sunnudagur 28. mars 1965síða 3

av" Af DENIS DUPERLEY udfordringer, alt det dér, De ved nok Jeg ville meget gerne gøre Men jeg er blevæt klar over med tiden, at man kke skal bide mere af end n kan tygge, indenfor den indu- stri man kalder show-busincss. Man kan ikke komme ud over sin vegrænsning. fremskri ET ville naturligvis være hyggeligt, hvis jeg kunne indspille en kunstnerisk præget film. Måske vil jeg en dag nå så langt, at der kan blive tale om noget sådant, men ikke nu. Jeg har gennem årene haft lejlighed til at udvikle min dømmekraft med hensyn til mi- ne medmennesker, Jeg holder mig borte fra dem, der kan give mig ballade. Især kvinder Jeg tragter ikke efter at om- gås de rige eller berømtheder- ne, Jeg omgås helst min egen slags. Mine fornøjelser er gan- ske almindelige. Jeg kan godt lide fodbold. Jeg læser med:- cinske lærebøger, Da jeg gik realskole, drømte jeg om at b!:- ve læge. Det blev ikke rigigt til noget JO KUNNE GODT TÆNKE MIG AT BLIVE GIFT, men hvordan bærer jeg mig ad med at finde en pige, der er både forstående og loyal — som er i stand til at elske menneske: og ikke bare navnet?e« Teen-age-idolet er blevet vok- sen. Millioner elsker ham. Selv spekulerer han over, om kær- ligheden overhovedet eksisterer -— for ham, mennesket, ikke plademiilionæren. ERIK THYGESEN prøver i dette causeri at finde ud af, hvad et professionelt tommelfingermenneske er for noget ca. 2 overnatninger, Her fore- ved stoppe- stederne — e er stilles til rådtghed for kolleger. går det samme FUN sjældent ser man med- lemmerne hjælpe hinanden med stop. Dertil er deres po- sition i de respektive køretøjer for usikker og for afhængig af chuufførernes forgodtbefin- dende, Alene en anmodning om en medpassager kan vække en chaufførm e om komplot og udnyttelse, og resultatet vil ofte blive, at hverken den, der har standset bilen, eller kolle- gaen vil komme med. Mang vejkrydskonferencer udvikler sig Íra oalmindeiig diskussioner turistsiu om cha »g deres motiver. Mange iderlige teorier er blevet rt g givet er det, at det 'kommer at være et terium hver gang en ubarberet og 'oletarturist med rase siger noget jsende« og »lange afstanuc« og »trang til at sludre«, Forklaringen lyder an- tagelig, hvis det blot ikke var for de mange chaufførers tavs- hed — især de handelsrejsende, som måske vil vrisse et Hop ind! og et Hvortil? Hvorfra? og der- på skrue op for radioen igen. STOPPERENS dristighed er Í A/ virkeligheden, at han har tilstrækkeligt mod og dristig- hed til at turde tro på og løbe an på en slags inter-human fællesskabsfølelse. Det er inter- essant, at de bedste stoppelande Vesteuropa netop er små lan- de, hvor samarbejde og hjælp- somhed har været og er en daglig nødvendighed, Jeg tæn- ker her på stater som Finland, Irland og Grækenland. Og det er med beklagelse, man må kon- statere, at disse træk alminde- ligvis forsvinder proportionait med et lands stigende levefod, således at man i bilrige områ- der som Svejts, Sverige og Syd- Californien må benytte offent- transportmidler, hvis man li ønsker at komme nogen steder. Næst efter hjælpsomhed er nysgerrighed vel den vigtigste kraft, når vi ser bort fra Det mellemste Østen, hvor der stik- ker politiske motiver bag. Som oftest er det første, en chauffør spørger om nationa- litet, rejsemål, stilling, familie- forhold, mening om værtslan- det, Derpå vil han ubevidst visa, hvor betaget han er af stoppe- rens berejsthed og mod og duft af eventyr. Til slut vil han — hvis han er tilstrækkelig dri- stig — spørge om, hvorfor han går på stop, eller hvordan han kan blive ved med at trille vi- dere i det uendelige, go 4 Og det er netop spørgsmålet. Almindeligvis fremmumler den professionelle et par fraser om fattige studenter og dyre studie- projekter, som den lange af- stand har stillet sig i vejen for — mens sandheden som regel er, at han ikke kan besvare spørgsmålet, at han ikke engang har et bestemt mål. Dvs. naturligvis har han et rejsemål, Aldrig har man hørt om en stopper, som har vaklet på dette punkt. Men han kan ændre sit bestemmelsessted ad- skillige gange om dagen — af- hængende af oplysninger fra chauffører og nye muligheder fra nye stoppesteder — og mon ikke det er dette usikkerheds- moment, der får ham til at fort. VERT stoppested kan blive den fantastiske undergang, søgt og frygtet, stopperens ma- reridt: skal han strande her? Endnu har der altid været en udvej, men denne gang må- Hvert lift kan udvikle sig til et eventyrlift eller det absolut modsatte, Tilfældet tilbedes. Og måske er stopperen i vir- keligheden andet og mere end blot en bilparasit. Hvad, skal jeg ikke kunne sige, men måske — alligevel... sober