týsdagur 6. juli 1982síða 2

tíðindablaðið Privatlivets fred? og fotografere os í det rene Af Mikael Witte Forleden teret i København en dom der kan få langtrækkende konse- kvenser for ytringsfriheden. Det tioner der tørnede sammen, afsagde Højes var to store organisa nemlig Frimurerordenen og Danmarks Radio. Men det var den grundlovssikrede yt ringsfrihed, der blev be skåret. Dommen vedrører så- ledes TV-journalist Poul Martinsens ytringsfrihed og samtlige danskeres informationsret. Krænkelsen af den grundlovssikrede yt- ringsfrihed skete med henvis- ning til privatlivets fred Sagen om frimurerne star- tede í 1974 med et interview i Politiken. Her skildrede en af de ledende frimurere organi- sationen og godkendte, at ar- tiklen ogsá rummede beskri- velser af de ceremonier, som frimurerne underholder hinanden ved. Ceremonier der ferst og fremmest adskil- ler sig fra drengenes spejder- og klubceremonier ved at blive udfert af voksne mænd i magtfulde stillinger. TV-journalisten lod sig inspirere af denne artikel og af den omstændighed at loge- brødrene sidder i magtfulde stillinger til at lave en re- konstruktion, som han øns- kede at vise TV-seerne. Men den gik ikke. Frimurerne fik nedlagt et forbud i Foged- retten i Gladsakse og deref- ter startede den lange march gennem de juridiske instan- ser. Først skulle ordenen dog lægge 120.000 i kaution som sikkerhedsstillelse. Pengene blev sat ind i spiller. To år efter nåede sagen til Østre Landsret, der op- hævede fogedforbuddet. Landsretten medgav at fri- murernes ceremonier var om- fattet af straffelovens be- stemmelser om privatlivets fred, men lagde derefter vægt på at ordenen ikke havde haft indvendinger imod artiklen i Politiken. Og da TV-rekon- struktionen ikke afveg væsentligt fra artiklen, blev forbuddet ophævet. Fri- murerne appellerede dommen til Højesteret. Pengene ga- ranterede fortsat som kauti- on, at TV-seerne ikke fik et indblik i ceremonierne, selvom Landsretten havde ophævet forbuddet Højesteret hørte på argu- menter for og imod. Skulle Grundlovens bestemmelser om ytringsfriheden vige for Straffelovens bestemmelser om privatlivets fred? Juri- disk har Grundloven større vægt enn Straffeloven. Skulle en privatorganisa- tion som Frimurerne kunne vinde over en statsorganisa- tien som DR? Sociologisk har det vist sig, at det næsten altid er staten der vinder over private organisationer. Syv ud af ni højesterets- dommere besluttede sig så til at stadfæste forbuddet imod visning af rekonstruktionen. En rekonstruktion af ivor- dan nogle af 'andets mægtigste mænd mødes og forbrødres. Et ikke uvæsen- tligt spørgsmål i en tid, hvor man diskuterer demokratier- nes krise, spørger sig selv, hvem der egentlig bestemmer samfundets udvikling. Men det mente landets øverste dommere ikke. Der- inde bag de tykke mure be- sluttede de i sommervarmen ikke havde nogen samfundsmæssig inte- I dommen står der så- »Idet offentlig- det foreliggende indslag, der beherskes af den filmiske rekonstruktion, hel- ler ikke findes at have nogen inte- at sagen Slet resse ledes bla gørelse af samfundsmæssig resse. Og så følger kravet om de- struktion af filmen, der ingen samfundsmæssig interesse har! Det er ikke første gang at fjernsynsprogrammer for- svinder, men det er første gang at det sker efter en Høj- esteretskendelse, der er inappelabel. Uomstedelig. Sá má man naturligvis sperge sig selv om denne inappelable afgørelse eller politikeres pression imod radio- og TV-medarbejdere er værst. Højesterets afgørelse har ialfald den fordel frem for pressionen imod medarbej- dere, at man kan se den, diskutere den og måske tage den offensivt. Det var ialfald radioråds- formandens holdning. I en kommentar til dommen siger Birthe Weiss (S): »Dommen bekymrer og foruroliger mig, fordi den anfægter den kunst- neriske og journalistiske frihed. Højesterets afgørelse vil gøre det vanskeligere at trække grænsen mellem hvad der er tilladt og hvad der er forbudt, set fra et ytringsfri- hedssynspunkt. Hvis kunstneriske eller journalis- tiske rekonstruktioner af hændelser og begivenheds- forløb fremover kan forbydes mod henvisning til privat- livets fred, så mener jeg be- stemt, at Højesterets afgø- relse påkalder sig så stor principiel interesse, at den bør tages op til debat. Mulig- vis på politisk plan«. Birthe Weis må som radio- rådsformand være bekymret for disse juridiske fiksfakse- rier, der vil virke præcedens- skabende — overfor andre forsøg på at lave dramatise- virkelige begiven- arbejdsform ringer af heder. En der sikkert ikke er den mest au tentiske, men som på den anden side kan være nødven- dige, når det er historiske begivenheder eller begiven- heder der i sagens natur ikke kan optages. At det allerede nu er muligt at hindre optagelser med hen- visning til privatlivets fred blev vi vidner til i 1980 GREDANAs generalforsam- ling var et vigtigt led i for handlingerne om B&Ws fort- satte eksistens og TV øns- kede derfor at optage på generalforsamlingen, sådan som det er tilladt på børs- noterede selskabers general- forsamlinger. Men landsret s- sagfører, Ole Pontoppidan, næstforman for Gredanas og formand for B&Ws besty- relse smed helt korporligt TV-avisens fotograf ud med ordene: »Nu er det sgu nok! Hvad bilder I jer ind? Ud! UD!« Argument: Privatlivets fred, selvom det var begiven- heder af allerstørste betyd- ning, der skulle drøftes. Dengang følte radioråds- formanden sig desværre ikke foranlediget til at sikre sine medarbejderes informations- pligt og ret. Det juridiske grundlag for informationsfri- heden ligger »Konvention om borgerlige og politiske rettigheder«, artikel 19. Her står: »Enhver har ret til me- ningsfrihed uden indblan- ding. Enhver har ret til yt- ringsfrihed, denne ret skal omfatte frihed til at søge, modtage og meddele oplys- ninger og tanker af enhver art uden hensyn til lande- grænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af kunst eller ved andre midler efter eget valg«. Den konven- tion skulle være temmelig skudsikker imod angreb på ytringsfriheden. Men selvom Danmark har undertegnet konventionen den 16.12.1966, så lades den ude af betragtning, når der virke- lig er brug for den. Den bru- ges mest, når Danmark på- taler andre landes krænkelser af ytrings- og informations- firheden. Men nu lover radiorådsfor- manden altså, at hun vil undersøge sagen, vurdere de politiske aspekter og måske skal der foretages et politisk indgreb. Også formanden for Dansk — Journalistforbund, Hans Larsen, finder at sagen bør tages politisk. Til Infor- mation siger han: »Dommen kan gøre det nødvendigt ad politisk vej at forsøge at få ændret straffelovens bestem- melser om privatlivets fred. Set fra et journalistisk syns- punkt er det forfærdelig far- ligt, at Højesteret blåstemp- ler en fortolkning af straffe- lovs-bestemmelsen, som er så bred, at den ikke blot om- fatter privat-individer, men også juridiske personer, insti- tutioner, foreninger, sel- skaber«. Jeg tror at journalistfor- bundets formand har ret i sin betænkelighed. For de sidste par år har jo netop vist, at man kan anvende »privat- livets fred« som en hævet pegefinger overfor fotogra- fer, der for eks. fotograferer politiet. Det fik Preben Wilhjelm til i 1979 at spørge: »Vil minis- teren oplyse de gældende reg- ler for fotografering af orden- smagten, herunder betingel- serne for politiets beslag- læggelse af fotoudstyr i så- danne situationer samt for destruktion af allerede fore- tagne optagelser?< Justitsminister Nathalie Lind svarede at fotografering af polititjenestemænd í visse tilfælde kunne krænkelse af polititjeneste- mændene Ogsá Henning Rasmussen indebære en svarede pá lignende spergs- mál, da han et halvt ár senere sad justitsminister. Í Retsudvalget han: >Der kan opstá situationer hvor en politibetjent í funk- tion kan være beskyttet af paragraffen om uberettiget fotografering i straffeloven og derfor ikki må fotogra- feres i aktion. Selvom det er på et »offentligt tilgængeligt sted«« Den privatlivets fred, som hele tiden omtales er garan- teret i Straffelovens $ 264. Den har til hensigt at be- skytte læseren og forfatteren af disse linier — når vi for eks. tager bad. Så skal det være strafbart at stikke et fotoapparat ind ad vinduet som sagde når man ingen ting. Kller spadserer med sin nye kæres- te på gaden en aften. Det er der en bred forståelse for Ingen vil næppe være i tvivl om at det der er privatlivets fred, der krænkes Men når frimurerne mødes, når aktionærer forsamles til generalforsamling eller når politiet sættes ind i det offentliges tjeneste, så er der tale om begivenheder der har almenhedens interesse. Også selvom Højesteret i sin dom i frimurersagen erklærer, at det ikke har nogen samfunds- mæssig interesse. I et samfund der kalder sig selv demokratisk er det nød- vendigt med en presse og en offentlig diskussion. Og der er det utåleligt at de magt- fulde kan skjule sig bag »pri- vatlivets fred«, hver gang de foretager sig noget af afgø- rende samfundsmæssig be- tydning. » GREDANAS generaifor- samling blev mørklagt for TV-Avisens fotografer med henvisning til privatlivets fred. Det næste bliver vel, at TV ikke må dramadokumen- tere den slags begivenheder. Eller som formanden for Journalistforbundet spørger: »Vil møder i store aktiesel- skabers bestyrelser for eks nu være beskyttet mod journalistisk-filmiske rekon- struktioner«? Man spørger sig selv, om vi vil finde os i dette hemmelig- hedskræmmeri. Hvorfor må vi ikke se, hvordan firmurer- brødrene forbrødres? Nr. 62 — 6. juli 1982 Hvorfor må vi ikke se, hvor dan GREDANA-aktionæ rerne forvalter store arbejds pladser? Hvorfor må vi ikke se, hvordan politi og demon- stranter mødes på gaden? Eet står fast: Demokrater, der ønsker et mere åbent samfund, ska! ikke stiltiende affinde sig med denne ind- skrænkning af ytrings- og in formationsfriheden. fen man ger nok klogt í at ind stille sig pá, at dommen over Danmarks Radio vil være en dom, der meget let kan blive præcedensskabende. Fri heden begrænses som be kendt millimeter for milli- meter. Mikael Witte talsmand for Komiteen til Ytringsfrihedens Værn Minningarorð um Niels Mørk Tad kom kanska ikki so dátt við, tå deyðsboðini komu, at nú var Niels Merk sloppin til ta ævigu hvílu. Helst hjá teimum sum kendu stødu hansara, eftir at shann bleiv innlagdur á Suðuroyar sjúkrahús Sum hann hevði fylt 87 ár 15. aug. doyði hann 15. juni. Tað má sigast, at tað er ikki øllum laða ein so langan arbeiðs- dag. Um Niels Merk, ið var føddur í Sandvík, kundi kanska verið mangt og hvat, at gjert vart við eftir loknan arbeiðsdag hansara. Sum flestu dreingir tá í tíðini, var eitt at gera, og annað at lata vera. Annaðhvert fara til skips ella hvat? Har var onki í at velja. Soleiðis hevði hann sum unglingi valt sítt lívs- starv. Hetta mundi vera um tað mundi tá ið menn fóru at fiska á suðurland- inum. Evnaríkur sum hann var, fór hann at læra til skipara. Hetta gekk alt væl í lag, og fekk hann eisini prógv. Miðskeiðis í tjúgunum fór hann sjálvur at fera fiskiskip, ið tå øll bert hevði seglini á at líta. Hettar beliv eisini fyri ein stóran part lívsstarv hansara. Hann kom so- leiðis at fylgja útvikling- inum bæði á sjógvi og á landi. Hann soleiðis eisini roynt motor- skipini. Eisini tað, at sleppa frá, at seta menn fram undir leseglið til út- kikk. Her komu stýrhús- ini væl við. Lat meg beinanvegin siga, at Niels ikki var negdur bert at fiska vár og summar. Hann fór tí sum fyrislóðari, undir at |lata deksbát við motori byggja um 1919 til vetr- arútróður sjálvur átt- andi. Hetta var tá tungt tak, men tað hepnaðist væl at enda. Eisini var hann fyri- slóðari at keypa nýggjan 30 tonsara »Ørna- nypuna« í 1946 sjálvur sjeyndi. Nú var Niels ikki nakar ungdómur longur. Tá hevði hann áræði, at royna Norð- sjógvin eisini. Soleiðis kundi eg enn meira lýst frá lívsverki hansara. Lat hettar vera nokk at sýna, at hann hevði vilja, áræði og dugnaskap. Nú er ongin av øllum fekk átta båtsfeløgum hans- ara eftir á lívi. Soleiðis fer verðin við okkum ellum. Niels var ein vitugur og valtalandis= maður. Minni hevði hann gott. Og kundi hann siga frá mangari hending sum ikki ollum var beskorið. Niels misti konuna Elisabeth, ið var úr Gjógv, fyri góðum hálv- um ári síðani. Hettar og versnandi heilsa, betti ikki um steðuna. Tó eitt var hann glaður fyri, og var tað, at fáa so hjartaliga viðferð frá yngstu dótt- rini Jofrid, ið kom at um- gangast hann heima. Fimm áttu tey børnini, 4 gentur og | drong. Hann var til skips. Men vóru tær allar 4 deturnar um hann til tað seinasta, at lata eygu hansara aftur eftir stutta sjúkra- legu. Ein yrking sigur: >Ak er man fader moderles man har så lidt at miste« Gud styrki tykkum i sakninum eftir tykkara góðu kæru foreldur. Frið lýsa vit yvir minni tínum. Systur og svágur