sunnudagur 28. februar 1965síða 2

PERSONLIGE INDTRYK TÆLLER Det beror på Dem selv - og det IF digre søndagsavisers an- noncespalter for plad gende indeholder tusindtals muligheder, Iblandt findes også mindre traditionelle tilbud. Man kan også finde humoristi- ske momenter i annoncer, hvor folk søger et job. Til eksempel for år tilbage, hvor en havner i en annonce søgte et job, hvor han »ugidelig og ! nisk doven, som han selv trykte det — kunne gøre karriere »liggende«! Han FIK ET!! Et kendt Bakke-etablis ment ansatte ham gennem liggende at udføre det for et menneskebarn minima- leste arbejde! KØDEnN- færreste som er ID? er de ste, 1 skal søge et nyt job nårere tværtimod, hvilket ofte kan koste både den søgende — virksomheden og hele samfun- det et ikke ringe beløb, tillige med at det fremmer mavesårs- tendenserne hos de impuicerede. Dog må man, når man skal objektiv, er! Í t virk- somhederne har e odds på hånden, ic 1 ord er bedre end en eventuel afskedi- gets, og de kan stille spørgsmål, jer ikke er den pladssøgende beskåret. Den søgende er fak- sk prisgivet chanceloiteriet og kan udmærket havne på ar- bejdspladsen med den berømte trold i æsken, iført cigar — ko- lerisk temperament og læder- lænestol, 2 wrekenb Når man for 10-15 år siden DET skulle søge nyt job, mødte man op med et læs skriftlige anbefa- linger. Sådan er det ikke mere. - Nu går vi frem efter det per- indtryk, sonalechefen ved en stor virk- sonlige udtaler per- somhed i denne artikel, som søger at belyse de problemer, et nyt job kan byde såvel den søgende som arbejdsgiveren EST er vel egentlig et fremskridt .. HVAD MAN KRÆVER I DAG VOR siden medbragte et større læs skriftlige anbefalinger man Søgte ec t nyt job, er det ma, som den søgende skal ud- fylde. Deri får vi en del prak- tiske oplysninger. få $i.f man for ti-femten år — Er kravene ikke er dag, hvor d arbejdskraft? absolut. Jeg nár 1 — 2 et: dag vigtigere, hvordan man vir- forbindelse nævne, at vi for ker j sin personlige optræden. øjeblikket har 200 ledige stil- Den skriftlige anbefaling er re- linger til kvinder inden for duceret til noget uvæsentligt, kontorfagene! Den bevægelse, som ofte ikke er det papir som foregår på personaleområ- værd, den er skrevet på! — Ordene kommer fra fru Block, måned anviser ca. et Centralarbejdsanvisningskonto- drede mands- og k ret, og fru Block fortsætter; ger inden for handels — Før i tiden troede man på hen. Fordelingen er i papiret, det gør man ikke mere dag således, at de to j det, kan også ses i, her i landet. I Sverige forhol- af dette tal er kvind« der det sig anderledes, vi har mere og mere, hvor kontorerne ofte enskere her, som møder automatiseres med hulkort og op med mappen fuld af anbefa- lignende, foretrækkes Efter cer ces- linger. — Jo, men et ell terium må man vel gá ud når man skal anbef: søgende til en virksomhed? andet kri- fra, 11€ en piads- der, som ejdskraft, de: erførste virksom! have ar over d M m — Det beror dag helt og Ft: stort "problem er den sv holdent på et personligt skøn. gori kvinder, der en del år har | Med årene får man et ganske gået hjemme, og så pludselig | godt tag på at se folk an, og via et lille Optræningskursus springer ind i erhvervslivet igen. De kan faktisk ikke klare er der jo også det, at så længe folk sidder her hos os, ser de ! mere uhildet på en arbejds- sig i dag. hvor man forventer, plads, som vi ofte også kender. at folk ekal kunne Aøres Aar. Når den pladssøgende først sid- — hede val kunne geres ss at DøVsSBt >» bejde, når de ankommer, plus der overfor en personalechef at de skal kunne følge en ar- eller en kontorchef, føler han bejdsrytme. Til oplæring tager í allerede nns!119t : ÞAU d 2 . ' 5 ed sig allerede opslugt af de krav, de fleste virksomheder kun de han forestiller sig modparten — ganske unge, og det er der vel må have, intet at sige til — en oplæring Til hjælp for vor bedømmel- er jo dog en investering for en se har vi jo også et spørgeske- virksomhed. Fortsættes side 8 BOOMERANG Af LISE WERNØE Tegning: ERIK THORSEN ER lyder et bump mod min rude. Jeg kigger ud, i opdage og fortsa ved skrivebor- efter lyder der men kan intet tter med mit arbejde det, Et øjeblik igen et bump, og jeg når lige at se en stor, rød bold dale forbi mit vindue på 1. sal. Jeg farer op fra stolen og styrter ud på altanen — men pigerne var hurtigere: fortovet er øde og tomt. Kun den røde bold triller ensomt hen ad fliserne. Og nede fra opgangen lyder halvkvalt grinen og fnisen op til mig! Så prøver jeg igen at koncentrere mig om mit arbejde, men ko- medien fortsæites. Endelig er det øjeblik kommet, det som pigerne venter på, hvor min tål- modighed har forladt mig. — Nu kan det være nok! råber jeg ud i den tomme stue. Og denne gang lykkes det mig at et glimt af pigerne på flugt. Jeg når også at få afleveret en tord- nende salve: — Kan I så holde op! Men det har de sandelig ikke i sinde. For nu er det jo netop ved at blive sjovt! Et par hårde tennisbolde, afsendt med regel- mæssige, korte mellemrum op på muren til min stue driver mig langsomt mod sammenbrud- | rand. Arbejdet må opgives, dud-råbene ligeledes. Og jeg indser, at jeg nok er ved at ud- vikle mig til en harpe, som det er yderst grinag til eksplosivt raseri. Da lidt efter går ned på gaden, passerer j de to boldspillende 14-års piger og afleverer en kraftig ad- varsel til dem: »... og hvis I knalder ruden, sá bliver det je- res forældre, der kommer til at betale den. Er I med?« Men det gør ikke det fjerneste indtryk på dem. Jeg fortsætter harmdir- rende min vej, mens jeg mum- ler: »Sådan et par uopdragne tøse, som spiller bold på frem- mede folks vinduer!« >... Spiller bold på fremmede folks vinduer'« Sætningen ro- terer endnu i mit hovede, efter at jeg har sat mig i sporvognen, dirrende af vrede. Men bivog- nens monotone gyngen og rum- len dysser mig lidt efter lidt til ro, og jeg glider ind i den vel- kendte sporvogns-sløvhed. Og så — pludselig — kommer orde- bold på fremmede ne »spiller folks vinduere« til svagt og langt -. En mindelse om en tid, der længst er levet, og hvor det var mig, der var en fræk tøs 13 år, at spille bold. Og da særligt på andres vinduer! der elskede I boede dengang på et hospi- tal, hvor min: far var ansat som læge. Min derfor vejene og gangene mel- lem hospitalets pavilloner eller i porten, hvor det var forbudt at lege! I stueetagen boede af- delingssygeplejerske frk. Ra mussen. Hur r nok været on kring de 50 på det tidspunkt og af den lidt kse type. Dog nu, hvor jeg selv er på vej mod samme alder, ser jeg rigtignok "k. Rasmussen Hun var C — og forstår hende. bejdsdag ile ud i trængte hun til at hv sin lille stue. Men netop frk. Rasmussens vinduer havde en magnetisk tiltrækningskraft på os store piger mål for vore kasteskyts: om gummi, om bolde af sne. Det egentl mål med dette bomt var naturligvis at fá 1 tasmussen hen til vin at vi kunne nyde synet, når hun med et rasende udtryk i ansig- tet truede ad os med k hånd. Det var endeløst morsomt. Vi grinede og morede os vidun- derligt. Ja, såmænd! | re frk. Rasmus: kan læ- se mine tanker nu. sá ber jeg hende om pardon! Sandsyn- ligvis har hun lagt sine trætte ben til hvile for bestandig efter den lange og trælse vandring gennem livet. Og et par frække tøse undte hende ikke engang privatlivets fred! Men sandhe- den tro — så langt reflekterede vi overhovedet ikke. Måske så det ud som ondskab, når vi valg- te netop frk. Rasmussens rude at spille bold på, men et bevidst ønske om at gøre fortræd, det var det nu ikke. Kan vi ikke godt kalde det kådhed? Men jeg indrømmer — jeg har ærlig fortjent denne boome- rang, som jeg fik nu — så mange år efter! som et sommeren vinteren bolde af legeplads var