leygardagur 24. januar 1998síða 7

eo Nr. 15 — 24. JANUAR 1998 Viðmerking tíðindablaðið S0slalufin % Den færøske banksag I anledning af den kritik, der er fremkommet efter offent- liggørelsen af Undersøgel- seskommissionens redegø- relse skal jeg udtale følgen- de: Søgelyset har især været rettet mod aktiebyttet i marts 1993 mellem Finansierings- fonden af 1992 og Den Dan- ske Bank og den rolle, som Jeg og andre kom til at spille i denne forbindelse. På den tid befandt den fæ- røske samfundsøkonomi sig i et frit fald. Det var så vold- somt, at det i dag er vanske- ligt at fatte for udenforstå- ende, men for os, der blev involveret i arbejdet med at få standset nedturen, var dia- gnosen klar: Vi stod overfor en krise, som man ikke i ny- ere tid har set magen til i noget vestligt samfund. Under disse omstændighe- der måtte der tages utradi- tionelle midler i brug, og ak- tiebyttet var et af dem. Det stod endvidere klart for os alle, at problemerne måtte løses politisk. Der var ingen kræfter tilbage i det private system. Dette gjaldt også banker- ne. Færøbanken havde gan- ske vist Den Danske Bank i ryggen, men Den Danske Bank meldte ud, at man som en privat aktionærbaseret bank ikke fandt det rimeligt at skulle deltage i en makro- økonomisk sanering af en økonomi, der var faldet sam men på grund af en forfejlet økonomisk politik. Dette havde man forståel- se for í Statsministeriet, hvil- ket fremgår klart af den do- kumentation, der er forelagt for Undersøgelseskommissi- onen. Ministeriet bad her- efter Finansieringsfonden om sammen med Den Dan- ske Bank og med assistance fra Finanstilsynet at finde en løsning, der ikke måtte in- volvere penge. Resultatet blev det forslag til en aktieombytning, som efterfølgende blev forelagt til politisk drøftelse og god- kendelse. Man kan kritisere forma- lie i denne transaktion, hvis man anskuer den ud fra et kommercielt synspunkt. Sig- tet var imidlertid et ganske andet, nemlig hurtigst muligt at få samordnet bankernes kreditpolitik, således at beg- ge banker kunne gå ind i en dybtgående, styret gældssa- nering af det færøske er- hvervsliv, herunder det vig- tige fiskerierhverv, således som det fremgår af det da- værende Landsstyres presse- meddelelse om aktiebyttet. Bankerne blev således omdrejningspunktet i den sa- nering, der fulgte, og som gi vetvis har været en helt af- gørende faktor bag de klare positive meldinger, der siden er fremkommet om udvik- lingen på Færøerne. I dette forløb var der na- turligvis en vis bremselæng- de, og med det videre fald i den færøske økonomi kunne det ikke undgås, at bankerne kom til at lide yderligere tab. Det vidste alle, herunder re- geringen og Landsstyret. Aktiebyttet skal ses i dette perspektiv og ikke som en isoleret handling, der gik ud på at erhverve en bank. For- står man ikke dette, forstår man intet i denne sag. På denne baggrund finder jeg det beklageligt at blive hængt ud for dobbeltspil el- ler sløseri. Drøftelserne om aktiebyt- tet foregik i Finanstilsynet. Finanstilsynet udarbejdede det materiale, der lå til grund for det oplæg, der blev udar- bejdet, og Finanstilsynet forelagde oplægget i Stats- ministeriet. Fremdeles gav Finanstilsynet udtryk for, at Færøbanken var solvent, men at man selvfølgelig ikke kunne afgive garantier for fremtiden, ligesom Finans- tilsynet og ministerierne var enige i, at det var nødvendigt med en koordineret, handle- kraftig og hurtig indsats, så- fremt det skulle være muligt at minimere tabene og redde dele af erhvervslivet på Fæ- røerne. Alt dette og meget andet fremgår også af Kom- missionens redegørelse. Alligevel har man i den efterfølgende offentlige de- bat hæftet sig ved formalie i sagen og stort set overset sa- gens realiteter. Man har gjort meget ud af, at Færøbankens hensættelser skulle have væ ret 200 mill. kr. for små, og at banken følgelig var insol- vent, da aktiebyttet fandt sted. Dette kan Kommissio- nen selvfølgelig mene, nu fem år efter, og jeg kan da ikke afvise, at det var tilfæl- det, men jeg finder, at det er forkert, at denne diskussion, der trods alt hviler på et usik- kert grundlag, helt og aldeles skal overskygge det, vi gik efter med aktiebyttet. Man kan ikke ud fra det forhold, at Landsstyret i sen- sommeren 1993 måtte ind- skyde 1 mia.kr. i Færøban- ken, slutte, at så undgik Den Danske Bank et tilsvarende tab. Der er tale om to vidt forskellige forløb. Var Den Danske Bank fortsat som majoritetsaktio- nær, var det nærliggende, at banken havde gjort, hvad den kunne for at kredse pen- ge hjem. Det var usandsyn- ligt, at Den Danske Bank havde lagt yderligere Í mia. kr. på Færøerne, udover de 600-700 mill. kr., som ban- ken rent faktisk tabte. Det er korrekt, at Den Danske Bank i denne situation havde fået et problem. Men det havde det færøske samfund og det færøske Landsstyre så san- delig også. Som nævnt var formålet at få sat skub i den færøske samfundsøkonomi, og det lykkedes. De mange penge, der blev ofret, forsvandt ikke ned i et sort hul. De blev den saltvandsindsprøjtning, der muliggjorde en hurtig gen- opretning. Ydermere fik Færøerne en stærk bank ud af det, Føroya Banki, der både har haft en god driftsmæssig indtjening og har kunnet tilbageføre en ikke uvæsentlig del af de tid- ligere store hensættelser. Banken har følgelig kunnet betale skat og udbytte til Landsstyret og har herud- over været i stand til at kon- solidere sig, så banken i vær- di nærmer sig milliardklas- sen, når man tager samtlige disse forhold i betragtning. Ligesom i Norge og Sverige er Færøerne på vej til at få sine udlæg tilbage. Der er et stykke vej endnu, men ret- ningen er ikke til at tage fejl af. Jeg er blevet bebrejdet for »lukkethed« og for ikke at have opfordret andre af Fi- nansieringsfondens bestyrel- sesmedlemmer til at deltage i de drøftelser, der fandt sted i Statsministeriet og Finans- tilsynet. Det er første gang, jeg hører sådanne anklager. På de møder vi havde i Fi- nansieringsfondens bestyrel- se i marts 1993 og senere har jeg ikke mødt kritik af denne art. Jeg er endvidere blevet be- skyldt for at arbejde imod færøske interesser. Det er næsten ubærligt at skulle af- vise en sådan beskyldning, men ifølge sagens hele natur er det selvfølgelig ikke sandt. Angående manglende in- formation til Landsstyret om bankens likviditet ved en- hver bankmand, at svigter tilliden til en bank, skal man være yderst varsom med, hvordan man omgås dette spørgsmål, og likviditetssa- gen fandt jo sin løsning. Fæ- røbanken havde problemer med en enkelt af banklovens likviditetsbestemmelser i vist nok to dage i slutningen af marts 1993, men så var det slut. Jeg er også blevet mødt med andre bebrejdelser i in- formationsspørgsmålet, men var det fx min opgave i feb- ruar 1993, da banksagen var i sin forden, at ringe til Landsstyret og fortælle, at Den Danske Bank havde skrevet et fortroligt brev til statsministeren. Jeg vil mene, at det var brevmodta- gerens opgave. Jeg vidste jo ikke, hvordan ministeriet vil- le håndtere denne sag, og det ville da ud fra enhver be- tragtning være utilstedeligt, hvis jeg blandede mig, før dette lå klart, og selv da lå informationspligten fortsat i ministeriet, således som det fremgik af embedsmands- mødet den 25. februar 1994. Det føles ejendommeligt - mildest talt - på denne måde at blive hængt ud for snart det ene og snart det andet, når jeg i sin tid dog blot for- søgte at gøre en behjertet indsats, mens de kredse, der forårsagede ulykkerne, i dag kan iføre sig uskyldens klæ- debånd. Sagen, der nu diskuteres så voldsomt, drejer sig om penge. Udadtil har man for- dybet sig i, hvem der vidste hvad og hvornår, om der blev optrådt moralsk korrekt, om juraen var i orden, om undersøgelsesformen var den rette, osv. Sagen har slidt på regeringen og vel sagtens også på færøske politikere. Som iagttager må man undre sig over, at det er kommet så vidt. Færøerne fik sig en lære- streg. 1980'ernes overfor- brug måtte nødvendigvis »betales«, og menneskeligt set blev betalingen en ud- vandring svarende til 10 pct. af øernes befolkning og en arbejdsløshed, som man ikke havde set magen til i mands minde. De politiske omkostninger for regeringen var åbenbare. Man kan gå et skridt videre og spørge, om sagens forløb i virkeligheden ikke også blev en belastning for folke- styret på grund af den af- magt, der endnu engang blev afsløret over for sager af denne art. Politikerne, såvel danske som færøske, var enige om, at bankredningerne nødven- digvis måtte kræve hurtige beslutninger og vel og mær- ke beslutninger, der hvilede på økonomiske overvejelser. I sidste instans var formålet hurtigst muligt at få standset det frie fald i den færøske økonomi. Hvad ville da have været mere nærliggende end at be- handle de problemer og stridspunkter, der senere op- stod, ud fra samme synsvin- kel. Nu rullede sagen videre i pressen og på det politiske plan, og til sidst blev luften så tyk af beskyldninger og påstande, at der kun var en udvej tilbage - en undersø- gelseskommission. Det ville have væfet vel- gørende, om man såvel i Kø- benhavn som í Tórshavn i tide havde erkendt konflik- tens karakter af et rent poli- tisk anliggende med økono- mien som det centrale og havde sat sig for at finde en løsning i overensstemmelse hermed. I så fald havde man undgået den opslidende pro- ces, der er kommet ud af det. København, den 22. januar 1998 Richard Mikkelsen Til húsið... H-ALTANHURÐAR ÚR LÍMTRÆI H-altanhurðin er brúkara- vinarlig - hevur bara eitt handtak og - kann læsast stigleyst, tá hon er opin Hurðin fæst í ymiskum støddum og tú fært eina góða heildarmynd, um tú eisini hevur H-vindeygu. --tá talan er um tað allar besta Ring ella kom inn á gålvid og fá eitt prát vid okkum um tin tørv. Vit eru altid til æiðar at geva tær eitt gott tilboð Frá Havnar Sjónleikarfelag: Ísblomstrið í Sumba Seinasta vikuskifti vitj- aði Havnar Sjónleikar- felag Atlantis í Klaksvík við leikinum >Ísblomstr- ið<, sum Terje Nordby hevur skrivað. Nú leyg- ardagin 24. januar hevur »Isblomstrid« tvær sýn- ingar í bygdarhúsinum í Sumba! Tað er ikki bara sum at siga tað at far aút at ferðast við einum sjón leiki. Allur pallurin skal pakkast niður og tað syrgja leikararnir fyri Harafturat seta teir pallin upp aftur á hverjum stað. Eisini er øll ljósút- gerðin vid, tí umstødurn- ar ikki eru tær somu sum í Havn. Sostatt er ljós- maðurin við á øllum túr- unum, so hann kann seta ljósini rætt upp. Fólk á staðnum eru tíbetur altíð fús at hjálpa, tá Havnar Sjónleikarfelag vitjar Ikki er altíð líka lætt at venja seg við aðrar pallumstødur. Vidhvørt Framhald av sidu 3 Vinnumålastyrinum, Arne Poulsen -Miðjað verður móti at koma við einum felags áliti, hóast tað eru mál, sum allir ikki eru samdir um enn. Men í tí stóra heila eru vit samdir sigur Jergen Nicl- assen Hann vísir á, at tað verða gjørdar nakrar broytingar í tí uppskotinum, ið varð lagt fyri tingið, men vil íkki siga, hverjar hesar verða Jørgen Niclassen er ann- ars bjartskygdur hvat einum útbjóðingarumfari viðvíkur. Nevndin hevur fingið at vita frá løgmanni, at skatta- lógirnar í sambandi við eina útbjóðing eru so gott sum klárar og kunnu leggjast niðan í tingid í næstum er neyðugt at leika á ein- um minni palli og um- støðurnar aftanfyri pall- in eru eisini ymiskar á hverjum staðið. Tí verð- ur tikið ein gjøgnum- gongd av leikinum, so rørslurnar verða tillag- aðar pallinum. Hóast mikið stríð og strev, so er tað altíð eitt upplivilsi at ferðast við leiki og vónandi koma suðuroyingar at hyggja eftir leikinum. Eyð Mat ras týddi og leikstjórn aði og tey leikandi eru Hilmar Joensen, Jytte Joensen og Karlot H Jacobsen Sýningarnar í Sumba verða leygardagin kl 16.00 og kl. 19.00. Tað er avmarkað atgongd og tí ber til at bíleggja at- gongumerki longu friggjakvøldid kl. 19.00 å tlf. nr. 70010. Annars ber til at keypa atgongu merki ein tima undan hvørjari syning nogvir -Nú fáa vit so at síggja, hvussu verður við markna- samráðingunum við bretar Sjálvur rokni eg við, at tað fer at koma glid á so ella so. Antin fáa vit í gongd aftur samráðingarnar á em bætismannastigi ella verður eitt politiskt umfar. Eg rokni við, at hetta endar við, at Vit fáa eina útbjóðing, áðr enn summarið kemur Kemur ein loysn ikki til ta tíð, so endar málið í Haag og so kunnu vit bjóða tað út, sum er á okkara oki held ur formaðurin í Vinnu- nevndini, sum samtíðis hex ur ta vón, at bretar fara at vísa føroyska grannanum so mikið av virðing, at teir ikki seta fót fyri eini útbjóðing á føroyskum øki