sunnudagur 7. februar 1965síða 3
‹ fyrra síða allar 11 síður næsta síða ›
Hendan síðan hevði ongan tekst í PDF-skjalinum. Teksturin niðanfyri er lisin maskinelt (OCR) og kann hava villur.
Tekstur á síðuni
AN hører straks det høje C,
når man åbner døren til
Lone Koppels lejlighed. Det er
imidlertid ikke den kgl. opera=
sangerinde, som har hjemme
arbejde, men husets 1-årige dat«
ter, hvis kraftige røst giver lóf-
ter om, at 3. generation af Kop-
pel-dynastiet er i gode hænder,
Familiens overhoved er kom-
ponisten, professor Herman D.
Koppel, der foruden Lone Kop-
pel har datteren Therese, som er
pianistinde, sønnen Thomas, som
er komponist og den 17-årige
puden der både spiller klarinet
»g maler. En bror til Herman
D. Koppel er kgl. koncertmester
Julius Koppel, hvis kone Else
Marie Bruun også er medlem
af Det kongelige Kapel,
VORDAN finder man i Kop-
pel-familien ud af, hvem
der kan hvad?
— Jeg blev skam ikke udpeget
til at blive sangerinde, hvis det
er det, De mener, lige så lidt
som min søster blev udpeget til
at blive píanistinde. Selv da
jeg gik til optagelsesprøve på
konservatoriet, havde jeg ingen
bagtanker om nogen sinde at
komme til at stå på en scene.
— Havde fader det?
— Om jeg blev skubbet frem
— overhovedet ikke! Der har
aldrig været nogen form for
indblanding, men min far var
vældig sød til at akkompagnere
mig, da jeg først fandt ud af,
at jeg kunne lide at synge.
" — Er Koppel-klanen en slags
»Indenfor murene. 1964?
— Det tror jeg bestemt ikke,
man kan sige — jeg synes, der
kommer en masse liv ude fra,
men selvfølgelig består der et
vidunderligt sammenhold og en
meget stærk familiefølelse.
— Og nu kalder den
verden
— Jeg slipper aldrig familien
— man må én gang for alle er-
store
kende, at når man gifter sig, må
man renoncere på noget andet
— simpelt hen fordi man ville
være et umenneske, hvis man
havde í sind it fortsætte med
at give 100 procent af sig selv
til ka I sá skulle man
lade være med at gifte sig. Jeg
har sagt det før, men det skal
»r afgjort ikke
byder Dem
med Kieler-
t mig for 2
» tilknyt
KNÚT.
ningen til Det kel. Teater. Der
bliver tre premierer om året
med højst 4 prøvetid og
ikke mer 50 forestillinger,
så der alligevel tid til
hjemmeliv. Og ellers má jeg
lindre på smerten ved at klistre
en masse fotografier af familien
op på garderobevæggen.,
— Hvad har Kiel som de an-
dre ikke har?
— Den har dirigenten Peter
Ronnefeld og instruktøren
Friedrich Petzold — de to har
bl.a, gjort deres til, at Kieler-
cperaen i dag regnes for en lille
perle i tysk opera-liv. Og i Kiel
får jeg nogle af de partier, som
jeg elsker højst: Donna Anna i
Don Juan, grevinden i Capriccio
dg Marie i Wozzeck.
— Mange andre har haft bud
efter Dem
— Ja, efter premieren på Ari-
adne kom tilbuddene faktisk
strømmende — både fra Wien,
Miinehen, Zúrich, Dússeldorf
og Bayreuth, og det er jo van-
vittig fristende, men jeg vil kun
gøre det, der virkelig interesse-
rer mig.
— Der er ikke mange, der kan
tillade sig at vælge og vrage i
en alder af 26.
— Det er jo netop det, der er
så dejligt — at jeg faktisk kan
tillade mig at være kritisk.
— Det var ikke Deres største
problem på Det kongelige?
— Nej, inden Cavalleria Ru-
sticana og Tannhaúser dette ef-
terår havde jeg kun haft to par-
tier på to år, og for en sanger
må der helst ikke gå for lang
tid imellem hver opgave — så
bliver man nervøs, For en
k) ner er det en pligt at for-
søge noget ny - derfor glæder
jeg mig til at kræfter i
Kiel.
prøve
JEG ER INGEN
KARRIEREKVINDE
- JEG SLIPPER ALDRIG FAMILIEN …
— Hvad siger Deres mand til
udlændigheden?
— Han er heldigvis meget
glad for mit arbejde og er en
enorm støtte for mig. Det må
sære forfærdeligt for en sanger-
inde at være gift med en jaloux
ægtemand, der ikke kan forstå,
at der kan være visse vanskelig-
heder forbundet med at vandre
lige fra en hed omfavnelse på
scenen hjem til kødgryderne.
— Det må ikke være mindre
forfærdeligt at skulle omfavne
en kollega, man måske ikke kan
udstå.
EAS ASS SN NS SANS SO
I Kiel fár jeg nogle af de partier, jeg elsker hgjst -
gifter man sig, ville man være et u-menneske,
hvis man satte alt ind pá karrieren, siger
operasangerinden Lone Koppel bl.a. í denne samtale
med Siri Bing
— Hver gang jeg har skullet
været lidenskabelig på scenen,
har jeg faktisk følt det — man
er i den grad en del af rollen,
at man overhovedet ikke tæn-
ker på, om den pågældende san-
ger er dum eller ej.
— Men det må nu alligevel
forhøje charmen, hvis han ikke
er det.
— Det betyder da fantastisk
meget! I fjernsynsudgaven af
Tosca synger jeg sammen med
Ib Hansen og Hartmann — det
er helt vidunderligt — dem le-
ver man sammen med, mens
man godt kan komme ud for
nogen, som ikke føler, hvor det
er, man vil hen eller forstår,
hvad man mener. Det er bl.a. én
af grundene til, at de operaer,
hvor man har to skiftende hold
til at udføre hovedpartierne,
næsten er to forskellige forestil-
linger,
ÅR man som operasangerinde
ikke i en evig skræk for at
blive forkølet?
— Selvfølgelig gør man alt
for at undgå det — man vil
jo nødigt være den, der vælter
en forestilling.
-— Da De efter eget udsagn
ikke er karriere-kvinde, kan De
måske komme med et par bevin-
gede ord om kvindernes k
riere-jag i det herrens år 1964.
— Det er jeg bestemt ikke den
rette til at udtale mig om —
jeg kan nemlig slet ikke sætte
mig i den situation, at jeg ikke
jar sangerinde, Tanken
mig fuldstændig fjern — jeg
ville faktisk ikke ane, hvad jeg
skulle stille op med mig seiv
ligger