leygardagur 26. august 1967síða 3

VI FISKEDE EN - „MILLION OP AF — SKRALDESPANDENE . 1000 unge'er i ár strømmet til Abbe Pierres klunserlejre i Norditalien for at hjælpe fattige i Italien og i U-landene - Blandt dem var Søndags-AKTUELTs udsendte medarbejder, John Njor, (billedet) som her fortæller om, hvordan velfærds- samfundets lossepladser er blevet guldgruber. # Velfærdssamfundet har gjort lossepladser og pulterkamre til vor tids guldgruber. I hvert fald for dem med den rette sans for værdi- er. Det er min erfaring efter et op- hold í en af Abbe Pierres klunser- lejre i Norditalien. Sammen med ca. 1000 andre unge tømte jeg pulter- kamre og støvsugede lossepladser for alt af værdi. Sidste år indbragte dette arbejde 700.009 kr., og i år ventes overskud- # det at komme op på en million. I 1963, da Abbe Pierre fik ideen til at lade unge frivillige hjælpe de fattige ved at klunse, meldte 20 un- ge fra tre nationer sig, året efter 60 fra fem nationer, i 1965 var der 650 fra 11 nationer, sidste år 1000 fra 14 nationer og i år endnu flere. Fra hele Eurcna strømmede vi til klun- serlejrene i de ord-italienske indu- striby: hvor pulterkamrene blev endcvendt under ledelse af profes- sior klunsere, ægte clocharder som var gået 1 hundene, ÅL fra men som af Abbe Pierre og hans hjælpere i Emmaus-samfundet blev hjulpet, og som nu har meldt sig til at hjælpe andre i nød. Betaler selv rejsen Alle betaler selv rejsen til og fra klunserlejrene, mens kost og logi er gratis. Alligevel bliver overskuddet stort, for næsten alle er idealister, som gerne vil bestille noget for det gode formåls skyld. Og de andre, der som jeg tog til lejren af nys- gerrighed, bliver hurtigt smittet af arbejdsiveren. Ikke mindst fordi man snart lærer respekt for de små ting, lærer at se værdier selv i det papir, som dette er skrevet på. Den professionelle klunser i vores lejr, Kees, tillod ikke det mindste søm, den mindste klud at gå til spil- de. De små klude blev til store bal- ler, som to mænd ikke kunne løfte. De små klude battede pludselig på vægten, og lirene klingede i kassen. Små munde i et eller andet frem- med land ville få mad. Kees smilede når vægten gik i bund og tog atter fat på arbejdet. Hans pauser var få og korte og det smittede. Danskerne køber kobbergryderne Vi var ca. 30 i vores lejr i Imola mellem Bologna og Rimini, og i de godt 14 dage, undertegnede forsøgte sig som skraldemand, trak vi på vo- res små trækvogne omkring 25 ton aviser, endnu flere ugeblade og gamle klude, foruden store mæng- der gammelt jern og flasker. Der- til kommer alt det, som stadig kan bruges. Køleskabe, TV-apparater af ældre model, utallige radioer, duk- ker, cykler, barnevogne, bøger og lignende, foruden en bunke kobber- ting: gryder, pander, kander m.m., som der endnu ikke er gået mode i i Italien. Det alene kunne indbringe en formue i Fiolstræde i Køben- havn. Nu blev de pudset op og sendt til Rimini og solgt til danske turi- Vips fra Lolland, vordende magister, er spændt for klun- servognen og på vej tilbage til klunserlejren med gamle klude, aviser m. m. ster. Resten blev vekslet til klin- gende mønt på loppetorvet. Lærer meget Hvad har klunserne ellers ud af deres Italiens-rejse? I arbejdstiden får de lært en mas- se sprog. Man får rigeligt brug for sine sprogkundskaber, og har man ingen, får man det garanteret. Det er faktisk helt utroligt, hvad mam lærer af gloser på 14 dage. Og om aftenen eller i den 2'4 té me lange siesta kommer man ind på livet af unge mennesker fra am dre nationer og knytter en del godø forbindelser, eller man funderer lidt over baggrunden for det, man ind samler og prøver at lære italienerne at kende gennem det, de smider ud. JEN SET GENNEM EN SKRALDEBØTTE Skal man hedømme italienerne (hvad man nok ikke skal) efter det, de smider væk, må de være barnlige sjæle, > der enten er glødende sportsidioter, kommunister eller katolikker, eller muligvis alle tre dele. Fælles for dem er, at vigtigste lekture er Anders And - De har ingen sommerhuse, og derfor står alle de gamle TV-apparater o. I. ikke i sommerlandet, men derimod í pulterkamrene. Skal man tegne den italienske na- tionalkarakter, som den ses gennem skraldebøtterne (hvad man nok skal være varsom med) får man det indtryk, at italienerne er menne sker, der får en meget stor del af fritiden til at gå med at læse An- gers And, her kaldet Paperino, el- ler som der står på bladenes om- slag: Topolino, Mickey Mouse. Det er simpelt hen utroligt hvad ca. 30 klunsere på en uge kan ind samle af disse blade, men det er næsten mere utroligt at selv de filo- sofi- og tevlogi-studerende blandt de italienske »klunsere« næsten kan rá at læse dem alle i fritiden. Næsten lige så populære som de to Disney-figurer er de italienske »ldspillere (og man undrer sig derfor ikke over at landstræneren, Fabbri, der blev afsat efter VM- skuffelsen, har tilnavnet Topolino). Spillerne pryder næsten enhver for- side på de indsamlede ugeblade, Oggi eller ABC, der ellers adskil- ler sig fra de fleste danske ditto'er ved at være aktuelle og mere se- riøse. Bl. a. gør de meget ud af kunsten og bringer nogle meget fornemme reproduktioner i farver af de store mestres værker. Men bortset fra fodboldstjerner ne er filmstjernerne og deres pri- vatliv også godt stof. En forside- henvisning lover »Romancen i dob- beltsengen« hvis man kikker længe re ind i bladet og læser den fort. satte roman. Men den er nok ikke så spændende som titelbladet lover, når man tænker på den italienske lavgivning m. h. t. porno og den N N svangerskabsforebyggende katolske kirkes indflydelse. Og man undrer sig som nordbo over at selv de unge studenter í klunserlejren går stærkt ind for forbudene mod midler. promiskuitet og skilsmisser. Farvede aviser Bortset fra de enorme mængder Anders And- og ugeblade er det sportsbladene Lo Stadio og Tutto Sport, der kominerer pulterkamre- ne sammen med den avis familien nu foretrækker. De mange eksem- plarer af L'Unita viser tydeligt, at det italienske kommunistparti er Vesteuropas største. Og at kirken betyder noget ser man på de mange Osservatore Romeno, der er Vati- kanets talerør. E'Avanti er sociali sternes avis, og den ses også hyp- pigt sammen med det eneste nogen- lunde liberale dagblad, La Stampa. Og alle danske aviser virker me- get liberale og uafhængige af parti- interesser, selv op til valget, når man sammenligner med de italien- ske. Det er virkelig kirken, der skriver Osservatore Romano, og L'Unita giver ikke meget for ikke- kommunisterne, o. s. v. Paven pry- der forsiderne på de første, og man får lært Kosygin og Mao's ansigts- træk at kende fra de andre, når man har sorteret aviser et par ti mer. Velgørende italienere Italienerne smider ikke gerne no get væk. Flasker og gamle ugebla SNNANNS de optager ikke så lidt plads í pul- terkamrene, og da man ikke som danskene har sommerlandet som af- tager af alt gammelt indbo, som kan bruges i sommerhusene, sá stilles de gamle køleskabe, umoder- ne TV-apparater, radioer, udsliðt husgeråd og gamle møbler i stedet i pulterkamret. Men en meget stor del så atter dagens lys, da det internationale klunserkorps dukkede op og gjorde klunseriet til noget kollektivt til fordel for nødlidende andre steder, Der opdagede man, at pulterkam- rene er rene overflødighedshorn og at italienerne faktisk har mange gode sider. De er velgørende og il. ke bange for at dele ud af ret værdifulde ting njo” salt