leygardagur 23. september 1967síða 3

# — Nu er det endelig sket hed det forleden i den svenske dagspresse. Og det, der var sket, var no- get, man ifølge blandt an- det »Kvåldsposten« havde ventet på i 50 år. Nemlig, at Sverige havde fået to nye adelsslægter. Et par notable navne var blevet introduceret i Riddarhuset. Vore egne riddere Danmark har naturligvis også sine riddere både af ældre og nyere dato. Her tænkes ikke på de arme riddere, hvoraf nogle endda kun er af 2. grad, det er Ro'erne. (For en sikkerheds skyld: 1. grad er ikke ridder Rap'erne). Ingen af dem er nu rigtigt fine, skal man for alvor op i rangklasserne herhjemme, er det bedste naturligvis at væ- re elefantridder, hvad der ikke har noget med cirkus at gøre. Det er dog sjældent, at en al- mindelig Andersen bliver ele- fantridder, og dog er det sket. Han startede som arbejdsmand í Nakskov og endte som skibsre- der i København og Bangkok m.v. med den til elefantordenen knyttede ret til at blive tituleret ekscellence, men i øvrigt den eneste ret, der er knyttet til det pyntelige blå bånd, der altid gør sig på et kjolesæt eller over en uniform. De fine navne Men det var adelen, vi slap for tidligt. At adle en person er en kongelig rettighed, og sådan set kan der godt udnævnes nye adelsmænd, men siden 1906 er der, såvidt vi kan se, ikke sket (i hvert fald kun i isolerede til- fælde) optagelse i den danske adelsstand, der i dag betragtes som et rudiment fra en snart fjern fortid. Selv familier, der kan dokumentere deres ædle af- stamning, betragter det som en privatsag, der sædvanligvis ind- skrænker sig til rent genealogi- ske interesser. Her i landet er vel kun 170-180 »rigtigt« adelige familier tilbage, og selv i disse er efterhånden indgiftet så me- get andet blod, at den rene lin- je trods papirerne er sjælden og heller næppe kunne have eksi- steret uden indsprøjtning. Det er for øvrigt pudsigt, at skælder man en mand ud for en okse er det injurierende, men hedder man Okse eller er i slægt med de gode, gamle Marsvin, så er det meget fint. Nu er de fle- ste Okser og Svin, Griise, Daaer, Biller, Baller, Brok'er, Galte, Gedder osv. snart en saga blott, det var ellers notable navne en- gang, selv om der også er duk- ket nogle mindre blå navne op, ANINUUANNNSJÁNINN MAN er Teg der bærer en del af de samme navne, hvad der gør det hele lidt udflydende. Blodet er med andre ord ikke lige tykt i alle Krebs'e og Krabbe'r. Vi skal skåne de nulevende von'er og de'er, både de syv- og de nitak- kede, de vil faktisk fylde for meget. En undtagelse måske, fa- milien von Andersen, det er der nemlig en dansk adeisslægt, der stadig hedder. De bor ganske vist i udlandet, den nærmeste von Andersen i Flensborg, men alligevel... Er man mere interesseret, kan man kigge i den særlige adelska- lender, som den herværende adelsforening udgiver. Der vrim- ler det med navne. Nogle af dem kan man også finde i politiregi- straturen, men den er heldigvis ikke tilgængelig for enhver. At være nitakket behøver dog ikke at betyde nogen glorværdig for- tid. Mange af stamfædrene var mindre ædle end heldige, men det er en anden sag, og blandt forfædrene er der ikke altid drabelige krigsmænd, store gods- ejere eller statæænd. En fyrstelig fest Engang betød anerne mere. I årene før første verdenskrig fandt nogle hofsnoge ved et udenlandsk hof, at ved en offi- ciel festlighed skulle en enkelt sal være forbeholdt statsoverho- vedet og hans gemalinde amt andre ædle slægter, der gik et Det blå blod er blevet tyndere, og titlernes tid SSO også forbi ning: HANS LOLLESGAARD passende antal generationer til- bage. I sidste øjeblik måtte de polerede arrangører frafalde planen. Hendes majestæts bed- ste- eller oldefar, på den mød- rende side, havde været en slags gemen kordegn i Danmark . . . Foruden Gotha-kalenderen, der er verdens fineste navnebog, og den røde adleskalender, har vi herhjemme Den blå Bog, før er noget helt andet. Her er kr=ti og pleti samlet, hvis de er ble- vet kendte navne og især, hvis de har gjort en vis indsats í samfundet. Det forhindrer dog ikke, at der er adskillige bandit- ter imellem dem, også flere med en broget fortid. Men adelen som stand er næsten uddøende. I England adler man endnu tolk, men det er nærmest en alminde- delig titeltildeling. Den danske adels storhedstid var den ældre middelalder med en kortvarig opblomstring senere, og de fle- ste, som fik adelspatenter, var folk, der fik overladt administra- tionen af visse områder mod at forpligte sig til at yde krigstje- neste. I dag er alle rettigheder i forbindelse med adelspatenter bortfaldet, I 1919 gennemførtes loven om lenenes overgang til fri ejendom, og de efterladte tit- ler er reelt intet værd. Er man blå, må man på lige fod med røde og blegrøde være i besid- delse af personlige kvalifikatio- ner, hvis man vil gøre sig gæl- dende. De blå går al kødets gang, og farven tynder stadig ud ved NN NAM Sverige har fået to nye adelsslægter blanding med borgerlige. Tilba ge bliver kun nogle gamle kister af fortidslevnene, og selv de forsvinder en dag, om ikke for andet så for tidens tand. De gode titler Der er heller ikke hausse í titler mere. Etatsrådernes dage er forbi. Kun i diplomatiet kan en kancellist ende som ambassa- derád. En ambassadør bliver ik- ke til noget, udover at han i ud- landet kaldes ekscellence, så længe han er i funktion. Men han kan naturligvis pynte sin bringe med halsbånd og brocher, Í der uddeles at høflighed og gammel vane. Amt- og stiftamt- mænd (som regel højere mini- sterielle kontorfunktionærer), kan ende som kammerherrer med ret til at bære en nøgle på bagdelen, mens finere officerer, godsejere og skovridere udover kammerherrer også kan blive hofjægermestre, der også kun er en titel, som f.eks. kammerjun- ker. En sådan må ikke forveks- les med en lille tvebak eller med en kammerjæger, der er noget ganske andet. En kammer- herre er en hofcharge i rang. klasse 2 nr. 5, og en junker er Í 4, klasse nr. 3. En kammermu- siker derimod er blot en spille mand i et mindre ensemble i et mindre lokale. Til orientering Ærbodigst M. GARE DU NORD TROR IKKE PÅ DØDSZONE i SYDVIETNAM Skal den være effektiv, å zonen føres videre ennem Laos — men raget i krigen os ønsker ikke at blive M De amerikanske planer om at skabe en »dødszone« gennem Syd- vietnam for derigennem at bremse infiltrationen af mandskab og ma- teriel fra Nordvietnam er fra star- ten blevet mødt med mistillid. Kri- tikerne hævder, at det kun er en ringe del af denne trafik, der går di- rekte fra det ene område til det andet. Hovedparten går gennem na- bolandet Laos. Men selv om der siden Laos-kri- serne i 1961-62 har været planer om også at oprette en spærring tværs over Laos helt frem til Mekong- floden, der danner grænsen mellem Laos og Thailand, så bliver spær- ringen næppe forlænget, idet Laos ikke ønsker at blive inddraget i krigen. Videre ville planen kræve mindst 60.000 amerikanske soldater mere, foruden at det ville forpligte til en kraftig opbakning af den iaotiske hær, der ville få svære problemer at slås med, når Hanoi som modtræk forsøgte at føre forsyninger igen- nem det nordlige Laos og Thailand - for Mekong-floden udgør langt fra nogen effektiv forsvarslinje. And-