hósdagur 3. februar 1983síða 7

Nr. 14 — Hvat dámdi tær at hoyra umreðuna av fíggjarlógini í útvarpinum í seinastu viku? Martin Djurh- uus, skrivari: | — Ein orða- í Vavstur uttan | líka. Tað sýntist | fyri mær at | fí rgjarlógin er | so innihalds- | leys, at menn | skulu hava okk- urt annað at tosa um. John Andreass- en, alari: — Eg haldi tað er áhugavert at fylgja við tí, sum flest allir tingmenn siga. Hetta er ein góð orientering um tey aktuellu politisku vidur- skiftini. At teir skeldast fyri opnari mikrofon og eru eitt sind- ur opinskåradir haldi eg er i lagi. 3. februar 1983 tíðindablaðið sgsialurin Dagurin byrjaði sum vant Ídag Max Geissler, vesturtýskur tíðindamaður Í vsÍt 1 g þá Dagen begyndte som enhver an i ganisert rsami S den, men snart svirrede rygternt gtværn. Først bestod det af ar i Berlin. Hitler var hos rigspræsi eidere og efter 1924 en vagt dent Hindenburg. De forsamlede værnsorganisation uden våben politikere noget urolige men Hitler som kansler? Nei! var Ved middagstid var spændin- Hitler var rigskans- uddelte gen udløst ler. Om eftermiddagen kommunisterne flys kaldte arbejderne strejke. Ingen fulgte strejkeparo- len. En anden meddelelse sagde: Arbejdsløshedstallet var steget til over seks millioner eller 17 procent af alle beskæftigede, svarende til 45 procent af de organiserede arbejdere i de frie fagforeninger. Andre millioner arbejdede på deltid. eblade og frem til Der var ikke mange, der for alvor troede pá, at Hitler ville blive andet end en døgnflue. Han ville hurtigt gå rabundus Nu, 50 år efter, er Hitler-regi- met det store nummer imedaierne Et bjerg af film, litteratur osv ser dagens lys, også en del retfær- diggørelseslitteratur ude af trit med sandheden. Alle hadede Weimarrepub- likkens periode fra 1918 til 33 undtagen de socialdemokratiske arbejdere og en lille gruppe intellektuelie demokrater. Office- rer, dommere, embedsmænd, bor- gerskabet, kort sagt flertallet var imod den. Lenins kætteri med sin verdensrevolution uddybede modsætningerne i den politiske arbejderbevægelse til fjendskab. Opstande hørte til dagens orden. Der fandtes ingen egentlig be- væbnet magt. Legale og illegale militære officerer måtte ind- sættes til opretholdelse af ro og orden, men ofte gjorde også disse oprør. Modsætningsforholdet mellem socialdemokrater og kommunister gjorde det lettere for disse kræfter at opbygge deres antidemokratiske organisa- tioner. Opgøret i arbejderbevægelsen, også i virksomhederne, umulig- gjorde en ordentlig mobilisering af arbejderne. Ofefntlige forsam- linger blev forstyrrede, og ofte endte det hele i håndgribelig- heder. For at forhindre det, måtte bestående al socialdemokrater og berale dele af det katoiske« centrum. Demokraterne overtog denne opgave. Over for dem stod foruden de kommunistiske Høde Frontkæmpere de rskellige militante organisationer på højrefløjen, og ikke sjældent be- kæmpede Rødfronten og højre- organisationerne fællesskab Socialdemokratiet. Det hele blev ikke bedre, da SA, nazisternes stormtropper, kom til. Vilde slagsmål hørte til dagens orden Trætte og ofte kom de offervillige mænd hjem sent om aftenen for den næste aften at være på pletten igen Uden Stalins teori om social- 1 først besejres for sårede rascisme Gvs at sKuile Socialdemokratiet via nazisme at nå til socialisme ville Hitlers seir sikkert have været forhindret Reaktionen skvede ntet middel for at efterleve mottoet »ledelsen skal skaffes af vejen« end ikke mord. Navne Mathias Erzberger og Walter Rathenau må frem for alt nævnes i denne forbindelse. Med en galo- perende økonomisk krise tog terroren og forbrydelserne til. Tankstationer og — offentlige bygninger og fagforeningshuse blev sprængt i luften for ikke at nævne ødelæggelsen af jødiske forretninger og ejendomme. »Gennem usikkerhed til magten« var parolen. Funktionærer i fag- bevægelsen blev overfaldet som for eksempel i den lille by Potemba i Øvre Schlesien, hvor en arbejder blev trampet ihjel på gaden af nazister. Ganske vist blev gernings- mændene stillet for en domstol og idømt små fængselsdomme, men Hitler sendte dem et lyk- ønskningstelegram. Naturligvis var ungdommen heller ikke udelukket fra kampe. Den havde også fået til opgave at værne nationens germanske blods ære. Et af dens som disse om renhed« og vartegn var indgraveret Blod og ære«. Som for- socialistisk ung- 1 domsorganisation et trikt var jeg naturligvis ofte ind- opgør. Men stort blandet i disse burtaliteten var de voksnes privi legium. Alligevel var det den aka demiske ungdomsorganisation som den første amiet der gruppe blev tilsluttet nazisterne Det lykkedes allerede í 1931 for T Baldur von Schirach, søn af en fanatisk reaktionær officer. Som tak udnævnte Hitler ham til rigs fører lor den nationaisocialistiske ungdomsbevægelse. De ellek- uelle liebhavere af katastrc ir også de mest aktive lørere ior de voldelige bander. der begik de talløse forbrydelser mindre de ner ler unge, ae? kun trofast fulgte rotte- længeren Hitler satsede på, at han i 1932 skulle få det afgørende gennem- Den samvittighedslese gauleiter i Berlin, Joseph Goeb- bels, foranstaltede propaganda- aktioner fra spædbarn til olding, fra bil til flyvemaskine. Rigs- dagen blev opløst to gange. Ved valgene i foråret opnåede nazisterne 38 procent af stem- merne, men i november faldt til- slutningen til 33,1 procent. Landjunkerne bildte den efter- hånden temmelig senile præsi- dent Hindenburg ind, at de røde ville fratage ham familiegodset Neudeck. Til de røde hørte også efter Hindenburgs begreber general Schleicher, som Hinden- burg afskedigede som minister, og centrumskansleren dr. Bruning. Hitlers vej til magten var ikke legal, ved valgene opnåede nazis- terne aldrig flertal. Hitler tilsneg sig magten. Alle løfter havde medsammen- brud som han givet sine svorne, brød han kort efter, så- aldrig at ledes også tilsagnet om forbyde kommunisterne set fra LOKE á oOTest d Hitlers udnævneis« or holdt partierne og fagbevægelsen £ I di protestaKtion ventende Den sidste mod Hitler fandt sted i tekstillandsbyen Mássing A t tning fr »ChwaDben. Med Ui8Siutning Ira ar bejdsgiverne blev der ar? et demonstrationstog rbejds iden, og søndag den 18. feDrua alte socialdemokraten Kalbfelil ra Reutlingen om »den bebudede Hitler-stats stråleglans«. I denne ir det lykkedes at etablere egte fvisningsiront mod ter estaende alf sacialdemo krater og kommunister Verden så fortrøstningsfuldt på udviklingen nd. Í Kapilalistiske iande abede, Hitler ville gere det med den forhadte bolsjevisme. Man vidste ikke eller ville ikke vide, at der allerede i militært samarbejde sted Tyskland og Sovietunionen, og at tyskerne havde bygget rust- nings- og giftgasfabrikker i Sov- jetunionen. I virkeligheden var det tyske Socialdemokrati den eneste organisation, der på ingen måde samarbejdede med nazisterne. Alene Hitler-regimets første år, 1933, kostede 44.000 funktio- nærer i arbejderbevægelsen livet, først i private, så i statslige koncentrationslejre. Domstolene afsagde hvert år mere end 50.000 dødsdomme, for det meste i baga- telsager. Ingen af de skyldige dommere blev senere draget til ansvar. Tyskerne har endnu ikke afkla- ret deres forhold til fortiden. Men var årevis havde fundet et meiiem lascisme og nationaisociai fænomen verden ikke lisme kun et tysk dag, hvor der i hele engang findes 20 demokratisk« stater, må dette spørgsi í inledning til bekymring. Det stadigvæk krigsguden, der reg rer Cl. 4