leygardagur 17. juli 1937síða 2

æ ra z H 1 Í HO i! þ | Í H á; + > + IR: Pl FU 4 i 1 KOEN Ø NO + + fø &| + i Lø á ' 5 Í 4 $ 1 + 4 4 England venter . . . tidsskrift bringer í sit Det højt ansele Kulturkempen Aprilsnummer en artikkel af Peter P. Rohde, som hjemvendt fra et 3 maaneders studieophold i England anser dette lands politik som nøglen til de euro- pæiske begivenheder. Da det er umuligt af pladshensyn at gen- give artiklen i sin helhed, maa læseren nøjes med et resume. I England sejrede arbejder- bevægelsen ikke som i sin tid paa fastlandel, den engelske arbej- der havde det forholdsvis godt, rige kolonier sikrede alle paa de britiske øer det daglige brød, England er den dag i dag í virkeligheden meget konservativt. forsigtigt, om man vil, mindst halvparten af englænderne føler sig som øboere og interesserer fastlands- sig ikke videre for politik. Den partideling, som findes, har snarere okonomisk . baggrund. Den uklare stilling, som det » britiske imperium indtager, dik- halvt af nazisliske uhyre, som det selv teres frygt for del mer eller mindre bevidst støtter, halvt af aabenbare nazistsympa- tier, som kul- og staallandet ret naturligt maa nære for sin kollega; tilsammen kan de maaske holde Japan stangen páa verdens- markedet. 10. sept. 1936 holder Chamber- lain en tale, hvor han gør rede for sine synspunkter, der er mis- direkte trøstige, skeptiske og sabotage over for folkeforbundet: 1) Folkeforbundet er prøvet og svigtede (han glemle, hvis skylden bl. a. var). 2) Folkeforbundels-funktioner man ændres og indskrænkes til et omraade, der svarede til dets virkelige indflydelse — (ødelæggende for selve grundtanken i folkeforbunds- ideen). 9) I regionale d. v. s. stedet for det kollektive særaftalei 17) Ein myrking. HØGNI: Ja, tað er ein góður vegur at syrgja fyri einum eðrur ka so va Tå gongur tað, sum tað skal SIGVALDUR: Í AKTIESELSKABET FØROYA BANKI Hovedkontor: THORSHAYN Stiftet 1906. Afdeling: TRANGISVAAG AKTIEKAPITAL OG RESERVER KR. 900,000. Bankforretninger af enhver Art udføres. Kontortid 11—3. Nú er brátt tíð Lørdag 11—2. at sirma eplaslokkar móli svartaspillu. Pulvir til sirmingarevni fáa tygum gott og bíliga frá TEKN. FABRIKK KEM. OKKARA HAVN biðjast um at boða frå seinast Kanpróður. Teir, ið ætla sær at: luttaka í kappróðri á ólavsoku í Havn, 24. juli til felagið Kappróður. som begrænser farezonen til de interesserede parter (mens det nelop bør være fælles: anliggender gældende alle medlemmer). 1) England bør forøge sine rustninger (for fredens skyld!). Hans fuldkomne modstykke Anthony Eden er Englands fine mand, hejlillerære interesser, varmtfølende over for de farvede racer, ven af folkeforbundstanken han har hovedparten af Englands vælgere bag sig men begivenhe- derne imod sig. Lad os se paa de sidste 6—7 års storpolitiske begivenheder: Østens tigernation, Preusens og Bismarks lærvillige elev, def overbefolkedeindustriland mang- | ler jord, marked og metaller. Manchuriet maa finde sig í Japans overfald. Folkeforbundet bange, da den britiske løve har halen mellem benene og faar en bid: ret til at handle og an- bringe sin kapital under de ny organisatoriske garantier; men løven er højmodig, nænner ikke bedrøve det skræmte Europa og Dan rekylgeværer til forbyder knurrende bl. a. mark at sælge vældig de stridende parter, en fordel for det velbevæbnede Japan. — Afrustninskon- ference (burde hedde oprust- ningskonference, her træffer den internalionale højfinans sand- aftaler til rustningsindustrien). Europa han- synligvis gavn for ber paa nedrustning, men alle rustningspapirer stiger; England nedstemmer alle forslag; »efter halvandet aars snak foreslaar Simon, at man skulde se, hvor- dan Hitler artede sig.« Tyskland begynder henrykt sin mæglige meðni oprustning. Stillet overfor den fuldbyrdede kendsgerning, Tysk- land atter en stormagt i den »internationale koncert«, man England yderligere fire af paa folkeforbundets bekostning, — Frankrig føler sig forraadt og søger føling med Sovjetrusland — og Italien, som herved faar frie hænder til at kaste sig over Abessinien. Venner af folkefor- bundet faar Eden til al repræ- sentere England i Geneve, Hoare bliver udenrigs- Den frem, Samuel minister. engelske flaade sejler men Chamberlain faar støttet af Laval i Frankrig Eden tvunget til at holde igen, Folket føler sig bedraget af disse poli- Hoare trækker í land. tikere, Eden bliver udenrigsmi- nister, en indrømmelse til folke- forbundspolitikken, hele verdens- pressen gør grin med kejseren af Abessinien, men store dele af befolkningen í en række euro- pæiske stater kræver paragraffen i kraft d. v. s. forbud mod salg af krigs- om »Sanktioner« sal maleriel og fornødenheder (til angriberen, da der er gode penge at tjene ved de høje oliepriser, gælder det selvfølgelig ikke denne uhyre vigtige artikkel under en »moloriseret krig«. Snart er erobringen af Ætiopien en kends- gerning, problemet er løst (der er nemlig intet at stille op, naar løven har halen mellem benene). Efter disse krige har man set, at »den gave. Turen kommer til Spanien. Straks ved oprørels udbrud henvender den spanske udenrigsminister sig til »løven« men faar et tvetydigt, »uldent« stiller sig ikke svar. England paa den kollektive sikkerheds grund (vi minder om betydnin- gen af dette udtryk, koll. sikkerh. 9: alle folkeforbundets med- lemmer garanterer den enkelie stats ret mod overgreb). hRels- bevidstheden er nu et fortidslevn, den gamle verden et rustnings- mareridt. Det konservative England gan med til »neutralitet« d. v. s. forbud af vaabenexport til begge teirra HEIN! janga ettir at ; veit eg eitt sindur um tað at siga, | sum fyri sær Eg hjálpti so mongum at bera við til hús y fyri mær søgdu teir, at tá teir ikki áttu fyri tey sjålvir, so var tað Sigvaldur á Kongsmørk, ið hjálpti teimum legið tú, Heini! SIGVALDUR: Tad veitst tú einki um at siga Nær helst var Nú í stundini. parter, en uhyre begunsligelse af Franco. Højdepunkteti denne politik er den >gentleman- agrement< (overenskomst), som sluttes med Mussolini om »ikke indblanding«. Kort herefter be- gynder italienske tropper, hvis vaabenlykke ikke var overvæl- dende i Afrika, al lande i Spa- nien, også tyske ævenlyrere gaar paa hagekorstog mod det røde Spanien. Kommunislspø- gelset er manet frem, det røde stormvarsel, der faar selv skik kelige arbejdere til at svigle deres kæmpende kammerater, som slans for dig og mig ogsaa. Omtrent samtidig har den engelske kapital, først afventende, senere med stigende ængstelse set sine i Tyskland anbragle værdiger i fare, de politikere, som i sin tid lokkede City paa denne vildmand, er ikke popu- lære i handelskredse men der- imod i store dele af den hov- modige talrige overklasse, der i nazismen ser fornyelse af deres Man tro, disse skuffelser kom til orde gamle privilegier. skulde i den engelske presse, ak nej, r KIEPS forsioti "trer æ Få kun yderst forsigtig ytrer æng stelsen sig, selv Sir Edward Cunard (Atlanterhavets kæmpe skibe) har lidt store tab, nazisympatier, nærer, skønt selskabet angsten for hammer og segl og ærligt arbejde er for stor hos disse herrer, deres sønner bliver nazister, flokker sig om de sorte folk i med ridepiske fra de flotte, for farver og slaar hovedet kromede motorcykler, som de farter landet rundt paa. Langt mere vægt og ylrings frihed har den eller de finans grupper, som fra gammel tid besidder hovedparten af Spaniens industrielle virksomheder — Rio Tinto-minerne drives af engelsk kapital efter de mest haard hændede metoder. Disse haaber selvfølgelig paa Francos sejr. Ligeledes nærer det engelske aristokrati sympatier for nazis men, v. Ribbentrop ses ofte i Hertuginden af Kents saloner. En stor del af officerskorpset TORA: Tad er rætt, tað verður månamyrking i kveld. GUNHILD: tað, hon skuldi verða ? TRYGVI: HÅLVDAN: Fad eigur longu at vera farið at myrkja SIGVALDUR: Hana mugu vit síggja, tað er einki við at gera So mátti tú fingið í lag at byggt sjálvur, tí tú líðirnar vóru einar aðrar iyrr, enn tær eru n kundi fingið so nógv frá mær, sum tú vildi Tá hildu tey tað vera skomm at taka meira í løn enn tey vóru von at fáa. Tað var eitt so gott ár, ; Yga1, J y minnist, af få eg lat SMiomm a anina tá 4 ii ar Aria nakað aftra men r L fáa lenina, tá ii y leggja nakað afltrat, mer [i kundi eg, um eg vildi lygum bjóðaðu hann var rekur at taka ímóti tí, og hann svór ma ls við, at meir &« ein króna skuldi tað ikki vera um aagm. la Val ni jøn fyri síra arbeiði i IGVALDUR: fr fjúrtan klokkutímar, men kortini varð hann sagdur at vera ein vælstandandi maður Nú hoyrir tú, Marsanna, at tað ikki var eg, sum lá buktini HØGNI Tað mundi ikki vera sørt mátar, havi eg hoyrt, eitt nú við at seta teir ungu i bugv. SIGVALDUR: Tað veit eg ikki rættiliga, hvussu tað tað var Var tað íkki í var við tí tygum hjálpti í aðrar verða ? MARSANNA Ta vóru aðrar grundir fyri tí RAGNHILD: kveld, månamyrkingin skuldi ja, hana mugu vit síggja. Marsanna) ØLI (Tey fara uttan Heini og HEINI: Ég fari ongan veg. mína tíð, so eg Sama sigi eg. MARSANNA : Eg havi so manga myrking sæð leggi einki í tað longur.