mánadagur 9. mai 2011síða 14
‹ fyrra síða allar 48 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
Mánadagur 9. mai 2011 · Nr. 53
14
Sosialurin
Kjak
Kinna Poulsen
Den er ualmindelig flot, den
nye store bog om fær øsk kunst
og derfor er det desto mere
ærgerligt, at bog ens forfatter
har ind draget en strid i
bogen, som han tydeligvis
ikke fatter, hvilket han da
også blankt ind rømmer. Nu
er det bestemt ikke hver dag,
at vi bliver præsenteret for en
ny færøsk kunsthistorie. Den
første sam lede fremstilling af
fær øsk kunst blev udgivet i
1980 af Emil Thomsen i bogen
"Føroysk list" med tekst af
William Heinesen og i 2001
udkom Bárður Jákupssons
"Myndlist í Føroyum".
Nu foreligger der så en ny
færøsk kunsthistorie med tit
len “Sekel”, der er skrevet af
den danske kunsthistoriker
Mikael Wivel. Den har kost
et den formidable sum af
600.000 kroner, der er helt
enorm i forhold til det be
grænsede kulturbudget på
Fær øerne. Det er Færøernes
Kunst museum i Tórshavn,
der står for udgivelsen af det
imposante værk på 493 sider
på dansk, hvorfor nær værende
indlæg naturligvis også er på
dansk. Man har ikke nået at
oversætte bog en til færøsk,
da det åben bart var vigtigere
at lancere bogen, mens Helgi
Fossá dal stadig var leder på
kunst museet. Og det nåede
man lige akkurat, for til Helgi
Fossá dals
afskedsreception
på kunst museet i fredags
blev bogen præsenteret med
pomp og pragt som det sig
hør og bør til en sådan lejlig
hed. Der var fuldt hus i Lista
skálin og der stod vi så, et
par stykker ude ved gangen
og lyttede til alle de ærede
talere, kulturministerens, af
delingslederens, borg mest er
ens og lederen for kunstner
sammenslutningens tale, der
ud over en til anled n i ng en
passende enig hed om af
gående leders for træffe lig
heder,
demonst rerede
en
be drøvelse
grænsende
til
lande sorg over dennes af gang.
Hvis man betænker hvor total
en magt disse sam me men
nesker har i for hold til fær
øsk kunst, kan be drøv elsen
ikke andet end undre, men
den slags udgydelser ved en
afskedsreception er jo rime lig
harmløse, så fred være med
dem. Den sidste taler, Mikael
Wivel, var ander ledes koncis
og klar i mælet, da han direkte
skosede
"de
nedbrydende
kræfter, der har arbejdet
for at skade Helgi Fossá dals
renom mé både på Fær øerne
og i Dan mark. Der har været
tale om en helt igennem
negativ energi og om en form
for billed s trid, som i ren ufor
son lig hed kun lader sig sam
men ligne med den mere hånd
faste, der udspiller sig i visse
is landske sagaer – Njals Saga,
eksempel vis, hvor de gode dør
og de onde ler…”.
Som en af de implicerede
i kunststriden – vistnok på
de ondes side, finder jeg det
uhyre vigtigt at indskyde, at
der ikke har været meget at
grine ad i det færøske kunst
miljø, som de sidste mange
år har været præget af
stridig heder, der især er gået
ud over kvaliteten af sam
tids kunsten på Færøernes
Kunst museum og det er der
ved Gud ikke megen sjov
ved. Det var i protest mod
ansættelsen af en leder uden
kunstfaglig uddannelse, at
nogle af de allerbedste fær
øske
billedkunstnere
tog
det drastige skridt at nægte
at udstille på museet. De
dannede i stedet kunstner
gruppen Heyst framsýningin
(Efterårsudstillingen),
der
udstiller hvert år i september
på skibsværftet i Tórshavn.
Nu har problemet løst sig
selv ved, at Helgi Fossádals
åremålsansættelse har nået
en naturlig afslutning og
den danske kunsthistoriker
og forhenværende leder for
Nivaagaards Malerisamling,
Niels Ohrt har indtrådt som
leder for Færøernes Kunst
museum
pr
første
maj.
Kunst striden skulle hermed
være overstået og i sikker
forvisning om dette kan man
jo godt tåle at stå ude ved
gangen i kunstmuseet med
en lunken ferniseringsøl til
en afskedsreception og blive
svinet til. Det bliver først et
reelt problem, da jeg bagefter
sidder med den store nye fær
øske kunsthistorie og læser
ovennævnte
formulering
med de nedbrydende kræfter
i selve bogen; denne gang med
ond skabens
akse
situeret
midt i Steinprent Færøernes
Graf iske Værksted. Det er i
for bindelse med beskrivelsen
af en litografiserie af Rannvá
Kunoy, at værkstedet bliver
karakteriseret som "en insti
tu tion, der ledes af den danske
litograf Jan Anders son. Den
blev etableret i 1999 og var
tidligere knyttet til kunst
museet i Torshavn, men har
nu fået sine egne, lyse lokaler
i et pakhus på havnen. Værk
stedet har siden sin start
været en aktiv medspiller i
det fær øske kunstliv og dét
både på godt og ondt. Det har
således været med til at øge
interessen for den grafiske
kunst på Færøerne og også
arbejdet på et så højt kvali
fice ret niveau, at det har
til trukket gode kunstnere
udefra, eksempelvis dansk
er ne Per Kirkeby og Erik
Heide. Men samtidig har det
desværre også taget parti
for en lille, magtfuld klike
af færøske kunstnere som
siden 2004 har isoleret sig
i en form for splendid for
nærmelse, uden at dette dog
har hindret dem i at arbejde
støt og nedbrydende på de
indre linjer for at skade dem,
de ofatter som deres mod
part. Der har været tale
om en billedstrid, som i ren
uforsonlighed kun lader sig
sammenligne med den man
finder i visse is landske sagaer.
Njals Saga, eksem pelvis, hvor
de gode dør og de onde ler…".
– Jeg har fremdeles meget
svært ved at se morskaben og
synes ikke, at kunststriden
overhovedet hører hjemme i
et sådant oversigtsværk, men
når nu forfatteren har valgt
at tage den med, forekommer
det mærkeligt, at det kun er
Jan Andersson, der bliver
nævnt ved navns nævnelse.
Navnene på de andre såkaldt
nedbrydende
kræfter,
der
dannede Heystframsýningin
er ellers Bárður Jákupsson,
Zacharias Heinesen, Bjarne
Werner Sørensen, Tróndur
Patursson, Rannvá Kunoy,
Hansina Iversen, Torbjørn Ol
sen, Anker Mortensen, Mar
ius Olsen, Andrias Andre a
sen, Olivur við Neyst, Hanni
Bjarta líð og flere er siden
kommet til. Ingen af dem
bliver nævnt i bogen for
deres nedbrydende, terror i se
rende virksomhed, men alene
for deres suve ræne kunst
ud foldelse. Lito grafen Jan
Andersson kom mer således
til at stå alene, hvorved han
får rollen som syndebuk og
det er usandt, ufortjent og en
virke lig unfair behandling af
et hjerteligt og særdeles kom
pe tent men neske, der sammen
med partneren Fríða Matras
Brekku har viet hele sit liv til
kunsten og hvis værksted ved
både havnen i Tórshavn er
blevet en af de allervigtigste
kunst instanser på Færøerne.
På værkstedsvæggen hænger
der således i skrivende stund et
fantastisk tryk af den svenske
kunstner Jan Håf strøm, der til
som mer skal udstille sammen
med Knud Odde i Nordens
Hus i Tórshavn. Som kultur
ud vekslings central er værk
stedet således uovertruffent
og helt nødvendigt i vores
geografisk set isolerede øland
midt i havet. I øjeblikket er det
i værkstedets galleri muligt at
se Palle Nielsens grafiske serie
"Orfeus og Eurydike" og før
det var der en banebrydende
udstilling af den færøske
kunstner
Hanni
Bjartalíð.
Til efteråret udstiller Claus
Carstensen de fleste af de
ialt 59 tryk, som han har
lavet på værkstedet, på en
stor udstilling i Stein prent i
samarbejde med Nord ens Hus
for nu bare at nævne et par
aktuelle ting. Værkstedet har
ligeledes betydet umådelig
meget for Tóroddur Poulsen,
hvis værker er noget af det
aller mest
originale,
som
nyere
fær øsk
kunst
kan
præst ere, hvilket Wivel også
er klar over, da han placerer
fem af Tóroddur Poulsens
lito grafi er som det sidste
i bogen sammen med den
afsluttende bemærkning, at
fremtiden i færøsk kunst er i
fuld gang ved at tegne sig. Det
er den vitterlig og alle de fem
fine billeder er vel at mærke
skabt i Steinprent Færøernes
Grafiske Værksted. Det er
simpelthen mere end svært
at opfatte Steinprent som et
arnested for nedbrydende
kræfter, jeg vil nærmest sige,
at det modsatte gør sig gæl
dende på værkstedet til dag
ligt og til stor glæde for alle
kunstinteresserede, der bor
her eller måtte frekventere
øerne.
"Gløgt er gestsins eyga"
lyder et imødekommende fær
øsk ordsprog, der går ud på,
at udefrakommende gæster
har et mere klartskuende
syn på tingene end os fast
boere.
Det
er
blevet
en
sandhed med modifikationer
de senere år, hvor det især
er udefrakommende, danske
kunsthistorikere, der kritik
løst har skrevet de mange
fær øske
kunstbøger,
som
Fær øernes Kunstmuseum har
udgivet. Vi kæmper selv med
at komme af med kliché erne,
men det er ikke let, når andre
foretrækker at beholde os i en
romantiseret, natur defineret
optik. Helt så enkelt skuende
er Mikael Wivel ikke og hans
nye bog er interessant, især
når han omtaler kunst nere,
der tiltaler ham person ligt som
feks. Ruth Smith og Tróndur
Patursson. Det fornemmes
klart at spiritualitet, dybde og
ægthed er positive para metre
for forfatteren, der der imod
ikke er vild med over fladisk
hed og for mali sme. Det er i
den henseende forbavsende,
at han opfatter Torbjørn Olsen
som en illustra tiv, overfladisk
og endog ironisk maler, når
fakt um er, at Torbjørn Olsens
portrætter afslører en psyko
logisk indsigt, som vi ikke
har set magen til siden Ruth
Smiths selvportrætter. Med al
respekt for Kurt Ard og Harry
Nørstrand, kan det dårligt
opfattes som andet end for
nær mende at sammenligne
Torbjørn Olsen med disse to
illustratorer af bl.a. Familie
Journalen. Men omtalen af
de forskellige kunst nere er i
det hele taget mærkelig uegal
i bogen, der feks. kritiserer
fine kunst nere som Hans
Pauli Olsen ved at dvæle
ved et af hans ikke så gode
vær k er, imens andre dårlige
kunst nere
med
virkelig
mange uheldige værker går
ram forbi. Således bliver en
middel mådige
talent er
og
epigoner rost for eksempelvis
deres kunst neriske frihed,
mens en fantastisk kunstner
som Zacharias Heinesen de
gra deres til dekorativ maler,
som – bevares – også maler
"smukke
billeder".
Denne
hoved løse sammenblanding
af god og dårlig kunst er gen
nem gående for hele bog en,
hvor der desværre anes en
udpræget tendens til at rose
med lemm erne i Myndl ista
felag Før oya, der vel at mærke
valgte at støtte Helgi Fossá
dal i sin tid. Det er således
Jóna Ras mus sen, som er "dén
færøske kunst ner, der har
arbejdet med størst intensitet
med de graf iske teknikker"
og ikke den i virkelighedens
verden graf iske mester, Marius
Olsen, som teknisk og på alle
måder er på et helt andet
niveau end Jóna Rasmussen.
I sammenligningen mellem
to vægdekorationer af hen
holdsvis Bárður Jákups son
og Edward Fuglø, er det Fuglø,
der løber afsted med første
præmien for sin "fuld kommen
forryg ende
dekoration",
der er "hoved værk i færøsk
kunst og… en dybt original
ind sats på det dekorative
område, som svarer til den,
den
danske
billedhugger
Bjørn Nør gaard ydede da
han i 1990erne designede sine
sytten gobeliner til Dronning
Margrethe II på Christians
borg Slot..". Det er naturligvis
omsonst
og
latterligt
at
sammenstille kunst på denne
måde som en konkurrence,
men hele bogen er tydeligvis
et forsøg på at lave en stra teg
isk omplacering af hierar kiet
inden for færøsk kunst, der
ikke tager de store kunst
neriske hensyn, da det er
motiv eret
af
magthensyn
og hævn gerrighed. Det er
fuldkom ment skandaløst, at
den nu over ståede kunststrid
har fået lov til at præge denne
kunstbog, som økonomisk
udgør færøsk kunsts største
satsning i mange år.
Ikke meget at grine af...