sunnudagur 7. februar 1965síða 3

AN hører straks det høje C, når man åbner døren til Lone Koppels lejlighed. Det er imidlertid ikke den kgl. opera= sangerinde, som har hjemme arbejde, men husets 1-årige dat« ter, hvis kraftige røst giver lóf- ter om, at 3. generation af Kop- pel-dynastiet er i gode hænder, Familiens overhoved er kom- ponisten, professor Herman D. Koppel, der foruden Lone Kop- pel har datteren Therese, som er pianistinde, sønnen Thomas, som er komponist og den 17-årige puden der både spiller klarinet »g maler. En bror til Herman D. Koppel er kgl. koncertmester Julius Koppel, hvis kone Else Marie Bruun også er medlem af Det kongelige Kapel, VORDAN finder man i Kop- pel-familien ud af, hvem der kan hvad? — Jeg blev skam ikke udpeget til at blive sangerinde, hvis det er det, De mener, lige så lidt som min søster blev udpeget til at blive píanistinde. Selv da jeg gik til optagelsesprøve på konservatoriet, havde jeg ingen bagtanker om nogen sinde at komme til at stå på en scene. — Havde fader det? — Om jeg blev skubbet frem — overhovedet ikke! Der har aldrig været nogen form for indblanding, men min far var vældig sød til at akkompagnere mig, da jeg først fandt ud af, at jeg kunne lide at synge. " — Er Koppel-klanen en slags »Indenfor murene. 1964? — Det tror jeg bestemt ikke, man kan sige — jeg synes, der kommer en masse liv ude fra, men selvfølgelig består der et vidunderligt sammenhold og en meget stærk familiefølelse. — Og nu kalder den verden — Jeg slipper aldrig familien — man må én gang for alle er- store kende, at når man gifter sig, må man renoncere på noget andet — simpelt hen fordi man ville være et umenneske, hvis man havde í sind it fortsætte med at give 100 procent af sig selv til ka I sá skulle man lade være med at gifte sig. Jeg har sagt det før, men det skal »r afgjort ikke byder Dem med Kieler- t mig for 2 » tilknyt KNÚT. ningen til Det kel. Teater. Der bliver tre premierer om året med højst 4 prøvetid og ikke mer 50 forestillinger, så der alligevel tid til hjemmeliv. Og ellers má jeg lindre på smerten ved at klistre en masse fotografier af familien op på garderobevæggen., — Hvad har Kiel som de an- dre ikke har? — Den har dirigenten Peter Ronnefeld og instruktøren Friedrich Petzold — de to har bl.a, gjort deres til, at Kieler- cperaen i dag regnes for en lille perle i tysk opera-liv. Og i Kiel får jeg nogle af de partier, som jeg elsker højst: Donna Anna i Don Juan, grevinden i Capriccio dg Marie i Wozzeck. — Mange andre har haft bud efter Dem — Ja, efter premieren på Ari- adne kom tilbuddene faktisk strømmende — både fra Wien, Miinehen, Zúrich, Dússeldorf og Bayreuth, og det er jo van- vittig fristende, men jeg vil kun gøre det, der virkelig interesse- rer mig. — Der er ikke mange, der kan tillade sig at vælge og vrage i en alder af 26. — Det er jo netop det, der er så dejligt — at jeg faktisk kan tillade mig at være kritisk. — Det var ikke Deres største problem på Det kongelige? — Nej, inden Cavalleria Ru- sticana og Tannhaúser dette ef- terår havde jeg kun haft to par- tier på to år, og for en sanger må der helst ikke gå for lang tid imellem hver opgave — så bliver man nervøs, For en k) ner er det en pligt at for- søge noget ny - derfor glæder jeg mig til at kræfter i Kiel. prøve JEG ER INGEN KARRIEREKVINDE - JEG SLIPPER ALDRIG FAMILIEN … — Hvad siger Deres mand til udlændigheden? — Han er heldigvis meget glad for mit arbejde og er en enorm støtte for mig. Det må sære forfærdeligt for en sanger- inde at være gift med en jaloux ægtemand, der ikke kan forstå, at der kan være visse vanskelig- heder forbundet med at vandre lige fra en hed omfavnelse på scenen hjem til kødgryderne. — Det må ikke være mindre forfærdeligt at skulle omfavne en kollega, man måske ikke kan udstå. EAS ASS SN NS SANS SO I Kiel fár jeg nogle af de partier, jeg elsker hgjst - gifter man sig, ville man være et u-menneske, hvis man satte alt ind pá karrieren, siger operasangerinden Lone Koppel bl.a. í denne samtale med Siri Bing — Hver gang jeg har skullet været lidenskabelig på scenen, har jeg faktisk følt det — man er i den grad en del af rollen, at man overhovedet ikke tæn- ker på, om den pågældende san- ger er dum eller ej. — Men det må nu alligevel forhøje charmen, hvis han ikke er det. — Det betyder da fantastisk meget! I fjernsynsudgaven af Tosca synger jeg sammen med Ib Hansen og Hartmann — det er helt vidunderligt — dem le- ver man sammen med, mens man godt kan komme ud for nogen, som ikke føler, hvor det er, man vil hen eller forstår, hvad man mener. Det er bl.a. én af grundene til, at de operaer, hvor man har to skiftende hold til at udføre hovedpartierne, næsten er to forskellige forestil- linger, ÅR man som operasangerinde ikke i en evig skræk for at blive forkølet? — Selvfølgelig gør man alt for at undgå det — man vil jo nødigt være den, der vælter en forestilling. -— Da De efter eget udsagn ikke er karriere-kvinde, kan De måske komme med et par bevin- gede ord om kvindernes k riere-jag i det herrens år 1964. — Det er jeg bestemt ikke den rette til at udtale mig om — jeg kan nemlig slet ikke sætte mig i den situation, at jeg ikke jar sangerinde, Tanken mig fuldstændig fjern — jeg ville faktisk ikke ane, hvad jeg skulle stille op med mig seiv ligger