týsdagur 3. november 2015síða 16

Mikudagur 4. november 2015 · Nr. 127 16 Sosialurin Den 3. december er der som bekendt folkeafstemning om Danmarks rets­forbehold i EU. Et ja vil betyde, at et flertal i Folketinget – uden at spørge befolkningen – kan afgive suverænitet til EU inden for alle retspolitiske områder. Det vil også sige områder, der stadigvæk er fælles for hele Rigsfællesskabet. Der­for bør færinger og grøn­lænd­ ere – der jo er danske statsborgere – have ret til at deltage i en kom­ mende folkeafstemning om rets­ for­beholdet. Hvis regeringen nægter at lade de nordatlantiske vælgere stem­ me, vil det kunne føre til, at de nord­atlantiske vælgere mister demo­krat­iske rettigheder, uden at de selv har haft indflydelse på det – med andre ord, at de bliver behandlet som i kolonitiden. Det kan vi ikke acceptere, og det bør ingen demokrat i Danmark kunne acceptere. Rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland har rødder helt til­ bage til 1380. I dag kendetegnes Rigs­fælles­skabet af: en fælles stats­ dannelse »Kongeriget Dan­mark«, en fælles grundlov, et fælles stats­ over­hoved, et fælles stats­borger­ skab, fælles udenrigs- og sikker­ heds­politik, fælles retsvæsen, fælles valuta og fælles politik på en lang række områder. Flere områder er inden for Rigs­ fællesskabets rammer over­ført til hjemme­styre- og selvstyremyndig­ hed­erne. Men adskillige politiske emner er stadigvæk fælles for Rigsfællesskabet, heriblandt en stor del af retspolitikken såsom frihedsrettighederne, politi, dom­ stole, fængselsvæsen, pas, visum og udlændingepolitikken. De områder, som er fælles inden for Rigsfællesskabet, kan – såfremt de er grundlovssikrede – kun ændres efter reglerne om grundlovsændring (paragraf 88), der kræver medvirken af folket, herunder også færøske og grøn­ landske vælgere. Områder, der er genstand for almindelige love, har Folke­tinget som sin højeste myndig­hed, og til Folke­tinget vælger færinger og grøn­lændere i alt fire med­lemmer. Disse nord­at­ lant­iske mandater sikrer de nord­ atlantiske vælgere indflydelse over de fælles anliggender, på samme måde som vælgere i resten af landet indirekte sikres indflydelse gennem Folketinget. I praksis har Færøerne og Grønland ikke deltaget i folke­af­ stemninger om EU (siden Grøn­ land stemte sig ud for over 20 år siden). Begrundelsen har været, at områderne ikke var medlemmer af EU. Denne logik byggede på, at hjemmestyreordningerne sik­ rede Færøerne og Grønland selv­ styre på de områder, hvor EU har kompetence, og at det ville være absurd, at de skulle have ind­ flydelse på noget, de ikke var med i. Men i løbet af de seneste år­ tier er EU i stigende grad blevet et projekt, som berører om­råder, der hører under Rigs­fælles­skabet med Færøerne og Grøn­land. De fire danske for­behold (unions­borger­ skab, valuta, forsvar og retspolitik) har hin­dret en åbenlys og direkte kollision, men med en over­stats­lig rets­politik bliver det klart, at EU og Rigsfællesskabet er på kolli­ sionskurs. F.eks. har den tidligere justits­ minister Mette Frederiksen (S) i 2014 svaret på et spørgsmål angående konsekvenserne for Færøerne af ændringen af Europol-samarbejdet fra mellemstatsligt til overstatsligt. Det fremgår af ministerens svar, at konsekvenserne vil være de samme for Færøerne og Grønland som for Danmark, idet Færøernes og Grønlands Politi udgør en selv­ stændig politikreds og er en del af dansk politi. Justitsministeriet er dog nået frem til, at ”Uagtet om forbeholdet i sin helhed ophæves, eller om dette blot omdannes til en tilvalgs­ ordning, kan der potentielt opstå det scenarie, at en dansk lov i sin hel­hed ophæves. I dette tilfælde kan der derfor samtidig være behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og Grønland ikke påvirkes heraf – eksempelvis ved at Folke­tinget vedtager en lov, der ude­lukk­ende gælder for Færøerne og Grøn­land”. Dansk deltagelse i en over­ stats­lig retspolitik i EU vil derfor enten direkte eller indirekte påvirke en helt central del af Rigs­fællesskabet. Heraf følger, at færøske og grønlandske folke­ tings­medlemmers indflydelse på fællesanliggenderne tilsvarende vil blive begrænset, hvis Folketinget f.eks. giver EU overstatslig magt på det politimæssige område. At EU bevæger sig ind på Rigs­ fællesskabets domæne, er ikke nyt. I forbindelse med euro­af­ stem­ningen argumenterede den da­værende regering for, at euroen kun kunne indføres på Færøerne og i Grønland på baggrund af en særlig afgørelse: »En eventuel dansk deltagelse i ØMU’ens tredje fase med fælles valuta be­tyder ikke nødvendigvis, at euroen bliver valuta på Færøerne og Grøn­land. Dette spørgsmål skal vi selv tage stilling til. Der er tale om et rigsanliggende« (Økonomi­ ministeriet 1999). Allerede dengang havde reger­ ingen et asymmetrisk syn på, hvordan der bør lov­gives om Rigsfællesskabets fælles­an­lig­ gender. Tilsyneladende mente regeringen, at vi i den sydlige del af riget skal have ind­flydelse på, om Fær­øerne og Grøn­land skal afskaffe kronen til fordel for euroen, men ikke at det om­vendte skulle være gældende. Fær­øerne og Grøn­land skulle, set ud fra denne holdning, blande sig udenom, når den sydlige del af riget ændrede på rigs­an­liggenderne, og derfor blev det besluttet, at Fær­øerne og Grøn­land ikke skulle deltage i afstemningen om dansk deltagelse i euroen i september 2000. Vi finder, at dette er uholdbart, udemokratisk og diskriminerende over for færinger og grønlændere. I dag er det åbenlyst uacceptabelt, at regeringen forfægter det syns­ punkt, at Færøerne og Grøn­land ikke skal stemme om rets­for­ beholdet, fordi de ikke er med i EU. I takt med EU’s ambitioner for­ ud­ser vi en åbenlys kollision mell­ em EU og Rigsfællesskabet. Så længe Rigsfællesskabet består, er det derfor nødvendigt, at folke­ afstemninger om rigsan­liggender også afholdes på Færøerne og i Grøn­land. Vi kan ikke acceptere, at Rigs­ fællesskabet undermineres af de EU-glade politikeres ønske om at afgive dansk suverænitet til EU. Hvis regeringen eller andre myndigheder forsøger at forhindre en sådan afstemning, vil det ikke alene være et brud på elementære demokratiske spilleregler, men direkte ulovligt ifølge både dansk ret og den europæiske men­neske­ rettighedskonvention. Enhver færing eller grønlænder vil kunne lægge sag an mod den danske stat og vil med meget stor sandsynlighed vinde sagen ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, såfremt danske domstole skulle afvise at behandle sagen. Men de problemer, vi har rejst her, burde kunne løses politisk, og derfor opfordrer vi regeringen, det færøske hjemmestyre og det grønlandske selvstyre til at støtte kravet om, at folkeafstemningen om retsforbeholdet skal være åben for alle danske vælgere – også på Færøerne og i Grønland. Dette er det statsretlige og polit­iske minimumskrav i forhold til Rigs­ fællesskabet. Om dette er stats­ retligt tilstrækkeligt, tager vi ikke stilling til. Der er gode argu­menter til støtte for den opfattelse, at tilvalgsordningen ikke lever op til Grundlovens krav om, at suve­ rænitet kun kan afgives i nærmere bestemt omfang. Dette spørgsmål tager vi op i anden sammenhæng. Færøerne og Grønland bør deltage i folkeafstemningen om retsforbeholdet TÍÐARGREIN Vit prenta í dag tíðargrein, sum Lave K. Borch, varalimur í ES tinginum fyri Fólkafylkingina ímóti ES, Bjørn Elmquist, fyrrverandi fólkatingsmaður fyri Radikala flokkin og advokatur og Ditte Staun, sum er býráðslimur fyri tey Radikalu í Skive, hava skrivað: Lave K. Broch Bjørn Elmquist Ditte Staun