mikudagur 20. mars 1991síða 12

mme [TEEN] Sida 12 Nr. 55 — 20. mars 1991 Danir um William Heinesen: Hann átti at fingið nobel- virdislønina i bokmentum William Heinesen var eitt so stórt skald á altjóða stødi, at hann átti at haut fingið nobelvirðislonina í bókmentum, men hann saknaði hana ikki, skrivar Bettina Heltberg í sínum minningarorðum um William í stóra danska blað- num Politiken. — Tað var ein brotsgerð, at William ikki fekk nobelvirðislonina, skrivar Holger Ruppert í B.T. Sosialurin hevur blaðað í nokrum av teimum donsku bloðunum, nú eftir deyða Williams. Tey flestu hava minn- ingarorð um William Heinesen og skulu vit taka okkurt fram her. „Det sidste ord har altid poesien« >Til sin 90-árs fodsels- dag i januar sidste år, som blev varmt fejret som en national begiven- hed i Thorshavn, havde han den lykke at kunne glæde sine læsere med en ny udgivelse«, »God- aften Måne, godaften min ven«. Titlen havde han hent- et fra en banal gammel døgnvise fra barndomm- ens tid, mens dens sym- bolkraft var klar nok: det var blevet sent i Williams liv, og han tog imod det evige mørke som imod en ven. En la- terne, en fortrolig måne, skulle der nok være til at lyse for ham, selv i merket< skrivar Bettina Heltberg í sínum vekru og mergjaðu minningar- orðum um William og hansara lívsverk í Poli- tiken og leggur afturat: „Et rigt og lykkeligt og langt liv er afsluttet, men hans livsværk be- varer sin evigheds- værdi« Og lat okkum taka enn nøkur brot úr stóra heil- síðunekrologi blaðsins til William: „Med geniets opladte sind sá han poesien over alt og bragte den med sig gennem livet som umistelig erindring fra barndommen i Thors havn«. Um hvat gjørdi Willi am til skald skrivar Bettina Heltberg m.a.: »Digter blev William Heinesen ved sit kærlige og ironiske blik for menneskene og ved sin dybe glæde ved sprogets og ordenes magi — sel har han udtalt, at det danske sprog, hans mod- ers mål, var hans for- nemste litterære arv. Sproget og musikken, menneskene og den fær- øske natur gjorde ham til digter«. Og hon heldur fram: »Forskellige læsere har forskellige vurder- inger af i hvilken forfatt- ergenre, William Heine- sen var størst. Stor var han i dem alle: digtet, novellen, romanen«. Bettina Heltberg held- ur William hevur skriv- að eina av teimum vakr- astu kærleiksyrkingun- um í heimsbókmentun- um: „Et af verdenslittera- turens skønneste kærlig- hedsdigte står i samling- en »Hymne og harm- sang« fra 1961: Hymnus Amoris (sværmeriet for antikkens sprog forlod ham ikke!) Digtet er til- egnet Anna Magdalena og Johann Sebastian Bach i »from erindring«. Læs det og bliv glad«. Í minningarorðum sín- | um nemur Bettina Helt- berg eisini við steðu Williams til tey vanligu menniskjuni: „Mest elskede William de almindelige mennesk- er, som ikke må forveksl- | es med de middelmåd- ige. I almindeligheden fandt han sindets veder- vægelse, fredens læg- ende dråber. Almindelig- heden fandt han i alle de højst ualmindelige mennesker med alle der- es dybt sære, dybt al- mindelige gøremål, alle deres lykkeøjeblikke og nederlag i tilværelsen på det yderste rev«. Og um hvat William helt um seg sjálvan skrivar hon: »Selv regnede William Heinesen sig vistnok også for ganske alminde- lig, skønt han var det modsatte. Hans humor og barnlige lykkefølelse var smittende, hans ven- skab generøst og tro- fast. Og hon endar vid hes- um hugleidingum: »Med årene blev han, den kon- troversielle, NATO- og EF-modstanderen, socialisten og drillepind- en, omsider elsket af sin by, som han satte på verdenskortet. Nobel- prisen burde han have haft, men han savnede den ikke. Af geniets naturlige gudhed og store over- skudsfølelse og livstak- nemlighed flød hans kunst«. »Nu har så færge- manden ude ved Grå- skallebryggen ikke villet vente længere, men har taget William med sig ud på vandet i sin båd. Han kommer ikke mer tilbage. »Havet tog Ekkehart, umådelige dønninger løftede ham ud af tiden og bragte ham over i evigheden — ja, over i den eneste evighed, der findes: den der er i menn- eskers erindringsvarme og taknemmelige sind«. Der, i vor taknemme- lighed, bor nu William Heinesen«, skrivar Bett- ina Heltberg í sera vekru minnisgreinini í Politiken eftir deyða Williams. Lagt til rættis: Jan Miller „Den fortryllede spillemand« Eisini Berlingske Tid- ende ger nógv burtur úr William, nú hann doyði. Ein heil síða verður halg- að minninum um Willi- am, og har finna vit bæði mynd og tekning av hon- um. Undir yvirskriftini „Den fortryllende spille- mand< skrivar Jens Kistrup m.a. um William Heinesen: >Torshavn var for William Heinesen mere end en by, en lille saml- ing huse på en forblæst ø oppe i Nordatlanten. For ham var Torshavn midt- punktet i en stor og for- underlig kosmisk verd- en. Fra den oplevelse hentede både hans prose og hans poesi deres livs- kraft. Og rigdommen blev ikke mindre, efter- hånden som årene gik. Noget af det mærke- ligste ved William Heinesens ydre skæbne som forfatter var, at hann var sá længe underveis. Hans store folkelige gennembrud fandt i virkeligheden først sted, da han be- fandt sig på midten af sin bane gennem livet — med den roman »De for- tabte spillemænd« (1950), der i den alminde- lige bevidsthed står som den egentlige klassiker, selve miraklet i hans for- fatterskab«. Og Jens Kistrup kem- ur eisini inn å adrar av békum Williams: »Hvor godt vi end syntes vi kendte Willi- am Heinesen, kan det ke nægtes, at hans mangfoldighed som for- fatter blev sløret under indtrykket af hans geni som fabulerende erind- ringsprosaist — der var sådan, han fremtrådte i de vidunderlige novelle- samlinger, hvormed han fra slutningen af 60'erne og næsten til nu rundede sit forfatterskab af. Bøg- er som »Kur mod onde ånder«, »Don Juan fra Tranhuset«, »Her skal danses«, og »Laterna Magica« er eksempler på denne i nordisk littera- tur enestående fortælle- kunst. I dem kulminer- ede han som den fortæll- er, erindringen og poesi- en havde åndet på ham i en sådan grad, at hans verdan blev en større og rigere verden end den, han biografisk og geo- grafisk tilsyneladende var bundet til«. Men William var so nógv. Jens Kistrup: >I det hele taget var William Heinesens ta- lent mange talenter. Han var andet og mere end en genial fortæller, der skrev bøger. Han var en fremragende lyriker. Og han var en højst ori- ginal og munter billed- kunstner, en raffineret og munter naivist, hvis kunst bl.a. kaster glans over Nordens Hus i Torshavn. Han blev på sine ældre dage ikke så lidt af en fællesnordisk seværdig- hed, hyldet og hædret med næsten alt, hvad der eksisterer af litte- rære udmærkelser og priser. Men som menn- eske forblev han den samme, gavmild og gæstfri — det kan den tale med om, der er blev- et budt på pandekager i hans hjem i udkanten af den færøske hovedstad. Først og fremmest var og han vil leve videre som en digter, der har gjort vores verden større og mere mirakuløs. Hvor meget denne verden end kan siges at ligne den lille by i det lille sam- fund højt mod nord. William Heinesen er død. Tilbage bliver erindringen og poesien. Og man kan tilføje: den kærlighed til livet og menneskene, han vakte, forstærkede og fordyb- ede hos sin mange læs- ere. Han hørte til de sjældne digtere, man aldrig vil synes, man bliver færdig mede, stendur so vakurt um William i Berlingske Tidende.