sunnudagur 10. januar 1965síða 2

Plakat af Cassandra Paladin sig ste Í Kæmpesukves! í = la Kærigtei hære Te Lem & RE. lt 20 Ved Ps H % biografplakat af Sven Brasch PLAKATKUNST I KORSET Når man ser på dansk plakatkunst med et mismodigt suk, má man forestille sig de vilkår, denne kunstart har her til lands i forhold til udlandet. Alle pladser for opklæbning af plakater i Storkøbenhavn er med eneret givet to private firmaer, som tilsammen disponerer over 305 pladser. Udgiften for en plakat til dækning af disse løber nemt op på 12.000 kr.! Plakaterne giver liv i gadebilledet og opgaver unsin iske k N gruppe á har haft som speciale ved nattetid at male byen rød for- stået på den måde, at de som protest mod cn grå, trist facade- by og trange kunstner-udf seskår uden tilladelse bemaler andres plankeværker! Uden at tage stilling til moralske ret til at foretage sig noget sådant, er det imidlertid rigtigt, at udfoldelsesmulighe- derne for vore kunstnere, hvad angår offentlig udsmykning er kummerlige — her tænkes ikke på »organiserede« udsmykninger såsom skulpturer i parker eller vægdekorationer på biblioteker og lignende, men netop gadens kunst, som man kan opleve den for eksempel i Paris — PLAKA- TERNE! oldel- den ORE kunstnere er formodent- lig lige så gode til at lave plakater som andre landes, vi får bare ikke lejlighed til at konstatere det, så længe plakat- 2 WEEKEND kunsten bydes sådanne vilkår som tilfældet er her til lands, hvor selv gadebilledet er arki- tekt-designet og gennemkontrol- et — skal man € elig have plakater, skal der enten være valg- eller færdselskampagne eller noget lignende. Der skal i påkomne tilfælde ansøges om tilladelse til uorganiserede de ophængning/klæbning, og sager- ne skal fjernes efter så og så lang tid — derudover har man a! holde sig til de tilladte og ud- lejede ophængningssteder, som i for eksempel en millionby som København beløber sig til 305 pladser. DOVER den offentlige »re- klame«, som benytter sig af plakaten, er der den kom- mercielle, og man kan vist ro- ligt gå ud fra, at intet firma med den fulde fornuft i behold vil sætte en plakat i produktion på de eksisterende vilkår. Lad os forudsætte, at et privat fir- i DEN ELVTE TIME Barbara Tennant a Haver Pølers Bugs s? TÆT WIR FILM LRBPUEATISN donere aå GSVEIDI TORNESR oe ove kunstnerne til ville gøre på sine plaka- akater m opmærksom ma gennem p! publik Først skulle kunstneren es med nogle tusinde kroner. læst kommer trykningen. at dække eksempelvis Stor- 305 ophængnings- pladser skulle der trykkes ca. et tusinde stykker, hvilket ville koste omkr 10—12.000 kro- ner! Hvis produkter. ten tegnes og hono- For københavns ng man tænker på, hvor me. gen annoncespalteplads samme firma kan få i bladene for de samme penge, forstår man ud- mærket, at næsten ingen går på den med plakaten. E i Storkøbenhavn eksiste- rende 305 pladser er i kon- cession hos to private firmaer og fordelt således: 66 runde pla- katsøjler i København og 102 firkantede på Frederiksberg. Derudover er der í København og Frederiksberg kommuner til- Fortsættes side 8 AN er aldrig helt sikker på, om han er ved at le eller græde. Underansigtets melan- kolske tyngde bekræft« hans påstand om, at intet menneske- ligt bør være ham fremmed, mens jorne omkring øjnene røber en indre kamp for ikke at komme til at le på de for- steder. Som medlem af synets Robin Hood-team, r bl. a. tæller Claus Toxsvig og Flemming Madsen, et ham drage lansen i adskillig verbale dyster, og sidste han Cavling-prisen for journal har nar c modtog fremragende skærmen. ET er en form for berómmel- se, der føles på en ganske særlig måde. Folk finder det helt i orden at standse en på ga- den eller ringe til en — vi har jo været i samme stue. Forleden var der en ældre dame, der stoppede mig på Vesterbrogade og bad mig om at binde hendes snørebånd, fordi hun ikke kun- ne bukke sig. Da det var over- stået spurgte hun, om jeg ikke kunne sørge for, at teksterne på fjernsynet blev lavet noget stør- re, da der var mange ældre mennesker, som havde svært ved at læs der — Ville De foretrække større afstand? — Jeg synes selv, at det er en form for kontakt, der er uvur- derlig for en fjernsynsmand — for eksempel ved jeg altid l4 dage efter et »EKKO«, hvordan reaktionen har været. — De får vel ikke lutter roser. — Det kan jeg love Dem for, og jeg er lykkelig over, at jeg ikke hører de bemærkninger, der falder ved aftenkaffen, ; programmet vises. ET må kræve en god p: selvsikkerhed at stille sig foran kameraet. — Jeg vil s sige, at! ere snar til at fortælle det til an al du bare høre — en naturlig op- lyst - nu | ved fremkaldes lagthed. Deres »ofre« virker ikke afsindigt veloplagte. Der må naturligvis en vis beklemthed hos bevidstheden om, at flere mil- altid opstå folk ved lioner mennesker kigger på dem — der skal også et særligt temperame! til at give sig i kast med sine meninger. Den paradeagtige fremsættelse duer ikke mere — det skal være liv- ligt og trænge ned i kernen. — Gør fjernsynet noget for at indgyde debutanterne selvtillid? — Det skal indrømmes, at ofte har været ladt i stikken, men man er nu blevet klar over, hvor vigtigt det er at skabe et miljø, der får folk til at glem- me, hvor de befinder Der eksisterer jo også en ulykkelig trang til at kigge ind i kame- raet — det er dræbende for en- hver samtale — deltagerne bør kigge på hinanden, og kun i de øjeblikke, hvor man direkte henvender sig til publikum, skal man se ind i kameraet. — Tror De folk er mere kri- tiske, fordi de sidder hjemme? — Selvfølgelig gør det en for- skel, at programmet modtages i en intim kreds — der er intet offer bragt fra publikums side, og hvis man keder sig lukker man af, og netop fordi mediet er så intimt må man for alt i verden undgå at lege skuespiller — som Per Hækkerup engang sagde: Man må være sig selv og håbe på, at det holder. Foran kameraet må man undgå at »leze skuespiller” - hellere være alvorligt ontaget af ei problem og ha” lyst til at fortælle noget om det ... siger TV-journalisten Poul Trier Pedersen í en samtale med Siri Bing + rkærlighed for sam- TY "RES for fundsmæ ssige problemer kunne tyde på, at De tænker idealistisk — Jeg es faktisk, at der er noget ehageligt ved be- nævnelse idealist. Det fører tanken hen på en masse støre ord, og derfor nemt kan kemme til at virke uægte. Skal vi ikke hellere sige, at man skal ha en holdnin — Og í det er denne holdning De 3 lejlighed til at lufte i > EKKO.? — Jeg tror ikke, der er nogen bevidst moraliserende linje i EKKO. Man kan nu engang ikke trænge ind i tingene med en løftet pegefinger. Vi lægger meget vægt på, at gøre program- met analyserende, dermed jé forstå at vi ikke tygger pro- grammet færdigt for folk — det skal være sådan, at seerne selv får lejlighed til at tage stil- ling. Men det forudsætter na- turligvis, at der er redebonhed til at vise resultaterne, uanset, hvordan de falder ud, og der mener jeg, at radioen af og til er galt på den. For eksempel lavede vi et program om sprit- kørsel, og da udfaldet af ekspe- rimentet svarede til for- ventningerne blev det strøget. Det synes jeg grænser til det uhæderlige. Når man har sagt A må man også sige B. Dan- marks Radio skal jo ikke være propagandacentral for andre in- stitutioner, selv om sigtet kan være nok så sympatisk, Man må nøje overholde grænsen mellem propaganda og information, ikke