leygardagur 11. september 1993síða 16

Í NI Síða 16 ST A Nr. 172 — 11. SEPTEMBER 1993 A a A I brændingen stranden DET ER TANKEVÆKKENDE. AT VER- DENS STORBYKULTUR, SOM HAR "á LÆRT OS ALT DET, VI NU VED OM MARKEDER, PROFILERINGER OG KREATIVE BOGFØRINGER, STADIG TROPPER OP MED SINE FILMHOLD OG PROTESTERER MOD Al SE BLOD UNDER ABEN HIMMEL OG KRÆVER, AT DENNE HUNDREDER NØJE LIGELIGE AFBALANCEREDE OG GENNEM AR- IND- HØSTNING FRA HAVET SKAL STANDSE. DE, DER SENTIMENTALT MENER, AT NATUREN BØR GEMMES VÆK, BOR I HØJHUSET VED OS, AT MARKEDET ER ALT AF GUNNAR HOYDAL - et er igen en af disse bund- løse dage. Solen ryster sig efter den seneste byge, og på de sorte klipper mellem græslandet og strandkan- ten står edderfugle og unge måger og lægger fjerene på plads, mens de sidste i flokken flyver ind med vådt lys under vingerne. I modlyset er fårene sorte med en lysende aura, og de flytter sig som i meget langsom gengivelse med store dråber dryppende fra pelsen. Det er ikke til at forstå, at de er her endnu. og at de gider blive ved Der er altså stadig nogen, der ikke har opdaget, at alting har vendt sig imod os Vejret er ikke længere, hvad det var. og på det sidste har stormene hylet uende- ligt og uafladeligt på vej mod det nærme- ste ozonhul. Efter at man har fået de nye digitale vejrkort på skærmen, er de be- gyndt at stå i kø hele vejen fra Labrador og Newfoundland, og de skubber vold- somt til hinanden for at komme til et et NINA EN Brændingen har revet nye stenskred i havet, så der bliver mindre og mindre til- bage af den smule, der var i forvejen, og man kan godt forstå, at fiskene holder sig væk eller trykker sig faldt ned på bunden. Og når man tænker efter, er det også meget længe siden, man har set strandens konkyliesnegle, havets store ører, som altid fjerner sig fra land i uroli- ge tider. Nede i havnen ligger de store skibe bundet i lag uden på hinanden. Imellem stævn og hæk stikker bambusstænger ud over kajkanten eller også er det de mere smarte medestænger med skinnen- de pilke, som skal få fiskene til at tage fejl af deres egen art. Vejrbidte mænd, der skulle have ligget ude på fiskeban- kerne, er sat i land af pengenes ditto og kan ligesågodt få tiden til at gå med at fange en spand gråsej til middagsmaden På den gode plads inde under havne- kontoret ligger »Patrick E. Haggerty«, et rødt skib helt anderledes og med kæm- TE Vid loyvi frå høvundanum prenta vit brot úr antologiini “Fra et hus med åbne døre Brudstykker fra udkantens ver den”, sum stóð í danska blad num Information nú um da garnar Bókin hjá Gunnar Hoydal verður utgivin í sam bandi við norðurlendskar men tanarvikur í Lemvig og Th borøn í hesum døgwn pestore kabelruller og málegrej overalt Det er et skib udstyret til seismiske målinger, og et selskab fra Houston i Texas har sendt det for at markere sin liskrete interesse for de nye store olie fund i havet mellem Shetland og Færøer ne. Der er stille i havnen, mens den tek niske ledelse er til frokost hos de stedlige myndigheder, en fisk spræller på en krog, mågerne kaster sig efter en torske lever Også i byen er der blevet mærkeligt stille. Trafikken er dæmpet og standser i god tid for alle fodgængere, allerede på lang afstand har bilisterne dårlig sam vittighed, og det lyder, som om bilerne kører på dæk af hjemmestrikket uld. På byggepladserne har man opgivet beton maskinerne, regnen har vasket sækkene væk, og cementen ligger stenhård tilba- ge For nylig har tre velklædte mandlige norner været her for at spå om vores fremtid. Denne gang var det åbenbart så alvorligt, at man ikke kunne nøjes med de almindelige danske rådgivere. En af dem var fra Korea, en fra USA og en fra Island, og man har i de lokale medier set dem ankomme, smile ind i stumme mi- krofoner, stige ind i biler, stige ud igen og gå ind på hoteller og siden til alvorlige forhandlinger med sorte mapper under armene. Lokale pelitikere, der pludselig har set endnu mere lokale ud end de ple- jer, har trykket dem i hænderne, mens små børn på gaden har gloet op i deres næser. I det hele taget er de blevet mod- taget respektfuldt som højt anerkendte kapaciteter fra Den Internationale Valu- tafond, og nu hvor de er rejst igen, har de da også lagt en meget høflig besked til omverdenen og os selv, hvor der står, at vi i det store og hele er uhjælpeligt for- tabte Vi skal med andre ord forberede os til det, vi i grunden altid har været: En nøgen klippe langt ude i ingenting, på et sted, hvor der ikke burde være noget- somhelst i det hele taget. Det var altså kun en forbigående feber, der i nogle år fik os til at spejle os i billak i stedet for i fiskeskæl, så vi kom til at ligne en indsat rude i en TV-serie fra det amerikanske fastland. Med andre ord: Vi tumler om- kring i brændingen med vand i støvlerne og skum i økonomien Hvordan kom vi i det hele taget så langt? Vi havde som andre bonde- og fi- skersamfund lært at leve med betydelige offentlige tilskud, selv om det ikke var helt godt for selvfølelsen, at en del af dem kom med posten fra et andet land Men rigtigt galt gik det først en dag for ikke så længe siden, da den nye tids folk Tidindabladid CSE - - — — PP — — A Eg St en færøske forfatter Gunnar Hoydals essay er et uddrag af antologien »Fra et hus med åbne døre: Brudstykker fra udkantens verden«. Bogen udgives i forbin- delse med »Nord- vesten — Nordiske Kulturuger 1993«, som afvik- les i Lemvig og Thyborøn- Harboøre frem til den 12. september pludselig dukkede frem af tågen i diskret skinnende habitter, nogle af dem endda vore egne forklædt som en slags drejende lykkehjul, rådgivere fra en klogere ver den, der skulle få det hele til at gå hur tigt. Dengang kom de for at sætte tal på projekter og låne penge ud til de meget lovende sammentællinger. De så skjulte friværdier overalt, det drejede sig om omsætning og markedsandele og aktive strategier, ingen blev jo fattigere af, at nogle pludselig blev rige, og i farten hav- de det mindre at sige, om fiskene ville være med, og om der var produktion bag- ved, bare tallene havde nok at se til, og investeringerne rullede. Kunne man des- uden få garantier i de offentlige kasser, der samtidig voksede stærkt med den stigende omsætning, så var der jo ikke engang nogen risiko ved det hele. Der var nogle, der nåede at komme væk med gevinsterne i behold, men el- lers springer de ansvarlige nu som kug- len i rouletten fra møde til møde og fra konto til konto med stadig mindre tid til at overskue følgerne af nye vilkårlige be- slutninger. Fiskene har sagt nej, marke- derne er brudt sammen, og imens ligger den nye højteknologi bundet til kaj eller låst inde i overdimensionerede filetfa- brikker. ærøerne: En indsat rude i oce- anet, en lille klump fast stof i en flydende verden, en model. der er så begrænset, at den er til at overskue i alle dens dele, ikke blot geografisk, men også historisk. Det er ikke mere end et par menneskeal- dre siden, vi trádte ud af middelalderen og et par generationer siden, vi forlod selvforsyningen og gik over til pengene. Det er gáet stærkt opad, og det ser ud til at skulle gá lige sá stærkt nedad igen. Sá inden verden opgiver os, skulle den A