mikudagur 20. mars 1991síða 13

Nr. 55 — 20. mars 1991 | »Håbets spillemand i Havna Eisini blaðið Informa- tion hevur minningarorð um William. Umframt at brúka stóran part av for- síðuni til mynd av Willi- am skrivar Ejgil Søholm drúgv minningarorð inni í blaðnum. „William er død. Det ville pine ham, om vi jamrede over naturens orden. Hans universielle munterhed omfattede ogsá deden. Ogsá den sidste vilde sti ville han vandre med tak i sit hjerte. Han vidste, at hinsides dødelig tid venter os »tingenes kåde fortrolige latter/den evigt unge«. Men vemodigt er det, at han aldrig mere med nye magiske ord skal holde sin læser fast i for- tællingens krogede greb, som han gjorde det til det sidste (>Laterna Magica«, 1985). Og at han aldrig mere skal glæde sine mange venner med finurlige epistler i festlige hånd- gjorde kuverter.« Ejgil Søholm sigur vidari, at William dugdi til alt: »Der er mange faser i hans forfatterskab — eller mindre snævert: i hans kunst, for han kunne det hele. Han var en glad amatør med pensel, saks og klaver, men først og sidst var tonerne og maleriet i hans ord«. Og hvenn skrivaði William um og fyri: »Menneskenes børn — det var dem, han skrev om, for og itl. Hans humanisme bunder i naturfrom helheds- stænkning og overbær- ende humor«. Ejgil Søholm nevnir eisini tydningin, Havnin hevur havt fyri William og øvugt: »Ingen stad i verden har været begavet med en så fantasifuld by- skriver som Tørshavn!« Um málið William skrivaði á, sigur hann: „William Heinesens sprog var hans moders danske mál, og det mestrede han bedre end nogen — om end han kokketerede med sine mange rettelser og sin flittige brug av syno- nymordbog. Han skrev dansk, men var og felte sig som færing. Pá det sproglige om- råde ønskede han ikke at være et stridens tegn. Da han var pá tale som modtager av nobelprisen i litteratur, sagde han fra for ikke at skærpe modsætninger pá Fær- øerne«. Og Ejgil Søholm endar minningarorå sini i In- formation »William Heinesen ud- talte engang i et inter- view, at »Det dyrebare Liv« i grunden var den af hans forskellige publikationer, der var mest vellykket. Det var vennen Jergen-Frantz Jacobsens breve. Og han fremhævede et citat fra den bog: »Døden er dog kun baggrunden for liv- ets geniale relief«. William kastede med sin kunst og sin menn- eskelighed lys over det relief, så vi så os selv og måske spillede vores be- skedne roller en smule mere musikalsk. Nu er han borte, men i hans værk lyder sangen stadig: um lysets mørket, om godheds ubændige vælde, om livsglædens ret på jorden. magt over »Den færøske kæmpe er død« Og i Det Fri Aktuelt eru minningarorð um Willi- am undir yvirskriftini: »Den færøske kæmpe er død«. Har stendur m.a.: »Disse øer har nu i længere tid været usyn- lige«, som Heinesen eft- er flere døgn i tåge og regn lunt bemærkede om Færøerne. Og uden Heinesen var færingerne og det fortabte spille- mænd nok forblevet et lukket land for omverd- enen. Den færøske kultur og dagligdag er kærligt beskrævet i hans romaner, og altid i solidaritet med det iso- lerede samfunds svage og udstødte. Og altid med den samme klippe- faste kærlighed til det nordatlantiske ørige« skrivar -rein i Det Fri Aktuelt. »En fortæller af verdensformat« Jyllands-Posten skrivar m.a. um William: »William Heinesen, en af dansk litteraturs store spillemænd og en fortæller af det verdens- format, som lange nord- iske aftner og nætter kan opvise. Han var — som sin tidligt døde landsmand Jørgen- Frantz Jacobsen — i sit værk en hyldest til og et fabulerende symbol på Færøerne. William Heinesen var lyriker, billedkunstner og en stor epiker, men også handelsmand, poet- isk himmelstormer og omverdensrealist. Sá forskellige facetter var sider af samme sind hos William fra ungdommen var en kosmosseger, í sin ælde et muntert monument, groet sammen med klipperne, grensværen og vejrliget på sine øer«, skrivar Hans Andersen Heinesen, der um William og hann heldur fram: »Myte og erindring væsensdel af William Heinesens kunst, og han havde åndens kræfter til at forme sin poetisk-filo- soferende fantasi i små fortællingers legende sandheder til det sidste«. var en »Han placerede Færøerne på verdenskortet« »Det var en af de store digtere, der gik bort, da fortælleren William Heinesen døde, 91 år gammel«, skrivar Holg- er Ruppert i B.T. »Han var en af de få, der mestrede at skrive i alle genrer. Han var ro- manforfatteren, novell- isten og lyrikeren, maler- en og komponisten. Kort sagt multikunstneren, der ogsá lavede papir- klip. Han stod ved Kar- en Blixens død i 1962 som Danmarks største fortæller. Han øste af sit rig- holdige liv og sine ob- servationer på Færøer- ne, hvis over 40.000 mennesker han gjorde verdensberømt. Han gjorde det menneskelige nærværende, for ude i den store verden gad man ikke læse om fær- inger, men om drømm- ere, fattigfolk, fine folk, hellige folk og mange andre. Derfor var han som en anden profet ikke så agt- et i sin hjemegn som ude i verden. De følte, han gjorde nar af dem og ud- leverede dem. Det faldt dem også for brystet, at han skrev på dansk, selv om han tænkte på fær- øsk, men det danske havde han fra sin mor, der var danskfødt. Han var altid på de svages side og efter dem, der undertrykte og hundsede med andre. Det var da også natur- ligt for ham, at han stod på venstrefløjen«, skriv- ar Holger Ruppert um William. Og hann heldur fram: »Han fik aldrig Nobel- prisen i litteratur. Det var en forbrydelse i sig selv, ligesom det var en fornærmelse for han Nordisk Råd i 1965 d litteraturprisen mell ham og svenskeren Olof Lagercrantz«. »Heinesen over broen« »Det er et stort og vid- underligt forfatterskab fra de halvfjerds år: sys digtsamlinger, syv romaner og syv novelle- samlinger plus diverse småting og så som af- slutning, til halvfems- Síða 13 ársdagen, en blandede skrifter« med den vidunderlige og samling eget heinesenske titel Godaften måne, god- iften min ven««, skrivar Poul Borum i Ekstra Dladet alle Heinesens ro- maner og noveller, fra de mest socialkritiske til est mytiske, meder á mennesker ved lens ende, som ved leres særheder og grænsninger har del i ænseløse rundhed. selv om han havde sser av levende mo- i det overtroiske og sære færøske sam- fund, så var det nu alligevel ham der befolk- ede dennes mikroverden. Ja, når man besøger Færøerne har man en sær fornemmelse af, at det er Heinesen, der har lavet de mennesker, ser bor der. Denne færøske digter, der — og det skal vi være taknemmelig for skrev på dansk, skabte en verden«, skrivar Poul Borum i Ekstra Bladet