týsdagur 15. januar 1929síða 4

Lg 5. SR det engelske En Ærkebiskop som Medlem af Arbeiderparti. Af Sognepræst Richard Thomsen, Gladsaxe. Det vakte fornylig megen Op- sigt i England, at den konserva- tive Førsteminister, Mr. Baldvin udnævnte Biskoppen af Man- chester, Dr. Temple, der er kendt som Socialist og Medlem af Ar- bejderpartiet (The Labour Par- ty) til Ærkebiskop af York, den næsthøjeste Stilling Englands Statskirke. indenfor Hvor frisindet denne Mr. Baldwins Udnævnelse nu end er, saa interesserer vi os allige- vel mere for den nye Ærkebis- kop af York, og jeg skal i det følgende prøve at skildre den sociale Indsats, denne Mand har gjort. William Temple fyldte den 15. Oktober 1928 47 Aar; han er Søn af den i 1903 afdøde Ærkebiskop af Carterbury, Dr, Frederich Temple, og man kun- de derfor haft skellig Grund til at vente, at en Mand, udgaaet fra de højeste kirkelige Kredse, med hele sin Vægt vilde stille sig í Brechen for de bestaaende Samfundsforhold. Naar William Temple ikke er gaaet denne Vej, hænger det utvivlsomt med, at hens Fader var en meget socialt sammen interesseret Mand. Som Biskop i London søgte han at mægle i den store Dokstrejke i 1889, den første Strejke, der tildrog sig almindelig Opmærksomhed Verden over. En af mine en- gelske Præstevenner fortalte mig engang, hvordan han var Løbe- dreng mellem Dr. Temple og Arbejdeines Førere John Burns og Ben Tillet. Hvad der mest interesserede den gamle Ærkebiskop var Op- dragelsesproblemet og Afholds- sagen. til 1870 var der ingen tvungen Vi maa erindre, at ind- Skolegang i England, hvorfor Smaafolks Børn som Regel ikke | sik i Skole, de maatte hjælpe med til at tjene til det daglige Brød. Kirken havde ganske vist sine Skoler, men at besøge disse var en frivillig Sag. Hvad der var af offentligt Skolevæsen var monopoliseret af de Rige; Rughy, Eton og andre Skoler søgtes ikke af Fattigfolks, men derimod af de Riges Børn, havde været hvilket = aldrig Stifterens Mening. Dr. Temple kastede sig med Iver ind i Kampen for Offentligt Skole- væsen. Naar Mennesker lider social Nød, vil de ofte søge Glemsel for denne i de stærke Drikke; i Øjeblikket er Englands aarlige Udgifter til stærke Drikke ca. 7000 Millioner Kroner, men for en Menneskealder siden var de forholdsvis større, hvorfor et energisk Afholdsarbejde var nød- vendigt; ogsaa dette tog Ærke- biskoppen Del i med Iver og Dygtighed. Det er altsaa ikke fra frem- mede, at William Temple har sin sociale Interesse. aa tre Omraader har den nye Ærkebiskop af York ydet en betydelig social Indsats. Fra 1909 indtil 1924 var William Temple Præsident for The Workers Educational Asso- ciation, forkortet til W. E. A. Hvad vil denne Forening? Ska- be et oplyst Demokrati, søge at imødekomme Arhejderstandens Trang til Oplysning og Dannelse. W. E. A. politisk eller social eller religiøs har ingen bestemt Farve, men søger som sagt gennem Undervisning af Grup- per af Mænd og Kvinder at dygtiggøre disse, ikke blot til personlig at leve et aandeligt rigt Liv, men ogsaa til at bidrage til det hele Samfunds Velfærd. Det var en ung Mand ved Navn Alberth Mansbridge, der startede denne Bevægelse om- kring Aarhundredskiftet. I 1905 kom den dengang kun 23-aarige William Temple i Forbindelse med Bevægelsen og nedlagde et saadant Arbejde i denne, al han allerede 4 Aar efter blev valgt til Præsident for denne og vedblev at blive genvalgt til denne Post, endog efter at han var bleven Diskop af Manchester, og endnu den Dag i Dag, og sikkert ogsaa i den kommende Tid, vil han, som Ærkebiskop af York, ofre af sin Tid til dette hans Ungdoms- og Yndlingsar- bejde, I August 1914 naaede W.E.A. sit Højdepunkt. Den foregaa- ende Vintersæson havde sluttet med 3,234 Deltagere i de for- skellige — Undervisningsklasser; W. E. A. stod nu nær knyttet til de forskellige Fagforeninger, og der var intet Universitet i England, hverken af de gamle eller af de unge, uden at det stod i Forbindelse med W. E. A. I alt dette deltog Temple med Iver og Dygtighed, og det var kun hans kolossale Arbejde som Biskop over Manchester Stift med dets 3 Millioner Ind- byggere, der tvang ham til at nedlægge Førerskabet for W. KE. A. Medens Arbejdet í W. E. A. ikke var af direkte religios Art, maa det derimod siges om Temples næste Indsats, at den var af social-religios Art. Jeg tænker her paa den saa- kaldte National Mission of Re- pentance and Hope, d. v. s. et Missionsarbejde, der sigtede paa at vække det engelske Folk til Forstaaelse af dets sociale For- pligtelser netop i Kraft af at være et kristent Folk. Selvfølgelig troede det engel- ske Folk, ligesom alle de andre i Verdenskrigee — implicerede Folk, at det tetfærdigheden, ja, at det i Virkeligheden kæmpede for Guds repræsenterede Sag og for at virkeliggøre hans Rige her paa Jorden. Men alt efter som Krigen trak ud, og det ikke saa ud til at England, skønt det repræsen- terede Retfærdigheden, skulde sejre, begyndte alvorlige kristne Mænd og Kvinder at gaa i sig selv og forstaa, at man ikke kunde have noget Haab om at vinde en Sejr for Retfærdighe- den, naar man tilhørte et Land og Folk, der øvede Uret mod saa mange af sine egne. De usle sociale Forhold i England: Massefatligdommen, Arbejdsløsheden, Bolignøden, Underklassens Børns mangel- fulde Opdragelse fra det Offent- liges Side m. m. var altsammen et højlydt Vidnesbyrd om, at det stod smaat til med Sam- fundsretfærdigheden. Hvad der derfor var paakræ- vet var at alvorligt Kald fra Kirken til dens Medlemmer om at forsøge at leve op til den sociale Standard, som maa for- udsættes at eksistere i et Sam- fund som kalder sig kristent og vil kæmpe for Guds Sag. Blandt dem, der tænkte disse William Temple, som paa denne Tid var Tanker, var ogsaa Sognepræst i London; og jeg tager næppe fejl, naar jeg siger, at han var den bærende og ledende Kraft i dette Arbejde. Men han var ikke ene om at ropræsentere denne Tankegang. Selv om der var mange baade blandt Biskoper, Præster og Lægfolk, der ikke vilde høre tale om, at England skulde ydmyge sig og erkende, at det handlede uretfærdigt overfor mange af dets egne Børn, var der paa den anden Side endnu flere, og det lige op til de to Ærkebiskopper af Canterbury og York, der tænkte som Temple, og et stort Arbejde blev sat i Gang. I Oktober og November 1916 holdtes der da over hele Eng- land, hvad Englænderne kalder: en Missíon, d. v. s. et energisk Forsøg paa at kalde paa og vække det engelske Folk som Folk til at omvenee sig fra al gammel Slendrian og Ligegyl- dighed i dets Leligiøse Liv og vise sin tro i Praksis, saaledes at der skabtes et nyt England, d. v. s. et England, hvor der paa Kristendommens Grundlag bl øvet social Retfærdighed. I Enkeltheder at skildre denne Missions Forløb, hvorledes man tog Pressen, Prædikestolen og de aabne Pladser i Brug og derfra lod Budskabet lyde, lader sig ikke gøre her. Det viste sig ved denne Lej- lighed, at der var flere Kirkens Mænd sociale Sag og social Retfærdig- hed, end man havde drømt om. De kristelig-sociale Foreninger interesserede for den saavel indenfor Statskirken som indenfor Frikirken havde ikke arbejdet forgæves. Men selv om kristne Menne- sker ved denne Lejlighed fik et stærkt Stød i Retning af at føle deres sociale Forpliptelser, kom dette Arbejde desværre ikke til at betyde, at den sociale Ret- færdighed vandt Sejr i England, men et Sædekorn blev lagt, som engang vil spire op og bære Frugt. Men endnu et socialt Arbejde skulde Temple nogle faa Aar efter blive Leder af; jeg tænker her paa den saakaldte C. O. P. E. G.-Bevægelse. Englænderne har jo en Forkærlighed for Forkortelser, og C. O. P. E. C. er en Forkortelse af Christian Order in Politics, Economics and Citionship, hvilket paa Dansk vil sige en Samfundsorden, der er præget af den kristne Tro, hvad dens Politik, økonomiske Grundsætninger og Borgerliv angaar. (Sluttes.) Givid út av socialdemokratiskum felogum. Blaðstýrari: M. S. Viðstein. Prentsmiðja »Føroya Social-Demokrat«s, Torshavn. BROT UR SØGU JAVNADARMANNA 50 fór Karl Marx til París fyri at ogna sær kunnleika til hina fronsku sociaialismuna. Frakland stóð tå nógv fremri í verksmiðjudrift enn Týskland og og skilnaðurin millum arbeiðarar og kapitalistar var nógv djúpari har enn heima í Týskalandi. Í Fraklandi sá Marx, hvussu stórkapitalurin í roynd og veru var á góðari leið til at draga allar vinnu- vegir undir sítt vald, og har kom hann í hóslag við menn, sum óttaðust hendan vandan sum sam- felagsskaðiligan, teir bóru tí hatur til sjálvan kapi- talin og tráðaðu aftur til hitt gamla einfalta hand- verkaralívið. Karl Marx hataði alt afturstig, fyri honum var oll krabbagongd órímulig og 6møgulig, frameftir fordi leiðin til fullkomnari og fullkomnari vinnulívsformar. Karl Marx hataði ikki kapitalin; hann sá í stórkapitalinum ein måttmiklan hjálpara, sum mátti og skuldi takast til brúks. Í hesum mótsetningslag millum seg og teir fronsku socialistarnar búnast ein ný samfelags- áskoðan í Karl Marx, Undir einum áhaldandi ransakan av teimum vinnilívsformum, sum áður høvdu verið og teirra samanhang við tey søguligu, politisku viðurskiftini grundar hann sína læru um samfelagslívið. Hann sá at júst í hansara tíð var ein nýggjur vinnilívsformur í gerð: Hin kapitalist- iski framleiðslumátin, við maskindrift og damp- kraft kravdi stórar kapitalir; men kundi eisini framleiða ógvuligar vorumongdir til bíligar prísir. Henda kapitalistiska driftin, sá hann longu tá, fór at skipa menniskjuna í tveir flokkar: Tey sum eiga kapitalirnar og tey sum bjóða fram fyri løn sína arbeidskraft til at arbeiða við kapitalinum og fyri kapítalin. Uttan um hetta kundi Karl Marx ongan veg finna, og hann legði tí leiðina mitt igjøgnum 51 kapitalismuna. Øl framstig vildu fora igjøgnum hana; og tí mátti leiðin liggja fram til eitt nýtt samfelag; men hvussu tað skuldi verða, hevdi hann enn ikki gjørt sær greitt í odd og egg. Um tað mundið, tå Marx var ritstjóri i Køln, hevði hann hitt tann mann, sum hann skuldi koma til at arbeiða mest saman við, Friedrich Engels frá Barmen í Vesturtýskalandi; men teirra fyrsta moti fell heldur kaldligt, hóast teir báðir høvdu mangt til felags. Engels hevði kunningar og vinir, sum Marx íkki líkaði, og tað var nógmikið fyri hansara bratta lyndi at halda seg í køldum fjarleika. Friedrich Engels var sonur ein rikan verk- smiðuharra, sum átti stór- ar buðmullaverksmiðjur; men tå hann íkki kundi slanda seg í kappinum móti teimum ensku, keypti hann lutir í buðm- ullaverksmiðjum í Man- chester og sendi sonin har yvir at læra. Friedrich Engels var eins og Karl Marx hugtikin av at hugsa um og ransaka sam- felagsviðurskiftir; men hann hevði ikki tann høga lærdóm sum Marx, tó, tað honum skortaði í bók- ligum lærdómi, tað hevdi hann í fullt mál fram um Marx í royndum og kunnleika til hitt praktiska lívið. Í Manchester, har hann var árini 1842—44, fekk hann at kenna hitt kapitalistiska verksmiðju- lívið í sínum táverandi fullkomnasta lagi. Har, í Onglandi, vóru handverkararnir langt síðani kastaðir Friedrich Engels. 52 út år kappastríðinum og gjørdir til ognarleysar arbeidarar. Menn, konur og børn arbeiddu dag og nátt í verksmidjunum, har alt gekk við damp- og maskinkraft; vorumongdirnar, sum verksmiðjurnar framleiddu, vóru líka so yvirmáta ríkjuligar, sum neyðin og fátækdómurin vóru oyðileggjandi fyri arbeiðarhópin, ið ongan lina kendi sær uttan kanska í einum brennivínsrúsi. Tað, sum bert var í síni byrjan á meginland- inum, og sum bert eitt stórmenni sum Marx kundi hóma fylgjurnar av, sá Engels fullkomið í allari sínari grimd dagliga fyri sær í Onglandi, og hann var harvið komin til sama endamál sum Marx: Vegurin mátti ganga fram ígjøgnum kapitalismuna til eitt nýtt samfelag, har arbeiðarin var tann, ið stjórnaði. Meðan Marx gongur í Paris og moðisliga byggjur upp sína samfelagsáskoðan av vísindaligum tilfari, kemur Engels at vitja hann aðru ferð, nú ein av praktiskum royndum í samfelagsviðurskiftum væl mentaður maður. Hevdi teirra fyrri fundur verið kaldligur, so var hesin tað ikki. Nú møttust teir sum hjartans vinir, báðir eldhugaðir fyri sama máli og hver sína leið komnir til sama endamáls. Tað vinarlag, sum tá var lagt teirra millum, vardi lívið út, og ymissir sum teir vóru, kundu teir í teirra áralanga samarbeið vera tess meiri hvor fyri annan. Undir teirri samdøgralongu samrødu, sum hesir vinmenn høvdu í Paris um heystið 1844, vóru høvudslinjurnar drignar upp til ta stevnuskrå, sum allir teir ymissu arbeidarflokkar seinni hava tikid til domi. Adur enn arbeidararørslan hevdi slitid barna-