leygardagur 15. august 1981síða 14

IX: | SU ISS A SAS SAS SAS SOS OSS SITA OCT SISS A OS AN TO SINN HSS SAINT ORSAKA TC um millum húsini, stendur ein eldri maður. Viggo loypir um ánna og fer kvikliga niðan móti honum. Vit heilsast. Maðurin, Knút úti í Húsi, bjóðar okkum inn. Hann er javnaldri Heðins, ella Hans Jakku, sum teir siga. Teir gingu í skúla saman og høvdu annars nógv saman dreingja- árunum. Eisini hava teir verið til skips saman. Og okkurt skemtiligt minnist Knút til: Træskurðuri sum ein danskur myndaskerari gav Heðin Brú, tá hann fylti 75. Danin, Anker Lar sen, var so hugtikin, at hann læs allan skald- skapin eftir Heðin Brú við hjálp av orðabók Umsetingar Hamlet. Prinsur av Danmørk Ibsen, Henrik: Hedda Gabler ga 1orsn Slerdi hønuna til deydis Sum smådrongur minnist hann einaferå, at ein gom- ul kona, Marianna, bað teir rekta kornveltina hjá henni, og reka nakrar hønur úr henni. Teir gjørdu seg væl út við áhaldsum. Nakrir skuldi liggja niðan fyri kornvelt- ina, meðan nakrir skuldi vera oman fyri og reka henurnar oman. Væl man hava verið rikið, tí eina ferð flagsa allar henurnar oman, og Hans Jakku, sum lá niðan fyri reisir seg upp og ber upp eftir einari henu, rakar og henan lá steindeyð... — Hetta man Inga, gamla konan sum átti hen- urnar, hava sæð, tí hon kom út, óð og deilandi. Hans Jakku stóð alein- aður eftir. Men hvat, tá kemur Marianna eisini út — at taka Hans Jakku og ogum í forsvar. Og tær brustu saman — tær blivu ikki áfastar, men tað var ikki langt frá. Og sum tær skeldaðu hverja aðra — til okkara stuttleika, flennur Knút so hjartaliga. Gloymdi alt um degurðan Knút og Hans Jakku vóru eisini onkran túrin til skips saman við Beniámin úti í Húsi við Albert ella Isabellu hjá Thomsens- handli á Tveroyri. Hans Jakku var kokkur, greiðir Knút frá. Dagliga gekk væl, men eg minnist ein dagin, tá tað ikki gekk so 1974. Bd. 1—6 ra ntyrheimi I. Térsh. 1960.16s væl. Hans Jakku lá og læs afturi í kahúttini og hevur helst gloymt bæði degurða og alt sum uttan um var. Men einaferð, tá hann kemur í tankar um degverðan, og fer fram, er alt kolað í pottinum var. Kjetið kundi kanska etast, men súpanin var brend. Hans Jakku gjerdi ikki mætari enn bert at leggja kjøtidå upp og so helt hann til »vejrs« — og sat upp å krosstrænum til allir høvdu etið. Dámdi væl at gera stuttligt — Hans Jakku var bara skemtingarsamur og dámdi væl at gera stutt- liga, heldur Knút fram. Einaferð bant hann eitt lodd upp í skeggið í einum gomlum manni, sum lá og svav í koyggjuni. Loddið var bundið soleiðis, at tað táttaði ikki í. Tað lá á dúrkinum. Nu einaferð hin gamli í koyggjuni vaknar og setir upp undir seg, táttar í, og allir at læða. Men Hans Jakku fór at skelda hinar fyri at gera gomlum manni ónáðir og lovaði at taka í teir. Men tað helt hin gamli ikki og takkaði Hans Jakku fyri at hann tók hann í forsvar... Kannaði alt Annars minnist Knút aftur á skúlaárini. Hann sigur seg ikki minnast, at Hans Jakku skrivaði 1962. 105 s. Ums. hava Heðin Brú og Rikard Long eðrið. Tórsh. 1964. 69 s. (Serprent av Varðanum 1964 37, s. 2—69). Upprunatittul: The tempest one. (Varðin 1968, bd. 38, s. 72—120) Tórsh. 1969. 244 s. Upprunatittul: Hamlet. Sjónleikur í 4 pertum. Tórsh. 1969. Leikrit. Hamsun, Knut: Vælferðin. Tórsh. 1972. 326. s. Ums. úr norskum eftir: Markens grøde Hansen, Martin A. : Dupultmyndin Heinesen, W.: Glataðu spælimenninir Móðir Sjeystjorna Tr F.M. Dostojevskij: Tey á Steffansleiti órsh. 1975. 135 F.M. Dostojevskij: Karamasov-brødurnir. Tórsh. 1972 tvs. 1973. 116 s. Ums. úr donskum Tórsh. 1975. 298 s. Ums. úr donskum eftir: De fortabte spillemænd. sigur frá Tórshavn 1978 "ta. Tórshavn s. Ums. úr donskum eftir. Moder Syvst: -rne Bind 1—3, Tórshaun 1978. Tórshavn 1977. 1980 nakað tá, men hann kann- aði alt, hann kom fram á, hvønn stein, hvert blomst- ur. Eisini hevur Knút nekur minni frá tí at ungmanna- felagið Ljómur virkaði. M.a. minnist hann, at tað var orðaskifti um brenni- vín. Hans Jakku dámdi tað ikki, men í hesum var skúlalærarin ikki samdur. Tí, sum hann segði, so kundi tað eisini gera gott. Eitt nú tá fólk gingu millum bygdir og tey illa tuskaði vóru komin at húsum — tá var gott og styrkjandi at fáa eitt glas. Tað er komið at døg- urðatíð og væl tað. Vit takka fyri okkum og fara oman á Mølina. SOSIALURIN Eitt ættartal Fortegnelse over Slægten paa dette Fæste — Stoven — kaldet Í. Den forste Bonden som man ved om at siga, hed Hogne, hans Hustru var fra Sudero. Han son hed Il. Jacob, hans Hustru Ada var af Ryggi, Midvaag. Han havde 2 sønner og 1 datter og blev gift under Haugebrekke, til hvilken han lød en halv mark af sit Fæste — Brugjorden — kaldet. Hans ældste Søn hed IH Joen og den yngre Høgne, som blev myrdet af Unge Joens Sønner, Simon og Joen. Joen blev gift med en pige fra Myggenæs, som hed Agnesse, og havde 3 sønner: Siver, Filippes og Thorrkild?, som blev gift med en Datter af Asbjørn paa Skarvenæs, hvis Brødre bærkkede hans Arm. — I denne Joens Tid floflytte- des Huset op i Bygden — kaldet i Inderdal — hvilket før stod nede ved Søen — mittun kaldet. I hans tid fragik det halve Fæste, for at han i Høtiden skulde — dog uvidende — have dødssaaret en tjener fra Dalsgaard med sin Le om Natten. IV. Siver blev gift med en Datter af Samuel paa Skarvenæs, som hed Billi, og havde 8 børn: 4 sønner og 4 døtre, hvilke alle bleve gifte. Hans yngste Søn hed V. Jacob og blev ved Fæstet for de ældres Ulydighed og blev gift med Malene Bærentsdatter fra Kirkegier i Skaalevig. Han havde 10 Børn, hvilke alle undta- gen 1 Son og 1 Datter, som var udgift med Johannes Hansen under Hauge- brekke, døde i Pogerne, som 1710 indtraf der, i hvilken 14 Mennesker døde. Den ældste Søn VI. Joen blev gift med Mette Pedersdatter fra Kirkebø og fik ingen børn. Hun sov 3 Døgn av Pogerne og slap saa fra sygdommen. — Efter Pogerne var der ingen at tage dette Fæste igen. Vel levede den yngste Søn Jacob. men han var ikke tjenlig at paatage sig det, thi han af Sygdommen var næsten stum. Derfor valpt: Enken VII Johannes, en duelig Mand, som var gift med hendes Mands Soster, Malene. Han havde været 10 Aar under Haugebrekke eftir sit Giftermaal og 5 aar blev han paa dette Fæste. 1715 blev han paa den Baad med Ole Trondesen som for- liste for Quanhauge í Sudero. Efter ham hans Son VITI Han Johannesen og i sit 52. Aar blev gift med en Pige fra Skuø Mortensdatter, Efter ham IX Jacob Hansen, gift med Magge Magnusdatter undir Haugebrekke og i sit Ægteskab havde 10 Børn: 5 Sønner og 5 Døtre. Efter ham X Hans Jacobsen, gift med Cathrine Maren Rasmusdatter fra Dal, og saa XI Jacob Hansen, som er den 11. paa dette Fæste og gift med sit Søskendebarn Maren Margrete Joensdatter af Klettum paa Sand. malene Om der skal være flere paa dette Fæste, ved Gud. 1860 Vidmerking: Tað kann skoytast upp í, at triði maðurin, Joen, var sam- tíðarmaður vid Unga Jógvan i Dalsgarði, ið sat á Dalsgarði frå 1615 til 1642, so tann fyrsti ið nevnist Høgni í Stovuni hevur livad um 1500 til 1550. Tann fyrsti, ið er nevndur sum bóndi í Stovuni í Kongsbóndabókini hjá A. Degn, er Jón Heinason, ið var bróður til Magnus Heinason, so hesin Høgni kann hava verið uppsitari hjá honum.