leygardagur 10. oktober 1987síða 20

Ligtale (Oversat fra Íslandsk) Holdt paa Seydistjord 6te Oktober ved Begravelse af fem færøske Fiskere, der omkom af Fiskekutteren „Riddarin“ ved Langanæs 25de September 1927. Sveinn Víkingur. 2/8 Ásdai Trangievseg Herren Gud raader. — Bølgerne falde. Se, Evigheden breder ud sin dybe Favn. Dødsbange stenner paa Himmelen kalde, løftes mod Tronen: Guds hellige Navn, miskund dig, o, Herre, tag ikke mit alt! O, Herre, de bjerges, da du har talt! Havet har talt. Paa øde, vilde Strande ruger Bølgernes Evigheds dødsstumme Drøm. Du rører, ei, Døden, de hellige Vande. O, Herre tør Enkernes Taarestrøm: »Miskund dig, o, Herre, du tog mit alt! Miskund dig, o, Herre, thi du har talt! Kærligheds Drømmeslør Himlene hyller. Englene synger ved Tidernes Hav. Domsklokker klemte, med Jubel de fylde tíðindablaðið Sosialurin Nr. 115 — 10. oktober 1987 Sunnudagurin 25. september 1927 er uttan iva ein av daprastu sorgar- døgum í Sumbiar søgu, tá ið ikki færri enn seks ungir menn hiðani, saman við einum av Tveroyri, har- av teir flestu í ungdómsins fagrasta várblóma, fórust við bátinum av Riddaranum úti fyri Fagranesi í Is- landi. Í dag, 60 ára dagin fyri jarðarferð teirra fimm, sum líkini blivu aftúr- funnin av, er mær komin í hendi lík- talan, sum varð hildin í hesum sam- bandi, sum her verður prentað de sergende Sjæle ved Belgernes Grav: »Herre, du raader, som tog mit alt. Jeg ved dog o, Herre, din Miskund har talt. Da der for nogle Dage siden kom den sørgelige Tidende, at syv tærøske Fiskere, alle unge og raske Mænd, var omkommet i Brændingen ved Langenæs, Søn- dag den 25de i forrige Maaned, og: at de fem Lig, som blev fund- ne blev ført hid til Begravelse, kom mig i Hu disse smukke Vers at Sigurd Eggerts. Gud raader. Dette sergelige Tilfælde mindede mig paa dem. Endnu engang maatte Him- melen komme til at gemme de Taarer — Sergelaarer, fra de efterladte Enker og kæreste Ven- ner, endnu engang bar Bølgen rejst sig og dalet ved den island- ske Kysl, og taget i sin kolde Favn, unge ug raske Mænd, taget dem bort fra deres Fødeland, Hustru, Forældre og fra Slægt og Venner. Endnu engang :maatle det saarede og sorgfulde Moder- hjerte raabe til Himmelen: Al- mæglige Gud og Fader, Søen har taget mit alt, himmelske Fader, ræk mig din Haand! Disse Vers kommer mig endnu i Hu, for jeg finder det saa underligt, ligesom et Fingerpeg — nogle vil maaske mene, at det er et blindt Tilfæl- de — at vi skulde samles sammen her i denne By og høre paa disse Vers, sungen af Landets bedste Sanger, netop samme Dag, som det sørgelige Forlis fandt Sted. Og medens Bølgen kastede paa Land Ligene af de Mænd, som vi i Dag følger, alvorlige og tavse, til den sidste Hvile. Del synes mig, som disse Vers end- videre vise, bedre end noget an- det, de Tanker og Følelser, som nu røres i vort Bryst, paa denne alvorlige Stund. Disse tavse Kister, der gemmer saa mange bristede Haab, Haab fra Forældre og Slægtninger, Haab, der var dem saa dyrebare, men som Døden nu har saa brat tilintetgjort. Disse tavse Kister, som gemme de jordiske Levninger af de fær- øske Fiskere, og som snart skal stedes til Hvile i fremmed Muld, langt fra deres Kære og alt det, som disse Mænd elskede og at- traaede. Er de ikke et tavst Vidne om, at vor himmelske Fa- der raader og hvor Menneskene er vanmægltige, hvordan vor Vilje og Længsel er begrænset. Er de ikke et tavst Vidne om, at vi alle sammen lever her psa Jor- den som et bævende Straa, Vid- ne om, at vor Skæbne pølyres af en højere Magt, del ikke bjælper at sige noget imod, og som vi alle maa bøje os for. For nogle Maaneder siden afsejlede de fald- ne med paa Fiskekuller »Ridda- rin« fra Trangisvaag til Islands . Østkyst. Glade og fornøjede sag- de disse Sømænd Farvel til Slægl- ninge og Venner, ingen har vist tænkt dengang, at de tog Afsked for sidste Gang, og dog har utvivlsomt paa denne Afskeds- stund Taarerne blændet Øjnene paa mangen en Hustru og Moder, utvivlsomt har tavse Bønner ste- get op til den himmelske Trone: Himmelske Fader ræk mig din Haand og bevar mine kæreste paa denne lange Rejse og tillad, at de maa komme sunde og ras- ke hjem. De tavse Bønner og den faste Vished om at Vorherre skulde række sin Haand ud og beskytte de elskede i det fjerne og holde dem fra alle Farer, har uden Tvivl gjort Afskedsstunden mildere og mere fortrøstningsfuld for dem, der blev tilbage, og det samme Haab om Guds Beskyttel- se har ogsaa givet Besætningen paa »Riddarin« en vis Tryghed og Styrke. Sommeren svandt hen og Hjemkomstdagen nærmede sig mer og mer. Inden nogle faa Dage skulde de se deres kære Øer slige op af Havet, inden faa Dage skulde deres nærmeste juble dem i Møde paa den hjemlige Kyst, inden faa Dage var de alle komne hjem. Men i et Nu blev alt forandret. Vor himmelske Fader rakte sin Haand ud,.og den Haand syntes at være saa kold, saa helt anderledes end de havde haabet. Det var Søndagmorgen, at en Baad med otte Mand roede ind til Land fra Skibet, men den Baad kom ikke tilbage. De om- bord værende venlede. Glæden svandt fra deres Aasyn, svandt for Alvor og Frygt. De sejlede Skibet nærmere ind mod Land, men Bølgen hævede sig og dale- de ved den øde Strand, ved græ- dende Stene. Baaden var forsvunden, men der stod en gammel Mand paa Stranden og viftede til dem. De kendte ham, det var den ældste Mand, der havde været i Baaden, men hvor var de andre syv? Druknede? Forsvundne? skyllet ud i det kolde og ubarmhjertige Dyb? Den gamle Mand blev red- det til at meddele de sørgelige Tidender, medens Bølgen sang sin Gravsang ved den øde Strand. Den hævede sig og dalede ved grædende Stene, og i Land drev Ligene af disse unge og raske Sømænd, eet og eet, alle uden to, som Havet ikke gav tilbage. Og i Dag følger vi Ligene af disse fremmede Mænd, der døde paa denne sørgelige Maade, følger dem den samme Vej, som vi før har maatlet følge saa mange an- dre, som har været os selv det kæreste i Livet, og som vi mest har savnet. Vi kendte ikke disse Mænd, de færreste af os havde nogensinde set dem, vi ved ikke andet om dem end delte: De havde Slægtninge og Venner i et fremmed Laud, som de el- skede og attraaede at møde. For nogle Dage siden var de glade og med Jubel i Hjertet, thi snart skulde de komme hjem. Vi ved, al hjemme ventede deres kæresle Venner paa dem med Længsel, men nu har Døden forandret alt til Harm og Graad. Vi ved, at i