mikudagur 30. mai 1984síða 14

Ein heilsa frá danska social- emokratinum Í samband við jarðarferð Johan Niel- sens var danski fólkatingsmaðurin Knud Heinesen í Feroyum. Tá Johan ikki ynskti, at nøkur tala varð hildin við jarðarferðina, hevur Knud Heine- sen skrivað Sosialinum nøkur minning- arorð, sum er ein seinasta heilsan frá danska javnaðarflokkinum og danska fólkatinginum Det var med megen sorg, at vi í det danske Socialdemokrati i tors- dags modtog budskabet om Johan Nielsens ded. Men ogsá langt uden for Socialdemokratiets rækker vil Johan Nielsen blive savnet i det Folke- ting, som han var medlem af i næsten 19 år. Johan kunne lide Fol- ketinget. Ved sin afgang sagde han, at det var den bedste arbejdsplads, han havde haft. Og Folketinget kunne lide Johan. Johan var vellidt på grund af sin varme, sin hjertelighed og hjælp- somhed og sin farverige personlighed. Når Johan Nielsen rejste sig for at tale i den socialdemokratiske fol- ketingsgruppe eller i Folketinget, blev han mødt med en sjælden lydhørhed. Det kunne dreje sig om et færøsk anliggen- de, hvor Johan ville sætte foden i for at vare- tage færøske interesser. Johan var det færøske socialdemokrati og hele Færøerne en god mand på Christiansborg. Eller det kunne dreje sig om sociale spørgs- mål: De enlige mødres vanskelige vilkår. Folke- pensionen, som Johan mente var for ringe. Narkomisbrug. Eller den kristne etiks for svage placering i folkeskolen. Men ligegyldigt hvad Johan talte om, så hørte vi efter, for vi vidste, at Johan rejste sig kun, når han ville tale om noget, han havde tænkt grun- digt over, noget som var Knud Heinesen og Jåkup Lindenskov i kirkjugardi- num i Sandvik blevet alvor for ham, noget som han selv troede på. Ofte talte han med store bogstaver, brugte bibelcitater og anekdot- er, som kaldte smilet og latteren frem, men han efterlod ingen tvivl om budskabets alvor. Johan Nielsen var en enspænder, der spændte ' vidt. Han blev lige vel modtaget i menigheden, på Christiansborg, og når han talte for de unge ved deres festivals. »Kærlighed er at sætte livet ind for sin næste«, sagde Johan ofte. Derfor talte han dunder, når han fandt, at her var en sag, hvor egoismen pá utálelig máde fortrængte kærlig- heden. Vi lægger for megen vægt pá at nyde. Og vi er for lidt optaget af at yde«, sagde han ved sin afsked med Folketinget. Og han angreb den »kolde kynisme«, som han fandt »i de senere år havde sneget sig ind i Folketingets partier«. Johan Nielsen var fri- sindet i betydningen for- domsfri i sine politiske holdninger, også i sine kirkepolitiske holdnin- ger. Han vendte sig ofte imod dømmesygen. Men Johan var ikke holdningsløs Tværti- mod. Han understregede ofte, at »man skal være forpligtet over for nog- et«, og han føjede til »i min barndom lærte vi to ting: Vi skulle være for- pligtet over for vort hjem, vor bygd og vort land, og vi skulle blive ved og aldrig give op«. »Kærlighed er at sætte livet ind for sin næste«. Det levede Jo- han Nielsen personligt op til i sin velkendte omsorg over for menesk- er, der var kommet i nød og over for de fortrykte og dem, der havde mist- et grebet om deres til- værelse. Vi kunne alle have ønsket, at Johan havde fået nogle flere år her i sin hjembygd. Nu samler vor med- følelse sig om Johans kone og børn, om hvem han ofte med stor taknemmelighed sagde, at de havde givet ham et lykkeligt liv. I det danske Social- demokrati vil vi ære Johan Nielsens minde. Knud Heinesen Nr. 63 — 30. mai 1984 Nógvir prestar fylgdu Johan til gravar Plåss var ikki fyri øllum i kirkjuni Teir bíða eftir Teistanum. Håkun Djurhuus, Viggo Dalsgaard og Haldor Han- sen til jardarferd i Sandvik | ere