týsdagur 11. desember 1928síða 4

Hvis Holberg havde skrevet sine Komedier í vore Dage, havde han uðen Tvivl ladet Erasmus Monta- nus være Nationalekonom. Thi blandt Nationalekonomerne finder man i paafaldende høj Grad den Lyst til at disputere alting ud i det absurde, det meningsløse, som ken- detegner den meget lærde Bonde- søn i Komedien. Ting, der synes haandgribelige, Begivenheder, der foregaar for vore Øjne, vendes et Par Gange i Luften; der læses en Formular over dem, og straks er de forsvundet i den blaa Luft. Det sidste Jonglørnumer gaar ud paa at hekse hele Beskæftigelses- problemet væk. Der er overhove- det intet Beskæftigelsesproblem — dette er den sidste ny nationaløko- nomiske Grundsætning. Folk, der er lidt tungere i det, stejler.Nu er de vant til at høre netop dette Problem omtalt som det van- skeligste og pinligste Problem i Nutiden; de véd, at der i de fleste europæiske Lande gaar í Millionvis af Folk ledige, drivende fra den ene Arbejdsplads til den anden for at faa et Job eller fægtende sig frem ad Landevejene; de véd, at Stats- mænd, Erhvervsfolk, store Kom- missioner har tygget om og om igen paa dette Problem, og at Ar- bejdsløsheden har kostet Nationer- ne Millioner og atter Millioner. Og saa minsandten — om ikke Sagen er saa let som Fod í Hose, hele Problemet om Beskæftigelsen af de mange ledige Folk eksisterer sim- pelthen ikke. Selvfølgelig benægtes det ikke, at der findes Arbejdsløse, men det, som de paagældende Nationaløko- nomer paastaar, er, at der i Virke- ligheden er Arbejde, Beskæftigelse til alle — vel at mærke naar de Ar- bejdssøgende ikke stiller bestemte Krav om Løn, Arbejdstid etc., men er villige til at arbejde paa de Vil- kaar, som vilde være raadende paa et >frit« ureguleret Arbejds- marked. Den forbløffende Opdagelse, at der ikke er noget Beskæftigelses- problem, er altsaa til syvende og sidst ikke saa ny; det er i Virke- Samfundsproblemer. Arbejdslesheds- og Beskæftigelsesproblem. ligheden den gængse liberale Feori om, at det er de bestaaende Løn- aftaler, som skaber Arbejdsløshed, der her har faaet en ny bizar Iklæd- ning, beregnet paa at berolige Folk, Mangen godhjærtet Borger har maaske følt sig foruroliget af de mange arbejdsløse, han har mærket noget i Retning af daarlig Samvittighed; nu kan han tage sig det hele lettere, naar den økonomi- ske Videnskab beviser for ham, at den Arbejdsløse selv er Skyld | sin Arbejdsløshed; der er altsan Ar- bejde nok til alle, naar bare der ikke stilles bestemte Fordringer om Løn osv. Rent logisk formelt er denne Sætning ganske i sin Orden. Jeg kan selvfølgelig altid faa Arbejde, naar jeg bare ikke forlanger noget for det; til enhver Tid vil en Mand kunne faa Lov til at gaa en Bonde eller Haandværker til Haande, naar han vil gøre det gratis. Men for- langer jeg blot at faa Køsten, be- gynder det at knibe med at faa en Plads; dette er ikke Snak hen Í Vejret, men den sørgelige Realitet; mange Steder paa Landet arbejder Folk for Kosten alene, og saa er det endda saadan, at Pladser af den Art er efterspurgt, der er Konkur- rence om dem — til Trods for at denne Kost ikke altid er første Klasses (jvfr. et for nylig omtalt Eksempel paa, at en Bonde gav si- ne Folk Kost af Svinetønden). I Byerne er Tilstandene paa Ar- bejdsmarkedet ofte endnu værre. Jeg kan saaledes meget let skaffe mig en Kontorplads — vel at mær- ke, hvis jeg vil indskyde Penge i Forretningen, d. v. s. betale min egen Løn i de første Par Aar. I Kontorfaget er det vistnok saadan, at man ikke engang kan være sik- ker paa at faa en Plads som Vo- lonter, d. v. s. uden Løn der er jo ogsaa Grænser for, hvor mange Mennesker der er Brug for paa Kon- torerne, selv om de kun forlanger at være der. Her kan man altsaa komme til at betale for at faa Ar- bejde. Saadan set er der naturligvis ikke noget Beskæftigelsesproblem, som det siges af visse National. økonomer, Men har den Slags Sætninger nogen som helst prak- tisk eller videnskabelig Betydning? 2r dette virkelig det Bidrag, den nationaløkonomiske Videnskab for sit Vedkommende har at yde til Løsningen af Arbejdslosheds- spergsmaalet? Det kunde for Resten være af Interesse at faa oplyst, hvordan de Studerende reagerer, naar et saa vigtigt Problem som Beskftigel. sesprohlemet doceres for dem paa den Maade, som her er skitseret, Naar man i alle andre Videnskaber i første Linje bestræber sig for at indsamle saa mange Kendsgernin- ger som muligt til Belysning af Problemerne, vil sikkert adskiilige statsvidenskabelige Studerende fin- de det mærkeligt, at de i deres Fag skal nøjes med at tygge Drøv paa nogle luftige Teorier, der blev op- stillet rent filosofisk i Tilknytning til Tilstandene i England for mere end hundrede Aar siden. Tilstan- dene i vore Dage er alt for kom- plicerede til, at man kan nøjes mesi slige Forskningsmetoder, naar man vil have virkelig Besked om Pro- blenierne. At den politiske og oko- nomiske Reaktion med Flid anven- der de samme Teorier, er mere for- staaeligt; for Reaktionen gælder det jo ikke om at klarlægge For- holdene, men simpelthen om at hol- de Lønarbejdere af alle Arter nede paa saa lav en Levefod som muligt, og hertil er ethvert agitatorisk Mid- del hrugeligt. Men for den viden- skabelige Forskning skulde For- maalet jo gerne ligge i et noget højere Plan. Selvfølgelig kan man ikke, naar man søger at finde ind til de vir- kelige Aarsager til Arbejdsløshe- den, undlade at undersøge Lønafta- lernes Virkninger paa Arbejdsmar- kedet. Men det er ikke gjort med abstrakte filosofiske Teorier; det kræver tværtimod et meget stort Undersøgelsesarbejde i de forskel- lige Erhverv og Bedrifter. Vilkaa- rene er jo meget uens fra Fag til fag; Aarsagerne til Arbejdslos- heden er derfor mangfoldige. Det kan f. Eks. være, at Efter- spørgselen skifter Karakter; Publi- kum foretrækker Husholdnings- genstande af Jærn i Stedet for af Træ som forhen, eller Olien og Vandkraften foretrækkes som Kraftkilde frem for Kullene, eller endelig indenlandske Varer efter- spørges stærkere end tidligere, I saadanne Tilfælde indtræder der en Revolution i de bestaaende Er- hvervsforhold; nogle Fag sygner hen, andre blomstrer op — men denne Opblomstring sker ofte i en helt anden Egn eller i et helt an- det Land, Det er i saa Tilfælde ikke meget vejledende at fortælle, at Problemet for de hensygnende Fag løses ved at nedsætte Lønnin- gerne, thi Realiteten er, at der op- staar et yderst indviklet Problem om Overflytning af Arbejdskraft, eventuel Udvandring til andre Lande; og Løsningen af et saadant Problem er ikke hidført med en teoretisk Jongleren med Begreber- ne, Enhver véd, at dette Problem er et af de vanskeligste og mest pinlige, der eksisterer. Naar f, Eks. de britiske Kulgru- ber mangler Beskæftigelse, fordi Tyskerne producerer Brunkul rent maskinelt, fordi det europæiske Kontinent udhygger sine Vandfald' og fordi Skibene gaar over til Olje- fyring — saa vil selv en nok saa rigoristisk Sænkning af de britiske Minearbejderes Løn ikke kunne vende denne Udvikling. Selv om man fik afskaffet »Tariferne«, vil- de man ikke kunne skaffe de tabte Markeder tilbage, man vilde opnaa at en Mængde Minearbejdere hur- tigt gik til Grunde — paa den Maade kan man jo ogsaa løse Pro- blemet om de overflødige Arbejde- re, men ligefrem benægte, at der her er et Beskæftigelsesproblem, og hævde, at der i Virkeligheden kun foreligger et Lønproblem — dette forekommer dog temmelig absurd, Det samme gælder f. Eks. den engelske Bomuldsindustri, der un- der Krigen mistede en stor Del af sine Afsætningsmarkeder i Østen; heller ikke disse Markeder vindes tilbage gennem Lønreduktioner i England — allerhøjst vilde saadan- ne Reduktioner medføre forhøjede Toldsatser i Indien paa britiske Bomuldsvarer. Den teoretiske Nationalekonom vil maaske herimod indvende, at saa maa de ledigblevne Folk søge hen til saadanne Erhverv, som ud- vider sig, f. Eks. Silke- og Auto- mobilindustrien. Meget vel, men dette er jo netop et i højeste Grad realt og kompliceret Problem. Den liberale Nationaløkonom minder mig om den Bonde, der ikke gider dræne sin Jord, fordt af Jorden uden hans Medvirkning. Arbejdsløsheden skal bortdrænes — maaske gennem mange Smaa Afledninger; det er højst sandsyn- ligt, at den ikke kan afhjælpes ved et eneste universalt Middel, Men én Ting er sikker — man kan ikke bortforklare Problemet ved at hen- vise til, at det ikke eksisterer, at det i Virkeligheden kun er et ca- moufleret Lønspørgsmaal, Det er uendelig meget mere indviklet, og der maa gøres mange og detaljere- de Undersøgelser, før man kan ud- tale sig om, hvordan Forholdene ligger. Et af de vigtigste Punkter i saa Henseende er det, der omhandler Arbejdsløshedens Sammenhæng med Erhvervslivets Rationalisering. Det kan med Statistikens Tal be- vises, at det samme Arbejde nu udføres med langt færre Folk end for blot 10—15 Aar siden; dette gælder praktisk talt alle Fag. I nogle Fag er Afsætningen samtidig blevet forøget, saaledes at der er blevet noget mere at gøre; men som Helhed har Rationaliseringen jaget mange Folk paa Gaden — og denne Proces foregaar stadig, baa- de i Industri, Landbrug og Trafik, Resultatet af denne Rationalise- ring er en forøget Produktivitet og en Lettelse af det menneskelige Ar- bejde altsaa baade forøget Rig- dom og mere Fritid for Nationerne som Helhed. Men Ulykken er, at medens en stor Del af de forøgede Rigdomme ophober sig til den ene Side, san ophober den forøgede Fri- tid sig til den anden Side — navn- lig i Form af komplet Lediggang for en Masse Mennesker. Det store Problem er derfor at tilvejebringe en Udjævning, baade af Rigdom, Arbejde og Fritid. Og- saa af Arbejdet — thi de Folk, der har Arbejde, maa — saadan som Forholdene nu arter sig — slide, san Øjnene staar stive i Hovedet og Blodet springer af Neglene. Til Undersøgelsen af, hvorledes dette Problem kunde klares, kan den sko- lede Nationaløkonom yde et vægtigt Bidrag. (Fortsættes). Givið út av socialdemokratiskum felogum. Blaðstýrari: M. S. Viðstein. Prentsmiðja „Foroya Social-Demokrat«s, Tórshavn. BROT ÚR SØGU JAVNADARMANNA 38 39 10 seudu stjórnarsendismenn. Eysturríki og Prøjsen vóru tey stórstu og gamalt nit og nýtt klandur teirra millum um ræði og yvirvaldið yvir ollum, forðaði at nøkur sameining kom í lag seinni. Fáir av fårstunum høvdu vilja til at halda tey givnu lyftini, og klandursemi millum borgarar- ar gjørdi, at teir tess tryggari kundu lata vera sum var. At stíga fram og kreyja einkartingastjórn, hildu teir flestu vera ov vágiligt; eitt stjórnarlag við konga og ráðgevandi lingi, ið samansett var eftir samfelagsflokkum (Stænderting), tóktist at vera endamålid; men so kom klandri um hverjir samfelagsflokkar ið skuldu hava mesta ræðið. Ein vildi leggja ræðið í fangið á jorðdróttum og góðs- eigarum, ein annar vildi at meðalklassin í borgu num og á landinum skuldi ráða mest, ein tridi helt fast við, at hin háttmentaði lærdramanna- flokkurin mátti vera best fyrireikaður til at standa við stýri; men eingin talaði um, at hin stóri arbeið- araflokkuriu í borgum og bygdum, sum framleiddi alt við sínum sliti fyri hungurslon skuldi hava nakað at siga í landastjórnini. Í hesum kegli sovnaði hin týska tjóðin søtuliga einaferð enn undir teim mongu konga- og fúrsta- krúnunum, bert millum professarar og studentar við tey mongu tysku universitetini tóktist hin vaknaða tjóðskapskenlan at liva, Í Eysturíki sat hin tiltikni afturhaldsmaðurin Meternick sum 1. ráðharri keisarans og hevði allar stjórnartræðirnar í síni hond. I Prøjsen ráddi ráddi Friederick Wilhelm IV, ein maður, sum væl var afturhaldskroppur av tí gamla slagnum; men ikki sterkur og handfastur í síni framferð. Hóast klandrutir í aðrar mátar vóru hesir menn samdir um eilt, og tað var at halda uppi hinum gamla stjórnarlagnum, og målbinda fólkið við censuri. Í 1845—417 kom tó ein kvokkur í. Tað vóru hungursuppreistirnar í Bøhmen og Schlesien, sum kvokkin loyptu í. Ríkmannaliðið og aðrir stór- borgarar høvdu einki ímóti, at múgvan varð dongd tå hon gjørdist ov ólátað; men finna seg í, at stjórnin heilt skuldi múlbinda teirra talsmenn við bóka- og blaðcensuri ella tålma teirra frælsi ov- mikið við logreglustyrki bert uv ræðslu fyri múgvuni, tað vildu ríkmenn og stórborgarar ikki, so tá tíðindini komu um hina fronsku februarkoll- veltingina, og at kongur var avsettur, byrjaði uppreistarlogin eisini ar birtast í Týskalandi. Hin stóra arbeiðaramúgvan har hevdi um hetta mund- ið ikki stóran æns fyri teirri andaligu síðuni av teimum rørslum, ið tå streymaðu út fra Fraklandi, hartil píndist hann ovmikid av svolti og neyð, verri enn nakra tíð áður. Missvokstur, arbeiðs- loysi og mangt annað var atvoldin, og í 1847 var sonn kungursneyð í Berlin, og tað kom stundum til smábardagar í gøtunum um breyð. Vegna hendan ringa neydartilstand var arbeiðaraflokkurin fåsur til uppreist móti stjórnini, íkki júst fyri at fremja nýggjar frælsishugsjónir, men tí hann var vissur um ikki at fáa tað verri, enn hann hevdi tað: tó vakti tað eisini ymissa hugsan hjá týskum arbeidarum, at Fransmenninir høvdu sett ein van- ligan arbeiðara, Albert inn í ríkisstjórnina. Av ótta koyrdu nú teir týsku einiveldisharr- arnir afturhaldsstjórnina frá, ja sjålvt í Eysturríki mátti Meternick rýma og sambandstingið í Frank- furt lovaði fólkinum stjórnarfrælsi á lógligan hátt; men nú var ovseint, hitt stóra kollveltingarbálið var farið at loga so bjart í Tyskalandi, at einki kundi sløkkja lað uttan sakleyst mannabhlóð. IS. mars 1848 brast bardagin å í Berlin. Ríkisstjórnin heyði drigið saman vápnað herlið í borgini og mannamúgvurnar tyrptust saman i gøtunum við rópum og kravi um, at kongur skuldi reka burtur herliðið; men tá tað ikki var gjørt, og tvey skot gingu av í myrkrinum, vápnaði hin uppøsta múgvan seg við hvorjum, hon fekk hendur á: hakkarum, jarnbrotum, øksum, knívum, byrssum og spjótum av ollum slag. Berlin var eftir fsum tímum ein rúkandi valur. Í høvuds- gøtunum vóru reistar fleiri høgar byrgingar (Bari- kader), bygdar upp av ollum møguligum tilfari, stokkavidi, vognum, búnyttum og gotugróti. Aftan- fyri hesar byrgingar vardi fólkið seg manniliga, arbeiðarar og handverkarar gingu her sum í París á odda. A herjaði kongsins vælvopnaða herlið; men hart stóð stríðið; hvor byrgingin var vard til síðsta mann og bardagin var ofta: Maður móti manni í handaføstum tokum. Eisini frá teim høgu húsunum báðu megin goturnar herjaði fólkið Á herliðið við omankasti av gróti, sum ley høvdu borið upp av gotunum, og tad var mest fyri hesum ræðuligu álopum frå í erva, at hermenninir rædd- ust. få Í summum gølum mátti fólki gevast, tå tað fekk åherjan frá háum síðum við byrsu og kanón- eldi; men á ødrum stødum stóð á jøvnum, og tå endaliga morgunin hin 19. mars kom, var bardagin uppathildin, men óvíst var, hvor ið hevdi vunnið. 600 menniskjur heyði kongsin herlið var tíkið til fanga og ríkið til Spandau við tílíkum harðskapi, at mong fingu bana av tí.