sunnudagur 3. januar 1965síða 6

En fremmed kommer til byen NENOR, det nye år er for man- A) ge mennesker en dør, som åbner sig ind til et forventnin gens land, drømme og ønsker skal blive til en fuldbyrdet vir- elighed, men der er også man- som står fulde af mistro og x skeler skævt og surt til det nye. Visse vasse, siger de, der er in- tet nyt under solen, alt vil bli- ve ved det gamle, brrrh, livet er en trædemølle. Og de vræn- ger munden, runder ryggen til nye byrder og vender tæerne indad. Men, sefior, det kan også hænde, at noget forunderligt kan hænde for disse sure, mal- urt-spisere, at de krænger deres grå sjæle og vender dem mod lyset. De hårde hjerter smelter og bliver bløde, si, sefior, det er som et tøbrud om våren, en evig sne opgiver sin evighed og bliver til leende, strømmende bække. — Jeg skal, sefior, der- som du ønsker at lytte, fortælle dig om en sådan forandring. Det hændte for år tilbage i byen Ciudad Triste. Byen lig- ger i et land, du ikke kender, selv om du siger, du har rejst meget og set en del. IUDAD TRISTE er bare en lille by og ligger ikke langt fra havet i en dal som er så dyb, at ingen fandt på at gå der ned og folk, som boede i den gad til gengæld ikke gå op. Det var således en glemt, en skjult by, og mange af dens indbyg- gere havde aldrig set havet og sejlet ud til de yderste horison- ter, man var uden vingefang. Ciudad Triste hed byen, men det kaldes den ikke mere. Men dengang, inden 1dlingen, standsede ingen, for hverken dens navn eller beliggenhed nede í dybet lokkede. Ciudad Triste, si indhed var byen tr sefior, 1 t. En utro- g bedrøvelig by og man sagde, it menneskene dér drak eddike stedet for vand. Husene for- … fy — faldt og menneskene med dem. Deres hår faldt af ligesom tag- stene blez- nede eller v grá ligesom hu- sene gøre noget iseende og fra deres næser dryppede det som fra vandpumperne, el- eddikepumperne Í es øjne var ligeså sá at sige pá ét hængsel. Ellers 1 folk er flest, tyk- 11 1 om nævnt: smilene glemt rv, dens a Carmen iéz, en køn Carmen vuggede eller rul. < hovedet, nár en mand gik forbi. Hun v utilnærmelig, kold som pol natten, t ladende uden til at levc kende mere og mere ned í sit indres grá, opta- get af f idthed, sin en- somhed, før havde de dog været to til at bære på dagenes ens- t formighed, to til at vrisse sam- men, Heller ikke hun, Carmen, kerede sig om sit udseende, hendes mund var bittert lukket í, læberne trodsigt gjort smalle, under hendes, i øvrigt nydelige, næse spirede små, mørke hår så tæt, at byens barber begynd- te at sende lange blikke efter hende: hvornår blev hun kun- de? På selve torvet boede borg- mesteren, en lille diktator, en tyran, så han den mindste spire til adspredelse, udvikling hos sine undersåtter, så dræbte han denne spire. Han nægtede dem vinens glæder og havde for- længst tørlagt byen og ville in- gen se slentre omkring i gader- ne efter klokken elleve aften. En lille fed herre var han, vral- tende i gangen, pustende, op- blæst som en kalkun og med en så dårlig, giftig ånde ud af sit gab, at m måtte holde sig for næsen, når man mødte ham. Men sit sure blik roterede han med, alle vegne hvor han ob- serverede kvinder, borgmeste- ren var ugift, ingen gik vel fri- villigt ind til et samliv med denne lyseslukkernes lysesluk- ker. Til sidst standsede dette sure borgmesterblik ved denne kønne og endnu unge enke Car- men og forsøgte at bore sig ind i hendes utilnærmelighed, men hun bare kneb endnu mere med sin mund, slog med nakken og fnyste fra næsen ned i de små, sorte hår, Han blev trods kul- den, eller måske netop på grund af den, spendabel, sendte store, pralende buketter til hende, endog en ring (af tvivlsom vær- di) og fik buketterne ribbede og knækkede tilbage, ringen fladklemt retur, Sefior borgme- steren blev af dette endnu mere vranten og lod befolkningen li- de endnu mere, den blev er surere end eddiken, man sagde menneskene dér drak, og han udstedte et dekret: indbyggerne havde at være i seng en time Í end ellers. Så guder helt øde i de tidlige s torvets palmer, der ik- skær og ke var er støvekoste og nøja nede di stod og suk!) og kunne ulen, som ingen gjorde nogen særlig stads af her, ud 0 sig fra sa og samling blev endnu mere lade end ellers af de lt fårekød og den megen ris, fedtet drev dem ned ad hagerne, de bare proppede Í 1 form for remáde og kulinarisk fantasi, de i ét væk og sprang uaf- leligt ud på baggårdens lille hus, der selvfølgelig her i byen var uden udskåret hjerte i dø- EN fremmede kom oppe fra bjergene. Han var malerisk klædt med en enorm skyggefuid hat på hovedet og bar over den ene skulder en poncho, som langvejs fra lyste og lo af far- ver. Den fremmede var høj, slank med funklende øjne, n ædel af form, mer en smule rødlilla ude på tippen, Han havde med sig fire muldyr, som på deres rygge hver bar to ] re, af eg og med en klukken jættende Den fremmeðe sang med en smidig, let tenor, da han kom op að Via Concurso og folk kig- gede ud af døre og vinduer, overraskede over at et menne- ske ankom til deres by med smil i sine øjne og smukt syn- gende, det var noget ganske uset og uhørt. Hele den frem- medes krop udstrålede energi og ubændig kraft og munterhed, hans klæder var farverige som en stor malers palet, og fra de overdådigt besláede stdvlers hæle stak vældige, klirrende, Byen Ciudad Triste undergik en forunderlig forvandling, da en fremmed kom en dag og fik indbyggerne til at se anderledes på livet end de hidtil havde gjort Nytårsnovelle af HANS ANDREASEN Tegning: ESTHER ANDERSEN ja helt musikalsk klingende sporer op og sådant bøjede, at de var nær ved at save ham i bagen, Madre min for et syn, denne mærkelige fremmede, der lo og trak fire muldyr med my- lukkende ankre efter sig? Det føltes som en brise pludse- lig sejlede ind over byen og vif- tede noget af dens sløvsind bort. Man maste sig ud på gaden, faldt over hinandens ben for at se. Nogle var endnu i særk og i de lange, uldne, blåstribede natskjorter, disse triste sække af bes køn, som er så karak- teristiske for mænd og kvinder i Ciudad Triste og som uvæger- lig må jage al elskovs søde væ- sen ud af sengen og hen i sove- kammerets mørkeste krog, An- dre var endnu ikke blevet fær- dige med julemaden og stod med fårelår og fårelunser i de- res hænder, medens fedtet sile- de som en klæbrig regn ned ad deres hager, stisk DT var morgen og solvældet blottede totalt Ciudad Tr ste's tristhed, armod og mangel på fantasi, En fremmed ville sikkert normalt havde fortsat gennem byen og forladt den uden et hvil, Men da denne kom for enden af Via Concurso og skulle til at dreje over tor- vet, så han enken sefiora Car- men stå i døren, hun, som vi har hørt, var køn og ung endnu, selv om hendes øjne var hovne og knapt så ham. — Ah ha, mumlede han, haha, og hans sang steg til de højeste regis- trer. Han strøg sin uhyre hat af hovedet så et væld af vilde lokker flød ud, han fejede den langs jorden og gav et dybt knæk i kroppen, han slog ud med hånden, elegantere end no- gen spansk grande kunne have gjort det, og nu faldt et væld af ordbuketter ud af hans mund, såsom allerskønneste kvinde, dunede due, lille figenkaktus (dens frugter smager dejligt), øjnenes vin, mundens hvile, min sol, min nat, min dyne, pude, måne på himlen og sådan fort- sat i en uendelig guirlande. Oi, det var nok noget ganske andet end borgmesterens stive buket- ter, det var simpelt hen eksplo- derende ømhed, aldrig før hørt i Ciudad Triste og vederkvæ- gende for en forsømt sjæl, et glemt hjerte, så betagende, at sefioraen, selv om hun nok af vane slog med nakken, tog sig hastigt til hjertet og førte hån- den skjulende op foran de små hår under næsen, Oi, også de små hár havde han ord for, prikket fløjl omkring silkelæ- ber kaldte han det, sagde det så højt og så melodiøst, at barbe- ren, der altid spejdende var i se- fioraens nærhed, sukkede og følte enhver chance for forret- ning med sehora Carmen for- svinde, D? fremmede blev. Han tog ste kro, der selvføl ) og hvis værts ansigt " præget af den største fortvivl Den frem- mede spildte ikke tiden, han gjorde en hastig rundtur i byen og gøs over dens tilstand, han fik oplysninger om borgmeste- ren, om enken, enke efter byens eddikebrygger, Den fremmede hældte flere flasker pomade i håret, i skægget, pudsede spo- rerne, børstede ponchoen, saite den mægtige hat på endnu me:e kæk snur, tog et af de mystiske ankre under armen og gik til enkens hus, Uden for døren sang han en serenade så dejligt kurrende, at sefiora Carmens ansigt måtte komme til syne fra første salen og igen flød ord- buketterne fra den fremmedes mund, endnu mere dårende end før. Ild, blod, kys. Han åbnede selv døren og tog trappen i et spring, fløj ind i hendes stue og knælede på gulvet. Her smel- tede hans øjnes ild hendes kui- de hurtigere end flammer for- tærer papir. Den fremmede var et under, han ummede, ah-ede, smækkede med klang som lyden fra en guitar, hans varme og kraft god Sig over hende som glødende lava, dog uden at slukke hendes liv. A, det holdt han allerede om, fandt en stol og satte hende på sine knæ, hun hvinede nok lidt og kradsede ham i ansigtet. Men snart brød gemt og glemt hunger og længsel frem som en stormflod hos sefioraen, og det blev til lutter kærtegn i stedet, det ildnede ham yderligere. Han åbnede for sit hemmelighedful- de anker og hældte dets kluk- kende væske i hendes mund, Í hendes hals, ned i brystet, det var cognac, 3-streget, årgang glød! Madre, det føltes som om en vulkan kom til udbrud i hendes hals, bryst, hele krop, ] prika, peppero- nne. Oh, du for- , du har blot at tte kommer, den 1 rette mand, r på lette ts mure, da blusser du af det rødeste blod. Han var så overbevisende forelsket, så heftig, så uimod- ståelig, det blev til re årgang glød. steg op under hendes op under himlen og da natten kom, da sang, da vuggede også stjernerne. Folk kom, trods for- budet, ud på gaderne, stod først lyttende, senere let vrikkende i hofterne, aldrig anede toner be- gyndte at leve. Nok kom der gendarmer, som hylede dem ind igen, men sangen fortsatte i hu- sene, Da morgenen steg frem og op fra bjergene, da dansede sefiora Carmen og den fremme- de frit og frejdigt ud pá gaden, kys og me- Serenaderne € + i ues loft, foran Ge og forlod dagen havde og of Men ! rer svo enke han r den sidste dag i året D7 og da den fremmede atter svingede ind over torvet med sin lille karavane, tog borgme- steren, blålilla, rasende, jaloux, sin trekantede hat på og løb el- ler rettere hoppede ud pá tor- vet, — Stands, skreg han, Den fremmede standsede. — Hvad har du i disse ankre, peb han, hvad, sefior fremmede. — Jeg g i sig, da karavanen ankom, og de omringede den fremmede og borgmesteren. Og. så den køn og endnu unge enke var kommet og stod og bed sin fremmede kælent i øret. 18 øjne blev som Borgmes cobraers. — Dit navn, hylede 1ede. — Se ) fremmede flor Gioia, sa og lo, hr. G er mit navn, Enken Carmen så saligt op på ham og mængden jublede, så vendte den sig knurrende mod borgmesteren, hr. Eddike, skreg den, vi har tålt dig længe nok, og den livgivende cognac skal sefior Gioia tømme i vore halsel (Fortsættes næste side)