týsdagur 8. januar 1929síða 4

5 ER I Tyskland før Af K. K. det store Valg. Steincke, ——— I Baden — De husker fra Geogras | flen Bayern, Wirtemberg og Baden — ædder for Tiden for sine Synders Bkyld undertegnede og studerer en Række forskellige tyske Blades Be- tragtninger over de nys stedfundne Valg til den tyske Rigsdag og den preussiske Landdag. Jeg er sendt herned af Lægen for at blive opvarmet, hvorfor det selvføl« gelig blæser og regner og er saa koldt, at Termometret kun formaar at hæve sig 1 Grad Reamur over Køben- havn; saadan har det været en Uge, hvorfor denne ene Grad maa siges at være den dyrest betalte Varme, jeg endnu har været ude for; men omsi- der har jeg lært kun at kige paa Cel- sius-Termometrene, hvilket ubetinget hjælper, naar man fryser syd paa, (hvad man meget ofte gør). Som Følge af en silende Regn af fuldkommen dansk Afstamning er jeg i Øjeblikket taget ind med mine Avi- ser i en gammel Vinstue, der bærer det fortryllende Navn »Im stissen LO- chele, meget frit oversat: et fælt Hull Og nu kommer altsaa Valgbetragtnin- gerne. Eller vilde det ikke være rime- ligt først at sammenligne selve Vaig- kampen denne sydtyske Provinsby med den tilsvarende Foreteelse i Dan- mark! Valgkampen foregaar naturligvis her som hjemme gennem Pressen, gennem Valgopraab og -plakater og paa Vælgermøder. Paa Pressen er der ikke større Forskel! Dog synes Mod- sætningerne hernede skarpere, og den, der kun kendte noget til Tyskland gennem Læsningen af Bladene den sidste . Uge før Rigsdagsvalg, vilde føle sig overbevist om, at dette store Land kun var befolket af Forbrydere, Snigmordere, Løgnhalse, Statsforræ- dere og oplagte Idioter, en Opfattelse, han yderligere vilde føle sig bestyrket i ved at læse om de forskellige røve- riske Anfald og Overfald med Revol- vere, Knive eller Knipler, som særlig Nationalister, Kommunister og Natio- nalsocialister synes at være Eksper- ter i. Disse uhyggelige Raaheder og Bøl- leoptøjer, der dog i Betragtning af Landets Udstrækning og de talrige Storbyer ikke bør tillægges større Be- tydning, hænger vist for en Del sam- men med den her herskende Plakat- krig, hvilken igen har sin Aarsag 1 Forklaring tjener, at der til dette Valg i Tyskland var opstillet 82 Parti» lister, eller, for at holde os til Baden, alene 20 i dette lille Land, nemlig: Social-Demokratiet, Nationalisterne, Centrum, Tysk Folkeparti, Kommuni- Parti, Kommunister, Erhvervspartiet, Natio- ster, Demokratisk Venstre- nalsocialister (Jødehaderne og Rabal- dermageren Hittlers Parti), Tyske Bondeparti, Den folkelige National. blok, Kristeligt nationalt Bondeparti, Det folkelige Retsparti, Uafhængige socialt Rigsparti, Gammelt-socialdemokratisk arti og »Deutsche Reichsbloch der Geschådigten«(1), Socialdemokrater, Kristeligt Tænk Dem, Kære Læser, disse 20 Partier — andre Steder maaske end- da forøgede med 12 ekstra — bejle til Vælgeres og Vælgerinders Gunst. Man maatte unægtelig være udrustet med æventyrlig-politisk Instinkt for ikke som >»neutral« Vælger at blive lidt svimmel ved denne Farverigdom, Og derfor maa Vælgerne ogsaa paa- virkes ved Opraab, uddelt i Gaderne, og ved store Valgplakater, der for- kynder vedkommende Partis Fortræf- felighed og de andres hartad utrolige Modbydelighed. Men da Pladsen paa dertil egnede Mure og Plakatsøjler er begrænset, medens de 20 Partiers Trang til Meddelsomhed synes ube- grænset, varer det ikke længe, før Plakaterne fra det ene Parti klaskes ovenpaa de andres og altsaa ganske fordølger disses gode Egenskaber for Borgerne. At det saaledes tilklistrede Parti naturligvis ikke kan finde sig i, at dets Dyder skjules under en Ho- ben af de værste Modstanderes værste iger sig selv, og vi er nu be- Løgne, sige tænkeligt nær ved Haandgemænget, de korporlige Argumenter. Naar dertil kommer, at det jo sær- lig er Yderpartierne — her i Baden Kommunister, Nationalister og frem for alt Nationalsocialisterne (Hittler Fascisterne) — der er mest fanatiske og løgnagtige og derfor har mest at fortælle, er det egentlig snarere mær- keligt, at denne Plakatkrig dog gaar saa forholdsvis fredeligt af. Her i Baden havde »Fascisterne« ik- ke mindre end 10 mægtige, paa hin- and n følgende forskellige Plakater med en Opremsning af de andre Par- tiers himmelraabende Sjofelhed — lige fra Frankfurter Jødernes Parti isterne), Det var virkelig underhol- dende at læse om, Folk morede sig el- ler rystede paa Hovedet, og Stemmer blandt normale Vælgere gav denne storstilede Nedrakning næppe. Det glædede mig under alt dette at kon- statere, at det store Socialdemokrati næsten ikke deltog i denne Plakatkrig og | hvert Fald afstemte deres Udta- lelser efter normalt reagerende Hjer- ner. Hvad gaar, kan 20 Partier naturligvis ikke holde Fællesmøder, og Resultatet bli- ver, at kun de store Partier holder Møder og vistnok kun hver for sig. Jeg deltog í to Vælgermøder. Først — endelig Vælgermøderne an- 2 Dage før Valget — i det demokrati- ske Partis, men da dette Møde i Kraft af Forsamlingens Faatallighed og hele søvnige Anlæg mindede mig saa stærkt om et københavnsk Vestremø- de, foretrak jeg at fortrække for — Gud forlade en Politiker — at høre paa Dansemusik i Stedet. Dernæst — Aftenen før Valget — I det afsluttende socialdemokratiske Vælgermøde. Mødet var indkaldt til KI. 8! Ved dette Tidspunkt indfandt Dirigenten, de 2 Talere og underteg- nede sig i Salen; i Løbet af et Kvarter kom der et Par Stykker i Minutet, men en halv Time efter arriverede et Par Hundrede omtrent paa eengang. Man sad ved lange Borde, alle med det her i Sydtyskland uundgaaelige Øl- glas foran sig, forøvrigt ikke nogen billig Adspredelse. Første Taler var en kvindelig Parti- fælle, saglig, stilfærdig, men virk« ningsfuld. Hun talte først og frem mest om de Spørgsmaal, der maatte in- teressere Kvinderne, i første Række om de fortvivlede Boligforhold og den deraf følgende sociale og moral- ske Nød — 1 Mill, uden selvstændig Lejlighed, 1 Mill. Fosterfordrivelser om Aaret 0. s. v. — og sluttede under stærkt Bifald med at betone, at Social- demokratiet ikke kæmpede for et Tyskland, der skulde regere Verden, men for et Tyskland, der kunde sørge for sine egne. Derefter fulgte >Folkethingsman- den« for Karlsruhe, der nu holdt sin 36te Tale under denne Valgkamp og derfor ikke var tilbøjelig til at raabe højt. Han talte med større Lune og Rutine, men iøvrigt ligeledes meget sagligt, saaledes at han endog gjorde Undskyldning for de 2 Ord Skandale og Svindlerier, anvendt mod Nationa- listernes Politik, fordi Udtrykkene ik- ke var parlamentariske. Hans Fore- drag gik igvrigt ud paa at advare mod den almindelige Tro paa Nedgang i Skatterne; der kunde næppe blive Ta- le om en Nedgang, men derimod om en Omlægning, en mere retfærdig Fordeling af Byrderne. Han angreb Borgerblokkens Karrighed med Hen- syn til sociale Reformer og dens Flot- hed overfor Officererne (de mægtige Pensioner) og Rigsværnet (som kunde nedskæres med 200 Mill) — for at slutte med en virkningsfuld Tale mod Militarismen og Nationalisternes evin- delige Snak om Genoplivelsen af den tyske Helteaand. >Hvilken Brug har den moderne Gaskrig for tysk Helte- aand<?! Forsamlingen var yderst in- teresseret og de stadige Tilraab (»sehr gut», »sehr richtig«) maa være meget behagelige for en Taler; forstyrrende Tilraab blev overhovedet ikke taalt. Hjemme skal der jo meget til, før Tik hørerne skal kunne knirke sig op blot til et »Hør«. Skulde man iøvrigt indvende noget fra et dansk Synspunkt, vilde jeg sy- nes, at Mødet mere mindede om en Forelæsning (Eksaminatorium) end om et Vælgermøde; det var i den Grad præget af Saglighed, næsten Højtide- lighed, at der ikke blev Plads til et Leve hverken for Talerne eller for Socialdemokratiet, noget mat den sid« ste Aften før Valget. Og saa gik dette endda over alle Forventninger! Valgets Resultat blev jo fra Valget Í 1924 for Socialdemokratiet en Frem- gang fra 7.860,000 til 9.112,000 Stem- mer, en større, end Sejrherren selv havde ventet, og en Mandattilvækst fra 131 til 152, skønt Kommunisterne samtidig gik frem med over % Mill. til 3.283,000 Stemmer og en Mandattil- vækst fra 45 til 54. Og for Nationalisterne nærmest er Katastrofe med en Tilbagegang 1 Stemmer af ikke mindre end 1.820,000 til 4,360,000 og í Mandater fra 111 vil B4 (Landbund 12). Hvis man efter de ledende borger- lige Blade i Tyskland, bortset fra de mest yderliggaaende, i et Par Ord vil sammenfatte Resultatet af dette for vort Parti saa stolte Valg af 20. Maj 1928, tror jeg, man kan udtrykke dette i følgende Sentenser. Der er ikke Tale om en Tendens mod Venstre, men om et »Ryk til Venstre«, som mange Blade skriver. Valget er et storslaaet Tillidsvotum til den demokratiske Republik og Fredsbestræbelserne og et eklatant Mistillidsvotum til Nationalisme og Militarisme i enhver Form, saa meget mere heskæmmende for Nationalister- ne, som disse selv havde proklameret dette Valgslag som det afgørende mel- lem dem og Socialdemokratiet. De mange Splittelsespartier medfør te et Stemmespild uden Ende, der dog særlig gik ud over Midterpartier- ne, og naar det tyske Folkeparti kla- rede sig forholdsvis godt, er det alene Stresemanns forsonlige Udenrigspoli- tik, der har reddet dette hans Parti fra at følge Nationalisterne i Afgrun- den. Det demokratiske Parti faar í Tysk- land samme Skæbne som det radikale i Danmark og tilsvarende andet Steds, nemlig Valg for Valg at gaa tilbage, klemt mellem de store økonomiske In- teressemodsætningers Partier, Medens den reaktionære Borger- blokpolitik i Riget er brudt sammen, er den særlige Preusserkoalition som hidtil under Socialdemokratiets Fø- rerskab gaaet styrket ud af Valget, ogsaa til den preussiske Landdagl Den kommunistiske Fremgang, som iøvrigt er de borgerlige Blade ganske uforstaaelig, formodentlig fordi den har sin Forklaring netop i Borger- blokkens reaktionære Politik, er in- genlunde foruroligende, da den ikke er sket paa Bekostning af Socialdemo- kratiet. Tværtimod! For hver een Stemme, Kommunisterne er gaaet frem, er Socialdemokratiets Fremgang snarest 8. Men rent bortset herfra — siger »Vorwiirts« — tager vi Socialdemokra- ter ikke denne kommunistiske Frem- gang tragisk. Det er »Socialismens Rekruter«, der til at begynde med til tales af den yderliggaaende Radikal- isme. — Men med en slet Politik kan man vel forbigaaende vinde Vælgere, men ikke beholde dem. Kommunisti- ske Vælgere i Dag er socialdemokrati- ske Vælgere i Morgen«! 1 et Ord betyder Valget Nødvendig- heden af den store demokratiske Koa- lition under Socialdemokratiets Fører- skab og med en socialdemokratisk »Rigskansler« i Spidsen. Et stolt Re- sultat! Lad det tjene som et godt Var- sel for Landsthingsvalgene til Efter- aaret! Og dermed Slut! — — Also, auf Wiedersehn! Baden Baden, Tirsdag d. 22. Maj 28. K. K. Steincke, É[[|[—…————Ø—————ol|lfO——"7"— ———"& Innsendar greinir mega vera okkum í hendi seinast friggjadag kl. 10 f. p- Givið út av socialdemokratiskum felogum. Blaðstýrari: M. S. Viðstein. Prentsmiðja Partiernes Talrighed. Til nærmere til de marxistiske Forbrydere (Social- »Føroya Social-Demokrat«s, Torshavn. [DO [||| 17 Fadir hansara var løgfrødingur og håttmentadur eins og og móðurin, id var komin av gyðingafólki í Hollandi. Karl Max er føddur 5. mei 1818 í Trier. Í 1824 gjørdist fadirin við ollum húski sínum trú- skiftingur og tók við kristnari trúgv; men sermerkta trúnarávirkan hevur Karl Max ikki fingið heima, hvorki frå jøda- ella kristindómi, harafturímóti fekk hann tidliga eina frålika uppaling í tungumálum og skaldskapi, bæði nýggjum og fornum. Ein viðgitin mentunnarmaður, stjórnarráðharri Ludvig von Wertphalen, javnliga hjånini Marx, og á ungum aldri hann hjá hinum gávuríka unglinganum ein livandi ans fyri látínskum og forngriskum skaldskapi, sum hann eisini leiddi hansara kunnleikatráandi anda inn í enskt andslív. Karl Marx Homér og Shakespeare sum yndisskald, og aldri seinni, sjálvt undir lívsins skiftandi stríði, sleppti hann sam- veruni við hesar andans stórhetjur. Shakespeare vóru hansara kærasti lestur so leingi hann livdi. Faðirin leiddi á ungum aldri sonin inn í franskt andslív og kendi honum franskt mál. Í heila takið livdi Karl Marx í uppvøkstri sínum eitt lív, sum lå himmalhøgt yvir teirri andaligu og kroppsligu javnhædd, sum var arbeiðarans, hvors fremsti slóðbrótari og undangongumaður hann varð allan sín dáðríka manndóm. 17 ára gamal fór Karl Marx til universitetið í donn, og nøkur ár seinni til Berlin, har hann eftir faðir síns ynski skuldi studera lógfroði; men á somu tíð læs hann við stórsta íðinskapi søgu og heimspeki, sum hann sjálvur hevði bestan hug til, og brátt var hann ikki bert hugfangadur av, men fullkønur í hini tiltiknu Hegelsku lívslæruni, sum vitjadi vakti valdi sær tå eisini Homér og 48 tå var hægsti vísdómur millum teir lærdu í Tyska- landi. Hin navnframi tyski heimspekingurin Hegel hevdi bygt upp eina livslæru, hari mannahugin kundi finna leiðir at ganga og uppgávur at loysa, sum sjálvt teir gávuríkastu ikki komu útum; men so fín og hågongd hendan lívslæran var, so lítið var hon tó for fyri at loysa teir dagligu lívsspurn- ingarnar, sum júst tá á dogum so harðir og kaldir stóðu hinum arbeiðandi fólkinum í vegin, tá talan var um at vinna hitt dagliga breyð. Karl Marx savnaði sær ein ómetuligan hóp av kunnleika og hvesti síni andaligu amboð all- mikið við at baksa við hin Hegelska vísdómin; men úrslit hansara varð loksins tað merkjuliga, at sjálv hin Hégelska lívslæran varð fyri honum til einkis, og hann helt klårliga fram, at hon mátti beinast burtur sum skjótast. Í 1841 endaði hann sína lærutíð við at taka heimspekjuligt doktaraprógvy fyri eina grein um ein forngriskan haimspeking, Epikur, og ætlan hansara var at vinna fram til universitetsprofessara og gerast lærari fyri hin studerandi ungdómin í Týska- landi; tí hann kendi sær kall til at bróta nýggjar slóðir; men sum vidurskiftini vóru um hetta mundið í Týskalandi, sá stjórnin miklan vanda í at lova monnum vid tilfkum hugsnarhåtti sum Marx framat, hann gavst tí við hesum, og í árunum frá 1842 til 1844 búnaðist í honum til verka tann hugsan um eina rættvísa samfelagsskipan, sim var úrslitið úr hansara royndum og granskan. Tað vóru ikki persónliga trong kor, ið gjørdu Karl Marx til slógbrótara fyri javnadarstevnuna; men hansara innvortis trongd til at fremja rættvísi ikki bert í hugsan, men eisini í gerðum, Hansara 49 þjarta vit og stóra vísindaliga yvirlit sýndi honum, hvussu rangvergt alt var skipað, og hansara fram- fåsi hugur gjørdi hann till kollveltingarmann. Ein óttaleys atfinnan at ollum á himli og á jørd var eftir hansara meining tað, sum fyrst og fremst torvaði. yTað er ikki okkara sak«, sigir hann eina- staðni, »at seta okkum at draga upp strikurnar fyri framtíðina ella at seta mark og mið fyri allar tíðir, men tess meira er tað okkara uppgáva at geva ollum, ið er, eina stranga, fyrilitsleysa atfinn- ing, fyrilitsleysa í ta fatan, at atfinningin ikki má óttast fyri sínum úrslitum og líkalítið fyri ósemju millum tær kreftir, sum fyri hond eru«. Í 1842 gjørdist Karl Marx ritstjóri á einum frælslyntum blað, sum útkom í Køln, og her sýndi hann longu til fullnar hvat maður hann var. Otta- leysur og vid glødandi rættvisiskenslu tók hann støðu ímóti stórbóndrunum og við fátækrafólki í einum sakarmáli um rættin til at henta ber og savna brenni í skógunum. Hetta var ein rættur, sum fátækrafólk har hevði haft frá fyrndartíð; men nú vildu stórbóndurnir meina teimum tað. Karl Marx grundaði stóðu sína visindaliga og prógvaði, at tað her var talan um, var ein fornur felagsognarrættur til jørdina, sum mátti verjast og styrkjast. At tílíkar socialistiskar hugsannir komu til orða tóktist borgarunum sera hættisligt, tað endaði tí við, at Marx misti blaðið. Um somu tíð giftist hann við Jenny von Westphalen, dóttur húsvin foreldra hansara, hon varð honum ein trúgv medhjálp í hansara lívsstarvi, á góðum og ringum døgum, gjøgnum eitt langt lív. Nakað aftaná brúðleypið, ta hann misti blaðið, 3 “ / 4