mikudagur 22. juli 1998síða 2

Ísrael enn einaferð TEY, sum plaga at lurta eftir útvarpinum og annars fylgja við í tí, sum fyriferst úti í heimi í hesum degum, hava helst lagt til merkis, at tað fer ikki dagur, uttan at stødan í Ísrael verður viðgjerd. Hóast vit her á blaðnum ikki gera nógv burtur úr uttanríkistilfari, so verður tað tó vidgjørt í oddagreinum av og á, umframt at Hans Holm partar av árinum hevur sera áhugaverðar, upp- lýsandi og krittiskar greinar og viðmerkingar til akutell viðurskifti úti í heimi. Tað er vón okkara - og hetta arbeiða vit við - at Sosialurin í framtíðini eisini kann hýsa tilfari úr útheiminum. Sigast kann tó, at vit í eina tíð hava givið rúmd fyri fleiri sera áhugaverðum grein- um frá føroyskum fjakkarunum, ið hava vitjað ymisk pláss. Tað er ein partur av tí útlendska dekninginum. HERFYRI vidgjørdu vit í oddagrein støduna í Ísrael, og niðursteða okkara var tann, at hegravenda stjórnin í Ísrael, setir ikki bert kílar i friðargongdina í økinum - hon beinleiðis leggur upp til eina konfrontatión, sum kann fáa sera álvarsligar fylgjur fyri ikki bert Ísraelsfólk og palestinar, men fyri allan heimsfriðin sum so. Tað er greitt, at ikki øll her á landi taka undir við hesum sjónarmiði, og er eisini í lagi. Men umráðandi er at kunna hava ein dialog, har allir spurningar verða reistir og vidgjørdir. Ti kunnu vit bert fegnast um, at henda oddagreinin var orsekin til, at formaðurin í Ísraels- felagnum treiv í pennin og greiddi frá tess stødu. Í hesi grein verður Sosialurin lagdur undir at leggja eftir teimum hegravendu í Ísrael, tvs. núverandi stjórn, bara tí hetta líkasum passar best í einum javnadarhøpi. Nú kann ein útleggja hetta sum ein vil, men í okkara hugaheimi og í hugaheiminum hjá mongum eðrum, og sum gongur fram í greinunum, ið vit hava prentað á síðu tvey í dag. so er tað ein sannroynd, at tað eru júst høgraflokkarnir í Ísrael, sum reka eina vanda- miklan og skeivan politikk, tá tað snýr seg um pale stinaspurningin. Tað er áhugavert at lesa, hvat ein kapacitetur sum fyrrverandi blaðstjórin á Politiken, skrivar um støduna í sínum egna landi. Hann ber orð fyri at vera ein góður eygleiðari, og hetta, at hann sjálvur er jedi við sera stórum innliti í ísraelsk viður- skifti, ger, at vit eiga at taka orð hansara til eftirtektar AT eitt høgravent blað sum Jyllandsposten dregur somu línu er eisini áhugavert at merkja sær. So tað er skeivt at skjóta Sosialinum í skógvarnar, at vit leggja eftir teimum hegravendu í Ísrael, bara tí vit stuðla einum sosialistaflokki í Føroyum. Nei, stórur partur av heiminum, og ein stórur partur av ísraelska fólk- inum við eitt nú arbeiðaraflokkinum á odda, tekur ikki undir við tí politikki, sum hegrastjórnin hjá Netanyahu rekur. Hetta er ein sera vandamikil kós, og tí eiga allar góðar kreftir í Ísrael og uttan fyri landið, at rópa hart varskó. Politikkurin, sum Netanyahu koyrir , er á bein- ari kollisiónskós við ragnarok. VIT halda tað vera av týdningi, at eisini føroyingar kunnu umreða hesi viðurskifti, og tað er tí av alstórum týdningi, at vit fáa informatiónir frá fleiri síðum. Um teir foroyingar, sum kenna seg drignar serliga nær at Ísrael, bara ynskja at síggja og hoyra tað teir nú einaferð eru vanir og ynskja at hoyra, so er ikki vist, at myndin teir hava av støduni í Ísrael í dag, er so fullkomin. At leggja tey, sum eru krittisk mótvegis politikkinum hjá Netanyahu, undir at vera fíggindar av Ísrael, er heilt burturvið. Er tað nakað, sum í dag undirgrevur friðin og trygdina í Ísrael, so er tað „fupp“-politikkurin hjá Netanyahu, sum Herbert Pundik so væl sigur frá í greinini á síðu 2. Og fyri at geva limunum í Ísraels- felagnum og eðrum við innlit í eitt annað sjónarmið um støduna í Ísrael loyva vit okkum at prenta greinina hjá Herbert Pundik í heilum líki. Og fyri at hetta ikki skal lukta av einvisari sosialistiskari propagandu, sum onkur plagar at taka til, so prenta vid eisini odda- greinini á Jyllandsposten, id so avgjørt ikki plagar at hýsa sosialistiskari propagandu. Vónandi kunnu vit við hesum fáa eitt breitt og sakligt orðaskifiti um eitt mál, sum eisini eigur at hava áhuga hjá foroyingum. Sosialurin Af Herbert Pundik Den israelske minister- præsident, Benjamin Ne- tanýahu, nærmer sig ver- densrekorden i politisk fupmageri. Hvis det gár, som han ønsker, vil han gå over i historien som manden, der modbeviste påstanden om, at det kan godt lade sig gøre at fuppe mange en tid lang, men det er umuligt at fuppe alle hele tiden. Hans troværdighed er under frysepunktet. Israels præsident, Ezer Weizman, udtaler offent- ligt, at Netanyahu har fup- pet ham i over et år. Ne- tanyahu har ladet Weiz- man forstå, at beslutnin- gen om yderligere isra- elsk tilbagetrækning fra besat palæstinensisk om- råde var forestående og bedt ham om at overtale bl.a. Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og Jord- ans kong Hussein til at udvise tålmodighed. Grundet Weizmans appel har de to arabiske stats- overhoveder lagt pres på Yassir Arafat, for at for- må ham til at lægge låg på den voksende vrede, der har bredt sig i den pa- læstinensiske befolkning. Præsident Mubarak siger, at Netanyahu er upålidelig. Kong Hussein er mere diplomatisk og siger, at Netanyahus poli- tik virker forvirrende. Præsident Clinton afviser at træffe den israelske ministerpræsident. Arafat nægter at tale med ham. Netanyahu blæser på den verden, der befinder sig uden for hans snævre tin breiðir Jens Kristian Vang Lýsingar og koalition af nationalistiske og religigse partier í Knes- set, det israelske parlament. Han manipulerer partierne i regeringen. Ingen af hans ministerkolleger stoler på ham, men hidtil har kun én taget konsekvensen og for- ladt regeringen: den forhen- værende udenrigsminister David Levi. Netanyahus magt over sine ministre skyldes bl.a. den nye iraelske valglov. Den giver ministerpræsi- denten en indflydelse, der ligger midtvejs mellem den franske og den amerikanske præsidents. Der skal 80 ud af 120 parlamentsmedlem- mer til at vælte ham. 61 stemmer kan fremkalde valg. Hidtil har det ikke væ- ret muligt at finde 61 ret- færdige, fordi mange ved, at de ikke vil blive genvalgt. Den ene minister efter den anden truer med at forlade regeringen, men ingen gør alvor af deres trusler. Alle ministre påstår, at de bliver i regeringen for sag- ens skyld. Problemet er, at der er to sager på dagsord- enen. En del af regeringen presser på for at få genn- emført en tilbagetrækning, de andre presser på for at forhindre det. Netanyahu blæser på den verden der befinder sig uden for hans snævre koalition Netanyahus eneste chance for at bevare regeringsmag- ten er derfor at træde vande og fuppe sig igennem kris- erne for at aflede opmærk- somheden fra det palæsti- nensiske problem. Ind imel- lem rejser han med kone og børn på totalt formålsløse Israels politiske fupmager rejser til fjerne lande, hvor- på forhandlingerne om den tilbagetrækning, som Israel aftalemæssigt er forpligtet til at gennemføre, går i stå, og han vinder en ny over- levelsesfrist. Samtidig trækker skyerne sammen over Israel. Den militære efterretningstjen- este erklærer i en ny rap- port, at der er voksende risi- ko for en ny krig i løbet af næste år, medmindre der kommer gang i den isra- elske tilbagetrækning. Sandhedens time nærmer sig. Om et par uger går Knesset på sommerferie. Et af regeringspartierne har truet med at forlade reger- ingen og dermed udløse valg, medmindre Netanya- hu inden ferien accepterer en tilbagetrækning på de 13 procent af de besatte om- råder, som USA foreslår. Hvis denne aftale kom- mer i stand, vil det betyde, at Arafat får total kontrol med 16 procent af de om- råder, Israel erobrede i 1967, og delvis kontrol med yderligere 20 procent. Washington har erklæret, at dette er sidste frist. Hvis Netanyahu ikke lægger kor- tene på bordet inden ud- gangen af juli, vil USA anse sin rolle som mægler for ud- spillet. Man vil offentlig- gøre aftalen og dermed læg- ge ansvaret for konsekvens- erne på Israels bord. De mest optimistiske vur- deringer går ud på, at Ne tanyahu, om man så tør sige, vil krybe til korset, men at det vil være et nyt fupnummer. Han vil acceptere en af- tale om tilbagetrækning, men vil stille betingelser, som Arafat ikke vil kunne Telefon: 311820 Telefax. 314720 opfylde. Det vil han bruge som anledning til at forsinke tilbagetræk- ningen. Hver eneste fase vil kompliceres af pinde- huggeri. Og hvis — eller når — der indtræffer en ny terroraktion, vil Netanya- hu udnytte tragedien til at standse tilbagetrækning- en under henvisning til, at Arafat ikke har kontrol med situationen. Dette er, som sagt, op- timinsternes | scenario. Pessimisterne afventer 4. maj næste ár. Femársdag- en for Cairo-aftalerne, der fastslár, at senest pá den- ne dag skal forhandling- erne om en permanent løsning på Palæstina-kon- flikten afsluttes. Den dag, mener mange velinformerede israelske og palæstinensiske iagt- tagere, vil Arafat udråbe oprettelsen af en palæsti- nensisk stat på det om- råde, han kontrollerer, selv om det kun omfatter tre procent af de besatte områder. Den franske præsident har allerede erklæret, at Arafat kan regne med Frankrigs anerkendelse. Forhåbentlig vil resten af Europa følge trop. Denne situation, skabt af Netanyahus politik, vil udløse et udenlandsk pres, som vil tvinge ham ul vægs. Netanyahu i roll- en som den palæstinens- iske stats fødselshjælper. Fuppet over alle fup. Det vil måske overbevise Knessets flertal om, at tiden er inde til valg og et regeringsskifte. (grein i Politiken 12. juli) Israel isoleret USA, Israel, Mikronesien og Marshall-øerne var ene om at stemme imod, da FN's generalforsamling forleden de facto aner- kendte staten Palæstina. Afstemningen betyder nemlig, at Yassir Arafats palæstinensiske selvstyre bliver medlem uden stem- meret i FN, hvilket er næstsidste skridt inden fuld anerkendelse. Denne afgørelse er end- nu et eksempel på, at ud- viklingen er på Arafats side. Før eller senere vil han få sin stat, og — for nu at ihukomme en omdiskuteret dansk dokumentarfilm fra 70'erne — det undertrykte folk vil orasider fá ret. I hvert fald delvist, sá vist som at Arafats gamle trus- sel om at kaste israelerne i havet er lige så urealistisk. som at palæstinenserne til evig tid vil være fædre- landsløse. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er fuldkommen klar over, at udviklingen vil overhale hans modstand mod en palæstinensisk stat. Det er i det lys, hans manøvrer omkring Jerusalems ud- videlse og den trevne tilbagetræk-ning fra Vestbredden skal ses. Han vil have så mange kort på hånden som muligt, når — og hvis - Yassir Ara-fat gør alvor af sin trussel om ensidigt at udråbe den palæstinensiske national- stat den 4. maj næste år — den dato, der i Oslo- aftalerne er fastsat som deadline for en forhandlingsløsning. Arafat har intet at miste: Hans trussel har til formål at gøre israelerne mere forhandlingsvillige i forhold til at opnå et resultat inden maj 1999 — og lykkes det ikke (hvad alt for tiden tyder på er tilfældet), vil han være sikker på bred anerkend- else fra den øvrige verden. Spørgsmålet er, om Netanyahus taktik med at forhale fredsprocessen alligevel vil virke. Den israelske offentlighed er delt på mid-ten i synet på de sikkerhedsrisici, oprettelse af en pa- læstinensisk stat vil betyde for Israel. En voldsom israelsk reaktion — d.v.s. en militær — på et ensidigt arabisk skridt, kan yderligere splitte israelerne. Som ugerne går, risikerer Israel desuden at sætte de allerede opnåede fredsresultater over styr. Egypten slås i stigende grad med indre islamiske fjender, der bruger Israel som skræmmebillede. Kong Hussein i Jordan er ligeledes under pres fra radikale kredse. Det be- kymrer USA, som ser uderligere destabilisering brede sig i regionen. Og det er bekymrende. For Israel er tiden inde til at bøje af og indlede reelle forhandlinger — inden realiteterne gør dem overflødige. — (oddagrein í Jyllands- posten í juli) —