mikudagur 25. november 2009síða 31
‹ fyrra síða allar 40 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
Nr. 226 • 25. november 2009
MIÐvIkaN
31
Hetta er seinni partur av
tí, sum Edvard pápi Gerdu
hevur niðurskrivað. Í fyrra
partinum greiddi hann
frá, tá ið hann í 1922 varð
sendur niður á Ríkissjúkra
húsið, har tvær skrappar
sjúkrasystrar rendu hann
í bað. Her verður hann
kannaður av læknum
Á sanatorium
Saa var der en, som mente, han
kunde høre noget i den venstre
lungespids, altsaa tuberkulose,
og saa raadede de mig til at
tage hjem igen til Sanatoriet
i Thorshavn, eller i hele taget
behøvede jeg ikke sanatorium.
Men jeg bad reservelægen
Nielsen om at skaffe mig ind paa
sanatorium hernede, efter som
der var saa lidt i vejen med mig.
Ja, han lovede det, og dagen
efter kom han igen, og da sagde
han til mig, at der var ikke plads
paa nogen af sanatorierne i hvert
fald i de første par maaneder, og
det kunde tage seks maaneder,
før der blev plads for mig. Jeg
kunde ikke blive paa hospitalet,
og jeg tog derfor ind i byen til
min fætter Poul Mortensen, som
samme aften kørte mig ud til
Søllerød Sanatorium og fik skaff
et mig ophold der faa dage efter.
Da vi kørte ind igen med bilen,
kørte han lige til Tivoli, hvor vi
gik gennem hele haven og fik et
flygtigt syn paa det hele. Der var
meget at se, som nok morede
mange tusinde den aften. Men
jeg kunde ikke finde nogen
fornøjelse i det. Jeg var altfor
meget optaget af at tænke paa
dem derhjemme, jeg maaske
aldrig skulde se igen. Saa købte
jeg et brevkort og skrev paa
det inde i Tivoli og sendte hjem
til min kære kone. Jeg rystede
saa meget paa haanden, at jeg
tror ikke, hun kunde læse, hvad
der stod paa kortet. Da vi saa
tog derfra, spiste vi til aften
paa Industrikaféen en lækker
aftensmad. Saa kørte vi hjem kl.
11. Vi sad saa og snakkede til
kl. 12½ om natten. Min kusine
Mathilda hos Daniel var der
ogsaa. (Matilda kom aftur til
Føroyar og hon spældi orgul í
kirkjuni á Tvøroyri í nógv ár.) Det
var hende, jeg kunde takke for,
at jeg bestemte mig for at tage
derud paa Søllerød sanatorium.
Ved halv et tiden lagde jeg mig
til at sove paa en divan, og
ved ½8 tiden vaagnede jeg op
igen. Da jeg saa havde drukket
the, gik jeg mig en tur langs
ved Christianshavn og tilbage
igen op at Langebro og op mod
Raadhuspladsen. Det var en god
spadseretur, der tog mine triste
tanker fuldstændigt bort, saa at
jeg glemte fuldstændigt, at jeg
skulde paa sanatorium samme
eftermiddag for maaske aldrig at
komme derfra igen.
Óvinur gjørdist vinur
Ved 4 til 5 tiden tog vi
derud med bilen. Jeg blev
modtaget af baade lægen og
oversygeplejersken (mamma
Knudsen) og vist op paa værelset,
som jeg skulde dele med en
anden mand, men bare den
første nat. Det gik meget godt.
Alle viste sig meget venlige
mod mig, ja, de var meget
forekommende paa nær en
ung mand fra København. Det
var en millionærsøn, men ham
fik jeg dog tæmmet efter en
maaneds forløb paa forskellig
maade. Et eksempel var en dag,
han begyndte at gaa og puffe
til mig. Saa tog jeg ham om
haandleddene og bøjede ham
saa meget bagover, at han var
ved at falde om. Men saa blev
han saa meget mere spydig med
sine stiklerier. Men en dag vi
stod alle ude paa trappen, saa
kom hans fader med bil ud for at
besøge ham. Da jeg saa, at han
var saa gammel og havde langt
hvidt skæg, som naaede langt
ned paa brystet, saa kunde jeg
ikke lade være med at bemærke:
“Man skulde næsten tro, det
var Jerusalems skomager.” Den
stakkels unge mand skiftede
kulør i ansigtet af raseri. Han blev
skiftevis rød og bleg.
Men det hjalp, for om aftenen
kom han til mig og gav mig
haanden og spurgte, om vi skulle
slutte fred. Saa var det i orden,
og vi sluttede fred med hinanden.
Efter den dag var han altid baade
venlig og forekommende overfor
mig.
Vi fik tiden til at gaa med at
spille kroket om dagen, naar vi
havde godt vejr og fritid nok. Det
blev gerne 11½ time om dagen.
Om aftenen spillede vi gerne
bridge eller whist, det var god
underholdning. Tiden gik paa de
forskellige maader godt for mig,
men længselen kunde jeg dog
ikke blive fri for.
Effersøe kemur
á vitjan
En dag, medens jeg var til
lysbehandling, kom Doktor Petur
Bogason ind til mig og sagde, at
landstingsmand Oliver Effersøe
(kendur sambandsmaður, ættaður
av Tvøroyri) var kommen herud
og vilde gerne snakke med mig.
Jeg stod op, tog styrtebad,
klædte mig paa og gik saa ind.
Da jeg kom ind i dagligstuen kom
han mig i møde. Vi hilste paa
hinanden med et fast haandtryk
Jeg var meget forbauset over at
faa besøg af ham. Men han gik
lige til sagen, og fortalte mig,
at min fader havde skrevet til
ham og bedt om at faa skaffet
mig et ophold paa et af statens
sanatorier. Han havde været paa
Nationalforeningens (danska
tuberklafelagið) kontor og
indgivet en ansøgning lydende
paa mit navn saa snart som
muligt. Men da jeg sagde, at
ifølge lægens mening behøvede
jeg ikke mere end et par
maaneders ophold til....
Her endar hesin partur av
frásøgnini. Helst er Edvard farin
heim aftur, men seinni kom hann
aftur til Danmarkar til viðgerðar,
sum hann eisini greiðir frá.
Edvard, pápi Gerdu:
Óvinur gjørdist vinur
Oliver Effersøe hevði eini boð frá
pápan til Edvard, tá ið hann lá á
Søllerød Sanatorium
Tá ið Edvard fyrstu ferð fór til Danmarkar at fáa sær
heilsubót var tað við Tjaldrinum hjá DFDS. Her liggur tað á
Fuglafirði undir fyrra heimsbardaga
➘
Tvøroyri. Myndin er úr myndasavninum hjá Gerdu