sunnudagur 28. februar 1965síða 5

FF: NYLIG læste vi om, hvad en avis kaldte »rasen- ie lytter-protester« mod Half- dan Rasmussens radiodigte i julemåneden. Midt i den skin- lige juletid havde digteren ti It sig at nævne et stykke fameundertøj, som i gamle dage kaldte: »de unævnelige«, men som nu omtales i alle årets øvrige måneder, uden at én mo- ralsk oprustet bjæffer af den g Men december måned er noget ganske andet, her er det vigtigt. at befolkningens sippethed, eller det der er til- bage af den, støttes på det kraf- tigste. Det er jo ikke eroter, der daler ned i skjul før den støre lysfest. Biandet andet ud fra et vist stilfællesskab i disse lytterbrøl man, om det kunne være en MO-inspireret aktion for et »Tilbage til Unaturen«. g:snede ESVÆRRE synes mange sta- g at være vældig impo- over de indtelefonerede protesters antal, mens man ikke beskæftiger sig meget med det væsentlige: de argumenter der fremføres (eller mangelen på sådanne). Man kan nevet ikke undgá at fá TELEFON TERROR Af HOLGER IISAGER D* mennesker, der forsøger at øve pression gennem en anonym eller ikke-offentlig protest pr. telefon, er vel ofte dem, der er bange for en dis- kussion og helst ikke vil »ro- des ind i noget«, Det er jo me- get lettere at give ondt af sig i telefonen end at gøre en virke- lig indsats, der kræver omtan- ke og udholdenhed. Og da protesterne rettes mod kratiske samfundsorden, der forudsætter en åben drøftelse, hvor både modstandere og til- hængere kan komme til orde, og at man ikke lader sig vej- lede af snese af mennesker, som befinder sig i en momentan ophidselsestilstand. Det bór heller ikke glemmes, at mere end 99 pet. af befolk- ningen formentlig aldrig ville finde på at øve pression pr. te- drejer sig om en iscenesat ak- tion med en organisation som bagmand, der opfordrer sine medlemmer til at bruge denne pressionsteknik. Det smager af McCarthyisme, når man ved skræmmeaktioner vil gemnem- tvinge, hvad man ikke offent- ligt tør lægge navn til. Det er at lave lusk med tilsyne- ladende spontane reaktioner. Telefonstormene er de lys- ter at beskæftige sig med den slags småtterier. Men det skulle nødig udvikle sig derhen, at tvivlsomme oprustningsforela- gender kunne benytte telefonen til at øve pression her i landet. I en verden, hvor der findes så meget inhumant at proteste- re overfor, så mange overtræ- delser af de fundamentale menneskerettigheder, er det be- tegnende, at de lysfølsomme mn fi ' t — : Å den f nemmelse, at mange Á ganske sagesløse personer, bar lefon — med mindre de efter- skys korstog mod det, som mis- protestanter — som vel har en også såkaldt ansvarlige perso- at er , ; hånden får det indtryk, at man hager dem, og det er en ude- lse om, at deres askri fatter de indtelefone- de selvfølgelig besvares med, at p RAI: nelse OM, Al 0 A ner — opfatter de indielelone- de telefonpassende damer í Ra virkelig tager hensyn til den- mokratisk metode, fordi det er kan skyldes deres egen for- pe nøcv ve ass a- i H ; 1 : ri de ged som en diohuset lægger røret på eller ne form for meningstilkende- en hemmelig og uansvarlig kvakling — benytter en uan- mn hå hyrer dte som stiller ind til en grammefon- givelse. form for påtryk. svarlig form for indsigelse. n i 3 age nsy . 5 7 . ertil kommer, at telefon- plade, der henviser de pågæl- . nt - FONT NI rt , H i ST AE Fu dende til at klage på rette sted , ) AR de bigottes protester ELEFONTERROREN ville erroren ofte får I ea og måde N helt anden og farligere ikke finder udtryk gen- nok uddø, hvis både pres- velvillig presse i den forstand, # karakter fár denne protest- nem de sædvanlige demokrati- sen og de ansvarlige myndig- at disse irritationsudbrud får At tage hensyn til telefon- form, hvis det ikke er den en- ske kanaler, partierne eller or- heder klart viste, at de helt »n omtale, som de ikke for- terroren er i sig selv en ringe- kelte, som i irritation giver sig ganisationerne, må grunden nok negligerede denne form for tjener. agtsytring overfor den demo- til at skælde ud, men hvor det være, at disse fornuftigvis næg- pression. Í HUE OG BÅND EN skuffe samlet forskellige minder fra mine år i søværnet. Der er f.eks. hjemme har jeg en hel samling huebånd med navnene på de skibe, jeg har sejlet med, og som jeg næsten allesammen har overlevet. På alle hucbánd — med undtagelse af ét — er skibsnavnene ma- skindroderet med guldtråd. Undtagelsen er navnet på en af de gamle torpedobåde. Nav- net er malet på med guld. Det gjorde man før í tiden. Ak, så forandret. Og dog! Or- løgsgastens uniform har ikke ændret sig meget i over hundre- de år. Og der knytter sig en masse traditioner og historie til den. Huen er uundværlig for or- logsgasten — mener officererne. Går han på dækket uden den, bliver han beskyldt for at gå nø- gen. Franske orlogsgaster har en kvast oven i pulden. Denne kvast havde tidligere, da plad- sen var endnu mere trang un- der dækket, til formål af tage af for stødet, hvis manden un- der huen knaldede hovedet imod. 1 tyske flådes menige har et par sorte bånd hængende ned ad nakken fra huen. Disse bånd o 9 it i er en slags erstatning for den hårpisk, alle søkrigere bar i gamle dage. Hårpisken skulle skinne. Derfor indsmurte man den i fedt eller tjære. Begge dele plettede på busseronnen, d.v.s. blusen. For at skåne tøjet fik sømanden derfor den krave, der stadig udgør det meste af pynten på orlogsgastens uni- form. Poetiske sjæle påstår, at kra- vens tre striber er et minde om Lord Nelsons tre største søslag: Nilen, Københavns Red og Tra- falgar. De er desværre kun et tegn på søfolkenes forfængelig- hed. I det forrige århundrede fik britiske sømænd Venezias piger til ;t brodere striberne på, nár kraverne var til vask, Orlogsgasten har også et sort slips. De sentimentale siger, at slipset indførtes som udtryk for sorg over Nelsons død, Også det er forkert. Sandheden er, at sø- krigerne før i tiden bar en sort klud om panden, når de var i kamp. Kluden skulle hindre sved i at løbe ned i øjnene, nå man tog sigte ved kanonerne. Til daglig bar man kluden som en sløjfe om halsen, og orlogs- gastens slips er altså bare en svedeklud, Maritime traditioner — en kaserne kalder orlogsgasterne Den meniges uniform har el- lers ikke megen pynt. Officerer fra orlogskaptajner og opefter har egeløv i guld på kasket- skyggen. Dette kalder »bass ne« — af let forståelige grunde — for »blæretang.. Næh, den menige må nøjes med en flad hue — »pandekagen. kaidet. Og han kan let komme til at vende den forkert, så skibsnavnet ven- der bagud. Resultatet er, at han straks bliver stillet over for spørgsmålet: — Skal De mand? Mine allerførste små distink- tioner var et par gule vinkler. De blev ikke regnet for meget. For de vendte spidserne nedad og var kun — som de værne- pligtige siger — »til at pisse ir. Indtil for 35 år siden havde de danske orlogsgaster — som de franske stadig har det — l narre fjenden, blå-hvidstribede undertrøjer. De kaldtes „tigerene. Nu lyser kun kraven op og tiltrækker piger- ne, Derfor kaldes kraven (it »magneten« omme tider med en uartig f Engelske meget mán vil jo denshavenes be- bruger »buksebræd- man í en stenfregat dere til at gøre vidden forneden endnu større, Det er forbudt. Britiske orlogsgaster har også tit »krøllede« benklæder. Måske tror De, at de arme søfolk ikke har plads nok til uniformen om bord og derfor må lægge tøjet, så der kommer folder i det. Men tæl benklædefolderne efter, når De ser en britisk sailor. Der er syv folder på tværs i hvert buk- seben. Folderne er omhyggeligt presset, og når der er syv, er det for at vise, at den britiske flåde er at finde på alle syv ver. denshave. Hvorfor er benklæderne for resten så vide forneden? Jo, det har sin simple forklaring: I træ. skibenes tid gik søfolkene næ- sten altid barbenede dm bord, og der blev tit skuret dæk. Un- der dette arbejde smøgede ga- sterne benklæderne op forne- den, og det var jo lettere at gøre, når vidden var stor. I vore dage har skibene stål- dæk. De enkelte linere, som sta- dig har hvidskuret trædæk, har gøre arbejdet. blev dækkene sand og erio! maskiner til at Men før í tiden skuret med i mursten. Sand kaldes ig »marstallersoda.«, og mur- har navnet Skurer »sømandens man dæk mursten, »Synger man salver.. Sit navn har mur- stenen, fordi man må bøje sig ligesom i bøn for at bruge den. Ja, når man sidder og kigger på de huebånd, kommer fanta- sien i bevægelse, En gang var det min mening at fá dem syet på en sofapude. Men jeg vil hel- lere tage dem frem en gang imellem sammen med alt det andet ragelse, som minder mig om den tid, da der virkelig var søfolk til. Virkelig sømand er man kun, når man har været på mindst et par af verdensha- vene. En gammel bådsmand sag- de til os efter vores første togt — til Isefjorden: — Man har salt- vand, før man har været uden for Skagerrak! Jeg har huebånd fra mange skibe, som minder mig om for- er i mange byer med forskellige piger. Et af bán- dene ville jeg lrig sætte på en sofapude. Jeg ville skamme mig ved at vise det frem. Det stammer f kort periode på en af ne«. På hue- med sand og ikke pisset »stentregatt Kaser- ne... Sådan noget som en kaser- er kun en stenfregat, mar