týsdagur 24. juli 1990síða 17

ES I kede A + Nr. 113 — 24. juli 1990 tidindabladid Stødan hjá Grønlandi og Føroyum eru rættiliga meinlikar, tá tað snyr seg um vidurskifti okkara vid umheimin. Londini bædi eru i rikisfelagsskapi við Danmark, sum rekur eitt nú uttaznríkspolitikkin fyri okkum. Men hvat hendir tá ella um EF skipar eina politiska unión, har uttanrikispolitikkurin hjá limalondunum verður rikin úr Bruxelles og ikki úr Keypmannahavn. M.a. henda spurning nemur grønlendski landstingsformaður við í eini grein í danska blaðnum Politiken, sum vit loyva okkum at endur geva á upprunalmálinum.“ | Grønland: Vi kan selv JEG FINDER det naturligt og rigtigt, at man af og til ser lidt i "bakspejlet' for at trække på de erfaringer, som allere- de er gjort. Hjemmestyrets indførelse var en kæmpeudfordring i sig selv, og jeg vil vove den påstand, at vi har løst opga- ven tilfredsstillende. Dengang i slutningen af 1970erne var der mange, der mente, at det var for tidligt at indføre hjemmestyre. Var vi modne til det? Eller var det nu ikke mere betryggende, at den danske stat havde ansvaret for os? Det var nogle af de spørgsmål, som blev fremsat den gang. De første ti år har vist alle — både her i Grønland, i Danmark og i udlan- det — at vi var parate, endda så meget, at hjemmestyreordningen blev udfyldt langt hurtigere end forudsat. Faktisk havde hjemmestyrekommissionen af- sat omkring 25 år til denne proces, men i dag kan vi se på et hjemmestyre, som har overtaget alle opgaver. Vi blev tit skældt ud for, at vi havde for travlt, at vi var blodtørstige, og at vi ikke havde tilstrækkelig styr på økono- mien til at kunne klare alle disse opga- ver. Virkeligheden var, at for at få styr på Grønlands egen økonomi, var vi tvunget til at overtage de store er- hvervsområder — hvem kan ikke hus- ke de år, hvor inflationen her i landet var den dobbelte af den danske, for- trinsvis på grund af den danske stats taktstpolitik. I dag bliver vi af internationale øko- nomer rost for at føre en yderst reali- stisk økonomisk politik. Vi har ganske rigtigt måttet optage store lån i udlan- det for at finansiere nogle af hjemme- styrets investeringer, men det er værd at lægge mærke til, at disse investerin- ger var til erhvervsformål, som allerede i dag er begyndt at give afkast. Vi har verdens formentlig mest mo- derne fiskerflåde, som er i stand til at fiske overalt i vores farvande — vi har et fabriksapparat, som viser stadig bedre resultat, og vi oplever, at Grøn- lands Handel (KNI) giver overskud — noget der var utænkeligt i statstiden. Vi skal selvfølgelig ikke hvile på laurbærren. Der er meget, der skal rettes — men sådan vil det være i ethvert samfund, som ønsker at være med i verdensfamilien. Det er mit ind- tryk, at vi er kommet godt igennem de første svære år, hvor vi selv måtte skabe hjemmestyret vi havde ingen it spørge til råds, og selvfølgelig er der hegået fejl, og det vil der sikkert også blive i fremtiden, men der er sket langt positive tin samfund i lisse ti ár LJEMMESTYRETs succeser og koer skal ikke måles med statistik der findes sikkert styreformer, som er Af JONATHAN MOTZFELDT Tidligere socialistiske stater kommer i dag til Grønland for at studere hjemmestyreordningen som et eksempel på en ublodig og vellykket revolution. Efter 10 års erfaringer med styreformen prioriterer Grønland erhvervsudviklingen højt som vejen til at blive herre i eget hus, skriver landsstyreformanden. enklere, effektivere og billigere. Hjem- mestyret skal ses som dét, det er: et folkestyre baseret på grunalæggende menneskerettighedsprincipper — eller sagt på en anden måde — en demokra- tisk styreform, hvor det enkelte men- neskes værdi ikke tilsidesættes. Det er værd at erindre om, at der her i landet aldrig har været et reelt folkestyre før 1979, og at vi nu 11 år efter oplever, at flere og flere af de tidligere socialistiske stater kommer til os for at få mere at vide om den hjemmestyreordning, som de har hørt om som en ublodig og vellykket revolution. Ét af de helt afgørende menneskeret- tighedsprincipper er ytringsfriheden. Her i landet kan enhver give udtryk for hvad som helst og gør det. Det er et sundhedstegn, når mediernes folk og vi politikere af og til kommer i totterne på hinanden, ellers ville der ikke være nogen fri meningsdannelse og dermed heller ikke et levedygtigt demokrati. Selvfølgelig kan jeg blive træt af, at pressen — både den grønlandske og den danske — fortrinsvis beskæftiger sig med samfundets mest negative si- der. Når man som politiker en sjælden gang bliver rost, kan man blive helt mistænksom, men det er min personli- ge opfattelse, at også denne side af vores daglige samfund er et tegn på, at hjemmestyret var og er en succes. Kri- tikkken bliver nu rettet mod landets egne instanser og ikke som før i tiden mod Danmark. Før 1979 havde vi altid det at falde tilbage på, hvis noget gik os på — skal vi kalde det 'den fælles ydre fjende', nu må vi selv tage hånd om kritikken — leve med den, når den er berettiget, og afvise den, når den ikke er. Det er svært, men nødvendigt. 'VI KAN selv, og vi vil selv" — det var vores slogan op til hjemmestyrets ind- førelse. Vi har bevist, at vi kan selv, men hvordan står det egentlig til med viljen? Vil vi også i de kommende ti år have nogle mål at stræbe efter at opfyl- de? Personligt kunne jeg godt tænke mig, at alle indbyggere i Grønland gør sloga- net til deres eget: 'Jeg kan selv, og jeg vil selv”. Selvom vi har haft politisk selvstyre siden 1979, er der stadig alt for mange, som mener, at det offentlige skal bære alle byrder, samtidig med at det offentlige — hjemmestyre og kom- muner beskyldes for at være for mynderiske. Hvis noget ikke er helt som det burde feks. et for stort alkoholforbrug så er det straks det ttentiige kyld, ford: der er bolig os jeg tror på, at hvert enkelt iandet har masser af r, som kan blive til gavn både for den enkelte selv og for samfundet, når vi begynder at indse, at vi hver især har en forpligtelse fcr vores eget liv og vores egen indsats. For nogle måneder siden afskaffede vi fødestedskriteriet. Dette forhadte begreb, som havde sit udgangspunkt i økonomiske teorier, var en skamplet på forholdet mellem danskere og grønlæn dere. Nu forsvinder det, men straks er der nogle, der begynder at tale om, at også den tilkaldtes feriefrirejse og bo ligtildeling skal afskaffes eller sågar, at alle skal have feriefrirejse. Det er min overbevisning, at begre berne 'hjemmeherende' og 'tilkaldte' trænger stærkt til revision, for ikke at sige, at vi helt skal holde op med at bruge dem. Vi må som grænlændere indbyggere i Grønland — se i øjnene, at vi — ligesom alle andre samfund — må importere den arbejdskraft, vi ikke selv har, og som vi har brug for, og at vi må betale en pris for denne arbejdskraft så at sige på markedsvilkår. Vi lever i en verden, som netop nu er mere i bevæ- gelse end nogensinde før, og hvor ar- bejdskraften bevæger sig mere og mere på tværs af landegrænser. Tænk blot pá, hvad EFs indre marked kommer til at betyde i Europa, som vi på godt og ondt er kulturelt forbundet med! Der vil man ikke spørge 'hvor kommer du fra', men 'hvad kan du?” Det er sundt, og vi grønlændere har også vores plads i dén verden. Selvfølgelig skal vi ikke ukritisk im- portere arbejdskraft — men vi skal heller ikke sige "Grønland for grønlæn- dere”. Det ville være at isolere os for omverdenen og skabe et reservat for indfødte. For at opnå dette vil det blive nød- vendigt at ændre vores samfund på en lang række områder, men det er først og fremmest nødvendigt at indse, at vi alle — i byer og bygder — må stræbe efter at klare os selv økonomisk. Vi er et lille folk, som bor spredt ud over verdens største ø og under nogle klima- tiske vilkår, som i sig selv gør det vanskeligt at skabe et industrisamfund i traditionel forstand. Men vi kan selv gøre meget for at gøre det nemmere, end det er i dag. Vi må således indse, at vores økono- miske formåen stiller nogle grænser for, hvor meget vi kan klare, og vi må indrette os herefter. Det betyder, at vi må acceptere, at der altid vil være forskel på serviceydelser, jobmulighe- der, undervisningstilbud etc. alt efter, om man bor i en by eller en bygd. Til gengæld skal det så også være frit for enhver at træffe sit valg. Det er ikke, og bliver aldrig Siumuts og landsstyrets politik, at gennemføre tvungen befolk- ningskoncentration. VI MÅ også acceptere, at vi skal priori- tere erhvervsudvikling meget højt. Vi skal skabe erhverv, som kan give landet indtægter, så vi får råd til at bygge flere boliger, opretholde det sociale sikker- hedsnet og udvikle den kulturelle side af samfundet. Hvis vi ikke gør tingene i den rækkefølge, vil vi i al evighed være afhængige af udefra kommende tilskud og altså ikke blive "herre i eget hus'. Alle i Grønland er vokset op med havet som eneste indtægtskilde, og endnu i dag er det meste af vores erhverv baseret på havets ressourcer. Vi ved også at fisker- og fangererhver- vet er sårbart. Der er grænser for, hvor meget havet kan producere, vejret kan være imod, og afsætningsforholdene kan ændre sig fra dag til dag. Ingen af disse forhold har vi afgørende indfly- delse på, men vi kan dog gøre noget. Således skal vi fortsat sørge for en skånsom forvaltning af havets ressour- cer og stoppe ethvert tilløb til rovdrift, vi så det således som nternationale fiskeri i vore farvand derne og 60erne. Vi kan også gøre mere r at forbedre kvaliteten af vores fiskepr dukter, og frem for alt kan vi gøre vores fiskeindustri langt mere kon € dygtig ved at forbedre effektiviteter Dette sidste er et spørgsmål om hold ning til ens arbejde. Det gælder ikke blot i fiskeindustrien, men stort set på alle områder, at når man er et lille samfund, så er alle nødt til at arbejde ekstra meget. I Island f.eks. er det helt naturligt, at alle har mindst to forskel lige job, og vi må se i øjnene, at noget sådant også kan blive nødvendigt, hvis vi vil nå målet: at blive mindre økono misk afhængig I DE senere år har vi oplevet, at mi nedrift kan give samfundet endog me get store indtægter. Det er naturligvis ærgerligt, at minen i Maarmorilik luk ker samtidig med, at der ikke er andre mineaktiviteter i gang, men vi ved, at der er mange mineraler 1 vores under grund. Ikke blot kender vi i dag et antal mineralforekomster, der er også grund til at tro, at der er meget mere. Under grunden er ikke tilnærmelsesvis efter forsket, men der har i de senere år ikke været særlig stor interesse fra minein dustriens side for at efterforske i Grøn land Der er forskellige grunde til dette. Én af dem er vores egen holdning til mi nedrift. Hvis vi ønsker at tiltrække mineralefterforskning og den enorme kapital, der er forbundet med det, så må vi selv sørge for, at minevirksomhe- derne føler sig velkomne. Det har nok ikke altid været det indtryk, mine- selskaber og andre har fået. Naturligvis skal vi værne om vores miljø. Det er alle enige om. Men vi skal også se i øjnene, at alting har sin pris. Man kan ikke bygge et hus, et vand- kraftanlæg eller en mine, uden at natu- ren får nogle sår. Det skal vi acceptere, og så i øvrigt begrænse skaderne mest muligt. Jeg tror, tiden er inde til, at vi vænner os til at betragte både efter- forskning og udvinding af mineraler som et egentligt erhverv. Det betyder blandt andet, at vi fra det offentliges side — ligesom vi gør det over for de allerede eksisterende erhverv be- gynder at interessere os for, hvad vi kan gøre for at styrke indsatsen. For ganske nylig behandlede Fællesrådet for Mineralske Råstoffer en embeds- mandsrapport om dette emne, og jeg er glad for, at der i fællesrådet var enig hed om, at der nu skal ses nærmere på koncessionsforholdene, beskatningen og hele det administrative system om - kring mine- og oliesektoren. Alt dette kan vi klare fra politisk administrativt hold, men det er helt klart forudsætningen for, at denne er- hvervsmulighed kan komme i gang, at der i befolkningen er opbakning Når mine/oliesektoren er så vigtig, er det også, fordi den åbner for meget andet landbaseret erhverv, som kan give os chancen for selv at etablere virksomheder, der er store nok og øko- nomisk stærke nok til at kunne påtage sig de afledte opgaver, som hidtil har været forteholdt især danske entrepre- nørselskaber. Servicesektoren, som er blandt de økonomisk set mest betydningsfulde i andre samfund, er hos os stort set et ukendt begreb. Hvis vi havde en servi- cesektor er det indlysende, at uden- landske mineselskaber ville benytte sig af den i stedet for selv at skulle have alting med. Et eksempel herpå er an- lægget af vandkraftanlægget i Bukse- fjorden syd for Nuuk. Byggekonsortiet har accepteret hjemmestyrets krav om, at flest mulige lokale virksomheder benyttes, og at mest mulig grønlandsk arbejdskraft bliver tilgodeset, men er der så lokale firmaer, der kan klare opgaverne? Jeg håber det. Hjemmesty ret har skabt mulighederne, nu må de private mestre og virksomheder vise, at de kan leve op til udfordringer RISMI indtægtskilde er ja også udviklet sig en begrænset turisme. Ligesom 10 1i€/ MINESeK ren gælder det for turismen, ai skal det være et egentligt erhverv, så skal først og fremmest holdningen i befolkningen være positiv. Hvis man vil tjene penge på turister, så er det en grundliggende regel, at de skal føle sig velkommen, og få noget for deres penge, ellers kommer de ikke igen, og de videregiver ikk« positiv reklame for landet Vi har enorme muligheder for turis me. Intet andet land har så megen naturskønhed at byde på og så mange naturoplevelser. Men vi skal også have de faciliteter, som den internationale turisme fordrer, dvs. sikre transport forhold, hoteller, underholdning osv Alt dette er meget kostbart, men hvem siger, at vi selv skal skabe det hele Turisme er et internationalt erhverv så hvorfor ikke invitere kapitalstærke turistvirksomheder udefra til at samar bejde med os? DER ER i hjemmestyret mange visio- ner om nye erhvervsmuligheder, men samtidig fortsætter vi med at tilpasse vores eksisterende virksomheder og ad ministrationer til landets behov. Der er ikke gået mange år siden, vi overtog ansvaret fra den danske stat, som udø- vede sit ansvar fra København. Det har allerede medført mange ændringer, men vi er langtfra færdige, og der vil nok gå en del år endnu, før overgangsti- den er overstået. For at sikre os de bedst mulige betin- gelser "for fremtidige beslutninger, er det vigtigt, at der foregår en aktiv forskning. Vi har selv overtaget en række forskningsopgaver, der er for- bundet med de områder, der er over- ført, men ved siden af foregår der en meget omfattende forskning af danske og udenlandske forskere og institutio- ner. I dag sker der ingen koordineret politisk vurdering af den samlede forskningsindsats. Jeg mener derfor, at det er på tide at skabe et forum her i landet, der kan tage stilling til, hvilke forskningsmæssige opgaver vi selv har brug for og prioriterer. Man kunne tænke sig et slags forskningsråd, der kunne pege på opgaver for vores forsk- ningsinstitutioner og samtidig vejlede den udenlandske forskning omkring Grønland i en retning, som kommer os til gode efter vore egne behov og øn- sker. Herved ville vi kunne blive bedre i stand til at bedømme de mere langsig- tede virkninger af vores planlægning og struktureringer AF HVERDAGENS politiske debat kan man godt få det indtryk, at alt drejer sig om økonomi. På dette punkt adskiller vi os ikke fra resten af verden, men vi må aldrig glemme de menneske- lige dimensioner i vores samfund. Når jeg ser på vores samfund om ti år, så ser jeg en befolkning med langt flere gamle, end vi hidtil har oplevet. Vi har stolte traditioner for at ære og respektere de gamle i samfundet, og det skal vi blive ved med. I den første hjemmestyres ti-års-pe riode har vi brugt mange kræfter på dels at overtage statsopgaver dels at afklare vores forhold til den øvrige verden. I den kommende periode skal kræfterne bruges mere på at løse de problemer, vi møder i hverdagen her i vores eget land, men vi er nødt til at være meget opmærksomme på, hvad der sker i verden. Ikke blot vores øko nomiske forhold er afhængig af omver- denen, også politisk kan omgivelserne ændre sig med direkte virkning for os. Jeg tænker på den hastige udvikling i Europa mod en union — eller som nogen siger "Europas Forenede Stater" Hvilken betydning vil det have for Grønland, hvis Danmark bliver en "del t' og dermed afgiver sit udenrigspo litiske ansvar for Grønland til Brux jes. Kan vi så bevare vores nuværen relationer Europa, elier tvinges » en anden retning” Sådanne spør anden retning Ádanne spørg r med al mulig tydelighed, a som alle andre lande afhængij hinanden JONATHAN MOTZFE! |