mikudagur 17. februar 1982síða 3

rr 2 0 so | SOSIALURIN Síða 3 Fylking ætlar undir kolavinnu av nyggjum Nýggja leidslan i arbeiðs- mannfelagnum Fylking hevur sett sær fyri at fåa kolavinnu í Rangabotni á føtur aftur Hetta varð avgjert á aðalfundinum í síðstu viku. Nýggi formaðurin, Dánjal av Rana, upplýsir, at ætlanin er, at Fylking saman við eðrum skal stovna eitt felag, sum skal taka sær av kolavinnuni. Hann roknar við, at kommunan er sinnað at koma upp í hetta felagið. Nær fast kann undir at bróta kol av nýggjum er tórfert at siga, men Dánjal av Rana sigur, at ætlanin er at fyrireika fel- agið nú beinanvegin. Tað fyrsta, sum má ger- ast, er at beta um vegin niðan í Rangabotn. Har- afturat mugu inngong- irnar til minurnar ruddast, skinnar leggjast og onnur útgerð fáast til vega. Dánjal av Rana roknar ikki við, at tað verður neyðugt við sterri ábótum inni í sjálvum fjallinum. Samstundis sum hetta fyrireikingararbeiðið fer fram, kunnu um útgerð, o.a.tl. gerast. kanningar maskinur Ikki stórdrift Dánjal av Rana hevur havt samband við serfrød- ingar á økinum. Hann sigur, at teir mæla frá stórdrift, men afturímóti til eina minni vinnu, soleiðis at virksemi er alla tíðina í minunum. Kolavinnan í Ranga- botni helt so líðandi upp at miðskeiðis í sekstiárun- um. Tá var tað eisini eitt felag, sum arbeiðsmenn- inir áttu, ið hevði kola- vinnuna. Felagið kallaðist Arbeiðsmanna Kolavirki. Tveroyrar kommuna eigur rættin at bróta kol. Fel- agið leigaði rættin frá kommununi. Orsekin til, at Fylking ætlar at fara undir kola- vinnu av nýggjum eru fleiri. Felagið ætlar at beta eitt sindur um vinnu- loysi, fáa eitt ískoyti til orkubrúkið og so kemur tankin um altíð at hava minurnar í gongd, um nakað skuldi borist á, inn í myndina Dánjal av Rana upplýs- ir, at tað eru fleiri til- komnir og eldri mans á Tveroyri, sum hava arbeitt í nógv ár »i kol- inum<. Hann ivast ikki í, at hesir kunnu leggja yngri monnum lag á. Tá arbeiðið var av tí mesta í Rangabotni — í fyrru helvt av fimtiárun- um — arbeiddi einir 60 mans í Rangabotni. Í langa tíð, um skil er í Jóannes Rasmussen, jarð- frødingur, upplýsir, at um brotið verður við skili og undir eftirliti, soleiðis at kolið bert verður brúkt sum ískoyti rekkur kola- mongdin í Suðuroy í langa tíð. Men verður brotið sum fyrst í fimtiárunum, tá kolið í Suðuroy nektaði brennitervin hjá trimum tjórðingum av húskjunum í Feroyum, gongur tað skjótt undan, sigur Jóannes Rasmussen. Samlaða kolamongdin í Kolavinna var Rangabotni til fyri 15—20 árum síðani. Síðan hevur verið stilt, men í Hvalba hevur verið høgt uttan íhald. Í dag eru eini 25—30 mans ví kolinum« Suðuroy varð í 1952 roknað út til at vera 12.000.000 tons. Í tí Sunn- ara ekinum, sum fevnir um Rangabotn, Hvamma- botn og fjellini suður ímóti Fámjin, hava verið knappliga 3.000.000 tons. Men tá er alt við — eisini tað, sum er brotið. Jóannes Rasmussen metir, at eftir eru um 2.000.000 tons. Í norðara kolaøkinum —norðan fyri Trongisvág í fjøllunum vid Hvalba — er samlaða mongdin roknað til 10.000.000 tons. Men Jóannes Rasmussen sigur, at hetta ekið er ikki so gott og torfert og kost- naðarmikið at koma til. Annars upplýsir Jóannes Rasmussen, at menn í Suðuroy hava hegt kol líka síðan einaferð í 1600. Tær fyrstu rann- sóknirnar fóru fram í 1626. Síðan er brotið alla tíðina. Hugur til staðar Spurdur, um hann heldur, at menn hava hug at fara inn í fjøll at høgga kol í dag, sigur Dánjal av Rana, at tað roknar hann avgjert við. Hann vísir á at í Hvalba arbeiða einir 25—30 mans í kolinum. Harafturat vísir hann á, at tað einasta stóra arbeiðs- plássið á Tveroyri er flakavirkið. Og arbeiði er ikki á einum flakavirki alt árið. Urtekan er tí mis- jevn. Sum demi nevnir Dánjal av Rana, at í august og september í fjer var meðallenin bert 6.500 kr. Í kolinum í Hvalba eru eingi nýmótans maskin- tók tikin í brúk. Dánjal av Rana sigur, at ætlanin er at kanna, hverjir megu- leikar eru á hesum eki, soleiðis at arbeiðið verður lættari. Jóannes Rasmussen sigur, at ber helst ikki til fukut at bróta kol við maskinum, tí botnurin er ov óslættur. Hinvegin sigur hann, at tað ber væl til at »hålvmaskinerad« vinnuna vid motordrivn- um hakkarum. AAA A 7 7,yyyy,yy,[y[y7 [77 [ [7 stilles ringere end norske og færøske, der i gennem- snit vel beskattes med en 4% told. En række spådomme om overmætning af markedet for fisk frem- sættes, og tilhængerne henleder i samme an- ledning opmærksomheden på, at den traditionelle EF-protectionisme vil vanskeliggøre afsæt- ningen af tredje lands produkter til EF. Det er svært at forestille sig, at vi kan producere mere end en proteinhung- rende verden kan konsu- mere, men det er rigtigt at det vil lykkes bedre for nogle end andre at afsætte deres produktion til beta- lingsdygtige konsument- er. Visse produkter vil man være henvist til at af- sætte til mindre købedyg- tige forbrugere. Men trus- len om en fortsat EF-pro- tectionisme er et godt stykke af vejen en pap- tiger. Vi står idag i en situa- tion med større arbejds- løshed end i 30'erne, men med den viden, at kun en koordineret indsats kan frelse os fra et lignende sammenbrud i verdens- økonomien, som det vi op- levede efter 1929. Det må være noget af en falliter- klæring for tilhængere af den naturlige internatio- nale arbejdsdeling, af den lettelse af verdenshande- len, og af den begræns- ning af imperialistiske til- bøjeligheder, som Rom- traktatens intentioner indebar, at fremkomme med den slags argumen- ter, især i en situation, hvor det står klart, at kunne man i de forløbne 25 år ikke leve op til inten- tionerne, bliver man nu pisket til det for at over- leve økonomisk. Skulle det fiskefattige EF ikke fortsat være villigt til at betale godt for kvalitets- fisk? For olie, for japanske biler, for NIC-landenes produkter? Hvem skulle da aftage EF-landenes produktion? Grønland har opnået bedre adgang til egne fiskeresourcer siden EF- medlemsskabet siger man, men glemmer samtidig at fortælle, at de kræfter, der ser Grenlands fiskeresourcer som en del af adgangsbilletten til spillet om de samlede re- sourcer, kun accepterer den gjeblikkelige charme- offensiv som et middel til definitiv indlemmelse af Grenland, medens tank- erne bagved er: »Indgyd dem nu et godt indtryk, senere kan de altid få kærligheden at føle, senere må de se at lære, hvad EF-forpligtel- serne indebærer«. Hårde ord, men rele- vante i lyset af den impe- rialistiske behandling, der er blevet Færøerne til del i de senere år fra EF's side. Hvad andre resourcer angår, er den officielle danske politik foreløbig, at eventuelle sådanne er nationalt anliggende. Bortset fra, at det fore- kommer ulogisk at skelne mellem levende resourcer og mineralske, kan vi vel acceptere den danske holdning, men da forplig- ter vi samtidig os selv til at skabe sådanne natio- nale ordninger, at vi ikke undergraver mulig- hederne for at leve sammen i et værdigt fællesskab. En familie, hvis med- lemmer årvågent regner ud i kroner og øre hvor- ledes arven skal fordeles, længe før den kommer til udbetaling, lever sjældent harmonisk sammen. Vi må derfor i rigsfælles- skabet skabe sådanne undergrundsordninger, at vi tilgodeser báde ensket om bestemmelse egne over resourcer og hensynet til, at det samlede fællesskab delag- tiggøres i provenuet af eventuelle resourcer. Vi skal ikke have EF ind i denne problematik, og derfor er det nødvendigt, at vit også på dette område koncentrerer os om at definere et nyt og fornuftigt indhold i rigs- fællesskabet, samt at ud- forme en politisk styre- mekanisme, der bevarer og styrker rigsenheden med Danmark indenfor EF og Grønland/ Færøer- ne udenfor. Vi må alt i alt acceptere, at det er mere frugtbart at afblæse en nedtromling af den emotionelle modvilje, der i 1972 fik 70% af grøn- lænderne til at stemme nej, end at koncentrere kræfterne om at indpasse Grønland i en EF-model, som Færøerne så siden får tilbudt istedet for et af- svækket og íidéfattigt rigsfællesskab. En grønlandsk udmel- delse af EF er i dag en ene- stående chance såfremt vi lader denne blive den intellektuelle udfordring, der fejer de for rigsfælles- skabets fortsatte beståen så farlige kommunitære betænkeligheder ud af Christiansborgs gange og formalisternes gustne overlæg ud af Slotshol- mens kontorer. Danmarks fortsatte ønske om medlemsskab og Færøernes og Grøn- lands ønske om rigsfælles- skab uden EF medlems- skab frembyder da de gunstigste betingelser for »dem der forstår fuglenes tale« til at formulere en holdbar — ordning, og dermed må vi så Bryssel smøre. Forhenværende finans- minister Poul Møller har udtrykt ængstelse for at rigsenheden går i opløs- ning ved en grønlandsk udmeldelse, og statsminis- ter Anker Jørgensen mente i TV's belysning af situationen, at en grøn- landsk forbliven tjente rigsfællesskabet bedst. I begge tilfælde savnede jeg en erkendelse af, at riget består af tre dele, hvoraf den ene vil pines yderligere ved fortsat af- ståelse af dansk/ grøn- landsk suverænitet til Bryssel. Jeg forstår ikke deres ængstelse. Tværtimod forekommer det mig, at vi her har en enestående chance for at forny og oplive det rigsfællesskab, vi vel alle tror indeholder grundlæggende mennes- kelige værdier og progres- sive udviklingsmulig- heder. Er dansk EF-medlems- skab en nødvendighed, er fortsat rigsenhed tilpasset denne nødvendighed vel ønskelig. Denne tilpas- ning gennemføres bedst med så stor en del af riget udenfor som muligt, d.v.s Grønland og Færøerne. De som af formalistiske grunde ikke ter gá ombord i denne tilpasningsopgave ber erindres om, at vor fælles historiske tradition, det, at vi tilhører samme kulturkreds og har samme religiøse grundholdning, det, at vi er en del af samme økonomiske enhed, at vort politiske system er entydigt det samme, samt at vi mili- tærpolitisk har fælles inte- resser 0.s.v. tæller til- strækkeligt til, at EF — selv om det må renoncere på vort medlemsskab af klubben — må acceptere sin forpligtelse til at hjælpe EF-landet Dan- mark til fortsat bedst muligt at påtage sig med- ansvar for udviklingen i Grønland og på Færøerne og derfor afstår fra at tage de midler i anvendelse, som EF tilhængere idag rumler med.