mikudagur 9. mai 2007síða 20
‹ fyrra síða allar 110 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
Nr. 88 • 9. mai 2007
MIÐvIkaN
20
Absalon Joensen,
prestur, skrivaði í 1920
hesa frásøgn um
mammu Dánjal Klein,
sum æt Olivia Angelia,
sum bæði Jógvan
Sofus og Dinnafía
minnast, sum greitt er
frá í greinini
Kommer man til bygden Gjógv
fra søsiden får man straks
indtryk af meget ejendommelige
klippeformationer, halvglemt fra
verden og aldrig beskuede af
de fleste færingers øjne, men
storslåede og typiske færøske
er både disse klipper, og disse
fjelde, der synes at have været
enige om at tage hinanden i
hånden og kredse om bygden
for at gemme den bort fra al
uvedkommende stads og ståhej.
Selve landingsstedet er
enestående, ikke blot på
Færøerne, men måske i hele
verden. Det er en prægtig rift som
frembryder for en landingsplads,
den mærkelige omstændighed
at man befinder sig højere end
husene, og må stige nedad
fjeldsiden for at komme hjem, når
man fra klippesiden er kommet
godt og vel på land. Kommer
man derimod til bygden fra den
modsatte side, fra landsiden får
man et helt andet indtryk. Her
kommer man gennem en stor og
dejlig dalsænkning overalt vel
tilvokset med saftigt græs.
Et opmærksomt øje fængsles
også straks ved synet af de efter
færøske forhold usædvanlige
store indhegnede marker, der
også for de største parter er
opdyrkede.
Men ikke så snart hviler havet
sin stærke ryg før både indmark
og udmark og sæk er forladt af
hver våben, før mand og alle
både flyder. Havet er rigt og
fiskegrunnene er nær ved. Der
er kommet mange måltider og
mange kroner fra den kant.
Her træffer man gamle
mennesker, der kan fortælle
om hvorledes ens oldefar og
tipoldefar har set ud dengang
de stod i deres manddomskraft.
Og her træffer man unge mænd,
som har haft den oplevelse at
sejle i den engelske marine og
koffardifart mellem England
og Frankrig og Amerika under
verdenskrigen og kommet
helskindet igennem. Her træffer
man gamle mennesker bøjede af
sorg, slid og tunge tilskikkelser.
Her træffer man unge mennesker
med friskt og frejdigt livsmod, og
for hvem fremtiden synes at ligge
i strålende skær.
Men hos dem alle møder man et
længe varet, men hidtil uopmålt
ønske, et for alle færøske bygder
fælles ønske, nemlig at få deres
egen lille kirke rejst på bygdens
enemarker. Men selv om denne
bygd kan synes at ligge bortglemt
fra den øvrige verdens strid og
strøm og ståhej, finder man
dog ved nærmere bekendtskab,
at dens enkelte medlemmers
livsforhold eller skæbne kan falde
meget forskelligt ud.
For nogle så godt og jævnt
og smukt som udsigten over
dalsænkningen, når man en
solskinsdag kommer til bygden
fra landsiden. For andre så
hårde og tungt og sønderrivende
som udsigten over fjeldene og
klipperne, når man en regntung
dag kommer til bygden fra
søsiden. Jeg skal i korte træk
skildre kun en enkelt af dem med
tunge livsskæbner.
I en hytte traf jeg en gammel
bedstemor. Hendes alder var høj,
som den kun kan nås af kæmper,
efter hvad Grundtvig ifølge lån fra
Kong David siger i sin bekendte
stemningsrige salme.
Hendes ene øje var borte.
Men hun sad ved ildstedet og
strikkede skibstrøje. Ved synet
af hende gled mine tanker langt
tilbage i tiden, og jeg spurgte
hende, hvad der vel kunde have
været skyld i at hendes ene
øje var taget væk. Dette med
øjet, som skyldtes en ondartet
øjenbetændelse, syntes hun
dog være kommet forholdsvis
let over. Men der var andre
tilskikkelser, som havde sat deres
uudslettelige præg på hendes
sind og hele person. Og det var
nok disse tunge tilskikkelser, som
var den dybe grund til hendes tab
af øjet. Hun havde grædt sig en
øjenbetændelse til.
Disse tunge tilskikkelser
var af den slags, som så ofte
rammer færøske bygder, hvor
største parten af mandskabet
søgte til havs, så snart vejret er
nogenlunde godt. Men hverken
vejr eller hav er til at stole på.
Det kan finde på at rejse ryg,
når man mindst venter det. Så
indtræffer ulykkerne.
Gjógv har ofte været ramt af
slige tunge tilskikkelser, og den
omtalte bedstemor har da måske
været blandt dem, som sad
tilbage med den dybeste smerte
og tunge savn. En lørdag for
mange år siden var alle bygdens
både fire ottemandsfarere på
Nordhavsfiskeri. Der rejste sig
pludselig en nordøstensstorm
med snerykning. Der var umuligt
at lande ved Gjógv eller der
i nærheden. Lørdagen gik og
søndagen med, uden at man
hørte noget fra bådene. Telefon
var jo ikke kommet dengang. Sent
søndag aften kom endelig de to
bådes mandskab hjem. De havde
gået helt inde fra bunden af
Funningsfjord. De to andre både
og deres mandskab fik man aldrig
nogen besked om. De var og blev
borte, og blandt de 16 mand,
der druknede, befandt sig gamle
bedstemoders fader og hendes
16 årige broder.
16 år senere, altså for 40 år
siden, da bygdens yngste
mandskab var vokset igen efter
hin skæbnesvangre begivenhed,
var atter samme slags vejr.
Atter en ulykkesdag for bygden.
Denne gang var der dog kun en
af bådene, som ikke kom hjem
igen. Blandt de otte mænd, der
druknede, var denne gang hendes
mand. Hun sad nu enke med fem
små børn, som hun opdrog. De
voksede til skelsår og alder og
fløj fra reden. Den ene søn havde
hun dog giftet ind. Der kom fem
små børnebørn i hjemmet. Men
så døde med korte mellemrum
både sønnen og svigerdatteren
af sygdom, og hun sad atter ene,
nu med fem små børnebørn.
Dette skete for ca. 20 år siden.
Hun tog dog denne tunge
opgave og blev børnebørnene i
forældrenes sted. Nu er de alle
voksne og flyver ud en efter
anden. Hun selv sidder stadig
på træbiksen og strikker. Men
hun havde i sandhed fortjent et
blødere og behageligere sæde på
sine gamle dage. Men summen
af alle hendes tunge prøvelser,
hendes gråd og savn og arbejde,
samlede hun dog i det herlige
ord fra det gamle testamente:
”Hidindtil har Herren hjulpet og
han hjælper nok herefter”.
Livsskæbner
Komandi Miðvikur
Tað tykist at vera stórur áhugi fyri Miðvikuni millum okkara
lesarar. Tað er eisini nógv áhugavert tilfar í vænti. Komandi
Miðvika verður um Immanuel, sum gekk burtur í 1932. Tá verður
serliga greitt frá støðuni hjá teimum, sum sótu eftir. Í komandi
miðvikum hava vit á skránni frásagnir hjá Jógvan Gerðalíð, Jakku
á Sundi og Tórhall Andreasen.
Olivia Angelia
Dánjal Klein við sínum
børnum: Leivur, Hjørdis,
Gunnhild, Kjartan,
Bergfríða, Brynhild,
Fríðborg, Torgerð og
Guttorm. Dánjal var
giftur við Helenu av
Kirkju. Hon doyði í 1934
á barsilssong frá níggju
børnum.10. barnið doyði
eisini