak noget under stolen Dødsfaldet er et stort tab for kan i denne dansk litteratur, og man dag undre sig over, at geniale kvinde aldrig fik tildelt akademiets pris eller blev med lem af den høje forsamling T. D. elskede at omgås ganske almindelige mennesker, og på hospitalet var hendes yndlings beskæftigelse at spille rommy med jævne sygekassepatienter udtaler afdel Espelov På forespørgsel ingssygeplejerske frk Hun var den mest beskedne og fordringsløse patient, vi nogen sinde har haft. Da vi havde skaffet hende en ny madras gardiner i hendes yndlingsfarver og lidt kunst på væggene klagede hun aldrig over Jeg føler hendes bortgang som noget en personlig sorg Vi spurgte også hendes sidste, nulevende mand, den gamle redaktør, hvat han følte i anled- ning af dødsfaldet. Først lød der ligesom en gurglen i telefonen, og så kom det det med grødet stemme: Bevægelsen har over- mandet mig i den grad, at jeg har svært finde ord for den. Jeg vil blot i al korthed dette skæbneslag har ved at sige, at slået mig fuldstændig ud, og at Ekstra Bladet aldrig vil blive, hvad det før har været Det er forår, slør af melankoli ligger alle de bristefærdige knopper, for Nord men et over ens storste digterinde efter Else Gress nåede ikke at se dem springe ud