sunnudagur 3. januar 1965síða 5

ET kan selvfølgelig kun være 4 »hvide« mennesker, der er tale om, Guds, nej undskyld, menneskers udvalgte folk. Hvad der sker med de sorte, gule og røde er ligesom sagen mindre vedkommende, og giver kun an- Jedning til beskedne overskrifter i aviserne og ingen fordybelse i den enkeltes lidelser. Så er det noget helt andet med vore >hvi- de« racefæller. Det seneste eksempel på for- skelsbehandling i presse, radio og fjernsyn fik vi under efter- årets Congo-massakrer, Havde der ikke været europæere i Con- go, havde omtalen nok ind- skrænket sig til nogle kortfut- tede beretninger om gidsler og summariske henrettelser. Det er som bekendt ikke de to tusind, som hakkes i stykker af oprøre- re eller regeringstropper, der vækker en levende afsky (det har altid været umuligt at føle noget for tal), men de detalje- rede, emotionelle reportager om enkelte menneskers lidelser. T virkeligheden er etiketten ø »hvid« falsk varebetegnelse, vi er jo lyserøde, papgrå, kulde- blå eller solbrankede alt efter årstid og erhverv. Hvide er kun englene, og dem tilhører vi lige- så lidt m de andre racer. Osi af andre grunde er ud- trykket »hvid« uheldigt. Sort og hvidt er jo synonyme med ondt og godt. Vi taler om at skildre en sa7 i sort og hvidt, hvor den mørke farve står for nederdræg- tigheden og den lyse for de ren- færdige. Man kan ryge ned i sorteste helvede, mens adgangs- kortet til himlen er en hvid skjorte. M EN kan det ikke i vort op- lyste land være ligegyldigt, om man skriver, at tusind hvide eller tusind belgiere trues af nedslagtning? For nogen menne- sker gør det ingen forskel, men hos andre aktiveres de fordom- ” Af HOLGER IISAGER me, som ligger lige under hu- den. Folk, som til daglig finder det klogest at skjule deres racis- me, finder nu pludselig i aviser- ne »beviser« på, ct de havde ret. »Der kan du se, hvad der sker, hvis man giver magten til de sorte!« eller noget lignende har jeg hørt nogle gange fra med- borgere, som med tilfredshed ser deres gehejme meninger be- kræftet af udviklingen. Eller folk udtrykker dyb med- lidenhed med de forfulgte hvide i Congo. Spørger man så om de mishandlinger, afrikanerne i længere tid har været udsat for ikke er ligeså afskyelige, ind- rømmer næsten alle, at det er de selvfølgelig, men flere ytrer tvivl om det nu også kan være DZ er interessant at konsta- tere, hvordan man i gamle dage har lavet de samme ting i områder, der lå geografisk langt jen. Trods el s van- kommun forhold ode idé kunnet vandre nbart til at låne øjne og sskannp y eskKe! Ci ører til en god fidus rerkransen giv på en sådan god idés gen- ængningskraft. Den er ble- lavet 1 mange lande, hvor vet minutiøst arbejde og fingerflid har været i kurs. Og den har været brugt til mange formål. I Norge og Sverige har man brugt kransen til varmebrik. I Dan- mark har den haft en ekstra funktion i nøje sammenhæng med vor kulinariske tradition. Det kan man lære rundt om på vore museer, hvor der hæn- ger mange kranse — de fleste noget større end de, der i dag sælges som rent dekorativt kunsthåndværk. Det er gær- kranse, som har været brugt i ølbrygningens tjeneste. I den spændende bog om land- bokvindens liv og virke for 100 år siden, som magister Ole Høj- rup har skrevet med udgangs- punkt i gamle folks beretninger, fortælles, hvordan gærkransen blev brugt. Gær kunne man for 100 år DEN BLEV BRUGT TIL rigtigt. For det har de ikke læst noget om, eller også kan de ikke rigtig huske noget om det. Når det gælder ikke-hvide må vi i reglen undvære de udpenslede rædselshistørier og de bevægede interviews. Når det drejer sig om afrika- nere anvendes oftere vendinger som »det hævdes« eller »ifølge ubekræftede rygter<. Man kan ikke undgå at få det indtryk, at lysten til at undersøge forholde- ne ikke er den samme, når det gælder »sekunda« mennesker, ET er naturligvis svært for os zt lade være med at ind- dele, sålænge vi stadig respekte- rer rangklasser med mer eller mindre fine pladser ved tafler og andre steder. Og inddelingen efter hudfarve er jo fristende let, enhver tosse kan lære at skelne mellem 1. og 2. sortering. Denne kvalitetsmærkning er heller ikke afvaskning som f. eks. tidligere medlemskab af SS eller OAS. ordommene cementeres såle- des på en diskret måde gen- nem valg af højspændingsord som »hvid«, ved reportagernes relative længde og ikke mindst ved intensiteten af de følelser som gennemsyrer beretningerne. Da Congo-krisen sikkert ikke bliver den sidste afrikanske konflikt, hvor der handles be- stialsk overfor både europæere og afrikanere, er der god grund til at hæfte sig ved, hvorledes der berettes og kræves, at med- følelse og afsky retter sig mod mennesker uden skelen til den lille racisme. Nok skal massemedierne kræ- se for konsumenterne, men man behøver ikke ligefrem klappe dem opmuntrende på deres for- domme. På disse kanter er vi jo ikke grove racefanatikere, vore fordomme er pakket ind i jule- papir og serveres med en sådan nænsomhed, at vi virker som venlige mennesker, der bare ud- strækker vor familiegoisme til at omfatte alle dem, vi er hud- beslægtede med. Men det er sta- dig væk en form for diskrimina- tion. ØLBRYGNING siden vel tage ind at købe hos bryggeren i købstaden, men al- ligevel hægede hvert landbo- hjem om sin gærkultur. Den skulle bruges til €'brygningen og til bagning, og måske havde man en gærstamme af særlig fin kvalitet. Gæringen var det sidste led i bryggeprocessen. Nár urten var tilberedt af den udblødte malt og humle, kom gæren på, og så var det spændende at se, hvor- dan det ville gá. 'o kraftigere øllet var, des bedre gærede det. På en egn som Fyn, hvor man gjorde sig virkelig umage for at få godt øl, og hvor man gerne ville ofre rigeligt af både malt og humle, 16rte det da også til undtagelserne, at øllet ikke næ- ste morgen var dækket af et lag gær, Men ellers var der kvali- tetsforskelle, og de blev gjort op i betegnelserne godt øl, godt skidt øl og skidt øl, fortæller Ole Højrup. Når gæringen var endt, skul- le gæren fjernes fra øllet, så man havde den til næste bryg- nfng. »Overgæren« blev skum- met væk fra overfladen med en Gærkransen kan købes i en del butikker, der handler med kunsthåndværk, for 15 kr. s men den gær, som var sun- ke i] bunds, ku op- fanget på anden vis ste- der flettede man en s af halm og lagde den ned øllet. Andre steder brugte man kransen af de små tapped« destykker, Så samlede gæret mellem stråene eller de pinde, kransen blev hængt til tørring, og næste gang der skul- le brygges, lagde man den blot ned i den nye urt. Men det kunne jo hænde, at gæren blev ødelagt på den ene eller anden måde, og så måtte man enten låne hos naboen eller ind til bryggeren i byen. Var man kendt som en, der bryg- gede godt øl, var det aldrig svært at låne, for så kunne gæ- ren blive fornyet, til ejeren selv skulle bruge den. Men bryggede låneren surt øl, var det nok ikke med så stor glæde, man opfyldte sin naboforpligtelse. Derfor var der prestige i gær. Det var en udmærkelse for en kone at have ry for altid at have rigelig og god gær, fortæller bogen om »Landbokvindene. Ruth Nørthen. WEEKEND 5