sunnudagur 24. januar 1965síða 2

HVAD MIT GAMLE HÚS HAR BUDT MIG I DEN TID VI HAR KENDT HINANDEN IN af brødrene Karamassof har netop fyldt en trojka med ehampagne, kaviar og kon- fekt og stryger nu af sted over steppen gennem vinternatten, da der pludselig lyder et lille smæld, som får mig til at se op fra bogen, Men kun et øjeblik efter ser jeg atter ned og følger elskeren på hans vilde vej til sin elskerinde, Smældet kom fra et af de småkræ, der kaldes død- ningeure og som bebor vort hus uden at volde os anden ulempe end disse små tilkendegivelser engang imellem, Dødningeure slår med halen for at gøre ind- tryk på deres udkårne og herre- gud, vi andre ter os jo også be- synderligt, når det kommer over 05. ENERE pá aftenen, midt un- der hr. Karamassofs vildeste orgie, blæser det op fra sydvest, Jeg kan høre det på, at espalier- blommens gren mod vin- duet, og sá gár jeg ud og drejer hvirvlen pá kæmfuret en om- gang til. Det må jeg altid med sydvesten. Under indtrykket af Karamas- sof, der mæsker sig med alskens slår 2 WEEKEND rart, lister jeg ved midnatstide ned i kælderen efter en øl, stø- der derunder hovedet mod spege- skinken, der hænger fra sin snor i loftet, hvilken hændelse inspi- rerer til at file en skive af og smøre en rundtenom med fedt. LÆSTEN bliver til storm, loftsbjælken knager, dødnir- geurets dame har åbenbart væ- ret ham til vilje, for han er tavs og sover nok som et ur, Men der lyder et nyt og højere smæld, som jeg kun kender alt for godt. Det var en stump af tagets un- derstrygning, der dalede ned på loftsgulvet. Det betyder, at vi har endnu et sted på loftet at sætte en blikdåse, hvis det bli- ver slagregn. Men jeg skutter mig bedre til rette i stolen; jeg vil ikke foruroliges af at gå op og besigtige den lille skades om- fang. Højst får den mig et øje- blik til at fundere over, hvad mit gamle hus har budt mig i den tid, vi har kendt hinanden. ET første var et vindue, hvor- under der med regn fra vis- se verdenshjørner samlede sig idylliske småsøer på gulvet, Ef- ter en omhyggelig kitning aftog søerne noget i størrelse, og en nærmere undersøgelse viste, at hele karmen var rådden bag malingen, Da tømreren brække- de den gamle karm ned for at sætte den nye op, så jeg for før- ste gang, hvordan det hus-så ud indeni, som vi havde købt, Tøm- reren forstod mine følelser, men han var en fornuftig mand. »Bare man ikke piller for meget ved sådan noget gammelt lort, så kan det holde i mange år,« sagde han. Men sommetider er man pisket til at pille, Som da en vindskede truede med at gå fra os under en storm for mange år siden, Jeg var kommet vel under dynen, da den tog til at hvine, fordi den kun hang i et enkelt, ru- stent søm. Jeg måtte i tøjet og i gummistøvlerne, og jeg måtte holde godt ved lodøren, mens jeg bugserede stigen ud i vejret og fik den bakset op under vind- skeden, som måtte bindes fast. Dryppende af regn stod jeg bag- efter på sengeforliggeren og blev herligt staklet og rost for min dåd. Jeg var den klodsrepede RS OS 0 4 A HYRET BK: EAR IFT OR í i 50, bramsejlsskipper, der havde kla- ret pynten. Endda har jeg hidtil kun om- talt de mere sobre af husets ind- fald. Værre er det, når det fá? forstoppelse i et af sine tarm- systemer, Til daglig fjæler my- stiske rør sig dybt under græs og fliser. Er man helt stille, kan man høre det klukke og sive dernede, ellers lægger ingen mærke til dem, sålænge de fun- gerer. Men en skønne dag giver vasken en underlig søsyg lyd fra sig, og det bevirker, at også jeg får mærkelige fornemmelser i mellemgulvet, Der gives ingen lugt mere kvalmende og modby- delig end den, der hidrører fra såkaldte hygiejniske installatio- ner. Jeg praktiserer en særlig form for yoga under de ydmyge forberedelser, formålet er at sætte nogle sanser ud af funk- tion for en tid, De daglige buk- ser er allerede hængt over en stol; fra udhuset har jeg hentet nogle laser, som jeg hyller mig i under mit stygge arbejde. Med ansigtet fordrejet indtil ukendelighed af væmmelse lig- ger jeg på knæ i pladderet for- an et stinkende rør og rumsterer med en smattet stáltrád. Skønt LIVET PÅ LANDET Fortalt af Knud Rasmussen Tegning: Mogens Becker det regner og er umildt i vejret, kører den tanke rundt i hove- det på mig, at mens jeg ligger her, vil samtlige de søde piger jeg kendte i min pure ungdom standse ved hækken og komme ind ad fliserne og slå kreds om mig i al min ildelugtende for- nedrelse, VILKET held at min stedses, grønne kærlighed forstår sig på realiteter og tilstoppede af- løb. Der lyder et lyst hurra inde fra køkkenet, da røret med en tvungen gurglen må give sine uhumskheder fra sig, Og der er en sæk til at tørre det ví te af i, og der står varmt vaskevand til mine valne hænder, Den vamle pladderfims, som sidder í næsehårene, fortrænges først af sæbelugten, siden af duften sf formiddagskaffe, men først får jeg rakt en bitter, som løsner kødet, der er fastfrosset til knog- lerne. Man sidder i køkkenkrogen og bliver menneske igen. Van- det klukker i vaskens afløb, som det skal, og alt er såre godt. Kom ikke her og sig noget nedsættende om vores hus, | |