hósdagur 11. august 1983síða 7

| Hondlensi- | pumpur Handilsvirkið / Í (SLEOSI postboks 1117 3800 Tórshavn MYNT- VASK Jónas Broncksgeta 34 Opið: kl. 7—21 leygardag: 7—18 '3/ KJARTAN NS. 7/ DALSGAARD SOSIALIN LYDEX ——"". ÚTSTOYT til flestu bilar á goymslu Minst líka gott sum originalt Andreas M. Andreasen Bøgøta 16, tif. 13816 || Idag Johan Kleis, danskur prestur, doktari i teologi At spejle sig selv er en yndet menneskelig foreteelse, hvadent- en det sker i direkte forstand i badeværelsets spejl eller mere in- direkte i lønkammeret (om man da har et sådant). Og når al ægte kunst ofte virk- er så dragende, er det væl netop, fordi vi — som i et spejl — gen- finder og ser os selv just dér. Det gælder H.C. Andersens eventyr. Det gælder Holbergs komedier, og det gælder Storm P's enkle streg og megen, megen anden kunst. Men en af de største scener i menneskets historie — det er bordet den sidste aften, Jesus var sammen med sine apostle. Og også der — ved det bord — gen- finder og genkender vi os selv. De tolv apostle er som et formidab- elt spejlkabinet, der reflekterer ! og illustrerer alle menneskelige træk i forskellig størrelse og form. Det nye Testamente lader os i skarpe glimt ane træk efter træk i nogle af ansigterne eller nogle af sindene hos mændene omkring det mærkelige bord. Henne i nærheden af Jesus selv sad eller lå brødrene Jakob og Johannes. Det var dem, der havde albuer som rundsave, dem, der drømte om at sidde som magthavere eller ministre ved Jesu højre og venstre side, når han engang oprettede sit rige. Det var to, der ville til tops. Der var apostelen Levi, også kaldet Matthæus, fhv. tolder, tvs. fhv. landsforræder og økonomisk kriminel. Og så var der hans dia- metrale modsætning, apostelen Simon Zelotes, hvis holdning og adfærd vi aner gennem tilnavnet Zelot. Rimeligvis var han super- national, frihedskæmper og parti- san. Og nu befandt altså landsfor- ræderen og partisanen sig i det samme fællesskab — ja, endda ved det samme bord. Så var der tvivleren og skeptikeren Thomas — ham, der kun kunne tro på grundlag af det, der kan tælles, måles, vejes, registreres. Det demonstrerede han med al ønske- lig tydelighed påskedag, da han nægtede at tro på Jesu opstand- else, før han havde set nagle- gabene i hans hænder og følt på såret i hans side. Lidt for sig selv, i hvert fad i sindet, sad kassemesteren Judas Iskariot. Om han havde snuppet af den fælles kasse, ved vi ikke. Men vi ved, at han for en samling håndører stak Jesus og siden be- gik selvmord i fortvivlelse. Men altså: en forsamling at strugglere, forrædere, tvivlere og stikkere — det var sådanne folk, der omgav Jesus den sidste aften. Men der var også en enkelt, ved navn Natanael, som af Jesus var blevet blåstemplet med ord- ene: en israelit, i hvem der ikke er svig. Videre var der Filip, der så en tydelig linje fra Moses og pro- feterne frem til Jesus, men som overhovedet ikke fattede en brik af, at den afgørende linje til Jes- us udgik fra selve den Gud, Jesus talte om. Endelig var der Simon Peter, »sjakbajsen« for fiskerne ved Ge- nezaret sø, nu apostlenes selv- bestaltede talsmand. Han var u- besindig ud over alle grænser, hurtig til at love, hurtig til at glemme og svigte og hurtig til at fortryde og angre. Indimellem var han impulsiv, som kun den kan være det, der er uden den klare tankes, den urokkelige tros og den stærke karakters bloker- inger. Det var ham, der netop im- pulsivt og spontant udråbte sin tro på Jesus som Guds søn. Det var også ham, der forsikrede Jes- us om, at han aldrig nogensinde ville svigte og fornægte ham, men som så få timer efter — tre gange i træk — bandede på, at han aldrig havde kendt Jesus. Og så derefter nogle minutter senere: nyt omslag med gråd og fortvivlelse over egen ussel- hed... Sådan var de altså — de folk, der omgav Jesus den sidste aft- en: impulsive, mistænksomme, ude på hver især at hytte deres eget skind, luskede, magtbegær- lige og selvoptagne. Og indimel- lem en enkelt uden svig. Men andre ord: et kynisk — ja, nådeløst klart billede af menne- sker til alle tider. Et spejl, hvori vi ser os selv. For som de tolv apostle var i al deres forskellig- hed og ensartethed, sådan er mennesket. Lat os et øjeblik fokusere på de to strugglere, brødrene Jakob og Johannes. Som nævnt havde de et ønske om at sidde som første- ministre i Guds rige, og det ønske havde både de selv og deres mor hvisket Jesus i ørene — forment- lig bag deres kammeraters ryg. Jesu tale om Guds rige havde de ikke begrebet en stump af. For dem var Guds rige tydeligvis et religiøst-politisk-militært imperi- um, som Jesus snart ville oprette med Jerusalem som centrum, og nu ønskede de at blive storvesirer í et 4) y Så ab J Á ; ) % Í í R | OVE. MV | - Á - he 3 Á Á Få , på på J - # FÅ Á ' ; %. 4 sv NV FX fo + ——.. j - Ám— : i i i í Ski 4 L. ... I prjgej r… => i Á j 4 P- pr | | Á tí No VI ! X nd | , SM Ji . ; PR ” . | TAN Vi | if á på . A | ' Á % Í | Í „—-“ T | I ; Í 7 | |- Á Í hesum døgum, tå valdsharrarnir í fleiri londum royna styrki sína, ger Johan Kleis nakrar sammetingar við lærusveinarnar hjá Jesusi — ein spegilsmynd av tíðarinnar valdsharrum. Johan Kleis hevur m.a. skrivað bókina >Kristen Intolerance« i det rige, og storvesirernes plad- ser var netop pá regentens hejre og venstre side. Men det var altsá ikke fromme tanker og følelser, der havde dre- vet de to apostle ind i fælles- skabet med Jesus, men udeluk- kende en drøm om magt og anse- else — en drøm om at nå de næst- øverste trin på den sociale og po- litiske rangstige. Der var derfor, de havde albuer som rundsave, og for at komme først til fadet og få de bedste stykker af kagen, når den engang skulle skæres ud, var de lusket uden om deres kammerater. Igen et billede på den lille magtstræber, vi alle sammen går rundt med inde i maven. Et spejl, der giver et umiskendeligt billede af den karrieremager, vi alle slæber rundt på. Men lige så tydeligt billedet er, lige så tydeligt er Jesu svar til de to apostle. Folkenes små og store ledere elsker magtens sødme, sig- er Jesus, og de lader sig frivilligt og med glæde gennemsyre af magtens korruption, sådan som enhver jo kan se det. Og det gælder ikke specielt Kreml eller Det hvide Hus og folkene dér. Det gælder overalt. Det, det drejer sig om, er at være nr. 1 dér, hvor man er, hvad- enten det er i Rom eller en lands- by. Og dér vil man også udøve den afgørende magt og indflyd- else. Men ikke nok med det. For man vil ikke nøjes med at sidde på magtens tinde. Dér skal der jo efter sigende være ensomt og koldt. Derfor vil man også være folkekær, kunne mærke populari- tetens varme. Man vil føle og op- leve de andres beundring og aner- kendelse. Ja, bedst er det, om de andre — dem, man styrer, og alle spytslikkerne og dem med fryn- segoderne — bedst er det, om de kalder én deres velgører, som Jesus med kras realisme siger et sted. For så er magthaverens glæde næsten fuldkommen. At- ter ser vi mennesket og dets ev- indelige kamp for at blive magt- haver og sidde i magtens cen- trum og derfra bruge og udnytte sit medmenneske som et middel til at opnå endnu større magt. Og skulle der endelig blive brug for Vorherre, så identi- ficerer man bare sine egne ønsker med hans og spænder ham såled- es for sine ønskers vogn. Bordet den sidste aften, Jesus var sammen med sine apostle, er et fantastisk bord. Det er et bord, der som et spejl afspejler alle an- dre borde — kaffeborde og for- handlingsborde — ja, alle menne- skelige forsamlinger. Ikke som et troldspejl, men som et ægte spejl reflekterer det et folketing, et amtsråd, en kommunalbestyrelse — ja, selv FN med dets sikker- hedsråd, der undergraver og til- intetgør sine egne muligheder, fordi dets medlemmer just og præcist har de samme egen- skaber som de tolv omkring Jes- us. Det bord giver os glimt af ar- bejdsgivere og LO omkring for- handlingsbordet. Det giver ov glimt af præster i debat. Det giver os det fuldendte billede af mennesker, der — mens de for- handler — kun har den ene luske- de bøn: Giv os mere magt, eller lad os i det mindste beholde den magt, vi har, helt og ube- skåret. En stjernestund kunne Stefan Zweig have kaldt det bord. Men det mest fantastiske ved bordet var vel dog, at de alle var udvalgt af Jesus selv. Selv havde de ikke valgt at følge ham. Deres forældre eller familie havde heller ikke valgt for dem. Ikke det aller- mindste havde de præsteret selv. Det var Jesus selv, der havde ud- peget dem — ham, der ville bruge dem just som de slubberter, de fleste af dem var. Og tør vi tro på spejlets magiske kraft, så kan alle vi slubberter i 1983 vel også gøre os håb om et fællesskab med ham. Hvis vi da nærer noget ønske derom !