leygardagur 21. juli 1990síða 20

Síða 20 tíðindablaðið Et forsvar for det færøske folk Overalt har "To-kultursystemet" østbloklandene og AFrika. Vort "Mini-Moskva", København, har unægteligt fortonet sig uendelig mere behageligt end Kreml vis å vis de Øvrige Øst-state har vi ikke mærket, tværtimod er vi - i alt fald de meget pænt med hårene, me Tórmóður Dahl, Í 600 år … eller for at være mere nøjagtig: 610 år har de mennesker, som bor på verdens største ø, Grønland, og de, som bor på en af verdens mindste et styret/regeret fra Køb- øgrupper, Færøerne enhavn Resultatet af disse 600 års styre: Grønland er landet med verdens høi- este selvmordstal (r« gnet pr. indbygger). Færøerne er »Europas mest forgæld- ede nation« (citat fra Børsens Nyhedsmagasin nr. 8, 4. maj 1990) Konklusion: Uforsvar- ligt dårligt styret. I 1906 kom den davær- ende kongsbonde og rigs- dagsmand Jóannes Pat- ursson glædesstrálende hjem til Færøerne direkte fra Christiansborg og kunne fortælle sine lands- mænd, at nu havde fær- ingerne selv fået lov til at opkræve statsskatt, så de kunne opbygge infra- strukturen på øerne Men det blev desværre ikke til noget. »Amtsfolk- ene« — Sambandspartiet på Færøerne ønskede, at opbygningen af landets infrastruktur skulle ske for danske skatteyderes penge, og de vandt — selv- følgelig. Og så begyndte sne- bolden at rulle. Magtens sødme er åbenbart en salighedsrus, som den, der først har prøvet den, ikke frivilligt giver slip på igen. Og sådan fik Færø- erne en skare magtnarko- maner gangere politiske gen- som for at gen erobre den magtposition le var blevet mere og nere »afhængige ehøvede k t t 1 K it ninare sKalleva Rund! H ct SKE danske skatteborgeres penge til sine politiske medspillere på Færøerne, og som tiden gik, blev de snart »medspillere« i alle partier, inklusiv det radi- kale republikanske parti. Og portionerne voksede i takt med nye krav om endnu bredere veje, endnu større tuneler, kajanlæg, nye endnu finere skoler, børnehaver, syge- huse, nye fiskeskibe, filet- fabrikker osv således at Færøerne i dag for- modentlig topper verdens- statistikken regnet pr indbygger, hvad angår an- tallet af læger, lærere, sygehussenge, pleje- hjemssenge, syntetiske fodboldbaner, tunnelkilo- meter osv.osv. — og dette er ikke engang lyv! Som politikere, så folk- et, og prisen for stemmer- ne steg fra asfalt og beton til de fineste prestigestill- inger i offentlige og halv- offentlige institutioner. Nyudklækkede halv- akademikere og samle- båndsingeniører blev an- sat i lederstillinger langt over deres kompetence- niveau med ansvar for ti-, ja 100-tals mio. kr., sam- tidig med at »Parkinsons lov«, »Peters principper« og andre svulmelove fik en formidabel opblomstr- ingstid. Og således fort- satte spiralen sin rund- dans med accelerende fart frem til 1990, hvor ballon- en sprang! Her er jeg, i anstændig- Nr. 1 — 4. ianuar 1986 slået fejl. Det oplever vi i dag ikki minst i r, og en Moskva-jernhånd sidste 20 år - blevet strøget n altså på bekostning af vor "folkesjæl" skrivar verkfróðingur í eini grein í danska blaðnum "Børsen Nyhedsmagasin". Greinin er aftursvar til skriving i bladnum um Føroyar hedens navn, forpligtet til at tilføje, at der såvel blandt vore politikere som i den offentlige ad- ministration selvfølgelig findes både dygtige og redelige mennesker, men at situationen generelt er som beskrevet turde være hævet over enhver tvivl. Resten af historien kan man delvis læse i Børsens Nyhedsmagasin nr. 8. Men jeg er, som man vil forstå, ikke helt enig i bladets måde at udpege syndebukke på. Jeg vil vove at påstå, at bladet ikke stikker spiddet i ond- ets ophav. Nemlig milli- arderne fra de danske skatteborgere, sm danske politikere gavmildt støtt- — ede først og fremmest »samhørighedspartierne« på Færøerne med. I stedet lægges løkken om halsen pá »distri- butionsleddet É< dvs. dem som modtog milliard- erne for at sælge videre til lokalbefolkningen mod at blive genvalgt i verd- ens ældste ting: Færøer- nes lagting. Jeg begyndte dette ind- læg med at nævne, at Færøerne havde været styret fra København i 610 år, og henviste til Børsens Nyhedsmagasins sammenfatning af lad os kalde det: det hidtil op- nåede resultat af denne styring. For at være helt nøj- agtig, må vi imidlertid trække de fem krigsår 1940/45 fra, hvor folket på Færøerne var tvunget til at tage skeen i egen hånd. Til trods for at krigen kostede Færøerne flere menneskeliv (regnet pr. indbygger) end noget and- et land i den vestlige del af verden — de førende vest- lige krigsmagter iberegn- et — og til trods for at vi da også mistede en tredje- del af vor fiskeflåde, så kom vi ud af krigen med et stort overskud på vor handelsbalance. Med genforeningen be- gyndte nedtællingen. Vi fik bl.a. nogle millioner Marshall-hjælp, som, kanaliseret gennem det danske firma Højgaard og Schultz, skulle benyttes til udbygningen af vand- kraften på øerne. Dette resulterede i en »evigheds- kontrakt« med Højgaard og Schult? har sikret sig rettighederne til at ud bygge dkraft pá Færøerr ng Også her ile om mil i SO bet g ens højeste (?) elpriser (kr. 1,30 pr. kWh ekskl. moms). Selvfølgelig er vi ikke skyldfri. Ethvert land får formodentlig den reger- ing, det fortjener. Subsidie-medicinens tid er forbi. Den færøske folkesjæl er rystet i sit inderste, og »abstinenser- ne« har skabt en næsten total handlingslammelse. Naturligvis må vi snøre livremmen ind, men langt mere vigtigt er at få bugt med handlingslammelsen. Denne hænger imidlertid sammen med et forsøg på at være et »dobbeltkultur- menneske« — et forsøg på at være både dansker og færing — samtidig. Der- med intet galt sagt om dansk kultur, men lige så lidt som en dansker kan opleve sig selvt som halvt dansker og halvt tysker (selv om begge »halvdele« nu snart skal styres fra Bruxelles), lige så lidt er der »plads« inden i en fær- ing til at være både færing og dansker. Overalt har »to-kultur- systemet« slået fejl. Det oplever vi i dag ikke mindst i østbloklandene og Afrika. Vort = »Mini-Moskva«, København, har unægte- ligt fortonet sig uendelig mere —> behageligt end Kreml vis å vis de øvrige øst-stater, og en Moskva- jernhånd har vi ikke mærket, tværtimod er vi — i alt fald de sidste 20 år blevet strøget meget pænt med hårene, men altså på bekostning af vor »folkesjæl«. Abstinenserne vil for- håbentlig gå men skal dette øsamfund igen OVEer, blomstre op, må vi træffe et definitivt valg: skal vi kvitte dobbelnaturen og orblive færinger, eller 1 1 Skal lornægte os »selv« og blive pæredanske?