leygardagur 13. januar 1962síða 4

SOSÍALURIN 13. JANUAR 1961 35, ÁRG. (Framhald) »STRIDSVOGNENE« Ved slutningen af kurset fik vi officielt at vide, at vi var blevet ud- dannet til menneske-torpedoer eller »stridsvogne«, som Vores øgenavn til dem var, Tanken var at få os ind i de fjendt- lige havne. hvor mandskabet skulle klatre ud og overskære de undersøiske anti-undervandsbådsnet og anbringe vore magnetminer på de forankrede ski- bes køl ved hjælp af magneter. »Strids- vognen« blev udstyret med et spræng- legeme. der kunne skilles ad. Vi blev atter gjort opmærksom på, at der var en overordentlig farlig form for krigsførelse, og vi fik påny chancen for at trække os ud af det. Fen eller to gjorde det. MALET: »TIRPITZ« Nu var vi næsten sikre på, at opgave nr. 1 ville blive Tirpitz, nazi-flládens 45.000 ton stolthed, som man påstod ikke kunne sænkes. Det var det største og mest frygtindgydende skib, der på I to år havde det den tid var i søen. skjult sig bag Alten-fjord beskyttende bjerge ovenfor den nordlige polarkreds i Nordnorge. 1600 km fra den nærmeste britiske flådebase. Halvdelen af den britiske hjemmeflåde var beskæftiget med at vente på, at dette nazi-monstrum' skulle brvde ud og begynde at forstyrre Ruslands-konvojerne. Det var umuligt at angribe det fra luften pá grund af bjergene. Tilsvneladende lá det inderst nde í en 80 km lang fjord. beskyttet af minefelter, anti- undervandsbådsnet, kvstartillere. metortorpedobáde. patrul- jerende destovere og flyvemaskiner, for ikke at tale om dets egne 8 morderiske 15 tommers kanoner. i Det svntes en næsten umulig opgave. men ordren var allerede givet af flådens klart øverstbefalende i: et brutalt sprog: »Tirpitz« skal for enhver pris tilinte- gøres.« ” Vort næste opholdssted var »Titanie«, undervandsbådenes depotskib. der lå for anker i Loch Corrie ved Oban på Skot- lands vestkyst. Det var i marts 1943. Da vi klatrede op på »Titania«'s ag- terdæk. så vi vores første »stridsvogne«. Fire af dem lå stuvet sammen på dæk- ket. Endnu en lægeundersøgelse det ud til. at vi nu skulle igennem den h uge og sá lige ind í gummi for at begynde øvel- dsdragterne ned vores nve legetøj. »RII kun mens vi såtte os DEN FØRST Den første dag fik vi krydse på overfladen. | nd tvringen. »Stridsvognen« var om- trent ná størrelse sd den 21 tommers orpedo narinen anvendte. Í gem der være ca. 270 nestof, Batterierne havde en va- kg spræ righed ná ca. 6 timer ved undersøisk krydsn'ng n 2.9 knob d.v.s. et om- råde på cr 30 km. Den havde ballast- tank komnas og instrumentbræt med selv lysende lingsknapper. Der var to sæder i midten. som vi kunne sidde overskrævs vá. Dacen efter ankomsten til Oban prø- vede vi stridsvognen under vandet. Vi skulle lære noget { hvordan vi bedst en flydestilling. der gjorde fartøj og dskab næsten vægt- Jøse i vandet opnåede vi ved at vigtigt kunne Det pumpe vand ind og ud af ball»sttanken. Når vi skulle op eller ned, pumpede vi vand forud og agterud for at hæve og sænke for- og agterende Alle øvelserne fandt sted under de omhyggøligste sikkerhedsforanstaltninger jeg nogen sinde har set. Adgane for civile i nærheden af øvel- sesområdet var forbudt og hele omegnen spærret af. Nat og dg fortsatte vi træningen; somme t'der var vi på stridsvognen 6—7 timer. mens vi fingerede angreb på »Ti- tania«. ET ENORMT PSYKISK PRES I stutningen af den fjerde uge i Oban var der kun 10 tilbage af de oprindel'ge 30 frivillige. Der lå et enormt pres på OS. Udmattelsen begyndte at sætte ind. Enkelte viste tegn på mentaforstyrrel- ser. en fyr begyndte at skrive breve i »DEN DAG VI SPRÆNGTE TIRPITZ« dusinvis til sig selv, en anden slog sig på flasken. Det gjorde mig ondt for dem de havde arbeidet så hårdt for at komme med til det første angreb. Vore gummidragter sprang ofte læk, hvad der var meget ubehageligt. Det be- tød, at man skulle sidde i gennemblødt undertøj i alle de 6—7 timer, vi var under vandet. Men det blev måske redningen for mig Min dragt havde været læk 2—3 dage, og jeg fik smertende saltvandssår på kroppen. Marinelægen beordrede mig til køjs et par dage. Derefter var jeg meget bedre tilpas, men adskillige af de øvrige frivillige begyndte at bryde sammen på grund af den uophørlige anstrengelse. En dag under øvelserne var det ved at gå galt, da min stridsvogn begyndte at gå dybere og dybere ned og ikke lystrede styringen. … Min kammerat, underofficer Sidney Wallcott, en tidligere flådepolitibetjent, kæmpede desperat med styregrejerne. Jeg følte vandets tryk blive større og større og bankede ham på skulderen. Han vendte sig og rystede på hovedet for at tilkendegive. at han ikke havde nogen anelse om. hvad der var i vejen, mens han fortsatte kampen med styre- grejerne. Vi nåede 30 meters dybde, og det gik stadig nedad, Walcott vendte sig atter og pegede opad med tommelfingeren for ut tilkendegive, at han ville forlade stridsvognen. PÅ ET HÆNGENDE HÅR Jeg nikkede. og vi kæmpede for at komme ud af sæderne. Vi kom begge fri onad men Walcott steg ikke sammen med mig. Heldievis vor vi forbundet med en line, og jeg fyldte min dragt godt med luft og trak ham med op. Han havde fået en ny type iltsæk. og ventilen havde sat sig fast. Det var på et hængende hår for os begge. På overfladen tændte vi et fosfor-nød- blus (signallys). som vi altid havde på os. og blev snart samlet op. Men man fandt aldrig ud af, hvorfor vores strids- vogn var sunket. I denne anspændende uddannelsestid voksede der en mægtig kammeratskabs- følelse op mell og menige. Randforordn næsten op nu í rbeidede som et É ele I ) test brugte vi for n vi h e os til hinanden ud hensyn Når en kadet itnant sidder på en menne- ig ikki on ør honnør. tten vi nogle mægtige »fficersmessen og forsøgte at rå í siappe if | 1 to kantainer. der havde ansvaret for vores stridsvognsteam, »Lille« Fell og kaptajn Rnll Sl vir begge »rig- tige« undervandsbåds-officerer Alle Ísvogns vingerne satte dem højt. De var pr nelle undervandsbåds- mænd, der havde viet deres liv til at ar- beide under Sen'oroif uden und- tog del tagelse i gilderne i officersmessen præg I maj 1943 blev vi flyttet fra Loch Corrie t1 »Bonaventure«. í ndet denot skib i Loch Cairnbawn. 160 km nordpå. Her var jeg atter ved at miste livet un- der øvelserne med stridsvognen. På en dagtur gik pumpen på min ma- sk'ne pludselig i bglás og ville ikke holde op med at pumpe vand ind i bal- lasttanken. Vi sank dybere og dvbere. Jeg gav min makker ordre til at forlade båden, da vit, var 30 meter nede. JEG STEG SOM EN PROP På 40 meters bybde sparkede jeg mig fri af torpedoen, men på den dybde var luften í min dragt presset sådin sam- men af vandets tryk, at jeg blev ved med at synke. Jeg opdagede, at blylod- derne, som jeg havde haft om livet og havde kasten af, sank nedad sammen med mig. Der var kun en ting at gøre jeg fyldte min gummidragt med luft fra mundstykket, og fra det øjeblik steg jeg opad som en prop og sprang omtrent en meter op over overfladen. Det er en farlig og ubehagelig måde at komme op på, og den anvendes kun i yderste nødsfald. I sygelukafet på »Bonaventure« fandt man ud ef, at begge mine trommehin- í 4 — mt „ara“ i der var sprængt, og jeg havde mærker bvor min over hele legemøi, Dit gi ' havde klemt huden under presset. ) Fra da af blev jeg kaldt Vrag-Kendall, fordi jeg havde mistet to stridsvogne. MER FISK END MENNESKRER Øvelserne gik videre dag og nat. Vi lærte at komme ud af redningslugen af de små undervandsbåde, at Jøsne strids- vognene, som var fastgjort til ydersiden af skroget og starte angreb fra moder- undervandsbåden, der lå forankret i nær heden af fjendtligt farvand. Nu var vi blevet vant til at arbejde under vandet i lange perioder. Vi ligne- de mere fisk end mennesker. Der gik rygter om, at vi skulle til Middelhavet for at angribe den itali- enske flåde. »Bonaventure« var i mel- lemtiden blevet base for Englands flådes første dværg-undervandsbåde eller X- både. Det var fartøjer med 3 mands: besæt- ning, konstrueret til at angribe fjendtlige havne. Men Italien faldt hurtigt, og mange af os frygtede, at hele vor strenge ud- dannelse på stridsvognene skulle være forgæves. På denne tid var man også kommet til det resultat, at det var nødvendigt med en fjerde mand på X-bådene, en trænet og dygtig frømand, der kunne gå ind og ud af undervandsbådene under vandet gennem den lille redningsluge. y Hans arbejde skulle være at gennem- skære anti-undervandsbådenettene, der beskyttede de fjendtlige havne. Det interesserede mig, og jeg meldte mig med det samme frivilligt til X-bå- dene. I juli blev jeg forflyttet til »Varbelk í FÆRØSK MARGARINE FÆRØSKT PRODUKT ÉT } | | | ; TO TE 9 HT IRSØRNÓNSSARNUNNNIÐIR TELEFON Rohesaysm, der var den 12. undervands- hádsfíðvies noveakvarter. Her gennem- gik jeg et drøjt 2 måneders kursus på dværg-undervandsbådene med at øve mig i at klatre ind og ud af rednings- lugen og gennemskære fingerede net. Det blev en personlig kamp mellem os fra dværg-undervandsbádene og mandskabet fra spærringsforsvaret, der gjorde alt for at standse os. Det siger lidt om alle disse uddannelsesmáneder, at det aldrig lykkedes dem. Mens jeg en dag på 13 meters dybde øvede mig i at komme ind og ud, svig- tede ilttilførslen pludselig. Gummislan- gen, der var fastgjort til ryggen og ledte til munden, var revnet. OPERATION SOURCE Jeg kæmpede mig de 5 meter langs dværgens dæk til redningslugen, Mine lunger var ved at sprænges, da jeg klat- rede ind og lige fik givet et par slag med en skruenøgle, som lå der, for at lade mandskabet inde i båden vide, at jeg var i vanskeligheder. Så blev alt mørkt. Heldigvis havde skipperen, løjtnant Godfrey Place, åndsnærværelse nok til at gå op til overfladen. Det frelste mit liv. Nogen tid efter fik vi ordre til at gå tilbage til Loch Carnbawn, og der fik vi endelig at vide, at vi skulle være med til et angreb. Opgaven var den mægtige »Tirpitz«. T (for »Tirpits«)-dag blev fastsat til den 11. september med afrejse fra Cainbawn. Kodenavnet for angrebet var Opera- tion Source. (Framhald i næsta blad). Vita No I VITAMINISERET FINT PRODUKT FS Skipafelagid Føroyar 1225 Térshavn TO EET. DSE TYTN SO TETOEA | TRYGGINGARSAMBANDIÐ Í FØROYAR i Føroya Kriggstrygging . telf. 1090 Í Føroya Brunatrygging.. telf. 1098 t | Vit FEE SO KDE ØE NÆS (50) hm > þa) - voru - hús - innbúgv - bilar Føroya Sjóvátrygging ...telf. 1090 Føroya Vanlukkutrygging telf, 1721 tryggja: r eg VU. få. Føroyingar eiga at tryggja i landsins egnu trygging SIKAOESINONAÆGU ONERT SO DNS SD Tað er ætlanin at hava utsølu vid eydnuhjóli til frama fyri åtrodk- andi umvøling av Hvildarheiminum, hin 9. februar. Heitt verdur å fålk um vinarliga at styðja åtsøluna við einum ella ødrum luti og senda hann til hvíldarheimið. NEYNDIN FYRI HVÍLDARHEIMINUM >NAINA< EA VD NR Lýsing frå Landsstýrinum Menn sum ætla at søkja undantaksloyvi at føra skip, mynstra sum maskinmenn ella bestamenn mugu 'yrst vissa sær viðmæli frá sínum yrkisfelag, áðrenn umsókn verður givin inn higar. FOROYA LANDSSTÝRI, 2. januar 1962. See rr oe so = EÐ