mikudagur 25. august 2010síða 29

29 Mikudagur 25. august 2010 · Nr. 124 Sosialurin I forbindelse med min tekst "Kunst, Kinna og Carli- Kalkun" mandag d. 9. august har Carli-Kalkun igen svung- et sin kreative pen. Dygtig er han. Efter jeg i en diskussion på www.kjak.org om min tekst påpegede, at egentlig havde jeg brudt copyrightloven ved at stjæle hans fulde tekst og putte den ind i min egen, så var han der med sin fantastiske hittepåsomhed. Kort tid efter lå der en regning i Eirikur Lindenskovs mailbox på 500 kr. Sikke han kan, ham Carl Johan. Meget lille intellekt Grundliggende drejede min tekst sig om Carl Johan Jensen utidige indblanding i en faglig diskussion ved at komme ind fra sidelinien og håne mig. Jeg påpegede at angribe og karaktermyrde en person i en diskussion er forkasteligt uanset hvad. Det er muligt at Carl Johan Jensen har ikonstatus blandt nogle som en veluddannet akademiker og intellektuel, men sandheden er at han skider på andres meninger og argumenter, sålænge de ikke falder i hak med hans egne. Det er ikke særlig akademisk og besidder et meget lille intellekt. Som jeg har sagt, så er det i orden, at Carl Johan Jensen gerne vil understøtte sit selvværd ved hævde sig selv ved at dukke mig, men så skal det ske i en anden sammenhæng. Og så skal jeg nok vide at give igen. Regning med forkert adresse Jeg har kritiseret Carl Johan Jensen med god grund og udstillet hans misgerninger for offentligheden. Stillet over for den kritik svarer han altså med en regning for den smædetekst han har skrevet om mig. Redaktøren har måske nok juridisk ansvaret, men ret beset har Sosialurin ikke har noget at gøre med, at jeg har stjålet en Carli-Kalkun tekst fra internettet. Så regningen skulle han selvfølgelig sende til mig. Men dette er typisk Carl Johan Jensen strategi. Han tør ikke stille op mod de fronter, hvor han kan risikere at få kvalificeret modstand. Jeg vil gerne betale penge for den tekst, hvis det kan forbedre hans tilstand. Så meget har jeg da tilovers for Carl Johan Jensen. Hvad skal teksten koste? Men det havde nok været på sin plads, at diskutere be- løbets størrelse. Pris afhæng- er af kvalitet. Der er forskel på at betale for den aktuelle tekst, der er fuldstændig uden hold i virkeligheden, og så en egentlig satirisk tekst, der med baggrund i min person og gerninger spiddede mig på en måde, der kunne vække genkendelse og latter. Det er nemlig sådan Carl Johan, at hvis satire ingen faktuel forbindelse har til det emne den omhandler, så er det ikke satire - så er det bare tilsvining og ingenting værd. Hold op med at være en sådan tøsedreng, send nu den regning til mig. Så må vi diskutere, hvad teksten er værd. Hvis vi ikke kan blive enige, så får vi kvalificerede folk til at bedømme den. Carl Johans Jensens oppustede renommé Jeg har det med Carl Johan Jensen, som alle andre skaldyr. Hvis de ikke åbner sig efter tilpas kogning, så er de døde og fordærvede. Hvis Carl Johan Jensen ikke kan tage imod berettiget og velunderbygget kritik og svare igen på sømmelig vis, jamen så må vi jo bare konstatere, at Carl Johan Jensen ikke er det intellektuelle fyrtårn, han har oppustet sig selv til at være. Selvom Carl Johan Jensen naturligvis er en rimelig talentfuld forfatter, som jeg også har sagt før, så tror jeg, at Carl Johan Jensen har opbygget en stor del af sit renommé på almindeligt og nationalistisk snobberi, en hel utilnærmelige værker og frygt. Folk er simpelthen bange for at kritisere ham. Den kreative pen At Carli-Kalkuns debatniveau er bedrøveligt lavt kan blandt andet ses her i denne tekst, som han startede sin smæde- kampagne med på Kinna Poulsens Facebookprofil: Og saa var det Middel­ maadig­Wich igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen............ Ups! Nu kom jeg til at stjæle en tekst mere. Men denne her, den tror jeg nu ikke er mere end 10 øre værd. Så det klarer jeg nok. Carli-Kalkun skriver igen – en regning på 500 kr Ole Wich Kjak Føroyar gjørdu í 1999 eina makrelavtalu við stranda- londini, sum var í orðsins sanna týdningi ein sera vánalig avtala undir táver- andi umstøðum, um vit hugsa um býtislykilin, og tað sum vit fingu í okkara part, men avtalan var gjørd og tað er dagsins veruleiki. ES, Noreg og Føroyar hava øll hesi seinastu nógvu árini vitað, at parturin, sum fall okkum í lut, var á einum støði, sum vit ikki kunnu rættvísgera yvir fyri okkara fólki, men hevur verið ein missur á 100 tals mió. kr. á hvørjum ári. Men higartil, meðan árini hava gingið, hevur nógv verið tosað politiskt í krókunum um málið, men ongantíð er gerð sett aftan fyri orðini − okkum so líkt − og ikki fyrr enn í ár hava vit veruliga sett gerðir aftan fyri orðini, soleiðis, at eingin misskiljing skal vera um, at vit eiga rættin til størri makrelkvotu. Tað mest undarliga er, at vit harta okkum sjálv fyri at hava kravt okkara rætt og sett gerðir aftan fyri orð. Er tað nakar, sum hevur roynt samráðingarleistin, eru tað vit føroyingar við landstýrismanninum í fiski- vinnumálum á odda við mínum fulla stuðli í allari tilgongdini. Tað er so lætt og ábyrgdarfjart at siga “ja, men vit hava ikki roynt nóg nógv” og so halda, at ES og Noreg fara at leggja seg fløt og geva okkum burtur av teirra kvotum. Tað kemur næstan heldur ikki fram í føroyskum fjøl- miðlum, at tað er ikki Før- oyar, sum ikki hava fiskað burðardygt, men haraftur- ímóti bæði Noreg og ES við útblaking og við at fiska nógv størri kvotu enn ICES mælir til. Hví tora vit ikki at nevna tað oftari og fáa tað fram í staðin fyri alla tíðina at siga, at Føroyar ikki fiska burðardygt? Skulu vit sita hendur í favn, meðan makrelurin í okkara øki etur alt sum rekst fyri, soleiðis, at aðrir stovnar eisini koma í vanda? Sannleikin um makrelin er tann, at tey nógvu seinastu árini eru millum 70 og 80 % av makrelinum fiskaður av føroyskum skipum og landaður til útlendingar at virðisøkja, eitt nú Noreg, Ísland, og Týskland. Er hetta rætti mátin? Sjálvandi er tað ikki tað! Vit skulu gera alt fyri, at allur uppisjóvarfiskur verður virðisøktur til matna, antin umborð ella á landi, tí hetta gevur størsta virðið fyri bæði land og fólk. Vit skulu sjálvandi taka tað í fullum álvara, at Noreg og ES bera fram ólógligar hóttanir móti okkum og Íslandi, men um tað er í lagi, at Føroyar og Ísland skulu stongjast av, um ES og Noreg ikki fáa sín vilja, so er eingin grund at samráðast víðari. So kunnu ES og Noreg bara einsamøll áseta allar kvotur í Norðuratlantshavi uttan at spyrja nakran eftir. Latið okkum í framhald- andi góðum samstarvs- anda fara aftur til samráð- ingarborðið og royna at fáa eina semju um makrelin fyri 2011. Hetta árið hevur givið okkum prógv á borðið, sum vísa, at vit eiga meira, enn vit hava fingið, og hevur givið okkara samfelag størri inntøkur av makrelinum í 100 mió. kr. klassanum. Alt annað líka ein sólskinssøga fyri Føroyar. Makrelmálið – frá orðum til gerðir Kaj Leo Holm Johannesen løgmaður