Sosialurinarkiv
Sosialurin 1995-02-23, síða 15
Tak niður PDF av hesari síðu Stórt myndaskrá

hósdagur 23. februar 1995síða 15

‹ fyrra síða allar 24 síður næsta síða ›

Hendan síðan hevði ongan tekst í PDF-skjalinum. Teksturin niðanfyri er lisin maskinelt (OCR) og kann hava villur.

Tekstur á síðuni

Nr. 28 — 23. FEBRUAR 1995 tíðindablaðið 15 Opið bræv til Henning Gjellerod, fólkatingsmaður fyri Sosialdemokratiska flokkin í Danmark: Vi ma ikke miste Dem - Ikke alene ville vi danske miste en del af rigsfællesskabet, sum gennem århundreder har givet os uvurderlige værdier i form af digterkunst, malerkunst, venskaber og slægtsbånd - vi ville også have sveget en etisk, medmenneskelig og statsretslig forpligtelse. Vi ville stå som koloniherrer - det usleste. man som nation kan være på denne jord. Vi ville miste vor egen værdighed. Vi ville fá uafvaskeligt snavs på os, skrivar Kåre W. Strunk, lækni Kåre W. Strunk, lækni, byr i Thyborøn, har hann fyri nógvum árum síðan hitti Jógvan Róin. Teir báðir arbeiddu saman, og knýttu vinar- bond, sum gjøgnum árini hava verið varðveidd, við vitjanum í Danmark og í Feroyum. Káre W. Strunk hevur sent vinmanninum eintak av brævinum til fólka- tingsumboðið, við loyvi at prenta tað, um áhugi er fyri tí. Hetta er ein innilig áheitan um at geva før- oyingum dómarakann- ing, og tað grundgevur brævskrivarin við hesum reglum: Til Henning Gjellerod, Medlem af den social- demokratiske folkeungs gruppe Vedr. Færøbanksagen Kære Henning Gjellerod! For første gang i min 64- årige tilværelse benytter jeg mig af den hævdvundne ret i det danske demokrati il at henvende mig til »min fol- ketingsmand« — den folke- tingsmand, som jeg har stemt på, og som jeg har for- nemmet bedst udtrykker mine holdninger til de poli- tiske beslutninger, der træf- fes i regering og folketing. Denne ret giver den menige vælger den mulighed at for- tælle sin repræsentant på Tinge sin mening i politiske spørgsmål, der forekom- mer vælgeren at være af af- gørende betydning. Eg sådant spørgsmål er den í alle henseender tragis- ke færøbanksag. Jeg har som menig vælger uden ud- dannelse eller speciel ind- sigt i hverken nationaløko- nomi eller regnskabsvæsen ingen mulighed for at kunne vurdere, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed i denne sag, hvor millionerne og milliarderne ruller. Og - hvad deri denne sag er af af- gørende betydning — det har den menige Færing heller ikke! Færingerne beder om hjælp Det er nemt — for nemt — at svare de fortvivlede og vre- de Færinger med, at de jo bare kan anlægge sag. En her boende færøsk skole- mand forklarede for et par dage siden på POLITI- KENS debatsider hvorvor: Der er på Færøerne en år- hundredgammel tradition for, når man på Færøerne mener at have lidt uret specielt i forholdet til lokale danske myndigheder — da at appellere sagen ul magtens hovedsæde, regeringen í København. Færingerne beder om hjælp — så enkelt er det. Og de beder om hjælp, fordi de føler sig snydt af magtfulde danske finanskræfter, der nok har snydt dem, men gjort det uden at bryde lovens kante- de bogstav. De ønsker ret og rimelighed — og de ønsker at vide, om de har en chance for at få de milliarder tilba- ge, som de føler, de har mis- tet i en lusket bankforret- ning. Milliarder, som de har hårdt brug for. Og man læg- ger heller ikke på Færøerne sag mod den storebror, som indtil videre, da — er den eneste, man kan læne sit hoved til, når ulykken truer. Hvorfor så ikke nøjes med en »expertundersøgelse«, som er den erstatning for en dommerundersøgelse, men har tilbudt dem? Fine fornemmelser Fardi de i deres fortvivlelse ikke tror, at sandheden — he- le sandheden — kan komme frem på anden måde. Det er ikke rimeligt, at en fornem højesteretspræsidents fine juridiske fornemmelser om politikeres mulige misbrug af dommerundersøgelser skal gå forud for et ulykke- ligt og forarmet lille folks vrede og stædige krav om en dommerundersøgelse. Herregud! Det er dog en lil- Je, bitte indrømmelse at komme med, når man tager de ulykker i betragtning, som dette lille, stædige folk på de forblæste, barske øer har måttet bære i de sidste år. Gæstfrihed og fællesskab Jeg har selv oplevet dem, både øerne og folket. På ga- den i Torshavn mærker Du som Dansker nok er; forbe- holdenhed, kølig distance Vi skal helt oplagt ikke tro, at vi er noget! Men kommer Du ind hos dem — bliver Du gæst hos dem, vil Duopleve en varme, en gæstfrihed og et fællesskab, som er noget forosdanske helt, helt enes- tående. VI MÅ IKKE MIS- TE DEM! Og risikoen for at miste Færøerne er meget, meget reel i den nuværende situa- tion. Ikke alene føler de sig snydt og bedraget af en magtfuld dansk bank — de føler også, at den danske re- gering — og det danske fol- keting —, som skulle være deres garanter for, at der sker dem ret og retfærdig- hed, har sveget dem på det mest usle Ikke alene ville vi danske miste en del af ngsfælles skabet, som gennem århun dreder har givet os uvurder lige værdier i form af dig- terkunst, malerkunst, ven- skaber og slægtsbånd — vi ville også have sveget en etisk, medmenneskelig og statsretslig forpligtelse. Vi vil stå som koloniherrer det usleste, man som nation kan være på denne jord. Vi ville miste vor egen værdig- hed. Vi ville få uafvaskeligt snavs på os Hjælp mig som dansker Hjælp mig som dansker med at undgå dette! Du må, sammen med andre, der kan indse urimeligheden af at nægte deue lille, stædige og utroligt værdifulde folk den dommerundersøgelse, uden hvilken jeg er bange for, at de vil vende os ryg- gen, udvirke en omstødelse af denne beslutning! Jeg forventer et svar fra Dig! Med de venligste hilsener Káre W. Strunk