mánadagur 9. mai 2011síða 14

Mánadagur 9. mai 2011 · Nr. 53 14 Sosialurin Kjak Kinna Poulsen Den er ualmindelig flot, den nye store bog om fær­øsk kunst og derfor er det desto mere ærgerligt, at bog­ens forfatter har ind­draget en strid i bogen, som han tydeligvis ikke fatter, hvilket han da også blankt ind­rømmer. Nu er det bestemt ikke hver dag, at vi bliver præsenteret for en ny færøsk kunsthistorie. Den første sam­lede fremstilling af fær­øsk kunst blev udgivet i 1980 af Emil Thomsen i bogen "Føroysk list" med tekst af William Heinesen og i 2001 udkom Bárður Jákupssons "Myndlist í Føroyum". Nu foreligger der så en ny færøsk kunsthistorie med tit­ len “Sekel”, der er skrevet af den danske kunsthistoriker Mikael Wivel. Den har kost- et den formidable sum af 600.000 kroner, der er helt enorm i forhold til det be­ grænsede kulturbudget på Fær­øerne. Det er Færøernes Kunst­museum i Tórshavn, der står for udgivelsen af det imposante værk på 493 sider på dansk, hvorfor nær­værende indlæg naturligvis også er på dansk. Man har ikke nået at oversætte bog­en til færøsk, da det åben­bart var vigtigere at lancere bogen, mens Helgi Fossá­dal stadig var leder på kunst­museet. Og det nåede man lige akkurat, for til Helgi Fossá­dals afskedsreception på kunst­museet i fredags blev bogen præsenteret med pomp og pragt som det sig hør og bør til en sådan lejlig­ hed. Der var fuldt hus i Lista­ skálin og der stod vi så, et par stykker ude ved gangen og lyttede til alle de ærede talere,  kulturministerens, af­ delingslederens, borg­mest­er­ ens og lederen for kunstner­ sammenslutningens tale, der ud over en til anled­n­i­ng­en passende enig­hed om af­ gående leders for­træffe­lig­ heder, demonst­rerede en be­drøvelse grænsende til lande­sorg over dennes af­gang. Hvis man betænker hvor total en magt disse sam­me men­ nesker har i for­hold til fær­ øsk kunst, kan be­drøv­elsen ikke andet end undre, men den slags udgydelser ved en afskedsreception er jo rime­lig harmløse, så fred være med dem. Den sidste taler, Mikael Wivel, var ander­ledes koncis og klar i mælet, da han direkte skosede "de nedbrydende kræfter, der har arbejdet for at skade Helgi Fossá­dals renom­mé både på Fær­øerne og i Dan­mark. Der har været tale om en helt igennem negativ energi og om en form for billed­s­trid, som i ren ufor­ son­lig­hed kun lader sig sam­ men­ligne med den mere hånd­ faste, der udspiller sig i visse is­landske sagaer – Njals Saga, eksempel­vis, hvor de gode dør og de onde ler…”. Som en af de implicerede i kunststriden – vistnok på de ondes side, finder jeg det uhyre vigtigt at indskyde, at der ikke har været meget at grine ad i det færøske kunst­ miljø, som de sidste mange år har været præget af stridig­heder, der især er gået ud over kvaliteten af sam­ tids­kunsten på Færøernes Kunst­museum og det er der ved Gud ikke megen sjov ved. Det var i protest mod ansættelsen af en leder uden kunstfaglig uddannelse, at nogle af de allerbedste fær­ øske billedkunstnere tog det drastige skridt at nægte at udstille på museet. De dannede i stedet kunstner­ gruppen Heyst­framsýningin (Efterårsudstillingen), der udstiller hvert år i september på skibsværftet i Tórshavn. Nu har problemet løst sig selv ved, at Helgi Fossádals åremålsansættelse har nået en naturlig afslutning og den danske kunsthistoriker og forhenværende leder for Nivaagaards Malerisamling, Niels Ohrt har indtrådt som leder for Færøernes Kunst­ museum pr første maj. Kunst­striden skulle hermed være overstået og i sikker forvisning om dette kan man jo godt tåle at stå ude ved gangen i kunstmuseet med en lunken ferniseringsøl til en afskedsreception og blive svinet til. Det bliver først et reelt problem, da jeg bagefter sidder med den store nye fær­ øske kunsthistorie og læser ovennævnte formulering med de nedbrydende kræfter i selve bogen; denne gang med ond­skabens akse situeret midt i Steinprent Færøernes Graf­iske Værksted. Det er i for­bindelse med beskrivelsen af en litografiserie af Rannvá Kunoy, at værkstedet bliver karakteriseret som "en insti­ tu­tion, der ledes af den danske litograf Jan Anders­son. Den blev etableret i 1999 og var tidligere knyttet til kunst­ museet i Torshavn, men har nu fået sine egne, lyse lokaler i et pakhus på havnen. Værk­ stedet har siden sin start været en aktiv medspiller i det fær­øske kunstliv - og dét både på godt og ondt. Det har således været med til at øge interessen for den grafiske kunst på Færøerne og også arbejdet på et så højt kvali­ fice­ret niveau, at det har til­trukket gode kunstnere udefra, eksempelvis dansk­ er­ne Per Kirkeby og Erik Heide. Men samtidig har det desværre også taget parti for en lille, magtfuld klike af færøske kunstnere som siden 2004 har isoleret sig i en form for splendid for­ nærmelse, uden at dette dog har hindret dem i at arbejde støt og nedbrydende på de indre linjer for at skade dem, de ofatter som deres mod­ part. Der har været tale om en billedstrid, som i ren uforsonlighed kun lader sig sammenligne med den man finder i visse is­landske sagaer. Njals Saga, eksem­pelvis, hvor de gode dør og de onde ler…". – Jeg har fremdeles meget svært ved at se morskaben og synes ikke, at kunststriden overhovedet hører hjemme i et sådant oversigtsværk, men når nu forfatteren har valgt at tage den med, forekommer det mærkeligt, at det kun er Jan Andersson, der bliver nævnt ved navns nævnelse. Navnene på de andre såkaldt nedbrydende kræfter, der dannede Heystframsýningin er ellers Bárður Jákupsson, Zacharias Heinesen, Bjarne Werner Sørensen, Tróndur Patursson, Rannvá Kunoy, Hansina Iversen, Torbjørn Ol­ sen, Anker Mortensen, Mar­ ius Olsen, Andrias Andre­a­ sen, Olivur við Neyst, Hanni Bjarta­líð og flere er siden kommet til. Ingen af dem bliver nævnt i bogen for deres nedbrydende, terror­i­se­ rende virksomhed, men alene for deres suve­ræne kunst­ ud­foldelse. Lito­grafen Jan Andersson kom­mer således til at stå alene, hvorved han får rollen som syndebuk og det er usandt, ufortjent og en virke­lig unfair behandling af et hjerteligt og særdeles kom­ pe­tent men­neske, der sammen med partneren Fríða Matras Brekku har viet hele sit liv til kunsten og hvis værksted ved både­havnen i Tórshavn er blevet en af de allervigtigste kunst­instanser på Færøerne. På værkstedsvæggen hænger der således i skrivende stund et fantastisk tryk af den svenske kunstner Jan Håf­strøm, der til som­mer skal udstille sammen med Knud Odde i Nordens Hus i Tórshavn. Som kultur­ ud­vekslings­central er værk­ stedet således uovertruffent og helt nødvendigt i vores geografisk set isolerede øland midt i havet. I øjeblikket er det i værkstedets galleri muligt at se Palle Nielsens grafiske serie "Orfeus og Eurydike" og før det var der en banebrydende udstilling af den færøske kunstner Hanni Bjartalíð. Til efteråret udstiller Claus Carstensen de fleste af de ialt 59 tryk, som han har lavet på værkstedet, på en stor udstilling i Stein­prent i samarbejde med Nord­ens Hus for nu bare at nævne et par aktuelle ting. Værkstedet har ligeledes betydet umådelig meget for Tóroddur Poulsen, hvis værker er noget af det aller­mest originale, som nyere fær­øsk kunst kan præst­ere, hvilket Wivel også er klar over, da han placerer fem af Tóroddur Poulsens lito­grafi­er som det sidste i bogen sammen med den afsluttende bemærkning, at fremtiden i færøsk kunst er i fuld gang ved at tegne sig. Det er den vitterlig og alle de fem fine billeder er vel at mærke skabt i Steinprent Færøernes Grafiske Værksted. Det er simpelthen mere end svært at opfatte Steinprent som et arnested for nedbrydende kræfter, jeg vil nærmest sige, at det modsatte gør sig gæl­ dende på værkstedet til dag­ ligt og til stor glæde for alle kunstinteresserede, der bor her eller måtte frekventere øerne. "Gløgt er gestsins eyga" lyder et imødekommende fær­ øsk ordsprog, der går ud på, at udefrakommende gæster har et mere klartskuende syn på tingene end os fast­ boere. Det er blevet en sandhed med modifikationer de senere år, hvor det især er udefrakommende, danske kunsthistorikere, der kritik­ løst har skrevet de mange fær­øske kunstbøger, som Fær­øernes Kunstmuseum har udgivet. Vi kæmper selv med at komme af med kliché­erne, men det er ikke let, når andre foretrækker at beholde os i en romantiseret, natur­defineret optik. Helt så enkelt skuende er Mikael Wivel ikke og hans nye bog er interessant, især når han omtaler kunst­nere, der tiltaler ham person­ligt som feks. Ruth Smith og Tróndur Patursson. Det fornemmes klart at spiritualitet, dybde og ægthed er positive para­metre for forfatteren, der der­imod ikke er vild med over­fladisk­ hed og for­mali­sme. Det er i den henseende forbavsende, at han opfatter Torbjørn Olsen som en illustra­tiv, overfladisk og endog ironisk maler, når fakt­um er, at Torbjørn Olsens portrætter afslører en psyko­ logisk indsigt, som vi ikke har set magen til siden Ruth Smiths selvportrætter. Med al respekt for Kurt Ard og Harry Nørstrand, kan det dårligt opfattes som andet end for­ nær­mende at sammenligne Torbjørn Olsen med disse to illustratorer af bl.a. Familie Journalen. Men omtalen af de forskellige kunst­nere er i det hele taget mærkelig uegal i bogen, der feks. kritiserer fine kunst­nere som Hans Pauli Olsen ved at dvæle ved et af hans ikke så gode vær­k­er, imens andre dårlige kunst­nere med virkelig mange uheldige værker går ram forbi. Således bliver en middel­mådige talent­er og epigoner rost for eksempelvis deres kunst­neriske frihed, mens en fantastisk kunstner som Zacharias Heinesen de­ gra­deres til dekorativ maler, som – bevares – også maler "smukke billeder". Denne hoved­løse sammenblanding af god og dårlig kunst er gen­ nem­gående for hele bog­en, hvor der desværre anes en udpræget tendens til at rose med­lemm­erne i Myndl­ista­ felag Før­oya, der vel at mærke valgte at støtte Helgi Fossá­ dal i sin tid. Det er således Jóna Ras­mus­sen, som er "dén færøske kunst­ner, der har arbejdet med størst intensitet med de graf­iske teknikker" og ikke den i virkelighedens verden graf­iske mester, Marius Olsen, som teknisk og på alle måder er på et helt andet niveau end Jóna Rasmussen. I sammenligningen mellem to vægdekorationer af hen­ holdsvis Bárður Jákups­son og Edward Fuglø, er det Fuglø, der løber afsted med første­ præmien for sin "fuld­kommen forryg­ende dekoration", der er "hoved­værk i færøsk kunst og… en dybt original ind­sats på det dekorative område, som svarer til den, den danske billedhugger Bjørn Nør­gaard ydede da han i 1990erne designede sine sytten gobeliner til Dronning Margrethe II på Christians­ borg Slot..". Det er naturligvis omsonst og latterligt at sammenstille kunst på denne måde som en konkurrence, men hele bogen er tydeligvis et forsøg på at lave en stra­teg­ isk omplacering af hierar­kiet inden for færøsk kunst, der ikke tager de store kunst­ neriske hensyn, da det er motiv­eret af magthensyn og hævn­gerrighed. Det er fuldkom­ment skandaløst, at den nu over­ståede kunststrid har fået lov til at præge denne kunstbog, som økonomisk udgør færøsk kunsts største satsning i mange år. Ikke meget at grine af...