hósdagur 7. apríl 1983síða 4

Minkið um útreiðslurnar til heilsuverkið — sigur danski læknin Knud Jacobsen í , eini grein hann skrivadi i danska bladnum Information herfyri. Vit loyva okkum at endurprenta greinina sum ein lidur i ti ordaskifti, sum i løtuni er i Føroyum um framtíðina hjá føroyska heilsu- og sjúkra- húsverkinum DANMARK HAR gennem de sidste 30 ár op- bygget et enormt sund- hedsvæsen. Sygehusvæsenet har í disse ár mere end fordob- let den del af national- produktet, som det be- slaglægger, og væksten vil fortsætte, fordi det har antaget en struktur, som kræver bestandig udvi- delse. Selv om den politiske venstrefløj ingen ind- flydelse har haft på denne udvikling, har den alligevel af en eller anden grund ment, at denne udbygning, administreret af borgerlige og social- demokratiske politikere i fællesskab med over- lægerne, er betydnings- fuld, og det er stadig en almindeligt anerkendt sandhed på venstrefløjen, at vi skal værne om dette behandlingsapparat. Systemet har kunnet køre ret ubemærket i en såkaldt vækstperiode, hvilket vil sige en periode, hvor vi har tæret på klodens ressourcer og spcielt kunnet gere det, fordi det fattige lande ikke har kunnet stille noget om mod vores afhentning af deres rigdomme som f.eks. mineraler, olie, proteiner og blodplasma. Men netop som socialister má vi tale imod denne udnyttelse af andre folkeslag. Derfor har vi ogsá í SF talt om nulvækst, men vi ber nok rettere stræbe efter nega- tiv vækst for at ná tilbage til et forbrug, som svarer til vores egen produktion. Det er pá grund af denne ændring fra plus- vækst til minusvækst, at sygehusvæsenet pludselig er begyndt at falde i øjnene. Nu sker jo nemlig det, at »vi ikke har råd til« at sikre mennesker ordentlige arbejdsforhold, vi »har ikke råd til« at sikre ordentlige boliger, vi »har ikke råd til« at sikre giftfri og næringsrig kost, alle disse ting, som skulle sikre befolkningens sundhed, dem har »vi ikke råd til« at sikre giftfri og næringsrig kost, alle disse ting, som skulle sikre befolkningens sundhed, dem har »vi ikke råd til«, fordi vi skal bruge alle midlerne til at behandle de sygdomme, som opstår, fordi den grundlæggende sundhed ikke er i orden. Jeg mener, at netop socialister skal se denne udvikling i øjnene. Er- kende, at det opbyggede sygdomsbureaukrati er en belastning for samfundet, og at det i de kommende år vil blive det endnu mere. Hvis vi ikke gennemfør- er denne analyse og viser, hvor der skal skæres ned, så kommer de uundgåelige nedskræinger helt til at foregå på overlægernes og Det konservative Folke- partis præmisser. Og det bliver de forkerte, der kommer til at betale. I »opgangstiden« krævede de centrale myndigheder, at sygehus- væsenet skulle specialiseres, og derfor mátte det centraliseres. Me dstor felgeagtighed byggede amterne nye store sygehuse med stærkt udspecialiseret struktur. Nu skal der spares, og sá vælger man at nedlægge de smá, ældre og dárligt vedligeholdte lokalsygehuse pá trods af, at det aldrig er bare sand- synliggjort, at de specia- liserede afdelinger betje- ner befolkningen bedre end de små sygehuse. Det eneske, man ved med sik- ke. hed, er, at de speciali- serede sygehuse er dyrere. ET HYPPIGT fremført argumen. på venstrefløjen er, at vel er sygdom for en stor del forårsaget af dår- lige livsforhold, men vi skal ikke starte med at ngdlægge behandlingen, vi skal starte med at bedre livsforholdene, og når så behandlingsapparatet bli- ver overflødigt, så kan vi nedlægge sygehusene. Men dette argument inde- holder to påstande, som der ikke er belæg for. Dels at sygehusvæsenet faktisk behandler nedslid- ningen, og dels at syge- husene ikke i sig selv er skadelige. Det er — selvfølgelig svært at bevise, at syge- husene ikke hjælper, men den del af befolkningen, der føler sig syg, er jævnt stigende, hvad man f.eks. kan se af forbruget af praktiserende læger og i forbruget af medicin. Selv- mordshyppigheden er stærkt stigende, og der sælges nu så meget nerve- medicin, at 13 pct. at hele befolkningen hver dag kan få en fuld dosis. Det store behandlingsapparat har kun for ganske enkelte sygdomsgrupper kunnet fremvise resultater i form af et længere eller et bedre liv. Der er derfor ingen grund til at antage, at en betydelig nedskæring af sygehusvæsenet behøver at forringe sundhedstil- standen. Med hensyn til den anden påstand, at syge- husvæsenet ikke i sig selv er sygdomsfremkaldende, så er den heller ikke rigtig. Jeg tænker ikke i første række på de mange syg- domstilfælde, som direkte skyldes behandlingen. Jeg tænker mere på den virk- ning, som ligger i, hvad man kunne kalde sund- hedsvæsenets legitimer- ing. Berettigelsen af et stort sygehusvæsen er jo, at sundheden skabes pá sygehusene. Det ville være ulogisk at behandle et arbejdsmiljøproblem på århus Kommunehospital, og tvangsauktionsproble mer løses ikke rationelt på en operationsafdeling for mavesår. Det er således indbygget i et stort sund- hedsvæsen, at det nærmest er nødt til at overse de tilgrundliggen- de samfundforhold. Når vi har besluttet os for at nedskære sygehus- væsenet, så må vi også be- slutte os til en strategi for nedskæringen. Mit forslag til en sådan strategi er ret firkantet. Der skal sættes en tids- ramme på f.eks. 10 år, og inden for denne periode skal udgifterne til selve sygehusbureaukratiet skæres ned til det halve af udgifterne i dag målt i faste priser. Denne ramme skal ikke diskuteres med overlægerne eller andre teknikere, den er politisk. Jeg synes derudover, at vi skal beslutte, at de fri- givne beløb skal bruges til sundhedsfremmende for- anstaltninger såsom sanering, nedsættelse af arbejdstid og arbejdspres, bedring af > småbørns- familiernes forhold, bedre boliger til de gamle osv. Og det skal vi gøre for at fastholde os selv og hin- anden på, at nedskærin- gerne har til formål at bedre livsforholdene for os alle sammen. NÅR VI SKAL I GANG med omstrukturering i sygehussektoren, skal vi gøre os klart, at en af de ting, der har trukket udviklingen så skæv, er, at den har været læge- styret. Ikke fordi læger er specielt onde, men fordi deres måde at anskue problemerne på er dårlig. Læger opfatter syg- domme som siddende i for- skellige organer, derfor uddanner de sig til øre- læger, øjenlæger, hjerte- læger, hudlæger osv., og de presser på for at få op- rettet afdelinger til de for- skellige specialer. Denne indfaldsvinkel skal ændres, og jeg fore- slår, at vi ved omorganiseringen satser på sygeplejersken. Ikke sygeplejersken i snæver fagforeningsmæssig be- tydning, men på pleje- funktikonen. Der er inden for de seneste år sket et vældigt opbrud blandt sygeplejersker, som netop går på at anskue patienten som et menneske, der er i en presset situation, og som har behov for en eller anden form for støtte, ikke nødvendigvis i form af medicin. Det reelle ansvar ligger i øvrigt allerede hos sygeplejerskerne i dag; det er dem, der i det dag- lige sørger for, at petien- terne får den undersøgelse og behandling, de har brug for. Men kun ved også at tillægge sygeple- jerskerne det formelle an- svar, kan vi komme videre. Lægerne har en specialviden, og den skal vi selvfølgelig stadig trække på i konkrete enkelttilfælde, men i den brede planlægning har vi ikke brug for specialviden, men for det brede over- blik, som ligger i plejer- gruppen. Det her er ikke en for- herligelse af sygeplejers- ken i den tro, at bare der kommer en ny gruppe til, så går det hele meget bedre, men det er en på- stand om, at vi i organiser- ingen skal tage udgangs- punkt i mennesket og dets samlede situation og behov for stette og hjælp. Men nu kommer vi til et af de problemer, som í mange ár har blokeret for denne diskussion. Nár ud- gifterne til sygehus- væsenet halveres, sá ned- sættes ogsá antallet af be- skæftigede, og for tiden er der ansat over 100.000 mennesker inden for syge- hussektoren. Jeg ønsker ikke arbejds- løshed, men jeg ønsker heller ikke, at sygehus- Bingo Nr. 39 7. april 1983 væsenet skal fungere som beskæftigelsesarbejde Det ligger nu en gang indbygget i enhver sund- hedsarbejders uddannel se, at hun skal gøre sig selv overflødig. Jeg foreslog, at vi som en start besluttede, at de midler, vi sparer ved ned- skæringen, skal gå til andet sundhedsfrem- mende arbejde, og det vil typisk være arbejde, der sætter mange ledige i gang. Vi kan tænke på de tusinder, der bor i gang med blød sanering af byerne. Ved et løseligt skøn kunne 50.000 mennesker får arbejde ved landbrug og skovbrug med henblik på at få bedre produkter dyrket under mindre stress, og hvir vi bevidst vil satse på ledige og giftfrie fødevarer, er der nok at lave. Lad os også nedsætte tempoet på arbejdspladserne, og lad os nedsætte arbejdstiden og på den måde få alle i ar- bejde. At ein prentlig fløkja kann ørkymla var eitt progv fyri i seinasta bladi. I hesum teigi um bingospælid i Sosialinum var eitt brot komið tvær reisur fyri. Fyrst í samband við ferð- ina til Aviemore, har tað skuldi standa, men tíverri eisini í samband við vinningin — eitt vikuskifti á nýggja Hotel Føroyum. Væl vita vit, at nógv verður at njóta á nýggja hotellinum, men tílíkt sum stór svimjihell, íshockeyhell og fyri ikki at tala um bussferðir í norð- urskotlandi er nakað nógv avgjørt. Haldið okkum til góðar. Hotellið við teimum nógvu meguleikunum. (To ikki bussferðir til Skotlands!!!) 23| 39|54| 90