hósdagur 21. juni 2007síða 39

Nr. 117 - 21. juni 2007 39 kanska upp ímóti eini viku. Og so sama veg heimaftur úr Vancouver við eini kistu. Sjálvt tá ið menn doyðu í Íslandi um hesa tíðina, vórðu teir jarðaðir har, tí tað var ov stríggið at føra líkini heim. Heine varð balsamerað­ ur, og Zacharias kom heim við honum í zinkkistu. Tað var ein lítil lúka í kistini, sum kundi latast upp, so tað bar til at síggja Heina fyri seinastu ferð. Hetta hevur uttan iva verið sera kensluborið. Men kanska er hetta eisini íblásturin inn innskriftina á grav­ steininum, um »han sover«. Hann hevur sæð út, sum um hann svav. Hvussu drúgv henda ferðin hjá Zacharias hevur verið, fæst ein ábending um, tá ið vit vita, at Heine er jarðaður 13. mars. Tað hevur tískil gingið hálvur annar mánaði, frá tí Heine doyði, og til hann varð jarðaður. Egi Dam kendi væl Elisu og William, og tey fortaldu honum, at tað var júst í sambandi við heimkomuna av kistuni hjá Heina, at tey bæði gjørdust par. Elisa var annars arbeiðskona hjá Heinesen. William var jú listar­ maður, so hann gjørdi hesa bustina av beiggja sínum, sum kom at standa inni í hansara gravsteini. Tískil kann kanska sigast, at hann hevur verið nærverandi alla tíðina, og nú verður hann so ikki gloymdur. William uppkallaði sín elsta son eftir Heina. Tey munnu vera sera fá, sum í dag minnast Heina. Men ein er kortini, og er hetta Martha Matras. Hon er fødd í 1908, er 97 ára gomul, og bert seks ár yngri enn Heine. Tey búðu mestsum í sama grannalagi sum Zacharias Heinesen, Martha minnist øll hús­ fólkini hjá teimum. Systir Marthu, Poula, arbeiddi eisini hjá Heinesen. Tá tað er eydnast at fáa eina so góða lýsing av Heina, er tað fyrst og fremst takkað verið beinasemi og áhuga hjá hansara familju. Hetta hevur ikki minst verið frá bróðursoninum Heina, sum hevur útvegað okkum lýsingina hjá Tor­ leif. Myndirnir eru fingnar frá Johan Restorff Jacob­ sen. Hetta er tískil blivið ein hugtakandi lýsing av einum ungum havnardreingi, sum ikki vildi setast í bás. Tann komandi lýsingin í hesi røð verður av Angeliku og Jóhannes Henriksen, foreldrini hjá Palla. Ange­ lika sat einkja í ikki minni enn 60 ár. Á gravsteininum stendur: Heine Heinesen Født i Thorshavn 21. oktober 1902 Død i Vancouver 24. januar 1927 Er ikke død men sover Bringumyndina av Heina Heinesen, yngra bróðir Williams, sum er sett inn í gravsteinin, hevur William Heinesen gjørt Torleif var sonur Linu og Frants Restorff, sum er kendur frá bakarí­ num við sama navni. Hann var dupult syst­ kinabarn við Heina, og hann hevur skrivað privatar endurminn­ ingar, har hann eisini umrøður Heina. Hetta er ein stuttlig og áhuga­ verd lýsing av Heina og eisini av lívinum hjá dreingjum fyrst í undanfarnu øld, sum vit endurgeva nærum, sum hon er skrivað Det var svir at komme derover. William, som var små ti år ældre end jeg, havde jeg ikke så meget at gøre med på det tidspunkt. Det var mest Heine, som jeg så op til. Han var i mine øjne idealet af en rask dreng. Han havde også det legetøj, som jeg alle mine drengeår ønske­ de mig. Han havde bokse­ handsker, messingtrompet og sabler, både af metal og hjemmelavede. Uden tanke for følgerne, lå vi i den lille elv, som gik forbi deres hus og legede med mere eller mindre hjem­ melavede både. Han for­ talte mig om den store laks, han havde set i elven, og om de store søuhyrer, der nemt kunne forvilde sig fra ósan ved Konge­ broen. Han havde altid en drabelig lommekniv parat, hvis han skulle være hel­ dig at træffe et af disse søuhyrer. Det var med bankende hjerte, når jeg våbenløs og alene vovede mig ned i den af konservesdåser og knuste flasker fyldte elv, der nærmest var at sam­ menligne med en kloak, hvad den også senere er blevet brugt som. Særligt spændende var det, når Heine tog mig ned i for­ retningen i Bringsnagøtu. Der var meget spændende at se på og opleve. Nede i kælderen hvor min onkel (Z. Heinesen) gemte uld­ en, han indkøbte, var der mørkt og fyldt med alle mulige og umulige ting. Der havde Heine sit domi­ cil. Han kendt hver krog, hver kasse og andre ting, man skulle træde over. Han ville altid, at jeg skul­ le gå først. Det viste sig, at han trods alt var angst. Særlig var det edderkop­ perne, han havde afsky for, og dem var der mange af. Jeg morede mig med, da jeg opdagede hans skræk for disse uskyldige dyr, at gøre ham for­ skrækket ved at fortælle ham, at jeg havde en æske i lommen fyldt med edder­ kopper, jeg havde samlet sammen. Jeg kunne risi­ kere at blive belønnet med et af hans kæreste legetøj, hvis jeg tilintetgjorde æsk­ en og lovede aldrig at gøre ham forskrækket mere. Heine var eisini listarmaður Han havde, som de øvrige i den Heinesenske familie, en kunstnerisk åre. Han tegnede skjolde af kikse­ tøndelåg med drabelige figurer, mest dødningeho­ veder i bronze. De skin­ nede lidt i den mørke kæl­ der. Så var det, at han sendte mig som en fortrop for at se, om disse figurer pludselig blev levende. Heine var ellers en modig dreng, men hans livlige fantasi gjorde, at tingene blev levende. Fritleif Johannesen, der var hans bedste ven, havde mellem mange uhyre inte­ ressante ting en båd der hed Álurin…Denne båd var de to venner ude i, når der ikke var andet mere spændende på tapetet. Jeg fik ofte lov til at komme med dem skønt strengt forbud fra mine forældre. Engang vi lå og fiskede ud for Argjahøvda, var der en stor rødtorsk, der snu­ sede til mit agn. Heine kneb mig i armen som tegn på, at vi måtte være musestille, så denne store fangst ikke gik os af hænde. Langt om længe bed torsken på, og jeg trak til alt som jeg orkede. Heine blev ivrig, han tro­ ede åbenbart ikke på mine kræfter og grejets hold­ barhed. Så han sprang simpelthen over bord og ville tage fisken i sin favn, hvilket selvsagt ikke lyk­ kedes. Jeg kan huske engang, jeg fik lov til at gå med ham ud í Hornatrøð om natten for at fange ål i mudderbækkene derude. Han påstod, det skulle foregå i mørke. Han havde en karbidlygte med, både til at se med og at lokke ålene til. Det var ret spæn­ dende, men en våd tur, da sådant skulle foregå i regnvejr. Han må åbenbart have vidst besked, for en ret stor ål fangede han, efter at flere var smuttet for ham. Så gik turen hjem til hans forældres køkken, hvor der var en mægtig stor komfur, hvor der var så mange gløder i, at han ved at lægge papir på kunne stege sin ål. Min bror og jeg havde aldrig før set sådan en slange, så vi betakkede os. Derimod spiste Heine den med stor velbehag. Det var jo en mudderål, som nærmest er uspiselige. Heine stegte ofte sin fangst i det køk­ ken. Noget af det bedste han fik var stegte muslin­ ger og øður. Dem kunne jeg heller ikke misunde ham. Brøv úr Canada Efter, at han var rejst til Canada, fik jeg enkelte breve fra ham. I et af de breve fortalte han, at han fattig, som han var, havde lånt en båd ved en stor indsø derovre. Fiske kun­ ne han, og han ville prøve lykken. Det viste sig, at han med de primitive fiskeredskaber, han havde lavet efter færøsk møn­ ster, fangede en mængde fisk, som han ganske vist ikke kendte. Han glædede sig til at afsætte fangsten og så sig selv i ånden som en stor fiskeskibsreder. Det var selvfølglig et chock for ham at få at vide, at fisken var giftig og uspiselig. Det var lige so katastrofalt tilfælde som om en velhavende skibreder gik konkurs. Jo, Heine var en festlig fyr, som det var værd at skrive en interessant be­ skrivelse om…. Lýsing av Heina – yngra bróðir William Heinesen tíðindi