týsdagur 24. mai 2016síða 12

Mikudagur 25. mai 2016 · Nr. 59 12 Sosialurin Hugskot og viðmerkingar – send sms til 225000 Kirstin Eliasen, redaktør, Nyborg, 60 år Lørdag d. 21. maj fyldte Kirstin Elia­sen 60. Efter i en lang år­ række at have fungeret som in­ stitutionsleder for såvel museer som arkiver, vendte hun i 2013 til­bage til det fagligt viden­ skabe­lige arbejde ved en an­ sæt­telse på Danmarks Kirker – Nationalmuseets storværk til beskrivelse af alle landets kirke­ bygninger samt deres in­ventar og gravminder. Den første store opgave blev deltagelse i arbejdet med udgivelse af kirken i hjembyen Nyborg. Herefter er arbejdet fortsat med udgivelse af landsbykirkerne i det gamle Odense Amt – et arbejde der i øjeblikket er koncentreret til Åsum Herred umiddelbart øst for Odense. Kirstin Eliasen, der er født og opvokset i Fuglafjørður på Fær­ø­ erne, blev i 1976 student fra Før­ oya Studentaskúli i Tórshavn. Hendes store interesse for kultur­ historie udmøntedes i studiet i middelalderarkæologi ved Aar­hus Universitet, hvilk-et af­slutt­e­des 1994 med en speci­ale­afhand­ling om ruinen af Færøernes middel­ alderlige domkirke i Kirkju­bøur – her lagdes uden tvivl grund­en til den nuværende løbe­bane. Efter studiets afslutning havde Kirstin Eliasen en række an­sætt­ elser som arkæolog, ikke mindst ved Føroya Fornminnissavn – Fær­ øernes Nationalmuseum, samt Københavns Bymuseum, Ros­kilde Museum og Sorø Amts­museum. I årene 1998-99 og igen 2000- 2001 havde Kirstin Eliasen læng- ere­varende ansættelser som vikarierende leder af henholdsvis Føroya Fornminnissavn og Føroya Landsskjalasavn – Færøernes Lands­arkiv, mens hun i perioden 1999-2000 var ansat ved Danmarks Kirker for at udarbejde beskrivelser af de forsvundne kirker i Odense. I 2002 tiltrådte hun en stilling som leder af Museet i Nyborg, hvilket varede indtil museets fusio­nering med Kerteminde Muse­um i 2008. Herefter var hun leder af Antikvarisk Afdeling under Sydvestjyske Museer samt efter­følgende leder af Museet på Sønderskov. Forbindelsen til fødeøerne er i alle årene plejet bl.a. ved del­ tagelse i kommissionsarbejde om­ kring bevaring af kirkeruinen i Kirkjubøur og revidering af den færøske antikvariske lovgivning. Kirstin Eliasen har siden 2002 været bosat i Nyborg sammen med sin mand og redaktørkollega Mogens Vedsø. Tróndur Tróndarson 7. oktober 1934 16. mai 2016 Góði Tróndur! Í yngru, ella rættari sagt nú­ tíðar føroyingasøgu, er abbi tín nevndur, fyri gomlu »tradisiónina« inn­an træskur, hesin táttur fyri træ­skurð hevur røtur heilt aftur í vík­ingatíðina. Við góðu hondum sínum tók hann, abbi tín, henda sið upp, og ikki minst við hansara kønu søgu­ ligu vitan, høgdi, telgdi og prýddi navnin hjá tær Tróndur á Trøð, eitt nú kirkjuna í heimbygdini Skálavík, og stendur hetta arbeiði hansara eftir sum ein varði. Hetta og mangt annað liggur eftir henda megnar mann, ikki minst kvæðini, bæði á skrift, sangi og talu. Uppruna Føroyingasøgan er stutt, sjálv søgugongdin í Føroy­ inga­søguni fevnir bert um umleið áttati ár – frá umleið ár 950 til 1035. Góði Tróndur! At evna til, var ein gáva tú hevði fingið, tá tú trein inn í henda heim. Ikki sørt, at tú hevði somu evni sum abbin. At lambasprænurin skuldi leika so leingi og harðliga á í ár, er komið dátt við hjá nógvum. Seyðamenn hava næstan ikki fingið blund í eyga, og eru tungir um tjúkkanar av nógvu gonguni. Nú hálvur mai er farin afturum, standa páskaliljurnar núðstaðni í full­um blóma, og royna at heilsa vár­inum vælkomnum. Mitt í øllum hesum vakurleika, millum spræn og vár, komu ófrætta­boðini, at fitti granni okk­ ara, Tróndur Tróndarson var farin. Tristurin var mannaður til sein­ asta róðurin, við árarnar sat einsa­ mallur maður, hann róði fjørðin seig­liga. Tróndur góði, tú var sum várið, róligur, blíðskortaður og fjálgur. Heilsaði altíð blídliga, tíð til prát, og ikki minst at leggja lag á, um ein spurdi teg til ráðs. Altíð við tí góða og frælsa, ja sera fittligur at práta við og vera saman við. Tú var skipari, seyðamaður, epla­maður, fuglamaður, grótlagari, dimantslípari, harmonikuleikari, kvæðamaður, søgumaður og hvat veit eg. Fekk tú ein pensil, knív, fíl, hvísl ella hvat tað skal vera upp í hend­ urnar, so livdi tú mitt í verðini, og tað tú finglaðist við, fekk lív. Hugaligt hevur mangan verið at eygleitt teg í tínum arbeiði, og mangan havi eg eisini ilskast. Tí nú er hatta »gamla asini« ella bæði tvey úti aftur, tú í stiganum og Doris í garðinum. Og eg, eg siti bara og hugsi um at fara í gongd, meðan kona mín ilsk­ ast, og spyr hvat eg ætli mær í dag? Hugaligt er at sýggja tykkara vakra heim, bæði innan og uttan, tað sigur eisini um hvat fólk húsast har. Tykkara børn, og ikki minst barna­børn og nú langabbabørn, bros­aðu tá tú steig um gátt, og tað er løn nokk, og sigur alt. Tá eg segði okkara børnum frá at tú var farin, søgdu tey við ein munn: »Trónd fara vit at minnast sum ein fittan og glaðan mann. Hann heilsaði altíð, prátaði og var so blíður«. Lilja gul - langstelkað stendur, bløðini spíra sum spentar hendur. Vársólin kraftina gevur, megi at sær hon dregur. Lilja gul - langstelkað stendur, liturin guli gleðiboð sendir. Boðar um kraft og gleði, at várið kom við megi. Lilja gul - langstelkað stendur, í túnum og fløtum lendir. Yndislig vøkur og frí, heilsar øllum so blíð. G49 Nú tú hevði verið áttatitvey til heystar, varð lívsleið tín á leið somu longd sum Føroyinga søgan. Stuttligt hevði verið at lisið tína søgu Tróndur, og ikki minst skrøggsøgurnar, sum tú hevði »pyntað« um, við tínari eykendu sjar­merandi skálvíksdialekt. Sum filmsmaðurin Stórá í Skop­ un segði: »Tað er ótrúligt ein søga kann sigast, ja, hon kann sigast á fleiri mátar í eini bygd«. Góða Doris! Aldur kann ikki verja teg ímóti kærleika. Men, kærleikin kann í vissan mun verja teg ímóti aldrinum. Og tað er nokk hesin kærleikin, ið hevur hildið tykkum ung. Góða Doris og øll tit, ið hoyra Tróndi til! Havi tað nú so frægt, sum dag­ urin kann laga til. Góði Tróndur, granni og vin­ maður! Takk at tú var tú. Eg síggi teg fyri mær, seigliga rør tú fjørðin, skrínið er pakkað, tú lítur inn á land, veitrar og smílist. Góðan túr. Vinaliga vit á G49 Mourits NØVN