hósdagur 4. august 1983síða 7

Nr. 88 — 4. august 1983 | Grundtvig — ein »heidin« striðsbróður Friðargongan 83: Framhald av síðu 2 Jóhanna Maria Fórgarð, Róland Sam uelsen, Eyðbjerg Dals gaard, Eydna Dals gaard, Julianna Joen sen og Bjerg Hanus son Hvert Norðanland sær hevur fingið inn bjóðing frá ameri- kansku friðarrerslu num, og eru londini til- lutað 20 pláss, við undantak av Feroyum, sum hevur fingið 10 luttakarar við. Friðargongan 83 kemur til New York 7. august og skal ganga hiðani til enda steðina, sum er Wash- ington. Meðan gingið verður skulu luttakararnir búgva hjá privatum, í skúlum og ítróttarheli- un og á berajólum. Tey, ið stuðla Friðar- gonguni 83 í Amerika eru friðarrerslur, fak- feløg og kirkjuligar rørslur, sum eisini hava verið vid í tilrættis- leggingini. Føroyingar, sum fara til Friðargonguna 83 siga við Sosialin, at tað ikki er til at siga, hvussu nógv fólk verða við í tiltakinum. Tá tey koma til New York eru luttak- ararnir bodnir til sam- komu hjá Lindsey, borgarstjóranum har, eins og ST aðalskriv- arin Javier Perez de Cuellar fyrireikar sam- veru við luttakararnar. Í Washington skipa fakfeløg fyri fundi undir heitinum : „Arbeiði, friður og frælsi«, og her eru lut- takararnir vitandi um, at umleið tvær mill. menniskju skulu verða hjástedd. Dag. Brúdleyp Í morgin giftast í Vest- urkirkjuni í Havn Mar- in Kristina Hansen úr Havn og Tummas Jóhan Thomsen av Argjum. Brudl.adr. : Føroyar. Hotel Idag Poul Dam, fyrrverandi fólkatingslimur, háskúla- lærari Gamle Grundtvig blev fedt í og det er nok til, at der er 1793, og det siger sig selv, at 200- árs-dagen skal fejres med maner. Mange steder er man for- længst gået i gang med møder og foredrag, bl.a. ud fra en ikke unaturlig frygt for, at alle vil blive lede og kede af at høre om Grundtvig, når dagen endelig op- rinder. Det er for resten den 8. september. Alle, der tør sige noget om Grundtvig, har deres lommebøger, malede fulde med aftaler langt frem i tiden. Der er altid noget kunstigt over det tyranni, som de runde år udøver. Hvis der er mening i at tale om Grundtvig, var der det også i 1981 og i 1985. Men nu skal det altså have hele armen i 1983. Vel, det må man affinde sig med. Da der faktisk er god for- nuft i at genoplive nogle af Grundtvigs tanker, gør det måske ikke så meget, at der skal en mindedag til, for at det sker Blot der ikke skabes en overmæt- hed, der får alle til at synke hen i ligagladhed bagefter. Umiddelbart vil de fleste mennesker forbinde noget med Grundtvig som salmedigter. Selv de mest ukristelige har et vist forhold til Den signede dag og Dejlig er den himmel blå. Eller som digter af folkelige sange som Langt højere bjerge og Moders navn er en himmelsk lyd. Ingen sangbok og næppe nogen guds- tjeneste kan undvære Grundt- vigs bidrag. (Skrevet i fuld be- vidsthed om, at Arbejdersang- bogens 7. udgave helt har verfet Grundtvig ud. Det kan kun gene- re dem, der tror, at man kan nøjes med Arbejdersangbogen). Med meget anvendte salmer og sange har det sig imidlertid så- dan, at de efterhånden bliver »muzak« — baggrundsstemning, som man er glad og tryg ved, men som egentlig ikke bemærkø- i enkeltheder — slet ikke så man tænker over, hvad der siges i teksterne. Det kan være en fordel i nogle tilfælde, fordi teksterne ikke fortjener nærmere efter- tanke, men i andre tilfælde er det en ulempe. Så kan teksterne måske få en opfriskning gennem nye og uvante melodier, som det netop med Grundtvig skete for nogle år siden, da Varmark gav en række sange nyt liv. Teksterne er imidlertid gamle — gennemsnitligt er der gået op mod 150 år, siden de blev skrevet meget i dem, der ikke er umiddel- bart tilgængeligt. Lidt arbejde skal der til, men det skal der også med H.C. Andersens eventyr og Charles Dickens romaner, der er nogenlunde lige så gamle. Det er ikke uoverkommeligt. Men for resten er det ikke nær så længe siden, at Grundtvigs sange og salmer blev en slags folkaeje. Da salmerne fremkom, blev de tværtimod mødt med uvilje fra kirkens ledelse, og det var lige- frem forbudt at bruge dem ved gudstjenesterne. Det varede vel ikke så længe, men det er allige- vel interessant, fordi det viser, at Grundtvig var en overmåde om- stridt person, også som præst og digter. Der var altid strid omkring Grundtvig. Han var ikke nogen nem o gfredsommelig person, men stædig og krakilsk — eller for at sige det venligere: så over- bevidst om at have ret og om det væsentlige i at sige sin mening, uanset hvem der måtte blive for- nærmet, at han ikke var i stand til at gå på kompromis eller til at holde sin mund. Han var et stort stykke af en hedensk slagsbrod- er, og det mishagede selvsagt de toneangivende kredse. Da han ved sit halvtredsårs præstejubi- læum fik titel af biskop, forarg- ede det mange, og helt op til vor tid har man syntes, at det var uvæsentligt at diskutere, om han virkelig fik den titel — som ikke var helt usædvanlig for frem- trædende folk inden for kirken — eller han blot fik den rang, der hørte til titlen. Statskirken og universitetet fandt det i det store og helt højst upassende, at denne oprører, der havde sat splid inden for kirkefolket, skulle hædres. Grundtvig havde en utrolig til- lid til folket og friheden, og alt, hvad der stod folket og friheden imod, måtte efter hans mening bekæmpes ubenherlilgt. Det beted pá det kirkelige omráde, at folkets frihed skulle sikres ved at løse sognebåndet, d.v.s. give mennensker ret til at søge til præster efter deres eget valg, ved at fjerne alle tvangsforanstaltn- inger, f.eks. den tvungne barne- dåb og det tvungne kirkelige ægteskab, og ved at skille skolen fra kirken — Grundtvig ønskede således den obligatoriske religi- onsundervisning afskaffet. Noget af dette er blevet gennem- ført, men andet er det ikke, og f.eks. er det grundtvigske syn på skolens religionsundervisning stadig alt for radikalt til at blive accepteret af politikerne Hans politiske syn var vanske- ligt at forstå for samtiden og åbenbart også for eftertiden. Han var tilhænger af enevælden, siger man, men skiftede mening i 1848 og blev siden fuldblods demo- krat. Det er både rigtigt og for- kert. Sagen er, at vi er blevet nar- ret av Grundtvigs modstandere, der afmalede enevælden som den sorte reaktion, men »folkestyret.« efter 1848 som den sande lykke. Virkeligheden var anderledes. Det, der indførtes i 1848 og styrkedes i 1866, var et klasse- styre, hvor »de fornemme, de dannede og de velhavende« kom til at føre det store ord — og dem var Grundtvig altid en indædt modstander af. Først i 1915 kunne Danmark nærme sig et sandt folkestyre. Den danske enevælde var i sine sidste tiår et ganske frisindet styre. Der var nok censur, men samtidig med at Grundtvig blev sat under censur og skulle fore- lægge sine skrifter for en censor, inden de blev udgivet, gav den enevældige konge ham en øko- nomisk > understøttelse, der gjorde det muligt for ham at ar- bejde med de ting, der interess- erede ham — og censuren var mere irriterende end virkelig hindrende. For øvrigt var det en privat injuriesag, der havde skaf- fet Grundtvig censurpålægget — ikke statsmagtens utilfredshed med ham. Den offentlige debat i 1830erne og 1840erne var faktisk ganske levende og ind- holdsrig, og det var ferst efter at »folkestyret« var indført, at der forekom politiske afskedigelser af regeringens modstandere. Grundtvig havde et vist grund- lag for at tale om »Kongehånd og folkestemme — begge stærke, begge fri« som samfundets basis. Han frygtede længe »demokra- tiet«, fordi han var bange for, at det ville føre til et partistyre, der begrænsede friheden, og som ikke ville støtte kirken og kultur- en økonomisk. Frygten var ikke urimelig, for de politikere, der ønskede at tage magten fra kong- en, ville ikke overlade den til folk- et. De ville bare selv være mini- stre, og dermed mente de, at demokratiet var indført. Og for resten anså de det for rimeligt, at vælgerne lod sig lede og ikke valgte folk af deres egen midte karakteristisk var den ophidsel- se, der blev rejst, da Præstø- kredsen valgte en bomuldsvæver til sin repræsentant i den grund- lovgivende rigsforsamling í stedet for den højlærde profes- sor, som regeringen ønskede valgt. Også at regeringen ikke tog hensyn til mange vælgeres opfordring til den om at udpege Grundtvig til »kongevalgt« med- lem af rigsforsamlingen, men i stedet udpegede en konservativ hattemager. Nå, Grundtvig blev alligevel valgt til rigsforsamlingen og siden til rigsdagens folketing flere gange. I landstinget sad han i 1866 for at protestere mod ind- skrænkningen af den almindelige valgret. Han var til stadighed en torn i øjet på regeringerne, som han havde inderlig mistillid til, og han viste sig som en ufor- færdet parlamentariker, der prø- vede at stille mistillidsdagsord- ener og at nægte finanslovens overgang til næste behandling — metoder, der den gang blev be- tragtet som højst ubehøvlede. For øvrigt angreb han uophørligt og med stor dygtighed — men altid resultatløst, for de stats- bærende partier stod sammen om at beskytte systemet og de hers- kende klasser. Da terningerne var kastet, og den almindelige valgret indført, tok han altså konsekvensen fuldt ud og kæmpede for det jævne folks politiske rettigheder på en- hver måde — og for den folkelige oplysning, der kunne gøre folket uafhængigt af embedsmændene og den akademiske dannelse — og af pengepungen og privileg- ierne. Grundtvig tilsluttede sig aldrig selv noget parti, men han støttede fuldt ud sine venner, da de efter 1866 dannede Det nati- onale Venstre til kamp for valg- rettens genindførelse og siden Det forenede Venstre som en samlet front mod overklassen. Det blev han ikke mere populær på, heller ikke blandt de grundt- vigianere, der i virkeligheden var en slags højrefolk. Striden om Grundtvig fort- satte længe efter hans død, og det er ikke i Grundtvigs ånd, hvis 200-året misbruges til at strø sand på en af folkets og frihedens mest halsstarrige og kampglade venner.