sunnudagur 7. februar 1965síða 5

——""""e"""e" FORMERING dan er det. Nár man ikke A min barndoms havre- grynspukning — og gud ved, om den ikke er der end- nu? — var der et billede af en dreng, der bar en havre- grynspakke, hvorpå der var et billede af en dreng, der: bar en havregrynspakke, hvorpå der var et billede af en dreng, der bar en havregrynspakke, hvor- Þá der v'r.... Man kunne blive helt svim- mel af at tænke sig, hvor man- ge drenge med havregrynspak- ker, der kunne være jen i hinanden. Det var ligssom at kigge stjerner en augustaften, bare den modsatte vej, om man kan sige det sådan. Uendelig- hedssystemet på vej mod noget uendeligt stort eller noget uen- deligt småt. Det hele reprodu- ceret igen og igen uden ophør. Vi kan ikke fatte det, selv om vi er vidne til det hver dag. Det ene døgn tager i det andet i en uendelig lang kæde. Vi vil aldrig komme til at ken- de hverken begyndelsen eller enden. Mennesker formerer sig som på havregrynspakken: In- den i mig ligger et lille æg, der kan blive til et menneske, hvori der ligger et lille æg, der kan blive til et menneske, hvori der ligger .... Man kan blive ved, til tan- kerne og alle ens hjerneceller trimler over kors inde i hove- det. Så må man holde op og nøjes med at acceptere, at så- kræver forklaring, kan man tumle med uendelighedsbegre- bet som var det en bold eller billardkugle. Matematikerne bruger det jo som hverdagsbegreb. Deres in- finitesimalregning har sat uen- deligheden om i tegn, der kan læses som bogstaver og forstås som et sprog. Takket være dette sprog har de udført be- regninger, som ellers ville være umulige; deres regnesprog har kunnet beskrive verdensbille- det på en måde, som vore dag- lige sprog ville være for knap- pe til At kunstnerne også har ladet sig inspirere af uendeligheds- begrebet, er der talrige eks- empler på. Gentagelsen har væ- ret mønster for musik, skri- vende og bildende kunst. Det er legen med den kinesiske æske om igen, Inden i æsken ligger en mindre æske, hvori ligger en mindre æske, hvori ligger en mindre æske, Temaet formerer sig, som mennesker formerer sig — som keramikeren Lizzie Schnaken- burgs lille brændte relief har formeret sig. Selv om hun kun har taget de to yderste »æsker« med i sit lille mor-barn-billede, så er det dog i lige linje efter- kommere af den russiske duk- ke, der omslutter en dukke, der omslutter en dukke, der omsl.. r Ruth Nørthen FRA POP TIL PÅP Af HOLGER IISAGER EN amerikanske sociol C. Wright Mills omtaler (i »The Power Elite«) en gruppe celebre personer, som kun er be- rømte fordi de fremstilles som sådan ved en pågående publi- city. Han tænker bl.a. på pop- stjernerne. Nu er de fleste danske aviser prisværdigt sobre på dette feit, og de ofrer ikke mange linjer på popfolkene, hvis interesser først og fremmest vartetages af uge- og biliedbladene. Da stoffet om popperne sluges som østers af masser af teenagere, kan en kort analyse nok være berettiget. Vi ved, at presse-interviews med malere følger et bestemt skema, at samtaler med skue- spillere næsten altid drejer sig om de samme ting, at man spór- ger industrifyrster på én måde og statshusmænd på en anden. Der er ikke megen variation i menuen, men alle rekorder i smalsporethed slås dog af pop- stoffet. Her behandles læserne ganske enkelt som en sinke- klasse. IGESOM der var engang, — hvor alle talte om at kom i himien — det var før fje net siog igennem — så taler nu alle popfolk om livet på toppen. Der må være god plads deroppe, for næsten alle dem vi læser om befinder sig der. Men at nå der- op og hoide stillingen kræver slid. får vi at vide. Tro ikke man kan klare den som Preben Mahr: ved at sovse hænder og hår ird i mirakelcreme og se god ud. Det gælder om at slå sit navn fast hører vi, og hele tiden de- monstreres, at popfolk har et næsten relig.øst forhold til re- klamen, den store livgiver, den der skaber karrieren og sikrer engagcinenierne. Det er ikke overraskende at læse, at karrieren ofte er be- gyndt ved en tilfældighed — det er vel indlysende for de fleste — det beklagelige er bare, at det er tilfældigt, hvem der bliver teenagernes idol og hvem der kun går derhjemme og drømmer om a* blive det. ILBUD spiller en hovedrolle i disse reportager, Der er til- bud til popstjernen fra Samsø og Nedersachsen, fra Beirut og Beldringe, og den unge »kunst- ner« kan ikke blive interviewet uden at omtale sine tilbud, sir karriere og sin top. d fra den betragtning, at en hund der kan spille violin til enhver tid kan udkonkurrere en iz og en Oistrakh, er pop- folkenes mødre klar over, at jo yngre de håndplukkes, des bed- re. Der er ingen aldersgrænse nedefter. For nylig udtalte en popdreng til der. trofast refererende jour- nalist, at da han var ganske lille, var folk sympatisk indstillede næster ligegyldigt hvad han op- trådte med. Det kan jo godt varme en mors øren at høre den slags. OPVERDENEN har flere ta- bu'er end nogen anden. Pop- pigerr.e blotter sig kun for foto- grafen, men bortset fra den lille ekshibitionisme har de unge mennesker ingen laster celler skrøbeligheder, ingen flasker på bordet, ingen kedelige bande- od. intet kønsliv. Heller ingen tanker og meninger om noget som helst ud over karrieren. Men en masse følelser, først og fremmest for det publikum, som udgør deres eneste kærligheds- forhold, Selvfølgelig betragter de mest enfoldige af deres tilbedere pop- folkene som de helgener, vi ger- ne skulle tro de er, Deres hår- tjavser, tøjstumper og snøre- bånd er kræs for disse fans på samme måde som splinter og knoglerester må have været det for middelalderens børn. e e OPPERNES ydre beskrives detaljer, deres indre går man nænsomt uden om. I de illustre- rede blade kan vi få syn for, hvor naturligt de poserer, og hvor meget smilet betyder for dem. For dem er smilet, hvad vejrtrækningen er for os andre. Men hvad får de unge enter- tainere tiden til at gå med, når de ikke elsker deres publikum, klamrer sig til toppen og ople- ver »eventyret som alle piger (og drenge) drømmer om?e V kan kun gætte, men de ymter lidt om sportsvogne, checkhæf- hvad der ellers hører 1 velklædthed i de kredse i de sig aldrig på en sådan måde, at de kar selv- mistærkes for intelligens stænd:ge meninger ell andet foruroligende. De er fanger i et bur abt af banal publicity. Og alt dei ævl, der øses op om disse er unge sangere og musikanter alisá hvad man har at tilbyde teenage-læserne. Her lades alt popfolke: menneskeligt ude, præsenteres som skabeloner ud skåret i pap. Hvem er det mes synd for? på