mikudagur 14. mai 2014síða 14

Hósdagur 15. mai 2014 · Nr. 55 14 Sosialurin Hugskot og viðmerkingar – send sms til 225000 Siðsøga við Óla Jacobsen Tá ið norðmenn vóru flóttafólk í Føroyum Norski tjóðardagurin nú leygardagin er serligur, tí 200 ár eru liðin síðan norska grundlógin varð samtykt. Hetta verður eisini hátíðarhildið í Føroyum. Vit vilja geva okkara íkast til norsku-føroysku søguna S øgan um sambandið millum Før­ oyar og Noreg er long og spenn­ andi, eisini politiskt. Tað var ein tíð, tá ið tað av sam­bands­monnum varð roknað sum nærum landasvik at ynskja meira samband við Noreg. Men kærleikin hjá sjálvstýris­monnum til Noregs var ektaður. Tað sigst, at tá ið Páll Patursson hevði gullbrúdleyp, helt hann fyrst talu fyri Noreg áðrenn hann talaði fyri konuna! Men eitt tað týdningarmesta sambandið mann hava verið undir seinna heimsbardaga, tá Føroyar gjørdust friðskjól hjá norð­monn­ um, sum rýmdu undan týskarum. Norska mótstøðu móti týskar­um varð skjótt niður­ bard. Tá var bert eitt at gera hjá teimum, sum ikki vildu geva seg undir týskarum, og tað var at rýma. Tað kom nógv flóttaskip til Føroya og serliga til Klaksvíkar. Eitt av teimum var Juvel hjá Ervik brøðrunum. Allir teirra uttan ein komu til Føroya. Tann kendasti av teim­um mundi vera Rasmus Ervik, sum var kendur skipari og reiðari í Noregi. Ervik ættin kom eisini í mong ár at hava samskifti við føroysk fiskivinnufólk. Henda søgan kom eisini at seta varandi spor í Føroyum. Eitt av teimum um 25 fólk­ unum sum komu til Klaksvíkar 6. mai 1940 var Esther Støylen, sum bleiv verandi í Føroyum og fekk stóra ætt. Tað var so heppið at tað eydnaðist at fáa Esther at greiða frá síni søgu inn á band stutt áðrenn hon doyði. Tað kann vera hóskandi at endurgeva nakað av hennara frásøgn í sambandi við 200 ára hátíðarhaldið. Esther var 20 ára gomul, og hevði júst fingið pláss at læra til sjúkrasystir hjá Reyða Krossi í Bergen. Avgerðin um at fara við Juvel varð tikin eftir nøkrum fáum tímum. Hetta var ikki smávegis avgerð. Tey komu nevniliga ikki at frætta nakað sum helst frá hvørjum øðrum tey næstu fimm árini. Esther greiðir frá: Máttu rýma í stundini Mor og far likte ikke så godt, at jeg skulle gå til Røde Kors at lære til sygeplejerske i Bergen, når det nu var krig. Dette var et ganske stort problem for mig. Wilhelm, bror min, var rømt fra Trond­ heim Tekniske Høgskole, efter at krigen var begyndt i Norge i 1940. Vi hadde ham boende i nogle dage, og vi gemte ham så godt vi kunne. Men så fik vi beskjed om, at Juvel, en båt som vi kendte nokk så godt, skulle til Færøyane. Båten var lasta med 50 tons engelsk ammunition. Far sagde på en gang, at Wilhelm skulle komme med. Og så sagde jeg til mor og far, at eg skulle reise sammen med bror min, for eg vilde ikke, at han skulle rejse alene i vor familie. Så var vi enige om det, og vi gik over Hvamsøya over fjellet »til gongu« over dalen på den anden side af øya, hvor båten lå. Der gik vi ned i naustet til Jørgen Ervik. Der var en liten båt, som førte os ombord i Juvel. Jonas Kragset, han havde fået bombet huset sitt i Ålesund, kom også sørover med sin familie, og vi ventet lidt på hon­um. Så tog vi afsted og vi blev ordnet nedunder, så folk ikke skulle sjå, at der var passagerer ombord. Far kom roende i en liten båd med proviant og tøjet vårt, som vi skulle have med. Vi passagerer blev placeret der framme, og mand­skabet med deres familier var placeret bak i skibet. Møttu týskum herskipi Ammunition var stablet bak køjene, så køjene var lidt små. Vi fik strenge ordrer til, at vi måtte ikke røre ved det, som var stablet ved køjene. Jeg og Wilhelm fik en køje at dele, og andre måtte også deles om deres køjer. Så kom de fra mandskabet af og til ned til os. De opmuntra os og gav os vand og sådant. Per Ervik var ganske opmuntrende. Han havde en gammel grammofon, som han satte på bordet, og så satte han plater på, som eks. »Ned i dalen.. der hvor elven gør en bue«. Denne plate spilte han hver gang han kom ned. Vi for ut gennem Storfjorden, og da vi kom midt ut for Stat, møtte vi en tysk destroyer, men skipperen var så fornuftig, at han sejlede lige imod solstrålen, som gik like ned i havet, så destroyeren så os ikke så godt. Og da stakk han nordover. To mand stod og ordna med garn og redskap på dækket, så det så ud som vi skulle nordover på fiskeri, og destroyeren for i fuld fart forbi os. Vi sejlte ganske langt nordover, og da stak Rasmus (Ervik, skiparin) til sjøs. Da fik vi vinden mitt på siden, så det var en fryktelig rulning. Men vi lå i køya alle sammen. Vi hadde ikke nogen nød, men det var tungt. Vi svingede nordover mot Island, men bestemte så at tage til Færøyane. Det var kjent, at engelskmennene var kommet til Færøyane. Da vi var kommet næsten til Færøyane, møtte vi en liten færøsk båt, som lå der og fiska. Så råpte skipperen til den færøske båten, om der var nogen mine­ legning nogen steds. Nei, der var fri passage ind til Klaksvik. Vælkoma í Klaksvík Vi kom til Klaksvik søndag kvellen. Det var pent vær, og der var fuld kaja med folk. De råbte »hej« og »velkommen« og viste sig at være meget gjestfri. Der lå to andre norske båter »Disko« og »Korallen«. De var kommet lidt før os. En svert tjukk mand kom ombord og spurgte, om der var noget vi manglet. Jeg stod lige der, og jeg råbte efter stuerten. Han kom så ud. Stuerten sagde, at vi manglet mælk til en baby. Denne manden for så afsted. Det var søndag og alt var lukket. Men han gik Málningur av Juvel. Myndaeigari er Jógvan Páll Lassen Tað vóru føroyskar gentur sum giftust við norðmonnum. Ein teirra var Ingrid Weihe av Selatrað, sum giftist við Karl Hildremyr. Fyrra kona hansara, Johanne, doyði eftir, at tey vóru komin til Føroya. Hon er grivin í Havn. Ingrid er deyð fyri kortum Noreg 200 ára hald: