týsdagur 23. oktober 2018síða 12
‹ fyrra síða allar 24 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
Mikudagur 24. oktober 2018 · Nr. 123
12
Sosialurin
Hugskot og viðmerkingar – send sms til 225000
Steffen
Stummann
Hansen &
Hanna Hansen
I 1839 blev verdens første
fotografi taget i Paris. Den
nye opfindelse blev præ
senteret af Louis-Jacques
Daguerre (1787-1851), der her
ved også kom til at lægge
navn til teknikken bag den
nye opfindelse - daguer
reotypi. Teknikken kan kort
beskrives således: En for
sølvet kobberplade højglans
poleres og gøres lysfølsom i
jodopløsning inde i en lukket
kasse. Når pladen har skiftet
farve til guldgul, er den klar
til
eksponering.
Pladen
skal eksponeres straks eft
er
denne
sensibilisering.
Det
eksponerede
billede
fremkaldes med kviksølv
dampe og fixeres med natr
iumthiosulfat. Det færdige
daguerreotypi blev mont
eret i ramme med glas for
at
beskytte
billedet.
Et
daguerreotypi
er
unikt,
idet billedet kun findes i ét
eksemplar og ikke kunne
kopieres og var i øvrigt kar
akteriseret ved at være
spejlvendt. Det var alminde
ligt at håndkolorere for eks
empel guldsmykker og hvide
blonder på daguerreotypier.
Nyheden
og
metoden
spredtes lynhurtigt ud i Eu
ropa, og allerede i slutningen
af 1839 var den nået til Kø
benhavn. Herfra stammer
fra juli 1940 Nordens ældst
kendte
portrætfotografi,
nemlig et billede af den
danske billedhugger Thor
vald Bertelsen (1770-1844) bag
sit staffeli.
Den nye opfindelse er an
tagelig for første gang blevet
praktiseret på Færøerne i
1849. Fra dette år stammer
nemlig to portrætfotografier
af præsten Johan H. Schrøter
(1771-1851). De var taget af ser
gent Frederik Hansen Jager,
der var født den 4. septem
ber 1817 i København og an
kommet den 28. marts 1849
til Færøerne direkte fra tre
årskrigen for at gøre tjeneste
på Skansen i Tórshavn.
Udover de to daguerreo
typier af Schrøter kendes der
til yderligere et bevaret dag
uerreotypi fra Jagers hånd,
nemlig et billede af hans eget
hus ved Skansen.
Det har længe været vel
kendt, at Hans Christoffer
Müller (1819-1897) fotogra
ferede på Færøerne i 1860'
erne. Her var teknikken en
anden, idet man nu havde
udviklet den såkaldte glas
plade-teknologi, som – i mod
sætning til daguerreotypien
– muliggjorde kopier af
fotoet. Her har indtil for
nylig været et hul i fotograf
iens historie på Færøerne.
Hvad skete der i de mellem
liggende 10-15 år? Blev der
taget billeder på Færøerne,
og i så fald med hvilken tek
nik og af hvem?
For godt fire år siden be
søgte forfatterne til denne
lille artikel Karla Johannesen
í Innarstovu på Kunoy for
at se på hendes samling af
gamle billeder. Vi fik venligst
lov at låne den fine samling
for at få den scannet. Da vi
kort efter vendte tilbage
for at tilbagelevere billed
erne, ventede der os en stor
overraskelse. Her præsenter
ede Karla os for endnu et bil
lede, som hun havde liggende
i en fin indpakning.
I æsken lå et billede, som
umiddelbart lignede et dag
uerreotypi. Glade og over
raskede over det unikke
fund forlod vi Karla med
billedet under armen for at
få det scannet. Nogle ug
er senere var vi tilbage hos
Karla for at aflevere bil
ledet, og herefter gik vi ind
til naboen, Malan og Atli Vil
helm i Uppistotovu, for og
så her at runde vores lån af
gamle fotografier af. Vi tro
ede knap vore egne øjne, da
der på bordet her lå et tilsva
rende fotografi og ventede
på os.
Trods den umiddelbare
lighed med samtidige dagu
erreotypier, stod det os dog
hurtigt klart, at det var en
anden, lidt videreudviklet
metode, der lå bag de to bil
leder fra Kunoy. Metoden,
hvis forudsætning var op
findelsen
af
kollodium,
kaldes Vitrotypi og er en
videreudvikling af den foto
grafiske proces - det næste
skridt
mod
papirkopier
ne. Det var Fredereck Scott
Archer (1813-1857), der i 1851
publicerede denne såkaldt
våde kollodiumproces:
Et vitrotypi (kaldes også
ambrotypi) er kort fortalt
et fotografi, der består af et
undereksponeret og bleget
kollodiumnegativ på en tynd
glasplade, som forinden var
gydet med en blanding af
kollodium, jod- og bromsalt
og gjort lysfølsom i en sølvn
itratopløsning.
Ved at dække negativets
bagside med sort lak eller
et stykke sort fløjl fremstår
vitrotypiet som et direkte
positivt fotografi. Et vitr
otypi er et unika lige som
et daguerreotypi, men hvis
det er sort stof, kan dette
principielt fjernes, og man
kan fremstille en papirkopi.
Metoden benyttedes ca. 1852-
62, fortrinsvis til portrætter;
de er ofte kolorerede og sat i
ramme eller etui, og forveksl
es ofte med de mere kostbare
daguerreotypier.
Metoden blev dog an
vendt af bl.a. portrætfoto
grafer helt op til omkring
1900.
De to vitrotypier fra
Kunoy måler 13,0 cm. i
bredden og 15,0 cm. i højd
en. Passepartoutet har en
tidstypisk bred guldkant
i lysning og en tynd guld
pyntelinje med afrundede
hjørner og spids i midten på
alle fire sider. Fotograferne
kunne købe det hele færdigt.
Dog kunne det tænkes, at de
selv skar glas for at spare.
Ofte kan der desværre
ikke sættes navn på person
erne på mange af de gamle
billeder, der ligger rundt
omkring i de færøske hjem.
Det var – deres alder tid
trods - dog utroligt nok ikke
tilfældet her, hvor der er så
godt som fuld vished om de
portrætterede
personers
identitet.
Personen på billedet i Fig.
1 er Johan Olsen, født den 17.
august 1840 í Kunoy.
Forældrene var kongs
bonde Ole Simonsen og
hustru Malene Joensdatter,
begge fra Kunoy.
Johan blev den 8. novem
ber 1874 i Viðareiði kirke viet
til Elsebeth Malene Matras
fra Viðareiði, født på Norð
skála, Eysturoy, den 8. okto
ber 1844. Ægteparret fik den
17. januar 1876 sønnen Ole
Michael Matras.
Ægteskabet mellem Jo
han og Elsebeth Malene
skulle imidlertid blive kort.
Den 29. april 1876 forliste
Útistovubáturin fra Kun
oy, og alle mand omkom,
blandt disse Johan Olsen.
I kirkebogen står anført:
“Disse 8 Mænd toge paa
Fiskeri paa Nordhavet om
Aftenen d. 28de April - og
vendte ikke mere tilbage.
Efter Udsigende af Folk fra
Troldnes er stor Sandsyn
lighed for, at en Braadsøe
har kæntret Baaden paa
Hjemveien c: ½ Mil fra Land.
Baaden kom siden drivende
til Eyndefjord paa Østerø”.
Johan Olsen efterlod sig
ved sin tidlige død således
enke og en tre måneder ga
mmel søn. For at gøre ondt
værre var sønnen Ole Mich
ael i følge kirkebogen “Svag
fra Fødselen”, og han døde
allerede den 15. august 1878,
knap to år gammel. Med ham
uddøde slægten, som havde
været i Innarstovu i uminde
lige tider. Enken efter Johan
blev tre måneder efter søn
nens død gift igen. Det skete
i Kunoy kirke den 18. nov
ember, hvor hun blev viet
til Ole Andreasen av Gadd
á Nesi, Eysturoy, født den 7.
maj 1854. Elsebeth Malene
Andreasen døde på Kunoy
den 1. juli 1923 og Ole Andr
easen den 13. februar 1936.
På det andet vitrotypi
(Fig. 2) står bagpå skrevet
navnet Niels. Det er givetvis
Niels Jensen fra huset Eyst
uri í Búð på Viðareiði, mens
kvinden ved hans side er
hans søster Malene Jensen.
Niels var født den 1. februar
1829 og Malene den 27. august
1827, begge på Viðareiði. For
ældrene var Jens Nielsen på
Viðareiði og Anne Margrethe
Pedersdatter
fra
Svínoy.
Niels døde på Viðareiði den
30. september 1858 blot 29 år
gammel. Malene var måned
en før broderens død blevet
gift med Simon Frederik
Andreasen fra Svínoy, men
overtog ved dennes død fæs
tet Eysturi í Búð. Malene
døde i barselsseng på Við
areiði den 8. december 1865,
blot 38 år gammel. En yngre
søster til de to, Petronelle,
født på Viðareiði den 20. juli
1839, blev den 12. august 1873
viet til Niclas Andreasen í
Uppistovu på Kunoy, hvor
billedet altså i dag befinder
sig. Petronelle døde den 24.
januar 1905 og Niclas den 7.
marts 1916.
De to billeder kan på
grundlag af indramningen
og
designet
dateres
til
1850'erne, og da Niels dør i
1858 antagelig til midten af
dette årti.
De overraskende fund
i de to huse i Kunoy blev
hurtigt publiceret af denne
artikels to forfattere, og vi
tænkte, at historien vel her
med var slut. Sådan blev
det imidlertid ikke, idet der
SERA FORKUNNU
KOMNAR UNDAN
Enn ein serstøk mynd frá fyrstu døgum fotomyndanna er komin undan kavi
í Kunoy. – Vit frætta fegin frá fólki, sum hava slíkar áhugaverdar gamlar
myndir liggjandi, siga Steffen Stummann Hansen og Hanna Hansen.
Fyrstu fotomyndir í Føroyum vóru tiknar í 1849. Heimsins fyrsta foto
mynd varð tikin í París 10 ár frammanundan – í 1839
Formodentlig søstrene Ane og Else Margrethe Jensdatter fra
Viðareiði. Ane blev den 12. november 1872 i kirken på Viðareiði
viet til bondesønnen Simon Frederik Jacobsen, og de fik året
efter deres eneste barn. Else Margrethe blev den 27. oktober
1873, ligeledes i kirken på Viðareiði, viet til bondesønnen Dan
iel Viderø. Ægteparret fik fem børn. Else Margrethe døde på
Viðareiði den 16. maj 1905